Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, bedre kendt blot som Lula, har muligvis formået at charmere sig ind i medier og hos kollegaer verden over, men der eksisterer en anden side, der bestemt ikke er for sarte sjæle. Tilbage under valgkampen i 1989 lykkedes det ham at lovprise Hitler og hans evner til at afskaffe arbejdsløsheden i 1930ernes Tyskland. For et par år siden truede han i vendinger der ikke var til at misforstå et af de mest velrespekterede brasilianske ugeblade, Veja, fordi de havde skrevet noget om ham og hans regering han ikke brød sig om. Sidste år var han den første til at lykønske præsident Mahmoud Ahmadinejad, efter “valget” i Iran.

Og i går sammenlignede han Cubas politiske fanger med almindelige kriminelle og forsvarede det cubanske juridiske system, som han ikke mente det tilfaldt ham eller den brasilianske regering at stille spørgsmålstegn ved. Det hænger vist ikke sammen med, at Brasilien sidste år var blandt de lande der ikke ville respektere Honduras højesterets afgørelse om at daværende præsident Zelaya skulle afsættes. Ligesom det ikke Lula og hans regering ikke havde nogle problemer med at kritisere Italien og dets juridiske system, da man for nogle år siden afviste at udlevere den italienske terrorist Cesare Battisti til retsforfølgelse i Italien.

Lulas kommentarer til en række cubanske fængslede dissidenters sultestrejke kom efter, han var blevet opfordret til at gå i forbøn for frigivelse af 20 politiske fanger i Cuba, og kun et par uger efter, at den cubanske dissident Orlando Zapata døde efter en 85 dage lang sultestrejke i protest over forholdene for de politiske fanger i de cubanske fængsler.

Blandt de systemkritikere, der fremsatte appellen er journalisten Guillermo Fariñas, der har sultestrejket i indtil videre 13 dage.

Guillermo Fariñas

Til Associated Press lagde Lula afstand til de politiske fanger og deres sultestrejke. Sammenligningen med almindelige kriminelle kom, da han udtalte, at “tænk, hvis alle de forbrydere, der er anholdt i Sao Paulo gik i sultestrejke og krævede at blive frigivet.” Så meget for Lulas demokratiske sindelag. Imponerende udtalelser fra en mand der som en del af sin “politiske kapital” har, at han selv i en periode var i fængsel under Brasiliens militærdiktatur, 1964-1985, og selv brugte sultestrejke som middel.

Nogle vil måske spørge, hvordan han så fortsat kan være så populær. Svaret er ganske enkelt, at brasilianere generelt ikke interesserer sig for, eller ved noget om hvad der foregår uden for Brasilien – og at der forøvrigt, ligesom i resten af Latinamerika, eksisterer en vis forkærlighed for “stærke mænd” og bombastiske udtalelser. Så selv om oppositionen har kritiseret hans udtalelser, så er det kun en mindre (primært veluddannet) del af befolkningen, der går op i den slags.

Kilde: Estadão

Når brasilianerne til efteråret vælger ny præsident, sker det efter 8 år med den fantastisk populære Lula, der ikke kan genopstille, ved magten. Da PT ikke har flertal i de to kamre, har hans evne til at regere primært været  baseret på en alliance mellem hans eget socialistiske PT (Partido dos Trabalhadores) og Brasiliens største parti, det (i mangel af mere præcis betegnelse) socialdemokratisk-statskonservative PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). Det er samtidig en markering af, at uanset om man har haft militærdiktatur eller demokrati, så eksisterer der en grundlæggende og bemærkelsesværdig kontinuitet i den faktisk førte politik i Brasilien op igennem det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. De reformer der gennemførtes i 1990erne brød ikke afgørende med en politisk og økonomisk model, der har rødder tilbage til det 19. århundrede, og som udgør fundamentet for skriftende regeringers førte politik.

Luiz Inácio Lula da Silva

I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.

(more…)

José “Pepe” Mujica tiltrådte mandag d. 1. marts som præsident i Uruguay efter at have vundet præsidentvalget i efteråret. Det er kotume at andre præsidenter fra Sydamerika er tilstæde ved sådanne lejligheder og derfor var Argentinas Christina Kirscher, Venezualas Hugo Chavez, Bolivias Eva Morales samt Ecuadors Rafael Correa i Montevideo. Chiles præsident var ikke tilstæde pga. jordskælvet i Chile.

Solen skinnede fra en skyfri himmel i den Uruguayanske sensommer med en temperatur på omkring 27 grader. Hver 5. år er det præsidenttiltrædelsesdag d. 1. marts og det er er en national fridag. Der var forholdsvist stille i gaderne i Montevideo da mange butikker er lukkede, og rundt omkring ser man Frente Amplio (venstrefløjskoalitionen som Mujica tilhører) tilhængere med Frente Amplio flag. Det er normalt at vise sine politiske tilhørsforhold offentligt på en måde der minder lidt om fodboldtilhængere. Se billederne nedenfor.

Hillary Clinton er på en tur rundt i Sydamerika i forbindelse med jordskælvet i Chile. Efter at have lettet fra USA landede hun som det første i Montevideo, Uruguay og mødtes med Mujica kort før han blev indsvoret som præsident.

El Pais har billeder fra tiltrædelsen og nedenfor er et par billeder, taget med undertegnedes telefonkamera, fra Montevideo på dagen.

Efter en lettere problematisk start på DR2 Udlands tema om Brasilien, der gav bange anelser, var fortsættelsen tirsdag aften intet mindre end fremragende. Kort, præcist og informativt. Til de der interesserer sig for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed, men ikke fik set aftenens udsendelse, kan jeg kun opfordre til at få den set så hurtigt som muligt. Læs mere her, og  se indslaget her (indslaget starter 12.20 inde i programmet).

Som der bliver gjort opmærksom på er Kinas rolle som aftager af brasilianske eksportvarer af stor betydning. Lidt et paradoks, at den økonomiske vækst der har været under den nuværende præsident Lula i den grad skyldes eksport af primærprodukter til især ét land. Paradoksalt fordi Lula kommer ud af en tradition hvor eksport var udnyttelse, og målet var uafhængighed og selvforsyning. Godt nok var det dengang USA der var det onde dyr i åbenbaringen, men det kan Kina naturligvis nå at blive endnu (og bliver det formentlig hvis – eller rettere – når Kina i løbet af nogle år har en signifikant højere levestandard end Brasilien.

I sidste uge afgjorde Colombias højesteret, at præsident Uribe ikke får muligheden for at stille op til en 3. periode. Den folkeafstemning man ønskede om spørgsmålet blev med dommerstemmerne 7-2 erklæret som forfatningsstridig. Ydermere underestregedes det i dommen, at forfatning forbyder at Uribe nogensinde kan stille op til præsidentvalget igen. Det er ikke en historie der ligefrem har været prioriteret højt af medierne, men det burde den. for det viser at Colombia er på rette vej. Præsident Uribe har da også anerkendt dommen og accepteret at hans periode som præsindet lakker mod enden (der er valg i Colombia i maj måned). Hermed udviser Colombia og ikke mindst Uribe en respekt for “The Rule of Law”, som det ellers er småt med i den del af verden – ikke mindst i nabolandet Venezuela.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

DR2 Udland har i denne uge Brasilien som tema. Baseret på det første indslag mandag om Brasilien som stormagt, kan man kun frygte hvor meget sludder man vil nå at få sagt i løbet af de kommende dag. Således annoncerede man temaet med udtryk som at Brasilien “stormer fren” og at det nu er den 8. største økonomi. Det første er mildt sagt en sandhed med modifikationer, det sidste er der ikke noget nyt i. Brasilien var også blandt de 10 største økonomier i verden i 1960, (kilde: nationmaster). Sammenholder vi det med at den relative velstand i Brasilien i forhold til USA er på niveau med hvad den var i begyndelsen af 1960erne, se nedenstående figur, bør det vist nok mane til forsigtighedfør man går i gang med superlativerne. Faktum er nemlig at Brasiliens vækst og udvikling set over de seneste 50 år snarere tegner billedet af et land med en moderat vækst, der langt fra har forstået at udnytte sit potentiale.

kilde: world Penn Tables 6.3

(more…)

At demokratiet har det skidt i Venezuela er ikke nogen nyhed. Misbrug af offentlige midler, lukning af kritiske medier og brug af vold mod fredelige demonstranter har længe været normen. I søndags gik Hugo Chavez så skridtet videre og anklagede “borgerskabet” og oppositionen for at stå bag sabotage af landets elforsyning, og dermed været skyld i de massive problemer med elektricitetsforsyningen. Chavez fremkom med sine anklager  i søndagens udgave af hans ugentlige TV-program “Alô Presidente”. I vanlig stil blev der ikke præsenteret skyggen af bevis for påstandene, der naturligvis straks blev afvist af talsmænd for oppositionen.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej. (more…)

Så er karnevalsoptoget i Rio de Janeiro overstået, og det sluttede med Mangueira – Et slideshow med billeder fra deres optog kan ses her. Det er næppe muligt for en kølig nordbo helt at forstå hvor stort og hvor meget det årlige karneval fylder i mange “cariocas” (det kalder man folk fra Rio de Janeiro) liv. Det nærmeste jeg kan komme i en sammenligning er julen herhjemme (som en brasilianer til gengæld vil have svært ved at forst omfanget af ). Sjovt nok er begge traditioner formelt bundet op til kristendommen, men ligesom juletræer og hjerteklip, flæskesteg og rigelig med mjød ikke har meget med Jesus at gøre, har karnevalet i Brasilien (i dets mange former) ikke meget med den katolske kirke at gøre – hvilket vist er åbentlyst når man ser videoen fra årets karneval nedenfor

Karneval 2010

Og som det fremgår af den lille film om karnevalet i Rio de Janeiro i 1955, er der sket ikke så lidt siden

og i 1955

Det meste af Rio’s karneval foregår forøvrigt i klubber. Hvis nogen derfor skulle finde på at tage til karneval i Brasilien og ønsker “smæk for skillingerne”, vil jeg anbefale at man tager til El Salvador i Bahia i stedet, – her foregår det hele udenfor.

Til gengæld er det altid anbefalelsesværdigt at besøge en af Rio’s sambaskoler når de “øver”. Især vil jeg anbefale Salgueiro, der efter min mening har det bedste slagtøj. På mange måder kan et sådan besøg være en større oplevelse end selve karnevalet. For her får man en lidt større forståelse for hvor stort karnevalet er, også resten af året.

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera, præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden.

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag Sebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal af de nye ministre er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (også ”de tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevante uddannelser næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne).

(more…)

I søndags vandt den 50-årige tidligere vicepræsident, Laura Chinchilla,  præsidentvalget i Costa Rica med et overvældende flertal. Hun afløser nobelprisvinderen Oscar Arias. Som med så meget andet er der ikke noget opsigtsvækkende ved valget. Det var ventet, at hun ville vinde og videreføre den dominans, som Costa Rica’s socialdemokrater (National Liberation Party) har haft i mange år.

Costa Rica udmærker sig ved ikke at have noget militær – det blev afskaffet i 1949, og er ellers kendt for at forfølge “skandinaviske (socialdemokratiske) idealer” og lægge vægt på bløde værdier så som økologi, klima og sociale tiltag, hvilket på mange måder har gjort landet til alverdens menneskevarme Ngo’ers ynglings mellemamerikanske land.

Og det må da også siges. at Costa Rica i et halvt århundrede har været noget så usædvanligt som et stabilt demokrati i en region, hvor det først er blevet normen indenfor de seneste 20 år. Samtidig er Costa Rica (endnu) Mellemamerikas rigeste land. Panama der i disse år oplever meget høje vækstrater og kan muligvis overtage denne post indenfor få år hvis denne tendens fortsætter. (more…)