En gruppe af Hugo Chavez tidligere allierede, der bl.a. var med til at skrive Venezuelas nuværende forfatning, opfordrede i mandags i lokale medier præsidenten til at træde tilbage, fordi han har mistet sin legitimitet. Gruppen der går under navnet “Pólo Constitucional”, består af nogle af Chavez tidligere ministre, kollegaer i militæret og parlamentsmedlemmer – bl. a. tidligere udenrigsminister Luis Alfonso Davila, tidligere forsvarsminister Raúl Isaías Baduel, Hermann Escarra, der var en af hovedmændene bag forfatningsændringen for et par år siden, samt Yoel Acosta og Jesus Urdaneta, der støttede Chavez mislykkedes militærkup i 1992 .

Opfordringen til Chavez om at træde tilbage er udsendt “For at spare dette land for flere lidelser, såsom dem, der forekommer nu”, som det hedder. Gruppen anklager samtidig Chavez regime for at være “autokratisk og totalitært” og skabe et klima af intolerance og had, med sin aggressive retorik. Derudover kritiseres Chavez og regeringen for at ligge under for udenlandsk indflydelse (Cuba).

Gruppens erklæring afsluttes med en opfordring til respekt for privat ejendomsret og politisk pluralisme.

Alex Leff, der blogger hos “Americas Querterly”, har et ganske underholdene indlæg om Costa Ricas lettere bizarre præsident-valgkamp. Under overskriften ”TRUTH OR DARE IN COSTA RICA’S PRESIDENTIAL CAMPAIGN“, beretter han bl.a. om at en af kandidaterne har optrådt live på TV koblet til en løgnedetektor, mens en anden fører sin valgkampange under sloganet “Et mindre onde”.

Costa Rica går til valg den 7. februar, og i følge den seneste Gallup, ser det ud til at socialdemokratiet beholder præsidentposten –  Tidligere vicepræsident Laura Chinchilla fra det socialdemokraktiske Partido Liberación Nacional fører med 44 %  foran Otto Guevara fra det borgerligt-liberale Partido Movimiento Libertario (det var ham med løgnedetektoren) der står til  26 %, mens socialisten Ottón Solís fra Partido Acción Ciudadana står til 18 % og Luis Fishman fra Partido de Unidad Socialcristiana til 9 % (det var ham der var “et mindre onde”).

Costa Ricas nuværende præsident er nobelprisvinderen Óscar Arias fra Partido Liberación Nacional , der også spillede en fremtrædende rolle i bestræbelserne på at finde en løsning på Honduras krise sidste år. Partido Liberación Nacional har domineret politik i Costa Rica siden afslutningen af borgerkrigen i 1951. Costa Rica er mellemamerikas uden sammenligning mest velstående land, og samtidig et af Latinamerikas rigeste.

Honduras præsident, Porfirio Lobo, bekræftede i går i et interview med en lokal TV-station, at Honduras ikke ønsker at genindtræde i i ALBA. Det er næppe en overraskelse, at Lobo ikke ønsker at videreføre den politiske kurs, som den afsatte præsident Zelaya slog ind på i 2008. Lobo var meget direkte i sine udtalelser, og understregede, at “det er umuligt for Honduras at være medlem af et samarbejde der er rettet mod USA”.

Med sin konfirmation af Honduras tætte forhold til USA, løsningen på krisen med den afsatte præsident Zelaya, der lige som alle andre indvolverede i hans afsættelse har fået amnesti,  og udsigt til at flertallet af OAS medlemsstater i løbet af kort tid anerkender Honduras nye demokratisk valgte regering, står Venezuelas Hugo Chavez og ALBA samarbejdet tilbage som de store tabere af den krise, der blev udløst ved afsættelsen af Zelaya sidste år.  Den største taber er naturligvis selve Honduras, og den nye regering har meddelt, at kassen reelt er tom, efter man efter afsættelsen af Zelaya stort set blev afskåret fra den internationale finansielle støtte, men mon ikke der er en løsning på det problem?

Med de seneste meldinger fra USA, hvor det understreges, at en væsentlig del af ansvaret for krisen sidste år skal lægges på den afsatte præsident, er der grund til at tro, at en hvis form for finansiel hjælp er mulig, også selv om kassen dér er tom. Hvis USA ønsker fortsat at have en stabil allieret i Honduras er det nok en god ide at gøre hvad der er muligt for, at Porfirio Lobos regeringstid indebærer økonomiske fremskridt. Ellers er risikoen formentlig, at venstrefløjen i honduras får fornyet vind i sejlene.

Porfirio Lobo

The Economist bringer i denne uge en artikel om Brasiliens problematiske forhold til økonomisk frihed - “Liberalism in Brazil – The almost-lost cause of freedom”. Artiklen indledes med et citat af en af Brasiliens få åbentlyse liberale (i europæisk forstand) økonomer, den nu afdøde Roberto Campos, – der fik tilnavnet “Bob Fields”, der citeres for

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

(more…)

Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Latinobarometro, at mindre end 1/3 af latinamerikanerne havde en positiv opfattelse af Hugo Chavez. Da Chiles nyvalgte præsident, Sebastián Piñera, under sin kampange således udtalte at “Chavez Venezuela er ikke et demokrati”, var det udtryk for en opfattelse der i stigende grad deles både inden og udenfor Venezuela. I efteråret røg Chavez popularitet for første gang i hans 11 år lange regeringstid under 50%, og han er næppe blevet mere populær siden. Økonomisk krise, inflation, hyppige afbrud i elforsyningen, stigende kriminalitet og på det seneste en fornyet indsats for at lukke regeringskritiske medier, har udløst en ny bølge af strejker og demonstrationer, der har kostet flere døde og sårede.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

(more…)

Christian Bjørnskov stillede for nogle dage siden spørgsmålet om, hvordan i al verden nogen kunne få den tanke at føre så vanvittig en økonomisk politik, som den vi har set praktiseret i Venezuela i den seneste tid. Som Christian skriver i sit indlæg “Økonomisk politik, Chavez-style” på punditokraterne ;

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

(more…)

El Salvadors venstreorienterede præsident, Mauricio Funes, har ifølge AP meddelt, at man vil genoptage forbindelserne til nabolandet Honduras, når den nyvalgte præsident, Porfirio Lobo, indsættes i morgen.

Tidligere har bl.a. USA, Panama og Costa Rica anerkendt den nye regering. Hvad der gør El Salvadors anerkendelse bemærkelsesværdig er, at det er den første socialistiske regering, der anerkender Porfirio Lobo – Mauricio Funes politiske bagland er den tidligere oprørbevægelse FMLN.

I de kommende dage vil de fleste af de latinamerikanske lande, der endnu ikke har anerkendt den nye regering formentlig  følge trop, bortset fra landene i det såkaldte  ALBA samarbejde (Venezuela, Bolivia, Ecuador, Cuba, Nicaragua, Dominica, Saint Vincent, Antigua og Barbuda) som Honduras formelt er en del af på grund af den tidligere præsident Zelaya. Sidstnævnte rejser efter en aftale mellem den dominikanske republik og Porfirio Lobo til sidstnævnte indenfor de kommende dage. Hermed har også krisen mellem Brasilien og Honduras fundet en løsning.

Samtidig har Honduras kongres indledt arbejdet der skal sikre, at der kan gives amnesti til alle involverede i den krise der startede, da Zelaya efter en højesteretsafgørelse blev afsat i de tidlige morgentimer den 28. juni og sat på et fly ud af landet.

Zelaya har tilsluttet sig aftalen, der gør hans udrejse mulig, og det kan ikke afvises, at også ALBA landene vil besinde sig, og anerkende Honduras nye regering.

Med tanke på, at Ecuadors præsident, Rafael Correa, er i store vanskeligheder, at den økonomiske krise spidser til i Venezuela og modstanden mod Daniel Ortega – hvis metoder ikke har meget med demokrati at gøre – er voksende, kan det ikke udelukkes, at der ikke er meget ALBA tilbage når indeværende år går på held.

Efter 20 år med centrum-venstre regeringer, har chilenerne for første gang siden 1958 valgt en borgerlig præsident. Med 99% af stemmerne optalt, har Piñera fået 51,6% af stemmerne, og cemtrum-venstre kandidaten, Frei, der står til 48,3% har erkendt nederlaget.

Sebastian Piñera

(more…)

Ifølge den seneste meningsmåling før præsidentvalget på søndag i Chile fører den borgerlige kandidat, Piñera, med 50,9% af stemmerne svagt foran den siddende centrum-venstre regerings kandidat, Frei. Men det var før Enríquez-Ominami, der stillede op som uafhængig socialistisk kandidat og opnåede 20% ved første runde, i går annoncerede at han på søndag vil stemme på Frei.

Med så lille afstand mellem de to kandidater kan det blive afgørende, at Ominami nu officielt støtter Frei. Den borgerlige fløj kan kun håbe på, at vælgerne allerede havde regnet med at Ominami ville gøre dette og effekten derfor er indregnet i tallene.

Meddelelsen blev (ikke overraskende) fulgt af referencer til at der blandt Piñera’s støtter er folk med forbindelse til de tidligere militærstyre. Det er dog tvivlsomt at det skulle komme som en overraskelse for nogen. På den anden side viste 1. runde i valgkampen, at der var et klart flertal til centrum-venstre kandidaterne (Piñera fik 44% i første valgrunde).

Uanset hvor spændene valget ser ud til at blive og uanset hvilken side man hælder til, er det dog væsentligt at understrege, at det ikke i praksis vil gøre den store forskel hvilken af de to kandidater der vælges. På den ene side har venstrefløjens for længst accepteret en grundlæggende økonomisk model, der indebærer stor økonomisk frihed og på den anden side er Piñera en moderat kandidat, der ikke afgørende vil ændre på den sociale dimension i den første politik.

Den eksisterende konsensus med hensyn til økonomisk politik i Chile, uanset hvad man så måtte kalde sig, ligger klart til højre for den danske. Hvilket da også ses af, at  Chile i dag anses for at have en  mere fri økonomi end Danmark.

Kun en dag efter, at regeringens elektricitetsminister, Angel Rodriguez,  havde meddelt, at man vil indføre “rullende blackouts” for at at rationere elforbruget, har Hugo Chavez i følge AP meddelt, at hovedstaden Caracas, hvor 10-15% af landets befolkning bor vil være undtaget. Andre dele af landet vil forsat blive ramt af planlagte timelange strømafbrydelser i de kommende måneder. Samtidig fyrede Chavez Elektricitetsministeren.

Sigende for Chavez stil og Venezuelas “kommando”økonomi, kunne han samtidig fortælle, at ministeren tog fyringen “som en soldat”. Chavez og regeringens afsky og manglende forståelse for hvordan markedet fungerer er da også grundlæggende ansvarlig for den nuværende krise i elektricitetsforsyningen.

Godt nok henviser regeringen til den usædvanlig lange tørke, der indebærer at vandstanden bag Guri Dæmningen, der leverer 70% af landets elektricitet er faldet til kritisk lavt niveau. Men det er ikke hele forklaringen. Priserne på elektricitet har siden 2003 ikke fulgt med den generelle prisudvikling, hvilket har været medvirkende årsag til at forbruget er steget kraftigt. Samtidig er der langt fra foretaget de nødvendige investeringer ligesom regeringens embedsmænd erkender, at nogle af de gas-og oliedrevne elværker kun delvist er i stand til at udnytte deres kapacitet på grund af manglende vedligeholdelse. (more…)