Peru vælger ny præsident i dag

Keiko Fujimori - formentlig Peru's næste præsident
Keiko Fujimori – Peru’s næste præsident?

Mens man i andre dele af Sydamerika kæmper med minusvækst og økonomisk sammenbrud, fortsætter den økonomisk fremgang i Peru. Således forventes BNP at vokse med 4 procent i indeværende år, mens fattigdommen fortsat falder hastigt, mens levestandarden stiger kraftigt.

I dag går vælgerne til urnerne for at vælge ny præsident. Usikkerheden omkring meningsmålinger er typisk meget stor i Peru. Men Hvis tendensen fra 1. runde holder stik  – vil Peru’s præsident de kommende 5 år blive Keiko Fujimori, datter af præsident Alberto Fujimori, der styrede Peru med hård hånd, men i dag afsoner en lang dom for sine ugerninger netop som præsident i 1990erne.

13327618_10154144317002226_2724848629429392298_n

Valget vil i høj grad være et valg for eller mod Keiko Fujimori. Ikke mindst på grund af hendes far. Men valget vil (heldigvis) ikke være en trussel mod den efter Sydamerikanske forhold relativt fri økonomi. Begge kandidater er tilhængere af Peru’s forholdsvis liberale økonomiske model.

Set ud fra et økonomisk perspektiv vil Pedro Pablo Kuczynski være at foretrække. Han er mindre populistisk og må antages at være mere optaget af at arbejde for at sikre yderligere reformer, bl.a. af arbejdsmarkedet, som lider under alle de latinske skavanker. Det indebærer at mere end 2/3 af peruvianerne er ansat i den uformelle sektor.

 Pedro Pablo Kuczynski
Pedro Pablo Kuczynski

Peru er ellers et af de få lande i Sydamerika, som både gennemførte omfattende (neo)liberale reformer i 1990erne, og siden holdt fast i dem. Det er man så sandelig blevet belønnet for.

BNP vækst i faste priser 2000-2016

Kilde: IMF
Kilde: IMF

Peru har siden årtusindeskiftet været Sydamerikas hurtigst voksende økonomi, og andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom ifølge Verdensbanken, er samtidig gået fra at ligge signifikant højere end i f. eks. Brasilien til i dag at være lavere, mens ulighed målt på gini også har været faldene gennem hele perioden.

I modsætning til bl.a. Brasilien formåede man også at holde høj vækst og samtidig nedbringe den offentlige gæld betydeligt.

Offentlig bruttogæld 2000-2016

Kilde IMF
Kilde IMF

Det skyldes bestemt ikke, at Peru er benådet med bedre og mere ærlige politikere end andre steder ( f. eks. Brasilien). Tværtimod – hvis man skal tro Transparency International. Den væsentligste forskel ligger i det økonomiske system og i forfatningen. Her er det i Peru indtil videre lykkedes effektivt at “hegne” politikerne ind og sikre landet mod deres tåbeligheder.

Blandt den peruvianske forfatnings fortræffeligheder kan bl.a. nævnes en uafhængig nationalbank. At det ikke er muligt at oprette statsejede selskaber. At staten ikke kan kræve genforhandling af allerede indgåede kontrakter. At der ikke må diskrimineres mod udenlandske statsborgere og virksomheder. At der er fri kapitalbevægelighed, og at regeringen er forpligtet til at arbejde for fremme af markedsøkonomi og fri handel.

Sådan vil det også være efter dagens præsidentvalg. Og det er det væsentligste.

Den politiske farce fortsætter mens nyt rekordunderskud vedtages

Protester mod den nye regering i Rio de Janeiro 22. maj
Protester mod den nye “kup”-regering i Rio de Janeiro 22. maj

2 uger efter indsættelsen af en ny regering i Brasilien, kan den notere sin “første sejr”, efter kongressen har godkendt at statens primære budgetunderskud (før renter) må stige fra 96,7 mia. R$ (ca. 180 mia. kr.) til 170,5 R$ (ca. 318 mia. kr) i indeværende år.

Dermed forventes underskuddet før rentebetalinger at ende på ca. 2,5 procent af BNP. Det indebærer et forventet underskud efter rentebetalinger på 10-12 procent af BNP.

Der er med andre ord tale om en meget kraftig stigning i forhold til den tidligere regerings forventninger.

Ifølge landets nye finansminister, Henrique Meirelles er en forhøjelse nødvendig. Han har karakteriseret den forgående regerings bud så sent som i marts på 96,7 mia. R$ som helt urealistiske.

Det nye bud på et underskud skulle derimod være realistisk ifølge Meirelle, og inkluderer genforhandling af delstatsregeringernes gæld til den føderale regering samt medregner registrerede tab i den statskontrolerede energigigant, Eletrobras.

Katastrofal økonomi og usikker fremtid

Brasiliens dybe økonomisk krise har drastisk reduceret statens skatteindtægter. Således var indtægterne i april måned de lavest for en måned siden 2010 og hele 7,1 procent lavere end i april 2015.

Man vil også fremrykke tilbagebetaling af gæld fra udviklingsbanken BNDES samt nedlægge en fond, der skulle kanalisere overskud fra Petrobras til brug i uddannelses-sektoren. Sidstnævnte er dog i forvejen stort set tom. Petrobras havde sidste år et underskud på ca. 65 mia. kroner i dagens kurs.

Man ønsker også at gennemføre pensionsreformer, ligesom man er nød til at rulle allerede planlag udgifterne til fremtidige stigninger i pensioner og uddannelsessektoren tilbage. Det vil kræve ændringer i grundloven og må ses som en afgørende lakmustest.  Men vil være helt afgørende, hvis man skal have styr på udviklingen i den offentlige gæld, der fortsat vokser kraftigt.

En stabilisering af gældsniveauet vil kræve varige overskud på det primære budget på 3-4 procent af BNP om året. En voldsom forbedring.

Man ønsker også at få vedtaget, at statens udgifter for fremtiden ikke kan stige mere end inflationen. Siden 1997 er udgifterne steget dobbelt så hurtigt.

Brasilianerne ser negativt på fremtiden og på politikerne

Det vil være noget af en overdrivelse at påstå at den nye regering under Temer nyder befolkningens opbakning. Et klart flertal er mod den nye regering og ønsker nyvalg i stedet.

Ifølge Ibope er optimismen yderst begrænset efter den nye regerings tiltræden. Blot 1/3 tror ser positivt på fremtiden efter regeringsskiftet.

Den udbredte politikerlede fik sig formentlig også yderlige et hak op i mandags, hvor en af Brasiliens mest troværdige aviser, Folha de São Paulo, afslørede en båndet samtale fra en gang i marts måned.

Her diskuterede den nyudnævnte planlægningsminister, Romero Jucá, der dengang var senator og Sérgio Machado tidligere præsident for Transpetro (Datterselskab af det nationale olieselskab, Petrobras) tilsynladende hvordan forløbet skulle planlægges hen mod afsættelsen af Dilma.

Som Lars Luplau skriver under overskriften “Må vi nu kalde det et kup?” i POV

Det er artige sager, de to herrer får sagt. Det korte af det lange er, at formålet med at starte en rigsretssag og komme af med Dilma ud er at få stoppet undersøgelserne i forbindelse med operation bilvask. Det fik i går Jucá til at trække sig som minister, selvom han naturligvis forsikrede, at han aldrig kunne finde på at lægge hindringer i vejen for kampen mod korruption.

Sagen er imidlertid, at alle i nærheden af magten i den nuværende og den tidligere regering enten selv er eller har nære allierede, der er dybt involverede i korruption. At folket ikke strømmer ud i gaderne igen kan kun skyldes, at følelsen af apati og at det nok ikke nytter at kæmpe mod korrupte politikere er ved at få tag i befolkningen.

“Må vi nu kalde det et kup” henviser til Dilma’s tilhængere, der hele tiden har talt om et “kup mod demokratiet”, hvorved det dog skal medtages, at de sætter lighedstegn mellem Dilma og demokratiet. Men er det så det? Lars Luplau, som tidligere har boet i Brasilien i mange år i 1990erne og som jeg på det stærkeste anbefaler at følge, udtrykker det således:

Da nyheden om Romero Jucás afgang breakede, var et af de helt store debatemner ibloguniverset omkring Folha de São Paulo netop, hvor længe der går, før det bliver helt almindeligt at referere til Dilmas afgang som “kuppet”.

Som jeg ser det, er det dog ikke Dilma og hendes parti, PT, der har været udsat for et kup, men hele den demokratiske reformproces. Jeg har ualmindeligt svært ved at se Dilma som offer, al den stund hendes nærmeste allierede ved dannelsen af regeringen var ingen ringere end Eduardo Cunha, som altså endte med at falde hende i ryggen. Hun roste ham endda ved flere lejligheder for hans evne til at “spille spillet”.

Det er hele det politiske system i Brasilien, der står ved en skillevej. Temers midlertidige regering er intet anden end den gamle magtelite, der forsøger at standse en proces, der blev sat i gang i 90’erne. Om domstolene har fået så stor magt, at processen er irreversibel vil de næste 6 måneder vise. Den første halvanden uge har ikke givet grund til den store optimisme.

Jeg er dog måske en smule mere optimistisk end Lars på trods af afsløringerne, eller måske rettere på grund af afsløringerne, som har været i alle medier – også Brasiliens dominerende mediekonglomerat, Globo.

Og skulle et flertal i højesteret vitterlig være i involveret i et “kup”, så er det i sig selv bemærkelsesværdigt.

9 ud af højesterets 11 dommere er udnævnt under den nu suspenderede præsident Dilma eller hendes forgænger Lula. Desværre viser historien også at intet tilsynladende er umuligt i det politiske cirkus i Brasilien, hvor man ikke kan fortænke den menige borger i at mene, at alle politikere nok er korrupte, også selv om disse naturligvis bedyrer, at de skam støtter den fortsatte efterforskning og deler ønsket om at få dømt de skyldige.

Troværdigheden er vist på linje med professionelle cykelryttere, der bedyrer at de aldrig har brugt doping. Der er da heller ikke den store opbakning til det synspunkt (og var det heller ikke før de seneste afsløringer) til at Deputeretkammeret og Senatet stemte for en rigsretssag ud af hensyn til befolkningens bedste.
160524-depputadosesenadoresSom det fremgår af ovenstående figur fra Ibope, mener 2/3 at politikerne alene stemmer ud fra personlige interesser, mens kun ca. hver femte tror på at de stemmer ud fra hensynet til landet og dets befolknings interesser.

En stor del af brasilianerne deler i hvert fald Lars Luplau’s pessimisme, som det fremgår af nedenstående figur, hvor man har spurgt om, hvorvidt man forventer et “mere ærligt Brasilien” efter afsættelsen af præsident Dilma. I modsætning til stemningen efter daværende Fernando Color de Mello blev afsat i 1992 på grund af korruption, er der ingen tillid til at der vil komme “et mere ærligt Brasilien” ud af den nuværende situation.

160523-honestidadeKun 26 procent er af den opfattelse, at Brasilien vil blive “et mere ærligt land” (um pais mais honesto), mens et flertal på 53 procent mener at tingene vil fortsætte som nu (continuara a mesma coisa).

Det bedste ville være nyvalg snarest muligt – Det sker næppe

Et klart flertal af Brasilianerne udtrykker i meningsmålinger, at de ønsker  nyvalg. Det sker næppe. For at gennemføre et valg i utide til kongressens to kamre kræves der en grundlovsændring, hvilket skal vedtages af……… kongressens to kamre. Næppe mange har lyst til at møde vælgerne på nuværende tidspunkt.

En anden mulighed er at valgkommisionen erklærer præsidentvalget i 214 for ugyldig, fordi der har været anvendt midler fra kriminelle aktiviteter til finansiering af valgkampagnen. Det er der næppe tvivl om er tilfældet.

Spørgsmålet er blot, om valgkommisionen tør/vil drage den konklusion, som ifølge gældende lovgivning vil føre til en annullering af valgresultatet i 2014 og udskrivning af nyvalg.

Jeg tvivler.

Imens fortsætter økonomiens nedtur og den politiske farce. For de økonomsike udsigter blvier de kommende måneder helt afgørende. Lykkes det ikke den nye regering at komme igennem med markante tiltag og besparelse, vil det have negative konsekvenser flere år ud i fremtiden.

Med hensyn til hvordan den politiske krise udvikler sig, tør jeg ikke komme med noget bud. Dertil er det hele for vanvittigt og uforudsigeligt.

Deputeretkammeret stemmer for rigsretssag mod Dilma

161081049
Ja-siden jubler i kongressen

Efter mere end 40 timers debat vedtog Deputeretkammeret i nat dansk tid, med overvældende flertal, at der skal indledes en rigsretssag mod Dilma Rousseff.

Med 367 for (kravet var 342) og kun 137 stemmer mod en rigsretssag, skal Senatet nu afgøre om man skal gå videre. Her kræves alene et simpelt flertal. Ifølge lokale medier er ingen tvivl. Kommer det til en afstemning, bliver der rejst rigsretssag mod Dilma.

Det kan dog tage op til en måned før Senatet stemmer om en rigsretsag. Ikke just hvad Brasilien har brug for i sin værste økonomiske krise i mere end 80 år og værste politiske krise siden militær-diktaturets ophør i 1985.

Til forskel fra tidligere er der dog intet som tyder på at netop militæret vil gribe ind, som det er sket tidligere.

Både præsident Dilma og ledende personer i både PT og deres fagforenings-støtter i CUT, har talt om at “kampen” fortsætter både i senatet og på gaden, truet med generalstrejke og talt om at de sociale bevægelser skal gøre modstand, mens de har karakteriseret afstemningen i kongressen og udsigten til en rigsretssag som et kup mod demokratiet.

For 50 år siden havde det været en sikker invitations til et militærkup. Heldigvis er tiderne skiftet.

ARBX - 17/04/2016 - São Paulo - POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT - Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
ARBX – 17/04/2016 – São Paulo – POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT – Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
MF SAO PAULO/SP - 17/04/2016 - PROTESTO / DILMA / PAULISTA - NACIONAL - Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO
MF SAO PAULO/SP – 17/04/2016 – PROTESTO / DILMA / PAULISTA – NACIONAL – Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO

It’s The economy, stupid

Mens jeg skriver denne post er kongressen i Brasilien i gang med at stemme om hvorvidt præsident Dilma skal stilles for en rigsret eller ej. Der kræves 342 stemmer for at forslaget vedtages. Forventningen er , at dette sker.

Herefter skal forslaget vedtages i Senatet – hvilket kan tage op til en måned. Her kræves blot et simpelt flertal. Ved flertal for rigsret, træder Dilma herefter midlertidig tilbage til der er faldet dom, dog maksimalt i 180 dage.

Dilma er anklaget for at have overtrådt forfatningen i et forsøg på at sminke de offentlige budgetter, for derigennem at skjule de reelle underskud.

Arbejderpartiet og deres (stadigt færre) støtter ser dog noget anderledes på tingene. Ifølge dem er der tale om et kupforsøg mod præsident Dilma og Arbejderpartiet. Lars Luplau har skrevet et meget læsevenligt indlæg om den Brasilianske venstrefløjs version på pov.

“It’s the economy stupid”

Uanset hvordan hele denne sag udspiller sig, er der dog ingen trøst at hente for Brasilianerne.

BNP forventes at være ca. 7 procent mindre når vi rammer 2017. Underskuddet de offentlige budgetter er på næsten 11 procent, mens reallønnen falder og arbejdsløsheden nærmer sig 10 procent.

Der tales om, at en ny regering under ledelse af nuværende vicepræsident Temer vil gennemføre den nødvendige lovgivning til at bedre de offentlige balancer. Det er dog mere end tvivlsomt. Brasilien afholder lokalvalg til efteråret, hvorfor der vil være et massivt press mod både nødvendige nedskæringer og skattestigninger.

Hvad vi er vidner til er primært et politisk slagsmål udløst af den største økonomiske krise i Brasilien de seneste 80 år.

Arbejderpartiet og PTs støtter har således ret i, at de tricks – som Dilma ikke har afvist at have anvendt – er blevet brugt før uden konsekvenser. Og var det ikke på grund af den svage økonomiske udvikling, ville det næppe heller være endt med en mulig rigsretsag.

imf bnp

Valg i Peru og gevinsten ved at hegne politikerne ind

Søndag afholdes 1. runde af præsidentvalget i Peru. Optakten har været kaotisk og to kandidater er blevet udelukket på et temmelig tyndt grundlag.

Ikke fordi de nødvendigvis er ofre for en sammensværgelse, der skal sikre at “systemets” mand vinder valget, men måske snarere grundet juridisk inkompetence. Ingen af de to kandidater, som tilsammen stod til at få ca. 25 procent af stemmerne havde begået større fejl. For den enes vedkommende var der endda tale om et brud på en intern opstillingsproceducere, som ingen i det pågældende parti, for hvem kandidaten stillede op, synes at have haft et problem med.

Men som Economist bemærker som optakt til søndagens valg:

Since democracy spread across Latin America in the 1980s, no presidential candidate has been banned so close to an election. Some Peruvians spy partisan conspiracy; the charitable view is that it is blind incompetence. Whatever the explanation, the winner of the election will enjoy less than full legitimacy. That is unfortunate: even by Latin American standards, Peruvians are contemptuous of their politicians and dissatisfied with their democracy.

Lige som andre Sydamerikanske lande, hvor produktion og eksport af råvarer har stor betydning for den økonomiske aktivitet og vækst, har også Peru – Regionens hurtigtst voksende økonomi de seneste 25 år – mærket de senere års kraftige prisfald på de globale råvaremarkeder, og der er behov for fortsatte reformer, hvis vækstraterne skal øges.

Man er dog slet slet ikke i samme knibe som Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, naturligvis.

En forfatning til forskel 

Mens det store naboland Brasilien gennemlever sin værste krise i 80 år, med faldende BNP (3,7 procent sidste år og et forventet fald på 3,6 procent i år), høj inflation og stigende arbejdsløshed, oplever Peru som nævnt fortsat økonomisk fremgang. BNP steg med ca. 3,6 procent sidste år og man forventer en lignende stigning i indeværende år.
perubrasil vaekstForklaringen skal bestemt ikke hentes i at man har et bedre fungerende politisk system end i nabolandet Brasilien. Det forholder sig snarere tværtom.

Til gengæld har man en forfatning som indtil videre har vist sig at være i stand til at hegne politikerne nogenlunde effektivt ind, mens den økonomiske politik primært er blevet håndteret af teknokrater.

Det kan man i høj grad takke den forfatning som indførtes under den på andre måder problematiske præsident Fujimori i 1990erne, og som indeholder en række grundlæggende garantier og sikre at Peru er blandt de frieste og mest markedsorienterede økonomier i Latinamerika.

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter.

Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru. Forfatningen sikrer også en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Det er baggrunden for landets høje vækst og hastige fattigdomsreduktion de seneste årtier. Mens man trods Brasiliens nuværende problemer fotsat oplever at tidligere præsident Lula omtales positivt på grund af den positive udvikling i nullerne målt på udviklingen i indkomstfordeling og fattigdom. Er det værd at bemærke at udviklingen har været langt mere positiv i Peru.

Siden 2001 er fattigdommen mere end halveret målt efter national standard, mens andelen som lever i absolut fattigdom (Verdensbankens definition) er faldet fra ca. 18 procent af befolkningen i 2001 til 3,7 procent i 2013.

perubrasil fattigdomFra at have en større andel af befolkningen, som levede i absolut fattigdom og et klart lavere BNP per indbygger for 15 år siden, er absolut fattigdom i dag laver i Peru end i Brasilien og BNP per indbygger nærmer sig kraftigt Brasiliens.

Den væsentligste forklaring på forskellene er uden tvivl den mindre rolle staten og dermed politikerne spiller i Peru i forhold til Brasilien. Ikke at Peru’s politiske system og dets politikere udmærker sig positivt i forhold til deres brasilianske kollegaer.

¿Cómo se llama el partido que postula a Keiko Fujimori a la Presidencia?
På søndag går man så til valg. Favorit er tidligere præsident Alberto Fujimoris datter, Keiko Fujimori. Hun står også med store chancer for at vinde 2. runde af valget, som afholdes i juni. Går det hende som sine forgængere, vil hun efter en kort periode med stor popularitet formentlig blive lige så upopulær som sine forgængere, efterhånden som skandalerne og inkompetencen viser sig.

Til forskel fra Brasilien, kan man så glæde sig over en forfatning, som sætter en grænse for politikerne’s hærgen.

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht, lægger alle kort på bordet

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht har  udsendt en pressemeddelelse om, at de lægger alt på bordet og vil samarbejde fuldt ud med anklagemyndigheden om selskabets rolle i “Lava Jato” – bilvask skandalen. Navnet på den enorme korruptionsskandale i det statskontrolerede olieselskab Petrobras.

I pressemeddelelsen skriver man blandt andet :

The evaluations and reflections made by our shareholders and executives have led Odebrecht to decide on definitive collaboration with Operation Lava Jato investigations.

The company, which has identified the need to introduce improvements to its practices, has been in contact with the authorities in order to collaborate with investigations, in addition to the leniency initiative which was adopted with the Comptroller General’s Office (CGU) in December.

We hope that the information provided contributes significantly to Brazilian Justice and the construction of a better Brazil.

 

Odebrechts involvering i skandalen har haft store konsekvenser for firmaet. Flere af dets datterselskaber er nedjusteret til junkstatus og økonomien er presset.

Det er naturligvis breaking news i de brasilianske medier, som spekulerer i hvilke nye navne det vil bringe på banen og hvilken betydning det vil få for den kaotiske situation, som landet befinder sig i.

Odebrecht, en af Brasiliens største virksomheder, med aktiviteter i mange lande og over 100.000 ansatte, er en central aktør i skandalen, som allerede har kostet flere af firmaets topfolk lange fængselsdomme. Bl. a. er tidligere administrerende direktør, Marcelo Odebrecht (barnebarn af selskabets grundlægger) dømt til 19 års fængsel for hvidvaskning af penge, korruption og organiseret kriminalitet.

Gennem korruption tjente selskabet milliarder fra Petrobras og betalte returkommission til politikere og korrupte medarbejdere i Petrobras.

Og det føderale politi er bestemt ikke færdig med Brasiliens største byggeselskab.

Tirsdag var der igen razziaer mod Odebrechts kontorer i bl. a. São Paulo og Salvador, hvor flere er blevet tilbageholdt af politiet.

Ifølge politiet fortsatte de kriminelle forhold helt frem til november 2015, altså mere end et år efter skandalen begyndte at rulle og og flere måneder efter at Marcelo Odebrecht fængsledes i juni sidste år.

På et pressemøde tirsdag fortalte den brasilianske føderale anklager Carlos Fernando dos Santos Lima, at Odebrechts kriminelle aktiviteter rækker langt ud over Petrobras og f. eks. også inkluderer bestikkelse i forbindelse med stadionbyggeri til VM i 2014, samt udenfor Brasilien, bl.a. De Forenede Arabiske Emirater, Portugal og Argentina.

Odebrechts pressemeddelelse og ønske om fuld samarbejde skal naturligvis ses i lyset af ovenstående. Ud over et forsøg på at få nedsat bl.a. Marcelo Odebrechts dom, hvilket er muligt efter brasiliansk lov, drejer det sig nu reelt om selskabets overlevelse.

Hele Brasilien venter nu med spænding på hvilke navne der nu bliver sat i forbindelse med Brasiliens største korruptionsskalndale nogensinde. Ikke mindst hvorledes det vil påvirker tidligere præsident Lula, der i sidste uge blev udnævnt til minister, men ikke formelt er indsat, efter et dommerforbud, som endnu ikke er ophævet.

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

1044222_10206728721831063_4925993065026363819_n

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

YouTube Preview Image

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

 

16074116Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
løn brasilienHvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Dagens hovedhistorie i de brasilianske medier er uden sammenligning, at der er faldet dom i sagen mod tidligere CEO Marcelo Odebrecht fra Latinamerikas største byggekonglomerat, Odebrecht.

Marcelo Bahia Odebrecht
Marcelo Bahia Odebrecht

Sammen med en række tidligere højtstående ansatte i Odebrecht og Petrobras, har han været anklaget for at være del af den omfattende korruptionskandale i det statskontrolerede olieselskab, Petrobras.

Skandalen går under navnet “Lava Jato“, på dansk “bilvask”.

Odebrechts dom lød på 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter. Også en række andre anklagede dømtes til lange fængselsstraffe. Samtidig blev han og resten af de anklagede fra Odebrecht koncernen idømt bøder svarende til i alt mere end 400 mio. kroner.

Continue reading Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Politisk kaos i Brasilien

Det politiske kaos i Brasilien nåede nye højder fredag efter det føderale politi hentede præsident Lula ind til forhør.

Den kortvarige “arrestation” – Lula blev forhørt i 3 timer, mens der gennemførtes husundersøgelser flere steder med tilknytning til ham – udløste flere sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den tidligere præsident. Mens tilhængere råbte slagord om at Lula var den bedste præsident Brasilien har haft uden for hans hjem i Sao Paulo, samledes andre og råbte slagord som ud med Lula og Lula i fængsel andre steder i byen.

lulaLula knyttes i stadig stigende grad til den korruptionsskandalen i Petrobras, og han er ikke den eneste.

Interessant nok faldt kursen på dollar, mens aktiekurserne steg oven på nyheden om Lula’s kortvarige “arrestation”.

Muligvis en indikation på at der er et stigende håb i markedet til, at ikke kun Lula’s fremtid i politik er færdig, men også at hans efterfølger på præsidentposten, Dilma Rousseff er på vej ud.

Brasilien står midt i den værste økonomiske krise i årtier efter et fald i BNP på ca. 3½ procent sidste år og kan formentlig se frem til et fald i samme størrelsesorden i indeværende år. Arbejdsløsheden er hastigt stigende, inflationen er fortsat høj og privatforbruget er sat flere år tilbage, mens store dele af befolkningen oplever faldende realløn.

De færreste forventer at udviklingen kan vendes under den nuværende regering.

YouTube Preview Image

13. marts er der indkaldt til store protestdemonstrationer i flere byer, rettet mod den siddende præsident. Deres omfang kan blive meget afgørende for hvad der sker i de kommende måneder.

YouTube Preview Image

Venezuela II – baggrunden for Chavez magtovertagelse i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

YouTube Preview Image

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.