Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s institutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som  Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på her på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

forskellige-datasammenligninger

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.
bnp-cuba-costa-rica

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

baroleeDer er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

imrMen ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

sammenhaeng

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
lfdDet er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

Globalisering i syd og protektionisme i nord

Den amerikanske valgkamp har desværre indtil videre varslet ilde for fortsat globalisering og frihandel. Donald Trump bruger en retorik som vi tidligere mest af alt forbandt med Latinamerikanske populister på både venstre- og højrefløjen. Verden er ikke længere en mulighed for USA, men en trussel mod USA, lader han os forstå.

Også Hillary Clinton slår en protektionistisk tone an i valgkampen i et forsøg på at mødekomme de der stemte på Bernie Sanders, som i lighed med Trump står for en protektionistisk tilgang.

Det er paradoksalt, at dette sker samtidig med at Latinamerika efter nullernes venstredrejning, nu i stigende grad vender tilbage til 1990ernes mere markeds- og globalt orienterede politikker. Ført an af Sydamerika’s to mest succesfulde økonomier, Chile og Peru.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i Latinamerika de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede og åbnede op i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

peru1
Kilde: Cepal 2016

Chile og Peru er naturligvis også blevet ramt af faldet i råvarepriserne i lighed med andre lande, hvor disse vejer tungt i den den samlede eksport. Det ændrer dog ikke på at deres økonomiske situation er markant bedre end i f. eks. Argentina, for slet ikke at tale om Brasilien og tragedien Venezuela.

Man oplever fortsat positiv vækst, fattigdommen falder fortsat (i modsætning til de nævnte økonomier på østkysten af Sydamerika), og prognoserne for de kommende års vækst er acceptable.

Historisk har jeg og andre oftest henvist til Chile, men på mange måder er Peru måske et bedre forbillede. Ikke så meget på grund af den førte politik, men mere på grund af at Peru når det kommer til inkompetence og korruption i langt højere grad ligner resten af Latinamerika. Chile har historisk haft meget lavere korruption og en mere kompetent offentlig sektor end resten af regionen – også før reformerne fra midten af 1970erne og frem.

Jeg har tidligere skrevet flere indlæg om udviklingen i Peru, se bl. a. her.

Selv om jeg og mange andre forventede, at Keiko Fujimori vandt  præsidentvalget i juni mdr., tabte hun meget snævert til Pedro Pablo Kuczynski, i folkemunde blot kaldet PPK, som nu er Peru’s præsident de kommende 5 år.

1447680

Det bliver ikke nogen nem opgave for den 77-årige præsident, Hans eget parti sidder kun på 18 pladser i parlamentet, mens Keiko Fujimori’s parti med 73 pladser ud af kongressens 130 pladser, har et klart flertal.

PPK og hans regering vil altså være nød til at samarbejde med den slagne præsidentkandidat, Keiko Fujimori, og hendes parti. Det bør øge sandsynligheden for at Keiko’s far, tidligere præsident Alberto Fujimori bliver benådet i løbet af PPKs tid som præsident.

Bloomberg bragte for nogle dage siden en klumme af Tyler Cowen, hvor han bl.a. gennemgik PPKs CV. Og det er ganske imponerende:

PPK has worked for the World Bank and International Monetary Fund. He’s extremely well-traveled, lived in Washington for many years, is married to an American and speaks fluent English.

Academic credentials? He has a master’s degree from Princeton, studied philosophy, politics and economics at Oxford, and, among numerous other publications, has written a first-rate Princeton University Press book on the history of Peruvian economics and politics during the 1960s. The study focuses on why Peru’s earlier economic boom was not sustained, exactly the issue he faces as president today.

Han er også tidligere minister af to omgange, senest premierminister, og har også stor erfaring fra den private sektor. På mange måder altså en ideel præsident. Hans største problem bliver at få fortsatte reformer og tiltag gennem kongressen.

Men som Tyler Cowen slutter sin klumme i Bloomberg, efter at have påpeget de mange problemer der fortsat udestår i Peru :

It’s wonderful to have an impressive leader, and I am optimistic about the future of Peru, but it probably depends most of all on the Peruvian people. In the meantime, do cheer up: eventually Washington elections may function as well as some of those in Latin America.

Og heri ligger naturligvis et af tidens store paradokser. Mens pendulet svinger mod mere marked og mindre stat og protektionisme i Latinamerika, svinger pendulet den anden vej i Washington, mens hverken republikanernes eller demokraternes kandidat ligefrem indbyder til respekt eller tro på fremtiden.

I begyndelsen af dette årtusinde ønskede daværende præsident Bush at etablere et frihandelssamarbejde mellem Nord- og Sydamerika. Den gang strandede planerne på modstand i Latinamerika – ikke mindst Brasilien og den daværende præsident Lula, fra arbejderpartiet PT.

I dag ville det USA der modsatte sig planerne.

 

Bye bye Dilma – hello Temer

Hvad de fleste for længst regnede med, blev i dag en realitet. Med stemmerne 61-20 afsatte Senatet i dag Dilma Rousseff, for at have brudt forfatningen og manipuleret de offentlige finanser. Hvis vi ser bort fra at der er stor risiko for uroligheder i aften og nat, når skuffede tilhængere af den afsatte præsident formentlig vil protestere, er den umiddelbare effekt i Brasilien begrænset.

ADSA757 BSB - 11/09/2014 - DILMA / COLETIVA - POLITICA - A presidenta Dilma Rousseff ao sair da entrevista coletiva no Palácio da Alvorada, em Brasília. FOTO: ANDRE DUSEK/ESTADAO

Michel Temer er nu endegyldigt er præsident frem til næste valg i 2018, og vi må se om hans regering kan komme igennem med nogle af de reformer jeg tidligere har skrevet om. Det er langt fra sikkert.

Der har på det seneste været en spirende optimisme og som tidligere skrevet, hævede IMF for nyligt sin prognose for den økonomiske vækst i 2017 til + 0,5 procent. Mens andre iagtagere taler om vækstrater på op til 2 procent. Men her er indregnet forventede tiltag fra den nuværende regering.

Hvordan det kommer til at gå ved vi formentlig først i november mdr., når lokalvalgene er overstået.

Dilma’s eftermæle

Dilma vil formentlig først og fremmest blive husket forde seneste års økonomiske krise. BNP er faldet næsten 10 procent i løbet af det seneste 2½ år, og er nu på niveau med BNP i 2010. Og samtidig markerer hendes afsættelse enden på 14 år med socialistiske præsidenter.

Men hun bør dog også huskes for noget andet, som på sigt kan vise sig at få stor betydning for Brasiliens fremtidige udvikling. Det var nemlig under hendes regering at man gjorde det muligt for at dommere selvstændigt at tage initiativ til efterforskning. Med andre ord ville den store Petrobras skandale, der oprulles i år og som involverer ledende politikere fra alle dele af Brasiliansk politik, næppe være komet så langt, hvis ikke det havde været for Dilma.

At den ændrede lovgivning i sidste ende kan medføre at hendes forgænger, Lula, bliver dømt for korruption er naturligvis i sig selv skæbnens ironi.

 

Brasilien efter OL – er der grund til optimisme?

Ifølge The Economist er der tegn på, at den økonomiske krise måske nærmer sig sin afslutning. IMF har således løftet prognosen for den økonomiske vækst i det kommende år til 0,5 procent, mens aktiekurserne er steget kraftigt de seneste måneder. De private investeringer stiger også, mens importen af kapitalgoder i juni var 18 procent højere end samme tid sidste år. Yderligere kan medtages, at industriproduktionen siden marts måned har været stigende, efter 2 års næsten uafbrudt fald.

Reallønningerne falder fortsat og arbejdsløsheden er næppe toppet endnu, men måske er der grund til en smule optimisme efter to års krise, som har barberet mere end 7 procent af BNP.

Ifølge The Economist er den væsentligste årsag den midlertidige afsættelse af præsident Dilma – der med stor sandsynlighed bliver permanent, når rigsretssagen mod hende slutter i september – og forventningerne til den nye præsident Michel Temer og hans regering.

Much of the encouragement is coming from Brasília, the capital, which seems to be moving towards a resolution of the country’s prolonged political crisis. On August 25th the senate is due to begin the impeachment trial of Dilma Rousseff, Brazil’s unpopular president, on charges that she tampered with government accounts. Although she denies this, few observers doubt that she will be removed from office, probably in September. The vice-president, Michel Temer, who has been acting president since May, would then serve out the remaining 28 months of her term.

Ikke fordi at Temer er populær. Ved åbningen af de Olympiske lege gav dele af det brasilianske publikum højlydt udtryk for deres mishag. En gallup gennemført af Datafolha i juli viste, at kun 14 procent bakker positivt op bag præsidenten. Det er på niveau med opbakningen til Dilma, da hun blev afsat.

16200118Forskellen skal findes i den forventede politik (med tryk under forventet). Kort fortalt er Temers væsentlige fordel, at han ikke er Dilma. I modsætning til hende, har han ry for at være i stand til at kunne indgå de nødvendige handler og aftaler, som sikrer at man kan få den ønskede politik igennem.

Det indebærer blandt andet privatiseringer og reformer af de offentlige finanser. Netop en plan for privatisering fremlægges i den kommende uge, hvilket jeg naturligvis vender tilbage til. Man ønsker også at åbne for private investeringer i forbindelse med olieudvindingen ud for Rio de Janeiro (présal)

Der er dog et stort men. Ret beset har man indtil videre først og fremmest brugt flere og ikke færre penge og underskuddet på statens finanser forventes at ende på 10 procent i indeværende år (2,5 procent før rentebetalinger).

Man har accepteret store lønstigninger for offentligt ansatte og har hjulpet flere delstater der er i store økonomiske vanskligheder, bl. a. Rio de Janeiro.

Logikken skulle være, at det skal ses som en investering i at sikre opbakning til fremtidige reformer og stramninger. Bl.a. ønsker regeringen at få indskrevet offentligt nulvækst i forfatningen.

Et godt bud er, at vi skal over på den anden side af lokal. og delstatsvalgene i oktober, før vi for alvor ved hvor meget regeringen kan få gennemført.

Det er da heller ikke alle der er så (forsigtigt) optimistiske, som IMF. Således regner OECD i sin seneste lande-report om Brasilien fra juni måned, med fortsat faldende BNP i 2017.

brazil indicators
Hvorvidt IMF og andres (forsigtige) optimisme, eller OECDs mere dystre forventninger bliver til virkelighed, skal vi ind i november måned for at kunne sige noget mere sikkert om.

Der er fortsat alt for mange hvis’er i ligningen. Efterforskning og retssager fortsætter i den store “Lava Jato” korruptionssag og kan fortsat vende op og ned på alt. Men hvis Temer får mulighed for at sidde perioden ud og hvis det lykkes at komme igennem med væsentlige dele af regeringens politik, så er der så småt grund til lidt optimisme for den økonomiske udvikling de kommende år.

Cuba – tilbage til fremtiden

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.

Fidel Castro, Raul Castro, Nicolas Maduro
Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad  der kommer til at ske i Cuba end i USA.

downloadUanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.

Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.

Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.

I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.

Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.

Embargo og nem adgang til asyl

Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.

På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.

På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.

USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.

Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.

Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens

Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.

Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.

Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete.  Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).

cuba costa rica

Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.

Reformer til gavn for hvem?

Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.

Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.

Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.

Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.

Cubas mangelfulde reformer

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.

I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.

Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes  i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.

Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.

De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.

Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets  medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.

Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.

Institutionaliseret økonomisk Apartheid

Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.

Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.

En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.

Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.

Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.

 

Peru vælger ny præsident i dag

Keiko Fujimori - formentlig Peru's næste præsident
Keiko Fujimori – Peru’s næste præsident?

Mens man i andre dele af Sydamerika kæmper med minusvækst og økonomisk sammenbrud, fortsætter den økonomisk fremgang i Peru. Således forventes BNP at vokse med 4 procent i indeværende år, mens fattigdommen fortsat falder hastigt, mens levestandarden stiger kraftigt.

I dag går vælgerne til urnerne for at vælge ny præsident. Usikkerheden omkring meningsmålinger er typisk meget stor i Peru. Men Hvis tendensen fra 1. runde holder stik  – vil Peru’s præsident de kommende 5 år blive Keiko Fujimori, datter af præsident Alberto Fujimori, der styrede Peru med hård hånd, men i dag afsoner en lang dom for sine ugerninger netop som præsident i 1990erne.

13327618_10154144317002226_2724848629429392298_n

Valget vil i høj grad være et valg for eller mod Keiko Fujimori. Ikke mindst på grund af hendes far. Men valget vil (heldigvis) ikke være en trussel mod den efter Sydamerikanske forhold relativt fri økonomi. Begge kandidater er tilhængere af Peru’s forholdsvis liberale økonomiske model.

Set ud fra et økonomisk perspektiv vil Pedro Pablo Kuczynski være at foretrække. Han er mindre populistisk og må antages at være mere optaget af at arbejde for at sikre yderligere reformer, bl.a. af arbejdsmarkedet, som lider under alle de latinske skavanker. Det indebærer at mere end 2/3 af peruvianerne er ansat i den uformelle sektor.

 Pedro Pablo Kuczynski
Pedro Pablo Kuczynski

Peru er ellers et af de få lande i Sydamerika, som både gennemførte omfattende (neo)liberale reformer i 1990erne, og siden holdt fast i dem. Det er man så sandelig blevet belønnet for.

BNP vækst i faste priser 2000-2016

Kilde: IMF
Kilde: IMF

Peru har siden årtusindeskiftet været Sydamerikas hurtigst voksende økonomi, og andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom ifølge Verdensbanken, er samtidig gået fra at ligge signifikant højere end i f. eks. Brasilien til i dag at være lavere, mens ulighed målt på gini også har været faldene gennem hele perioden.

I modsætning til bl.a. Brasilien formåede man også at holde høj vækst og samtidig nedbringe den offentlige gæld betydeligt.

Offentlig bruttogæld 2000-2016

Kilde IMF
Kilde IMF

Det skyldes bestemt ikke, at Peru er benådet med bedre og mere ærlige politikere end andre steder ( f. eks. Brasilien). Tværtimod – hvis man skal tro Transparency International. Den væsentligste forskel ligger i det økonomiske system og i forfatningen. Her er det i Peru indtil videre lykkedes effektivt at “hegne” politikerne ind og sikre landet mod deres tåbeligheder.

Blandt den peruvianske forfatnings fortræffeligheder kan bl.a. nævnes en uafhængig nationalbank. At det ikke er muligt at oprette statsejede selskaber. At staten ikke kan kræve genforhandling af allerede indgåede kontrakter. At der ikke må diskrimineres mod udenlandske statsborgere og virksomheder. At der er fri kapitalbevægelighed, og at regeringen er forpligtet til at arbejde for fremme af markedsøkonomi og fri handel.

Sådan vil det også være efter dagens præsidentvalg. Og det er det væsentligste.

Den politiske farce fortsætter mens nyt rekordunderskud vedtages

Protester mod den nye regering i Rio de Janeiro 22. maj
Protester mod den nye “kup”-regering i Rio de Janeiro 22. maj

2 uger efter indsættelsen af en ny regering i Brasilien, kan den notere sin “første sejr”, efter kongressen har godkendt at statens primære budgetunderskud (før renter) må stige fra 96,7 mia. R$ (ca. 180 mia. kr.) til 170,5 R$ (ca. 318 mia. kr) i indeværende år.

Dermed forventes underskuddet før rentebetalinger at ende på ca. 2,5 procent af BNP. Det indebærer et forventet underskud efter rentebetalinger på 10-12 procent af BNP.

Der er med andre ord tale om en meget kraftig stigning i forhold til den tidligere regerings forventninger.

Ifølge landets nye finansminister, Henrique Meirelles er en forhøjelse nødvendig. Han har karakteriseret den forgående regerings bud så sent som i marts på 96,7 mia. R$ som helt urealistiske.

Det nye bud på et underskud skulle derimod være realistisk ifølge Meirelle, og inkluderer genforhandling af delstatsregeringernes gæld til den føderale regering samt medregner registrerede tab i den statskontrolerede energigigant, Eletrobras.

Katastrofal økonomi og usikker fremtid

Brasiliens dybe økonomisk krise har drastisk reduceret statens skatteindtægter. Således var indtægterne i april måned de lavest for en måned siden 2010 og hele 7,1 procent lavere end i april 2015.

Man vil også fremrykke tilbagebetaling af gæld fra udviklingsbanken BNDES samt nedlægge en fond, der skulle kanalisere overskud fra Petrobras til brug i uddannelses-sektoren. Sidstnævnte er dog i forvejen stort set tom. Petrobras havde sidste år et underskud på ca. 65 mia. kroner i dagens kurs.

Man ønsker også at gennemføre pensionsreformer, ligesom man er nød til at rulle allerede planlag udgifterne til fremtidige stigninger i pensioner og uddannelsessektoren tilbage. Det vil kræve ændringer i grundloven og må ses som en afgørende lakmustest.  Men vil være helt afgørende, hvis man skal have styr på udviklingen i den offentlige gæld, der fortsat vokser kraftigt.

En stabilisering af gældsniveauet vil kræve varige overskud på det primære budget på 3-4 procent af BNP om året. En voldsom forbedring.

Man ønsker også at få vedtaget, at statens udgifter for fremtiden ikke kan stige mere end inflationen. Siden 1997 er udgifterne steget dobbelt så hurtigt.

Brasilianerne ser negativt på fremtiden og på politikerne

Det vil være noget af en overdrivelse at påstå at den nye regering under Temer nyder befolkningens opbakning. Et klart flertal er mod den nye regering og ønsker nyvalg i stedet.

Ifølge Ibope er optimismen yderst begrænset efter den nye regerings tiltræden. Blot 1/3 tror ser positivt på fremtiden efter regeringsskiftet.

Den udbredte politikerlede fik sig formentlig også yderlige et hak op i mandags, hvor en af Brasiliens mest troværdige aviser, Folha de São Paulo, afslørede en båndet samtale fra en gang i marts måned.

Her diskuterede den nyudnævnte planlægningsminister, Romero Jucá, der dengang var senator og Sérgio Machado tidligere præsident for Transpetro (Datterselskab af det nationale olieselskab, Petrobras) tilsynladende hvordan forløbet skulle planlægges hen mod afsættelsen af Dilma.

Som Lars Luplau skriver under overskriften “Må vi nu kalde det et kup?” i POV

Det er artige sager, de to herrer får sagt. Det korte af det lange er, at formålet med at starte en rigsretssag og komme af med Dilma ud er at få stoppet undersøgelserne i forbindelse med operation bilvask. Det fik i går Jucá til at trække sig som minister, selvom han naturligvis forsikrede, at han aldrig kunne finde på at lægge hindringer i vejen for kampen mod korruption.

Sagen er imidlertid, at alle i nærheden af magten i den nuværende og den tidligere regering enten selv er eller har nære allierede, der er dybt involverede i korruption. At folket ikke strømmer ud i gaderne igen kan kun skyldes, at følelsen af apati og at det nok ikke nytter at kæmpe mod korrupte politikere er ved at få tag i befolkningen.

“Må vi nu kalde det et kup” henviser til Dilma’s tilhængere, der hele tiden har talt om et “kup mod demokratiet”, hvorved det dog skal medtages, at de sætter lighedstegn mellem Dilma og demokratiet. Men er det så det? Lars Luplau, som tidligere har boet i Brasilien i mange år i 1990erne og som jeg på det stærkeste anbefaler at følge, udtrykker det således:

Da nyheden om Romero Jucás afgang breakede, var et af de helt store debatemner ibloguniverset omkring Folha de São Paulo netop, hvor længe der går, før det bliver helt almindeligt at referere til Dilmas afgang som “kuppet”.

Som jeg ser det, er det dog ikke Dilma og hendes parti, PT, der har været udsat for et kup, men hele den demokratiske reformproces. Jeg har ualmindeligt svært ved at se Dilma som offer, al den stund hendes nærmeste allierede ved dannelsen af regeringen var ingen ringere end Eduardo Cunha, som altså endte med at falde hende i ryggen. Hun roste ham endda ved flere lejligheder for hans evne til at “spille spillet”.

Det er hele det politiske system i Brasilien, der står ved en skillevej. Temers midlertidige regering er intet anden end den gamle magtelite, der forsøger at standse en proces, der blev sat i gang i 90’erne. Om domstolene har fået så stor magt, at processen er irreversibel vil de næste 6 måneder vise. Den første halvanden uge har ikke givet grund til den store optimisme.

Jeg er dog måske en smule mere optimistisk end Lars på trods af afsløringerne, eller måske rettere på grund af afsløringerne, som har været i alle medier – også Brasiliens dominerende mediekonglomerat, Globo.

Og skulle et flertal i højesteret vitterlig være i involveret i et “kup”, så er det i sig selv bemærkelsesværdigt.

9 ud af højesterets 11 dommere er udnævnt under den nu suspenderede præsident Dilma eller hendes forgænger Lula. Desværre viser historien også at intet tilsynladende er umuligt i det politiske cirkus i Brasilien, hvor man ikke kan fortænke den menige borger i at mene, at alle politikere nok er korrupte, også selv om disse naturligvis bedyrer, at de skam støtter den fortsatte efterforskning og deler ønsket om at få dømt de skyldige.

Troværdigheden er vist på linje med professionelle cykelryttere, der bedyrer at de aldrig har brugt doping. Der er da heller ikke den store opbakning til det synspunkt (og var det heller ikke før de seneste afsløringer) til at Deputeretkammeret og Senatet stemte for en rigsretssag ud af hensyn til befolkningens bedste.
160524-depputadosesenadoresSom det fremgår af ovenstående figur fra Ibope, mener 2/3 at politikerne alene stemmer ud fra personlige interesser, mens kun ca. hver femte tror på at de stemmer ud fra hensynet til landet og dets befolknings interesser.

En stor del af brasilianerne deler i hvert fald Lars Luplau’s pessimisme, som det fremgår af nedenstående figur, hvor man har spurgt om, hvorvidt man forventer et “mere ærligt Brasilien” efter afsættelsen af præsident Dilma. I modsætning til stemningen efter daværende Fernando Color de Mello blev afsat i 1992 på grund af korruption, er der ingen tillid til at der vil komme “et mere ærligt Brasilien” ud af den nuværende situation.

160523-honestidadeKun 26 procent er af den opfattelse, at Brasilien vil blive “et mere ærligt land” (um pais mais honesto), mens et flertal på 53 procent mener at tingene vil fortsætte som nu (continuara a mesma coisa).

Det bedste ville være nyvalg snarest muligt – Det sker næppe

Et klart flertal af Brasilianerne udtrykker i meningsmålinger, at de ønsker  nyvalg. Det sker næppe. For at gennemføre et valg i utide til kongressens to kamre kræves der en grundlovsændring, hvilket skal vedtages af……… kongressens to kamre. Næppe mange har lyst til at møde vælgerne på nuværende tidspunkt.

En anden mulighed er at valgkommisionen erklærer præsidentvalget i 214 for ugyldig, fordi der har været anvendt midler fra kriminelle aktiviteter til finansiering af valgkampagnen. Det er der næppe tvivl om er tilfældet.

Spørgsmålet er blot, om valgkommisionen tør/vil drage den konklusion, som ifølge gældende lovgivning vil føre til en annullering af valgresultatet i 2014 og udskrivning af nyvalg.

Jeg tvivler.

Imens fortsætter økonomiens nedtur og den politiske farce. For de økonomsike udsigter blvier de kommende måneder helt afgørende. Lykkes det ikke den nye regering at komme igennem med markante tiltag og besparelse, vil det have negative konsekvenser flere år ud i fremtiden.

Med hensyn til hvordan den politiske krise udvikler sig, tør jeg ikke komme med noget bud. Dertil er det hele for vanvittigt og uforudsigeligt.

Deputeretkammeret stemmer for rigsretssag mod Dilma

161081049
Ja-siden jubler i kongressen

Efter mere end 40 timers debat vedtog Deputeretkammeret i nat dansk tid, med overvældende flertal, at der skal indledes en rigsretssag mod Dilma Rousseff.

Med 367 for (kravet var 342) og kun 137 stemmer mod en rigsretssag, skal Senatet nu afgøre om man skal gå videre. Her kræves alene et simpelt flertal. Ifølge lokale medier er ingen tvivl. Kommer det til en afstemning, bliver der rejst rigsretssag mod Dilma.

Det kan dog tage op til en måned før Senatet stemmer om en rigsretsag. Ikke just hvad Brasilien har brug for i sin værste økonomiske krise i mere end 80 år og værste politiske krise siden militær-diktaturets ophør i 1985.

Til forskel fra tidligere er der dog intet som tyder på at netop militæret vil gribe ind, som det er sket tidligere.

Både præsident Dilma og ledende personer i både PT og deres fagforenings-støtter i CUT, har talt om at “kampen” fortsætter både i senatet og på gaden, truet med generalstrejke og talt om at de sociale bevægelser skal gøre modstand, mens de har karakteriseret afstemningen i kongressen og udsigten til en rigsretssag som et kup mod demokratiet.

For 50 år siden havde det været en sikker invitations til et militærkup. Heldigvis er tiderne skiftet.

ARBX - 17/04/2016 - São Paulo - POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT - Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
ARBX – 17/04/2016 – São Paulo – POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT – Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
MF SAO PAULO/SP - 17/04/2016 - PROTESTO / DILMA / PAULISTA - NACIONAL - Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO
MF SAO PAULO/SP – 17/04/2016 – PROTESTO / DILMA / PAULISTA – NACIONAL – Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO

It’s The economy, stupid

Mens jeg skriver denne post er kongressen i Brasilien i gang med at stemme om hvorvidt præsident Dilma skal stilles for en rigsret eller ej. Der kræves 342 stemmer for at forslaget vedtages. Forventningen er , at dette sker.

Herefter skal forslaget vedtages i Senatet – hvilket kan tage op til en måned. Her kræves blot et simpelt flertal. Ved flertal for rigsret, træder Dilma herefter midlertidig tilbage til der er faldet dom, dog maksimalt i 180 dage.

Dilma er anklaget for at have overtrådt forfatningen i et forsøg på at sminke de offentlige budgetter, for derigennem at skjule de reelle underskud.

Arbejderpartiet og deres (stadigt færre) støtter ser dog noget anderledes på tingene. Ifølge dem er der tale om et kupforsøg mod præsident Dilma og Arbejderpartiet. Lars Luplau har skrevet et meget læsevenligt indlæg om den Brasilianske venstrefløjs version på pov.

“It’s the economy stupid”

Uanset hvordan hele denne sag udspiller sig, er der dog ingen trøst at hente for Brasilianerne.

BNP forventes at være ca. 7 procent mindre når vi rammer 2017. Underskuddet de offentlige budgetter er på næsten 11 procent, mens reallønnen falder og arbejdsløsheden nærmer sig 10 procent.

Der tales om, at en ny regering under ledelse af nuværende vicepræsident Temer vil gennemføre den nødvendige lovgivning til at bedre de offentlige balancer. Det er dog mere end tvivlsomt. Brasilien afholder lokalvalg til efteråret, hvorfor der vil være et massivt press mod både nødvendige nedskæringer og skattestigninger.

Hvad vi er vidner til er primært et politisk slagsmål udløst af den største økonomiske krise i Brasilien de seneste 80 år.

Arbejderpartiet og PTs støtter har således ret i, at de tricks – som Dilma ikke har afvist at have anvendt – er blevet brugt før uden konsekvenser. Og var det ikke på grund af den svage økonomiske udvikling, ville det næppe heller være endt med en mulig rigsretsag.

imf bnp