For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Mens forbruget herhjemme og i det meste af Europa ligger underdrejet, er der helt anderledes glade dage andre steder i verden. Peru buldrer fortsat derudaf med asiatiske vækstrater – BNP voksede med 7 procent sidste år – og man forventer fortsat høj vækst i både det private forbrug og ikke mindst i antallet af indkøbscentre. Fra kun at have 7 af slagsen i 2000, hvoraf de 6 lå i hovedstaden Lima, nåede man i 2011 op på 45 indkøbscentre, og regner med at passere 100 centre i løbet af få år.

Alene i indeværende år forventes omsætningen i landets indkøbscentre at stige 12 procent. På sigt forventes, ifølge avisen Peru.21, at etablering af nye indkøbscentre til landets hastigt voksende middelklasse vil ske selv i landets logistisk problematiske fjerne amazonas region, hvor bl.a. byerne Pucallpa, Tingo Maria og Iquitos nævnes.

På nuværende tidspunkt er Peru dog fortsat kendetegnet ved et meget lavt antal indkøbscentre i forhold til befolkningens størrelse. Mens der gennemsnitlig er 2,1 center per 1 mio. indbyggere, er der fortsat kun ca. 1 per 1 mio. indbyggere i Peru. Dette er dog under hastig forvandling, og indenfor en 5 årig periode, vil antallet af centre i forhold til befolkningens størrelse være højere end gennemsnittet i regionen.

Torsdag aften døde den fængslede cubanske dissident Wilman Villar efter 50 dages sultestrejke, kun 31 år gammel. Wilman Villar døde af komplikationer som følge af hans sultestrjeke på Juan Bruno Zayas de Santiago hospitalet, efter at have ligget i coma i flere dage. Villar var i gang med at afsone en dom på fire år.

Fredag udsendte det amerikanske udenrigsministerium en officiel ​​beklagelse over Villars død, og hyldede ham som en “ung og modig forkæmper for menneskerettighederne”. Samtidig kritiserede man forholdene i Cuba, og understregede behovet for at regimet åbner op for international kontrol af Cubas menneskerettigheder og fængselsforhold.  I dag tillader Cubas kommunistiske regime ikke, at Internationalt Røde Kors inspicerer dets fængsler.

Den amerikanske administration bekræftede ved samme lejlighed at man fortsat vil støtte Cubas dissidenter og deres familier i den udstrækning det er muligt.

For mere info, se også her.

Ifølge Associated Press i Brasilien har en crack-pusher fået en række kunder til at lave tatoveringer med hans efternavn mod gratis crack  i den lille by Itapetinga i Bahia.

Indtil videre har politiet fundet hans navn tatoveret på op mod 70 crack-brugere, plus et ukendt antal døde.

Navnet er Freudenthal, og givet at der kun er én indbygger i den pågældende by med dette navn, Mario Freudenthal, letter det unægteligt politiet i dets arbejde med at finde ud hvem som sælger crack i den pågældende by.

Mario Freudenthal er nu eftersøgt af politiet for handel med narkotika.

Siden den 20. december har der været udstedt en arrestordre på guvernøren i Santa Cruz, Rubén Costas, fordi han nægtede at møde for retten i La Paz for at forsvare sig mod anklager om at han skulle have modtaget penge fra narkotikasmuglere. Anklagerne kommer fra den nuværende vicepræsident og tidligere terrorist, Alvaro García Linera. Linera er regeringspartiet MAS (søsterparti til Socialistisk Folkeparti)  ideologiske bagmand og er opponent for en ekstrem maoistisk inspireret marxisme.

Arrestordren blev dog for et par dage siden sat i bero på grund af indsigelser fra Costas forsvarsteam, men anklagerne opretholdes.

Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i Tarija (i det sydlige Bolivia) i den nordøstlige region Beni.

Bolivia har historisk haft et elendigt, ineffektivt og korrupt retssystem, og lynchinger er et fortsat tilbagevendene problem.

I El Alto, en af Bolivias fattigste og hurtigst voksende byer, med en befolkning på over 600.000 er det ikke usædvanligt at se dukker hængende med et reb om halsen fra lygtepæle som en makaber advarsel til potentielle tyve og forbrydere. Beboerne har meget lidt tillid til hverken politi eller domstole. Derimod tager de ofte sagen i egen hånd og klynger formodede gerningsmænd op eller slår dem ihjel på anden måde i stedet for at overgive dem til myndigheder.

Der har derfor været god grund til at reformere hele systemet, men desværre har de reformer som regeringen har gennemført kun gjort ondt værre og retssikkerheden er forværret drastisk, ikke mindst hvis man er i opposition til landets socialistiske regering.

I efteråret blev der afholdt et farceagtigt valg af dommere til landets 4 højeste domstole, hvis primære formål synes at være at sikre, at Evo Morales støtter blev valgt. Ved selve valghandlingen udgjorde annulerede og ugyldige stemmesedler over halvdelen af de afgivne stemmer.

Politiseringen af retsystemet er således ved at være komplet. I forvejen har regeringen igennem de senere år systematisk forfulgt, via kontrollen med de offentlige anklagere, enhver oppositionspolitiker som kunne udgøre en potentiel trussel for MAS og Evo Morales.

I forvejen vedtog parlamentet i 2010 en lov, hvorefter alle folkevalgte suspenderes fra deres embede, i tilfælde af enhver form for formaliseret anklage – også før sagen overhovedet er fremsat i en retssal.

Alle præsidenter siden 1996 er blevet anklaget for et eller andet og har på den ene eller anden måde fået begrænset deres muligheder for at arbejde og rejse.

Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.

Og så er det jo fint at man kan sætte sine politiske modstandere ud af spillet ved hjælp af retssystemet.

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning 

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

 __________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent.  Andelen som havde  under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.

Lad mig først og fremmest beklage, at jeg ikke har skrevet på denne blog i et stykke tid. Fremover vil der være indlæg hver uge.

2011 – et roligt år med fortsat vækst – hvis vi ser bort fra den fortsatte trussel fra venstrefløj og narkobaroner.

2011 var på mange måder et roligt år, hvis vi ser bort fra det fortsatte absurde voldsniveau, som primært er resultatet af den fortsatte “kamp mod narkotika”. Selv om medierne herhjemme primært skriver om udviklingen i Mexico, er der tale om en udvikling som primært truer de fattige mellemamerikanske lande, hvis muligheder for at gøre noget i forhold til de velbevæbnede og ressourcestærke mexicanske karteller er stort set lig nul.  Lande som Honduras, El Salvador og Guatamala bliver endda ramt dobbelt, fordi Colombia’s succes med at bekæmpe narkotikakriminaliteten (en succes som bestemt er begrænset), ud over at have flyttet produktionen til Bolivia og ikke mindst Peru, sammen med Mexicos fortsatte kampagne mod kartellerne, har øget deres aktivitet i netop de mellemamerikanske lande.

I lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Argentina fortsatte myndighederne desværre med at begrænse ytringsfriheden, mens det i Nicaragua lykkedes Daniel Ortega at blive genvalgt som præsident, på trods af at det er i strid med landets grundlov. Den sag klarede sandinisterne dog ved at man i 2010 havde sikret sig at ens politiske allierede dominerer højesteret.

I lighed med Argentina sikredes valgsejren for den siddende præsident ikke mindst i kraft af evnen til at fremme den økonomiske vækst via brug af offentlige midler – prisen betales efter valget.

I det hele tale var den økonomiske udvikling, ikke mindst set i forhold til i USA og Europa, ganske gunstig, med en gennemsnitlig vækst i BNP for hele regionen på ca. 4,5 procent. Blandt de hurtigst voksende økonomier finder vi som det efterhånden har været reglen i en del år, de tre latinamerikansk tigre, Chile, Panama og Peru. Peru oplevede således en vækst på ca. 7 procent, drevet af udviklingen i den private sektor, hvor vækstraten var tocifret. I Chile voksede økonomien med 6,3 procent mens Panama oplevede en vækst på ca. 7,4 procent.

Der er også grund til at nævne Colombia, som voksende med respektable 5 procent, og er ved at lægge fundamentet for at blive en Latinamerikas mest dynamiske økonomier.

Tragedien Argentina

På overfladen var 2011 endnu et forrygende år i Argentina, med en estimeret vækst på 8,65 procent, men…..

Argentina fører en yderst kortsigtet økonomisk politik. Og med en reel inflation på omkring 25 procent og pres på handels- og betalingsbalance, er risikoen for overophedning og efterfølgende nedsmeltning af økonomien reel. Udfordringen for Christina Fernández de Kirchner., som genvalgtes med et overvældende flertal i efteråret, er at få styr på de offentlige finanser og lønudviklingen. Om det lykkes afhænger helt af hendes og regerings evner til at styre de politiske interessenter, som hendes magt er baseret på – ikke mindst fagforeningerne.

Argentinas bemærkelsesværdige comeback siden nedsmeltningen i 2000 har været ikke så lidt begunstiget i en positiv udvikling i priserne på landets traditionelle eksportprodukter. Men denne udvikling fortsætte næppe i de kommende år. Samtidig er ekstern låntagning fortsat et problem grundet de udeståender man har med kreditorer som ikke accepterer en nedskrivning af den gæld, man opgav at betale af på i 2001.

Endelig lider økonomien under manglende investeringer.

Til gengæld har man skruet op for retorikken og kravene om at “Malvinas”, som Argentinerne kalder Falklandsøerne, “igen” bliver en del af Argentina – her op til 30 års dagen for Falklandskrigen i 1982. Det er et emne vi vender tilbage til snarest.

Brasilien – kraftigt faldene vækst og populær præsident.

Brasilien oplevede i 2011 regionens største fald i væksten. Fra i 2010 at have haft en vækst på ca. 7,5 procent, faldt denne i det forgangne år til ca. 3 procent. Forventninger til det kommende år peger ikke på en forbedring fremadrettet. Det synes dog ikke at være gået ud over præsident Dilma Rousseffs popularitet. Tværtimod synes hun at være blevet styrket og være trådt ud af sin forgænger, Lulas, skygge. Hendes håndtering af en lang række korruptions-skandaler, som jeg har skrevet om på denne blog, har tilsyneladende haft en meget positiv effekt på hendes popularitet. Det ændrer dog ikke at Brasiliens stats-centrerede økonomi, hvor staten står for over 90 procent af mellem- og langsigtet kredit, står overfor betydelige udfordringer i de kommende år.

Og alt det andet

Så var der og er der Chavez sygdom – hvor syg er han? Lever han længe nok til valget i Venezuela i efteråret? Det vil vi følge tæt i år. Venezuela oplevede endelig en smule positiv vækst i 2011, men kriminalitet og mordrate er ekstrem høj, og er det emne som bekymrer borgerne mest. Hvorvidt Chavez vinder valget til efteråret står hen i det uvisse – men vi kommer til at skrive en del om det. Det vil være det afgørende valg i det kommende år.

Vi vender også tilbage med mere nyt om Cubas reformer og hvorledes man forbereder sig på pavens besøg om et par mdr, følger udviklingen i Bolivia, hvor konfrontationen mellem regering og opposition bestemt ikke er for sarte sjæle.

Med denne lille opdatering ønsker vi læserne et godt nytår – og lover en lind strøm af indlæg om Latinamerika i det kommende år.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Ifølge brasilianske medier, bl.a. “O Globo“, “Estado de S. Paulo”  og “Folha de S. Paulo“, er Brasiliens sportsminister, Orlando Silva, fra kommunistpartiet på vej ud af regeringen, efter en lang række anklager om korruption, herunder svindel i forbindelse med en række sportrelaterede sportsprojekter. Silvas udtrædelse kommer efter måneders skriverier om uregelmæssigheder i hans ministerium.

Orlando Silva, Partido Comunista do Brasil

Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at  stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.

Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.

For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.

I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.

Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte ”Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.

Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.

Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.

Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.

På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.

Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Helt galt vil det være,  hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.

Jeg har tidligere skrevet om Colombia og dets vækstpotentiale. I den forbindelse skrev jeg også om hvorledes USA i årevis har forhalet den endelige godkendelse af en frihandelsaftale. Modstanden er primært kommet fra demokraterne i det amerikanske Senat og Kongres. Fornylig blev handelsaftalen, som sikrer Panema, Sydkorea og Colombia nemmere adgang til det amerikanske marked (og omvendt).  

Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.

Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.

En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i  Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.

En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.

Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.