Honduras I: Hvorfor det er forkert at fordømme afsættelsen af Honduras præsident

(oprindeligt offentliggjort på punditokraterne d. 29.06.09)
Siden en længerevarende krise med militæret, det juridiske system og parlamentet på den ene side og den i 2005 valgte præsident José Manuel Zelaya Rosale på den anden, fandt sin foreløbige afslutning i går, hvor militæret med opbakning fra højesteret tvang nu ex-præsident Zelaya fra Honduras Liberale Parti ombord i et fly med kurs mod Costa Rica, har det haglet ned over det nok ludfattige og korrupte, men også demokratiske Honduras med internationale fordømmelser.

Forrest er ikke overraskende gået Zelayas mentor Hugo Chavez, men også resten af de latinamerikanske lande, FN, EU og USA har fulgt trop i deres fordømmelse. Barrack Obama understregede dog også at “I call on all political and social actors in Honduras to respect democratic norms, the rule of law and the tenets of the Inter-American Democratic Charter,” og fortsætte med at “Any existing tensions and disputes must be resolved peacefully through dialogue free from any outside interference.

Givet USA’s historie i Latinamerika, og givet at CIA åbenbart var orienteret om det mislykkede kup på forhånd mod Hugo Chavez i 2002, er det forståeligt at USA træder varsomt. Latinamerikas historie med talrige militær kup og en række autoritære militærstyrer kan også (som New York Times gør det i “Rare Hemisphere Unity in Assailing Honduran Coup”) spille en væsentlig rolle.

Nu er jeg jo i den heldige situation at jeg hverken skal tage hensyn til om mine ord udlægges som imperialistiske (USA og EU) eller om nogen anser det som en støtte til militærregimer i stedet for demokrati, og jeg er derfor i den heldige situation at jeg blot kan skrive hvad jeg mener. Men er der nogen der muligvis står for et slags kvasi-koloniserings forsøg i forhold til Honduras, er det nok Venezuelas Hugo Chavez.

Kort fortalt er forhistorien til gårsdagens afsættelse af Zelaya og indsættelsen af parlamentets formand (fra samme parti som Zelaya)Roberto Michelett som fungerende præsident. (den tidligere vice-præsident Elvin Ernesto Santos Ordóñe, trak sig fra posten i december 2008, for at stille op til præsidentvalget senere i år), at Zelaya ønskede at gennemføre en folkeafstemning i går søndags, som var blevet erkendt ugyldig, samt nægtede at genindsætte den militære øverstkommanderende, selv om han var blevet pålagt det af højesteret med dommerstemmerne 5-0), efter at han havde fyret den pågældende fordi militæret nægtede at deltage i en folkeafstemning der var erklæret ulovlig.Og mens resten af verden har valgt at stå på Zelayas side (i hvert fald officielt), er der god grund til at tro, at holdningen hos Honduras befolkning er en anden.

Zelayas er yderst upopulær og har formentlig kun opbakning fra 25-20% af befolkningen, hvilket dog naturligvis ikke kan angives som argument for at afsætte ham. Det kan til gengæld det faktum at han ikke respekterede den forfatning han selv er valgt under – Militærets aktion skete med godkendelse fra landets højesteret. Men sporene skræmmer naturligvis fra tidligere tiders militære indgriben andre steder i Latinamerika.

Man kunne f.eks. pege på Chile i 1973, hvor militæret havde både kongressens opbakning og bred folkelig opbakning, da det “kuppede” præsident Allende. Derimod var der naturligvis hverken opbakning til det efterfølgende lange militærstyre eller de hårdhændede metoder der blev taget i anvendelse. Der er dog ikke grund til at tro, at det vil gå på samme måde i Honduras, hvis omverden vel og mærke blander sig udenom. Tværtimod er der god grund til at tro, at det planlagte præsidentvalg vil forløbe som planlagt senere på året.

Her er det sandsynlige udfald, at Honduras vil vælge en præsident der igen vil styrke båndene til USA og lægge fornyet afstand til Hugo Chavez, og her ligger måske en del af hunden begravet. Zelaya har siden valget af ham gentagne gange vist, at han desværre er en af den type præsidenter, som Latinamerikas historie desværre er så rig på – karakteriseret som de er ved ikke at respektere de grundlæggende demokratiske spilleregler, og en udpræget disrespekt for landets love, når de ikke passer ind i vedkommendes eget kram.

Men i modsætning til Hugo Chavez i Venezuela (og Evo Morales i Bolivia) havde og har Zelaya som nævnt ingen synderligt folkelig opbakning. Mistroen fra store dele af det politiske, militære og juridiske system mod ham for i realiteten at ville sætte det demokratiske system ud af drift synes kun at være blevet styrket i det sidste år. I løbet af 2008 knyttede Zelaya tættere bånd til Hugo Chavez, se artikel fra Economist her.

I det lys må jeg indrømme, at jeg – og det på trods af alverdens regeringers fordømmelse-, nok hælder mere til at militæret i Honduras i denne omgang snarere reddede demokratiet end det modsatte. Kønt er det ikke, men at man så hurtigt er ude og ganske ensidigt støtter en præsident der åbenlyst ikke ville overholde de konstitutionelle spilleregler, virker først og fremmest som udtryk for en ganske åbenlys mangel på respekt for Honduras og dets demokratiske forfatning.

Se også kommentarer på BBC og The Economist hjemmesider

For yderligere information, se også

http://www.nytimes.com/2009/06/30/world/americas/30honduras.html?pagewanted=1&_r=1&partner=rss&emc=rss