Honduras VI – det kommende præsident- og parlamentsvalg i Honduras – og en note om Venezuelas uofficielle talsmand i Danmark Niels Lindvig.

Som jeg har skrevet om tidligere har man forsøgt at finde en forhandlingsløsning mellem på den ene side Honduras midlertidige regering og på den anden side Organisationen Af Amerikanske stater (OAS), der ønsker at den afsatte præsident Zelaya genindsættes hans periode ud. Disse forhandlinger har indtil dato været resultatløse og i mellemtiden nærmer det honduranske præsident- og parlamentsvalg sig.

Efter at OAS og den midlertidige regering tidligere på sommeren forgæves forsøgte at komme frem til et kompromis – OAS ønsker fortsat at den afsatte præsident Zelaya vender tilbage til Honduras som præsident, er spændingerne øget det seneste par uger. Hvis den midlertidige regering under ledelse af Micheletti havde regnet med at man kunne forhale en forhandlingsløsning frem til det planlagte præsident- og parlamentsvalg i november må de seneste udmeldinger fra OAS og dets medlemsstater være en våd klud i ansigtet.

Mens Zelayas tilhængere, der IKKE inkluderer hans eget parti eller dets præsidentkandidat til det kommende valg, men derimod primært en række fagforeninger (bl.a. lærernes) og andre ”progressive” organisationer, fortsat strejker og demonstrerer og opfordrer til boykot a det kommende valg (det kan de jo gøre med sindsro, da de ikke har en kandidat der kan vinde dette valg), har OAS og en række medlemslande spillet ud med, at de ikke vil anerkende et kommende valg, med mindre Zelaya vender tilbage inden.

Hermed vil der kunne opstå den temmelig bizarre situation at vinderen, der vil være den samme uanset om Zelaya ikke var blevet afsat ikke bliver anerkendt af omverden. At afsættelsen af Zelaya ingen rolle spiller skyldes dels at han ifølge Honduras forfatning ikke kan genopstille og dels at de to store partiers kandidater – der reelt er de eneste der kan vinde embedet og for øvrigt er tidligere vicepræsident under Zelaya, Elvin Santos, fra det liberale parti og Porfiro Lobo, der tabte knebent ved det seneste præsidentvalg til Zelaya, fra det Nationale parti. Kandidaterne vandt deres partiers primærvalg inden Zelayas afsættelse (Elvin Santos vandt for øvrigt over netop den nuværende midlertidige præsident Micheletti).

Daniel Altschuler, der blogger på Americas Quarterly skrev følgende for et par dage siden om baggrunden for OAS og også USA spiller kortet med at true ikke at ville anerkende de forestående valg ;

Despite this potential justification for accepting the elections, governments in the Americas seem intent on defending a straight-forward principle. For these countries, so many of which experienced devastating military coups, it remains important to publicly proclaim that military intervention—even if the military does not currently hold the reins of power, as it did after previous Honduran coups—is simply unacceptable.  Latin America fought a long battle in the 1980s and 1990s to curb military power.  The region now wishes to send a strong message that military intervention in domestic politics in this part of the world will never be legitimate.”

– og fortsætter med at give en anden og ganske straightforward grund,

The OAS countries have also rejected the upcoming elections because this is one of the only remaining modes of pressure at their disposal.  Already, the OAS has suspended Honduras’ membership, virtually all countries (the exceptions are Israel and Taiwan) have rejected the Micheletti government and recognized Zelaya and his ambassadors, and various countries, including the United States, have suspended millions of dollars of aid.  Simply put, the OAS countries are running out of sticks to force Zelaya’s return, and, with less than 100 days left before voters go to the polls, not recognizing these elections may be all they have left.” – læs yderligere her.

Det vil i den grad være en bizar situation, under forudsætning af at valgene forløber nogenlunde på samme måde som de ville være forløbet uden de seneste måneders ballade. Det indebærer, at man ved ikke at godkende valget indirekte underkender alle forudgående demokratiske valg siden Honduras overgang fra militærstyre til demokrati i begyndelsen af 1980erne. En yderligere krølle på halen, hvis Danmark følger OAS holdning (og det gør de jo nok), og i tilfælde af at den tidligere vicepræsident Elvin Santos fra det liberale parti vinder vil det indebære, at Venstre i Danmark nægter at anerkende en demokratisk valgt præsident fra et anerkendt søsterparti. Begge er (sammen med for øvrigt det radikale venstre) medlem af Liberal International .

En lille note om Venezuelas ”uofficielle talsmand Niels Lindvig og Orientering udefra på P1.

I en kommentar til et andet indlæg her på bloggen skrev ”Michael” for et par dage siden, – i anledning af at Niels Lindvig under dække af en journalistisk analyse endnu en gang først og fremmest brugte lejligheden til at delagtiggøre os andre i hans egen antiamerikansisme – under overskriften ”Off Topic”;

“Tilstræbt objektivitet” synes ikke at være en ambition, og han gør sig ingen anstrengelser for at finde kilder til sine påstande. Det lader til at være nok for ham at refere til at “mange” synes dit eller dat. Skandaløst, orker ikke engang at skrive en klage til dem.

Jeg er ganske enig med Michael og undre mig egentlig over at DR ikke blot stiller mikrofonen til rådighed for en repræsentant for Venezuelas regering. Det er imponerende hvorledes Niels Lindvig er i stand til igen og igen ikke at beskæftige sig med substansen i begivenheder der er anledningen til hans tirader. Det er nu lykkedes ham igennem fler måneder at ignorer at Honduras militær agerede under ordre fra højesteret (og ikke den anden vej rundt) – det kunne ikke være sagt bedre af en fra Hugo Chavez propagandamaskine. På den anden side havde en repræsentant for Hugo Chavez formentlig gjort det gratis, os så kunne vi jo spare Niels Lindvigs lønning. Men hør evt selv her og sammenlign evt. med ovenstående beskrivelse fra min side.

Men det er selvfølgelig ikke overraskende at Niels Lindvig gladelig igen og igen stiller sig op og fremfører sine ensidige tirader – han er jo kendt for tidligere at have forsvaret Hugo Chavez klapjagt på kritiske røster i Venezuelas medieverden.

Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mens han i et af sine tidligere indlæg har gjort en del ud af at Honduras er en af Latinamerikas mest korrupte lande – omend forholdene rent faktisk er forbedret gennem de seneste 10 år, se nedenstående figur, så har vi mig bekendt fortsat til gode at høre om hvorfor Venezuela i løbet af Hugo Chavez regeringstid har udviklet sig til at være det mest korrupte land i “the Americas” efter Haiti.

Derimod kan alt hvad USA foretager sig vendes og drejes og få en negativ spin – her i sidste omgang, at Obama administrationen konsekvent har valgt at omtale det passerede som et statskup og ikke et militærkup. Niels Lindvig kaster sig ud i en længere redegørelse der blot ikke forholder sig til den enkle kendsgerning at der slet ikke var tale om et militærkup. Militæret handlede IKKE på egen hånd, men udførte ”blot” den ordre den havde fået fra højesteret.

Det der står hen i tågerne er hvem der gav ordren om at den afsatte præsident blev sendt ud af landet i stedet for blot at blive arresteret (der er nu udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om gennemgribende korruption). Om der er tale om militærkup eller statskup eller….behøver naturligvis ikke i sig selv at ændre noget ved hverken om man mener at afsættelsen af præsident Zelaya eller ej,. Men hvis der vitterligt er tale om et militærkup og at det alene er afgørende for omverdens reaktion , så må man undre sig over at en sådan reaktion ikke indfandt sig, da præsident Jamil Mahuad blev afsat i Ecuador i 2000. Nok blev den kortlevede militærjunta under Lucio Edwin Gutiérrez Borbúa, der senere var demokratisk valgt præsident fra 2003 og til 2005, hvor han blev afsat, bl.a. med pres udefra tvunget til at gå af efter få timer, hvorefter parlamentet indsatte den tidligere vice-præsident Gustavo Noboa Bejarano. Skulle der drages en parallel til dagens situation i Honduras burde man vel ret beset have krævet, at Mahuad blev genindsat dengang eller acceptere at formanden for parlamentet ledede landet frem til det planlagte valg – Den tidligere vicepræsident trådte tilbage ved årsskiftet på grund af sit kandidatur til det det kommende præsidentvalg.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit