Så er valg-sessonen i gang i Latinamerika, både Chile, Honduras og Urugauy går således til valg i løbet af de kommende måneder. Det vil vi selvfølgelig følge her på bloggen. Vi lægger ud med Chile.
Når præsident Michelle Bachelet om ca. 3 måneder forlader posten som præsident (genvalg er ikke muligt,) vil det blive med rekordhøje approvelratings ja, faktisk de højeste for en afgående præsident nogensinde. Man skulle så tro, at det var en “slam dunk” for hendes centrum-venstre koalition, der har haft præsidentembedet siden Chiles tilbagevenden til demokrati i 1990, også at sikre sig sejren i det kommende præsidentvalg, men således ser det ikke ud.
Koalitionens kandidat, kristen-demokrakten Eduardo Frei, der var præsident fra 1994, ligger bagefter den borgelige kandidat Sebastian Pineiro. Mens en meningsmåling fra Center for Offentlig Studier (CEP) giver en approval-rating til Bachelet på ca. 73 procent, mens den konservative avis El Mercurios meningsmåling viser, at 71 procent af de adspurgte mener, at hun har gjort et bedre job end tidligere præsident Ricardo Lagos, der opnåede en approval-rating på 58% i sin tid som præsident.
Den borgerlige præsidentkandidat, Sebastián Piñera, får ifølge CEP opbakning fra 33% af vælgerne mod Freis kun 22%, mens den tredie af de “seriøse” bud på præsidentposten, den uafhængige kandidat Marco Enríquez-Ominami, bakkes op af 14%.
Valget bliver næppe afgjort i 1. runde, og selv om Piñera skulle vinde denne, kan meget ændres ved 2. valgrunde mellem de to kandidater med flest stemmer, også selv om vælgerne pt. ifølge CEP i anden runde vil vælge Piñera, uanset om modkandidaten er Enríquez-Ominami eller Frei (der vil i senere poster komme mere uddybende beskrivelser af de enkelte kandidater). De afgørende vælgere er her de der ikke har taget stilling eller angiver at ville undlade at stemme (omkring 1/5 af vælgerne)
De kommende TV-transmiterede debatter, hvoraf den første finder sted onsdag de 23. september kan derfor bive afgørende for hvem der i sidste ende bliver Chiles næste præsident, og om det skal lykkes at få den første borgerlige præsident siden 1958.
Det skal lige medtages, at systemet med to valgrunder først blev indført ved overgangen fra militærdiktatur til demokrati i 1990. Før militærkuppet i 1973 var der kun en valgrunde, hvorefter parlamentet stemte om hvem der skulle være præsident i fravær af en klar majoritet ved selve præsidentvalget. At Salvador Allende blev valgt til præsident i 1970 skyldtes først og fremmest, at der var tradition for at den med de fleste stemmer blev valgt efterfølgende af parlamentet. Salvador Allende blev således præsident med kun 36,6% af de afgivne stemmer mod den centrum-højreorienterede kandidat Jorge Alessandri Rodrígues 25,3%, og havde næppe sejret, hvis ikke den borgerlige fløj og kristendemokraterne havde stillet med hver deres kandidat – eller man dengang havde haft det nuværende system med 2 valgrunder. Den gængse forestilling, som venstrefløj og hovedparten af danske medier sidenhen har videregivet, at Allende havde et stort folkeligt mandat er således ukorrekt. Polariseringen i Chilensk politik var stor, og selv om der eksisterede en “gentleman agreement” om at den der havde fået flest stemmer valgtes som præsident var der betydelig modstand i kongressen. Allende var med andre ord fra start af en svag præsident, og en af de afgørende fejl han begik var formentlig at han ikke anerkendte dette og søge konsensus og samarbejde. I 1973 – måneder før militærkuppet prøvede kongressen da også at afsætte Allende, men der kunne ikke samles de 60% af stemmerne i kongressen, der ifølge grundloven var nødvendige for at afsætte ham. Det er i dette lys at man skal forstå, at store dele af Chiles befolkning hilste militærkuppet velkommen,omend mange nok fortrød dette senere i takt med at militæret brutalt undertrykte enhver mulig opposition og viste sig ikke at være til sinds at sikre en hurtig tilbagevenden til demokrati.
