Fra denne uges “Economist”: Cuba tæt på sammenbrud og mere om OL i Rio 2016

Denne uges Economist har to glimrende artikler om henholdsvis de små reformer der nu gennemføres i Cuba samt en gennemgang af de udfordringer Rio de Janeiro står over for i forbindelse med værtsskabet for OL i 2016.

Under overskriften “The demise of the free lunch” der tager udgangspunkt i at man i stedet for at arbejderne som del af deres løn traditionelt har fået gratis frokost, har hævet lønningerne og afskaffet denne ordning, begrædes endnu en gang den fatale mangel på reformer i Cuba. Og selv som Raúl Castro har vist sig som mere pragmatisk end sin storebror, er det tvivlsomt hvor meget der kan ske, sålænge Fidel Castro lever, Cuba er som man skriver;

“close to bankruptcy. Foreign businesses have been waiting for months for permission to transfer abroad hundreds of millions of dollars in profits from joint ventures that are sitting in local banks. The government has slashed imports by more than 30% this year, and budgets for state companies and ministries have also been cut. Cuba does not produce enough and its population is ageing. Theft and absenteeism are rife in workplaces across the island.”

Der er i den grad brug for reformer, realindkomsterne er på under 50% af niveauet før 1989, og i vid udstrækning er det overførsler fra udlandet, paralelle aktiviteter (sort økonomi),  og den tilladte private foretagsomhed der overhovedet gør det muligt for landets forarmede befolkning af hutle sig gennem hverdagen. Dette har også indebåret at man i realiteten for længst har opgivet en af  grundpillerne i den cubanske revolution, nemlig økonomisk lighed. De der har kontakt til turistindustrien, modtager overførsler fra udlandet, osv. osv. er  naturligvis de der klarer sig bedst, ligesom en del veluddannede cubanere fravælger at bruge denne uddannelse, ganske enkelt fordi de tjener for lidt.

Som nævnt er personen Fidel Castro, på trods af at han ikke længere besider officiellle poster, umulig at komme uden om, og han er fortsat en arg modstander af reformer der for alvor gør op med det kommunistiske system, der har forhindret økonomisk udvikling i dette tidligere (efter regionale forhold) velstående land, som The Economist påpeger, varede de reformer der i 1990erne i en kort periode tillod privat foretagsomhed ikke længe:

“He [Fidel Castro] continues to abhor markets. After the collapse of the Soviet Union and its generous subsidies to Cuba, Fidel allowed limited foreign investment and self-employment. When the economy briefly recovered, he cracked down: only 200,000 Cubans now have licences allowing them to run micro-businesses, such as restaurants or hairdressers, down from a peak of 350,000.”

I et indlæg i umiddelbar forlængelse af at Rio de Janeiro havde fået tildelt værtsskabet for OL i 2016 skrev jeg her på americas et indlæg om de udfordringer byens borgere (og skatteydere) står overfor midt i deres glæde og stolthed over at være blevet tildelt værstskabet. I artiklen “Rio’s expencive new Rings” gøres der – ud over de bekymringer omkring korruption og omkostninger jeg nævnte i mit indlæg – en del ud af de udfordringer byen står overfor, hvis dens infrastruktur skal kunne klare et OL i 2016.

Her skal aktiviterne foregå i Rio i 2016
Her skal aktiviterne foregå i Rio i 2016

Den store udfordring er den demografi der samtidig med at det er med til at gøre byen så ufattelig smuk  (eller rettere dele af byen), gør det utroligt kostbart at forbedre infrastrukturen. Således er der reelt kun en vej fra Ipanema og Copacabana og ud mod Barra da Tijuca, et attraktivt område, der er vokset voldsomt de seneste årtier. Resultatet er en næsten umulig trafik, hvor forholdene på hverdage – og vi snakker hele dagen – bedst kan sammelignes med forholdene i København i morgentrafikken.

Som Economnist skriver:

“Holding the games will require effort and expense on a scale that Rio, a problem-studded metropolis of 12m (half of whom live in the city itself), has never seen. Apart from new stadiums and other sports facilities of all kinds, the plans call for new bridges and roads, and a doubling in the number of hotel rooms. To revamp a chaotic transport system, engineers will blast through granite mountains to extend the metro from Ipanema to Barra da Tijuca, 13.5km (8.4 miles) away. Tens of thousands of athletes must be squired to scattered events through some of the worst traffic in the Americas.”

Og fortsætter:

The police, already overstretched, must keep the Olympians safe from some of Latin America’s most brazen criminals—they committed over 2,000 murders in the city itself last year. Where padding public-works contracts and sticky-fingered politicians are the norm, who will make sure the $14.4 billion budgeted for the games will be put to good use—to say nothing of up to $50 billion in indirect investment?

Som jeg selv har givet udtryk for tidligere, er økonomien – ikke mindst i lyset af den kroniske korruption i Brasilien og ikke mindst i Rio de Janerio, et problem. Ligesom man kan tvivle på i hvilken udtrækning rationele overvejelser om fretid udnyttelse af de faciliteter og boligområder der skal bygges vil veje tungest, eller om det bliver mere gustne og kortsigtede hensyn der kommer til at diktere investeringerne. Ser man på historien – også de nyligt afholdte Panamerikanske lege er der ingen grund til optimisme.

Til gengæld er der grund til endnu en gang at understrege, at man ikke skal overvurdere de sikkerhedsmæssige problemer (og de kommer sikkert til at blive nævnt i gen og igen), på trods af at det er fuldstændigt rigtigt, når Economist (og andre) har bemærket byens store kriminalitet og problemer med sikkerhed.

Man kan selvføgelgelig altid spørge, som André Urani fra “the Institute for Studies on Labour and Society”; “Why don’t we make eliminating poverty in Rio and pacifying all the violent slums our goal for 2016?”. Men det er ikke sådan man løser problemet i praksis. Det kommer til at ske ved at politi og militær besætter byen i de uger legende varer – med direkte instruktioner til at være høflig og behjælpelig overfor de besøgende “Gringo’s”

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit