Zelayas tilhængere mister pusten i Honduras

Efterhånden som præsidentvalget nærmer sig i honduras, ser det ud til at luften er gået noget af ballonen for ex-præsident Zelayas tilhængere. Da en en kvinde med astma for nylig døde efter at være udsat for tåregas, var reaktionen blandt de tidligere så aktive tilhængere af Zelaya beskeden – kun et par dusin fulgte opfordringen til en protestdemonstration.

Det har formentlig været afgørende for udviklingen efter Zelayas afsættelse, at det aldrig for alvor lykkedes hans tilhængere blandt lærere, taxachauffører, medlemmerne af fagforeningen og bønder, at mobilisere tilstrækkeligt med mennesker til at det kunne få en afgørende og varig effekt.

Godt nok blev der i visse medier, som for eksempel i den hjemmelige “Orientering udefra” på P1 – med dets åbne støtte til Zelaya – afledt af en ligeså åbenlys sympati med Hugo Chavez (så meget for public service) gjort flere forsøg på at videregive et bilede af et land i kaos og præget af massiv undertrykkelse af menneskerettighederne fra den nye de-facto regering og militæret. Problemet var og er bare, at det vist bedst kan karakteriseres som ren misinformation. Lokalt har udviklingen været ganske anderledes, og perioderne med betydelig uro har været korte og når det kommer til stykket, først og fremmest karakteriseret ved det totale fravær af vold og undertrykkelse, som ellers har præget regionen historisk i lignende situationer.

Juan Baraona

Der har været dødsfald. Ifølge anføren af  Zelayas tilhængere,  Juan Barahona, er 10 mennesker døde i forbindelse med “kup-relateret” vold – primært som resultat af de demonstrationer og gadekampe der til tider har fundet sted.

Ifølge Christopher Sabatini fra “”Council of the Americas” har det været afgørende, at det er lykkedes at marginaliserere Zelayas tilhængere og deres protester til et punkt, hvor de står tilbage som uorganiserede, usammenhængende og uden en reel opfattelse af hvad de egentlig skal opnå. Jo tættere på præsidentvalget i november man kommer, jo mere meningsløst bliver det jo at gå på gaden med udsigt til tåregas og ballade.

Ifølge juraprofessor Paolo Carozza, medlem af Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, skyldes det at det er lykkedes myndigheder at kontrollere situationen ved hjælp af low-level undertrykkelse. “Vi har ikke kunne finde eksempler på folk, der forsvandt, som du så det for 20 år siden. De [myndighederne] tilbageholder 100, 150, 200 mennesker fra en march, hvoraf måske op til en halv snes af dem bliver mere brutalt behandlet. Det er nok til at opløse demonstrationen og gøre folk lidt mere forsigtige med at gå ud næste gang.” som han siger i et interview med “The Miami Herald”

Og selv om den nuværende regering og præsident Micheletti er blevet beskyldt for at undertrykkelsen har været stigende på det seneste (man har bl.a. prøvet at lukke Zelaya-venlige medier), indrømmer selv tidligere arbejdsminister og Zelaya tilhænger,  Mayra Mejia, at et stort antal Honduranere, også ud over de rigeste, støttede og støtter afsættelsen af Zelaya, der med en opbakning på næppe mere end 1/4 af vælgerne før han blev afsat, bestemt ikke var nogen populær person i Honduras.

Mange honduranere ser formentlig kun frem til at få overstået det kommende præsidentvalg, således at de kan lægge de seneste måneders politiske kaos bag sig. Deres bekymring går formentlig først og fremmest på om udlandet virkelig vil gøre brug af truslerne om ikke at ville respektere præsidentvalget, med mindre Zelaya genindsættes.