Latinamerika 2010

Efter en længere julepause er vi på igen med løbende historier og nyheder fra Latinamerika. 2010 ser ud til på alle måder at blive (endnu) et spændene år for Latinamerika, – og endnu et år hvor avisoverskrifter og mediehistorier i Danmark vil kunne formidle det værste vrøvl og give ophav til mange misforståelser, når Latinamerika da endelig er i medierne i Danmark.

Det bliver spændene at se hvordan den mulige “højredrejning” vil blive formidlet.  I slutningen af november sidste år valgte Honduras en konservativ præsident, Porfirio Lobo, der tiltræder i slutningen af januar, og nu drejer det sig alene om at lægge krisen i 2009 bag sig.  Selv om de fleste Latinamerikanske regeringer fortsat ikke anerkender valget, vil dette formentlig ændre sig i løbet af de kommende måneder, hvorefter det alene er ALBA landene med Venezuela i spidsen der ikke anerkender Honduras demokrati.

I december vandt højrefløjens kandidat, Sebastián Piñera, første valgrunde i Chile, og ifølge meningsmålingerne står han fortsat til at vinde 2. valgrunde her i januar, til trods for at venstrefløjens kandidater ved første valgrunde fik mere end halvdelen af de afgivne stemmer.

Og så er der selvfølgelig præsidentvalget til efteråret i Latinamerikas største og mest folkerige land, Brasilien. Også her ser det fortsat ud til , at der vil ske et “skred mod højre”, da socialdemokraten Jose Serra, der dog fortsat ikke har erklæret sig som officiel kandidat, indtil videre står til at vinde. Man kan sige, at valgkampen blev skudt i gang med premieren på filmen, “Lula, o filho do Brasil” (Lula, Brasiliens søn), der handler om den nuværende præsidents liv frem til han er midt i 30erne. Der er tale om den dyreste filmproduktion indtil videre i Brasilien, og selv om folkene bag hårdnakket hævder, at der ikke er offentlige penge involveret, er dette tvivlsomt. en række af selskaberne der har skudt penge i projektet har meget tætte bånd til den brasilianske stat.

Og så er der selvfølgelig lande som Nicaragua, Ecuador, Bolivia og ikke mindst Venezuela. I Ecuador er landets præsident, som mange før ham, kommet på kant med dele af den indianske befolkning, i Bolivia er der hele tiden risiko for at konflikten mellem de østlige velstående provinser og resten af landet blusser op, mens det bliver interessant at følge hvorledes Hugo chavez håndterer sin fortsat faldende støtte i befolkningen.

Skulle Hugo Chavez miste magten i Venezuela i løbet af det kommende år vil det hurtigt kunne få konsekvenser i lande som Bolivia, Nicaragua og ikke mindst Cuba, hvor Venezuela jo indtager rollen som Castrobrødrernes “Sugar Daddy”.

Jo der skal nok blive noget at skrive om også i 2010.

  • Share/Bookmark

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.