Det er et spørgsmål om magt

Christian Bjørnskov stillede for nogle dage siden spørgsmålet om, hvordan i al verden nogen kunne få den tanke at føre så vanvittig en økonomisk politik, som den vi har set praktiseret i Venezuela i den seneste tid. Som Christian skriver i sit indlæg “Økonomisk politik, Chavez-style”punditokraterne ;

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

Nu er det at føre politik uden hensyn til “de økonomiske love” jo ikke en særlig latinamerikansk (eller marxistisk) specialitet, det kender vi bestemt også til fra vores egen del af verden, selv om det plejer at være i en mindre ekstrem grad. Men det væsentligste i denne del af “fortællingen” er da heller ikke at man nationaliserer, fifler med priserne, laver flerstrengede valutasystemer og andre tåbeligheder. Nej, det væsentligste er, hvad man tillader sig selv som magthaver. I Venezuelas tilfælde ser vi f.eks. hvorledes man fra regeringens side lukker Tv-stationer, der ikke vil sende den timelange taler af Chavez og venner. I Brasilien ser vi et skamløst skønmaleri af præsident Lula i form af en film – den dyreste nogensinde i Brasilien – der havde præmiere for få uger siden.

Nok påstår man at der ikke er offentlige penge involveret, hvilket man dog skal være ualmindelig naiv for at tro på. Flere af de firmaer der har skudt penge i filmen har tætte forbindelser til den brasilianske stat og PT har efter Lula fik magten i 2002 vist, at man ikke står tilbage for nogen når det kommer til at bruge magten, både til at berige sig selv og fastholde magten. Ikke at det har haft nogen særlig negativ effekt på Lulas popularitet, han er umådelig populær, men det skyldes, at det er hvad de brasilianske vælgere forventer af deres politikere – og at det i det hele taget ikke går op i korruption, andet end på et overfladisk plan (3/4 f dem vile ifølge undersøgelser gøre præcist det samme, hvis de fik chancen). I Argentina ser vi, hvordan den siddende regering ikke helt har forstået, at der eksisterer et folkevalgt parlament og en forfatning, som man skal tage hensyn til – lige som vi så det med Zelaya i Honduras. Evo Morales i Bolivia har udvist samme mangel på respekt for demokratiets grundlæggende spilleregler.

Historisk er det bestemt ikke en opførsel der er forbeholdt venstrefløjen (som man nu opfatter dette begreb alment). Men der er muligvis en sammenhæng mellem denne mangel på respekt overfor den grundlæggende forudsætning for et velfungerende og stabilt demokrati, hvor “konkurrencen” om magten sker ud fra et sæt spilleregler og en ide om fair play. Sidstnævnte kan formuleres som at man respekterer spillereglerne – både de skrevne og de uskrevne – overfor det kan man undre om der i visse samfund muligvis slet ikke eksisterer nogen spilleregler.

Sammenligner vi med fodbold, så accepterer vi at der spilles hårdt – og der bliver gået over stregen til tider, det er vist det der kaldes at være profesionel, javel, men der er grænser. De grænser er forskellige fra land til land.  Måske bedst illustreret med Diego Maradonna og “guds hånd” ved sejren over England i VM i Mexiko i 1986. Efter argentinsk standard var det bare helt i orden og trækker ikke fra – et VM er et VM.  Og magt er magt. Og grundlaget for det politiske spil i det meste af Latinamerika er netop, at det bygger på den franske og latinske forestilling om absolut magt. Dette i modsætning til erkendelsen af uenighed, som vi kender det fra den engelske tradition. Dete er næppe heller noget tilfælde at både korruption og sammenfiltring af offentlige og private interesser er betydelig større i de fleste latinamerikanske lande og europæiske lande som Frankrig og Italien end i Nordeuropa og -amerika.

Det handler som sagt først og fremmest om magt.  Og i den virkelighed spiller både demokratiske spilleregler og noget så irriterende som økonomisk realisme en underordnet rolle. Det handler om magten og kontrollen, og det er selvfølgelig primært derfor Hugo Chavez hader det kaotiske og anarkistiske marked, og selv om han kalder det der foregår i Venezuela for socialisme for det 21. århundrede, så er det faktisk vanskeligt at skelne fra nationalistisk, ofte militært ledet, fascisme fra det 20. århundrede.

Sammenligner vi med tidligere tiders regimer med stærke mænd i spidsen, som f.eks. Getulio Vargas i Brasilien og Juan Peron i Argentina, er der også langt flere lighedspunkter end forskelle, selv om disse to herrer bestemt ikke anså sig selv for at være socialister end sige marxister. Getulio Vargas bekæmpede indædt Brasiliens kommunister med alle midler, mens Juan Peron efter et ophold i Italien før 2. verdenskrig vendte begejstret tilbage som facist.

Og der er ikke tale om forestillinger der begrænset til diverse caudilhoer. Der eksisterer grundlæggende en meget stærk antipati overfor ideen om frie markeder og dermed økonomi. En kultur præget af katolicisme og militaristisk tankegang fornægter sig ikke.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit