Hvem kan? Colombia kan

I sidste uge afgjorde Colombias højesteret, at præsident Uribe ikke får muligheden for at stille op til en 3. periode. Den folkeafstemning man ønskede om spørgsmålet blev med dommerstemmerne 7-2 erklæret som forfatningsstridig. Ydermere underestregedes det i dommen, at forfatning forbyder at Uribe nogensinde kan stille op til præsidentvalget igen. Det er ikke en historie der ligefrem har været prioriteret højt af medierne, men det burde den. for det viser at Colombia er på rette vej. Præsident Uribe har da også anerkendt dommen og accepteret at hans periode som præsindet lakker mod enden (der er valg i Colombia i maj måned). Hermed udviser Colombia og ikke mindst Uribe en respekt for “The Rule of Law”, som det ellers er småt med i den del af verden – ikke mindst i nabolandet Venezuela.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

CAM679At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit

5 thoughts on “Hvem kan? Colombia kan”

  1. Det vil med andre ord sige at var folkestemningen i Columbia faldet “forkert” ud i forhold til din smag så var den i strid med et “moderne” demokrati. Her kunne en reference hjælpe, der kunne tydeliggøre for os andre, hvilken ideologi, du taler om, som værende en mønstermodel. Den amerikanske regering med begrænset gengvælg men styret pr. dekreter?

    Hykleri

    Det er også værd at spørge, hvorfor Munch-Holbek taler om en ”evighedspræsident” i Venezuela. I langt de fleste vestlige lande, er der ingen begrænsninger på genvalg af statsministre eller præsidenter. I Danmark har Anders Fogh genopstillet to gange, og det stod ham ham frit for at genopstille til et tredje valg. Det samme gælder f.eks. Spanien, England og Sverige. I sidstnævnte land, sad en socialdemokratisk statsminister, Tage Erlander, en periode på hele 23 år

    Samtidig er det værd at påpege, at statsoverhovederne i Danmark og de tre ovennævnte lande ikke er demokratisk valgte, som i Venezuela. I disse lande eksisterer monarkiet stadigvæk, og dermed er det konstitutionelle statsoverhoved ikke folkevalgt, men får overrakt embedet i arv.

    Argentina udnævner du til “Caudillo”, hyklerisk, eftersom det Argentina for mindre end et årti tilage som IMF og Verdensbankens mønsterelev tillod at implementere indgreb så landet efterfølgende gik bankerot.

  2. @Benjamin

    Det har intet med folkestemning at gøre, men derimod med overholdelse af landets forfatning og en uafhængig højesteret. Det handler ikke om man er venstreorienteret eller højreorienteret, men Rule of Law. Sidstnænvte er der ikke meget tilbage af i Venezuela.

  3. Ja jeg var meget glad for at højesteretten sagde nej. Jeg har altid været fan af Uribe, men var ikke glad for at han prøvede at opstille igen.

    @Benjamin de fleste forfatninger i Latin Amerika har disse regler specielt for at undgå situationer som Fidel, Pinochet, Franco, Chavez og andre evigheds presidenter. Disse regler er kommet efter mange års erfaring med hvad der sker hvis de ikke er der.

    Jeg tror også klart det ville være en god ide i DK med term limits.

Comments are closed.