Politiken og Ritzau hylder en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer i Latinamerika

Hele Danmarks meget seriøse og meget humane avis – hvis de selv skal sige det – bringer i dag (fredag den 12.8.2011) en slet skjult hyldest til Fidel Castro i anledning af hans 85 års fødselsdag lørdag.

Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.

Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:

 I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.

Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?

I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”

Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede  Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.

At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.

Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet  slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.

Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.

Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.

Cuba før og efter 1959

78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.

I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.

Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.

I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.

Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.

I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela.  I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.

I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.

I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.

I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.

Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede

For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.

Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.

Om embargoen skriver Politiken kort og godt:

Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.

Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.

Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.

Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…

Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.

Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.

De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.

 

Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.