Ifølge brasilianske medier, bl.a. “O Globo“, “Estado de S. Paulo” og “Folha de S. Paulo“, er Brasiliens sportsminister, Orlando Silva, fra kommunistpartiet på vej ud af regeringen, efter en lang række anklager om korruption, herunder svindel i forbindelse med en række sportrelaterede sportsprojekter. Silvas udtrædelse kommer efter måneders skriverier om uregelmæssigheder i hans ministerium.
Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.
Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.
For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.
I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.
Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte “Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.
Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.
Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.
Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.
På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.
Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.
Helt galt vil det være, hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.
