Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land.
Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.
Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.
Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.
Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.
Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez, er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.
Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.
Hugo Chavez negative arv
Hugo Chavez har været en katastrofe for Venezuela. Hans “socialisme for det 21. århundrede” har først og fremmest udsat og yderligere vanskeliggjort Venezuelas muligheder for at rette op på en økonomisk udvikling, som indebærer at man ikke har været i stand til at skabe varig vækst siden 1970erne.
Af nedenstående oversigt over udviklingen i BNP per indbygger siden midten af det 20. århundrede, er Venezuela i dag fortsat fattigere end i begyndelsen af 1970erne.
Efter flere års økonomisk tilbagegang oplevede man fornyet økonomisk vækst i 2011 ( 4 procent) og 2012 (5 procent) og forventningen til det kommende år er at økonomien fortsat vokser, omend på et lavere niveau (ca. 2,5 procent). Væksten er primært baseret på olieindtægter kombineret med en ekstrem ekspansiv finanspolitik. Underskuddet på de offentlige finanser var således mellem 15 og 20 procent af BNP sidste år, mens inflationen med sine ca. 28 procent er regionens højeste.
Under Chavez ‘styre er olierige Venezuela blevet et af de mindst økonomisk konkurrencedygtige lande i verden. I 2012 rangerede landet nr. 126 ud af 144 ifølge “World Economic Forum”. Ifølge rapporten har Venezuela nu nogle af de laveste scorer på verdensplan for offentlige institutioners funktionsevne, tillid til retssystemet og indenlandsk konkurrence. Derimod scorer man højt i form af regulering, handelrestriktioner samt regler, som effektivt afskrækker udenlandske investorer.
Ifølge Verdensbankens nyeste oversigt over erhvervsklimaet (Doing business), rangerer Venezuela lavest i regionen, og er blandt verdens mindst erhvervsvenlige lande (på niveau med Zimbabwe), efter selv Haiti.
Konsekvensen af Chavez populistiske og kortsigtede politik er blandt andet, at Venezuelas infrastruktur bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden på grund af manglende investeringer og vedligeholdelse. World Economic Forum anslår, at Venezuela har Sydamerikas 2. ringeste infrastruktur. Blackouts er hyppige, mens veje og broer er i elendig stand. F.eks. kollapsede en bro nær Caracas i august sidste år på grund af manglende vedligeholdelse. På trods talrige advarsler fra sagkyndige, havde man intet gjort for at vedligeholde broen. Og i efteråret medførte manglende vedligeholdelse af dræningsområder til landsdækkende oversvømmelser, hvorved hundredevis af familier mistede deres hjem.
Og så er der landets olierigdomme. Siden regeringen reelt overtog kontrollen med det nationale olieselskab i 2004, er effektiviteten faldet drastisk og produktion er i dag 25 procent lavere end da Chávez kom til magten. Til gengæld er antallet af ansatte steget betragteligt.
I 2010 sank en offshore olierig, mens en eksplosion på et olieraffinaderi i august dræbte mindst 48 mennesker. Og på trods af, at Venezuela sidder på verdens største oliereserver, er man i dag nettoimportør af benzin.
Samtidig er både den indenlandske fødevareproduktion og landets industri kollapset. Venezuela er således afhængig af import af fødevarer fra udlandet. En helt absurd situation med tanke på landets historie og rige muligheder for landbrugsproduktion.
Dertil kommer, at Venezuela har den fjerde højeste mordrate i verden, og er det mest voldelige sydamerikanske land . Siden Chávez kom til magten i 1998 og frem til 2012, er antallet af kidnapninger steget fra et par hundrede om året år til 16.000 i 2011. Mordraten er næsten tredoblet i samme periode.
Chavez har også stået for en betydelig indskrænkning af frihedsrettighederne, herunder pressefriheden. I efteråret blev to journalister f.eks. anholdt for blot at skrive en satirisk artikel om hans lederskab. Andre overgreb indbefatter fængslinger og forfølgelse af kritiske journalister og borgere. I februar forlangte Chavez endda navnene på de vælgere som deltog i oppositionens primærvalg.
Men alligevel er Chavez populær
På trods af den åbenlyse vanvittige og uansvarlige politik som Chavez har ført, er han fortsat Venezuelas mest populære politiker. Det viste han senest ved præsidentvalget i efteråret, hvor han vandt med et komfortabelt flertal. Men det skal understreges, at en del af forklaringen skal findes i regeringens næsten totale kontrol af medierne.
Under valgkampen havde regeringen og Chavez fri adgang til medierne, hvilket blev udnyttet maksimalt. Oppositionens kandidat Capriles havde til gengæld kun adgang til 3 min. om dagen. Det benyttede Chavez blandt andet til at portrættere sin modstander som en ekstrem konservativ og højreorienteret kandidat, mens virkeligheden var at han gik til valg på et program som mest af alt var inspireret af Brasiliens arbejderparti (PT). Ligeledes har Chavez tilgang til statens indtægter været, som var det egne kampagnemidler, og har købt sig til loyalitet og stemmer.
Når regningen for Chavez-epokens vanvid skal betales i de kommende år, vil de færreste venezuelanere (og enhedslisten herhjemme) formentlig forstå, at regningen stammer fra Chavez. Således kan hans død ende med at sikre ham et positivt eftermæle blandt især den fattige del af befolkningen. Det fortjener han ikke. Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i Venezuelas historie.
Copy – paste af min kommentar på 180 grader til artiklen:
Tak til NWMH’ for altid gennemarbejdede artikler om Latin/Sydamerika. En ren fornøjelse at læse en ordentlig dækning af dette kontinent, den får vi ikke i danske medier.
Hans karakteristik af Niels Lindvig, og i sin tid Haldur Sigurdsson med den besnærende stemme er spot on. Jeg plejede at sluge det råt – indtil jeg fik sat mig mere ind i påstandene, da forsvandt ‘fortryllelsen.’
På listen over Chavez’s dårligdomme og skade på Venezuela kunne også nævnes hans nære forhold til sin ‘bror’ (som han kalder ham) Ahmadinejad fra Iran. Iran har her i Sydamerika en frihavn, og en base til at inficere hele kontinentet. Nogle anslår antallet af ‘sovende celler’ så højt som 40000.
Tidligere venezuelansk ambassadør til USA, Arria, har advaret om at den hurtigste vej til gengældelse overfor en amerikansk intervention mod Iran “ville være gennem Venezuela, da det ligger tæt på USA” således at Iran sådan set ikke har brug for interkontinentale missiler for at ramme byer i USA. Kortrækkende missiler ville være tilstrækkelige til det formål.
Truslen manifesterer sig udmærket inden for Amerikas grænser. Arria siger at Chavez i årevis “har finansieret bolivianske kredse i amerikanske byer (og at) grupperne hylder socialistiske principper samtidig med de skaber støtte for den ‘Venezuelanske Revolution’, og modstand mod USA.”
Ydermere er det velkendt at Chavez med sit samarbejde med Farc i Bolivia har stået bag organiseret narkosmugling til USA.
I løbet af 2006, holdt masser af benægtende journalister og bedrevidende øje med dødstallet i Irak, og udtalte at det er en håbløst “fortabt stat.” Alligevel var der ingen der fremførte lignende pessimistiske udtalelser om Chavez’s arbejderparadis, som samme år havde en mordrate højere end drabstallene i Irak.
Alligevel, trods sådanne bandemetoder, forbliver Chavez en person der beundres blandt de fasionable venstreorienterede elitære, sammen med berømtheder som Danny Glover, Cindy Sheehan, Naomi Cambell og tåben over dem alle Sean Penn, og så lige Niels Lindvig og andre åndsbeslægtede. .