I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.

Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.

At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. Dels at den spanske krone hævde at øerne tilhørte den samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. Da englænderne på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Historisk oversigt 1600-1945

• 1600:  Opdages af den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert 
• 1690: Et engelsk skib under kaptajn John Strong sejler gennem sundet, som han giver navnet Falklandskanalen, mellem de hovedøer, og går i land på en af dem. Når England senere henviser til deres krav på øerne, tager de udgangspunkt i dette.
• 1764: Den første koloni på øerne grundlægges. Under ledelse af franskmanden  Louis Antoine de Bougainville grundlægges på den østlige ø.
• 1765-66: “Vest Falklandøen” udforskes og den første engelske koloni etableres under ledelse af kaptajn  John Byron, som efter den engelsksprogede version af wikipidia ikke var klar over franskmændenes tilstedeværelse –  eller godt var klar over det, skal man forstå, når man læser den spansksprogede, erklærer øerne for engelsk besiddelse, under kong George d. III
• 1767: Spanien overtager øerne fra franskmændene.
• 1770: Spanierne fordriver englænderne fra øen. Konflikten er tæt på at udløse en krig mellem Spanien og England, men det ender dog med en fredsaftale hvorefter englænderne vender tilbage. Fredsaftalen er dog uklar og begge lande fortsætter med at gøre krav på begge øer.
• 1774: Englænderne forlader den østlige ø, men efterlader en plade med en inskription, hvoraf det fremgår at man fastholder kravet om at øerne tilhører den engelske krone.
• 1806: Den spanske guvernør forlader den vestlige ø, og efterlander også en inskription, hvor man fastholder spanienst krav på øerne.
• 1811: Den sidste beboer forlader øerne.
• 1816: Argentina erklærer sig selvstændigt under navnet “Provincias Unidas del Río de la Plata” – et betegnelse som fortsat optræder i den argentinske grundlov.
• 1820: Fribytteren David Hewitt, der er af amerikansk afstamning, og hans skib, Heroína, søger ly for en storm på øerne, og tager øerne i besiddelse på vegne af De Forenede Provinser.
• 1823: Provincias Unidas del Río de la Plata anerkendes delvist af USA og England.
• 1828: Efter at have indhentet tilladelse både hos argentinske og engelske myndigheder etablerer Luis Vernet en koloni på øerne.
• 1831: Efter en strid om fiskeri- og jagt rettigheder angriber et amerikansk krigskib kolonien og destruerer de våben og ammunition man kan finde. Ledelsen af kolonien arresteres, anklages for pirateri og fragtes til Montevideo (hovedstaden i Uruguay). Samtidig erklærer amerikanerne, at øerne ikke tilhører nogen.
• 1832: I november sender argentinerne en mindre styrke, under ledelse af oberstløjtnant Mestivier til øerne, hvor man øsker at oprette en straffekoloni. Mestivier bliver slået ihjel fire dage efter landsætning under et mytteri.
• 1833. I januar vender de britiske styrker tilbage og anmoder den argentinske garnision om at forlade øerne, hvilket de gør under protest. Argentinerne accepterer ikke Englændernes krav på Falklandsøerne, men opgiver tilsyneladende at fremføre deres krav i perioden mellem midten af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede. Tvisten forhindrer heller ikke betydelige engelske investeringer i det hastigt voksende Argentina. Bl.a. investeres der intensivt i jernbaner og infrastruktur.
• 1834-1840: Englænderne bruger øerne som flådestation
• 1840 -: Britterne etablerer varig bosættelse. I dag er indbyggertallet omkring 3.000 mennesker og 200.000 får.

Konflikten efter 2. verdenskrig

Ved afslutningen af 2. verdenskrig og oprettelsen af FN, gentager Argentina, fra 1946 under den stærkt Mussolini-inspirerede, Juan Peron, kravene på Malvinas/Falklandsøerne. I 1947, 1948 og 1955 tilbyder England, at konflikten kan blive afgjort ved den internationale domstol i Haag, men Argentina afslår hver gang.

I 1964 vedtager FNs generalforsamling, som pålægger de to lande at løse konflikten gennem forhandling. Under de efterfølgende forhandlinger diskuteres på et tidspunkt en overdragelse under visse garantier for øernes befolkning. Det medfører kraftige protester fra øernes beboere, og England fastslår at den endelige beslutning om øernes fremtidige tilhørsforhold ligger hos øernes befolkning. Det afviser de argentinske repræsentanter.

De manglende fremskidt forhindrede dog ikke øget økonomisk samarbejde. I 1971 begyndte det statslige argentinske flyselskab, LADE, at flyve mellem Comodoro Rivadavia og Falklandsøernes hovedby, Port Stanley. flyvningerne varede frem til Falklandskrigen. Herefter har den eneste civile ugentlige flyrute været mellem øerne og Santiago i Chile. bl.a. af hensyn til de ca. 300 chilenere, som arbejder og bor på øerne.

Falklandskrigen

I 1976 tager det argentinske militær magten og man etablerer en mindre observationsbase på South Georgia, syd for Falklandsøerne. Englænderne vælger i første omgang af ignorere den argentinske tilstedeværelse. Dette er senere blevet udlagt som en strategisk fejltagelse af visse iagtagere, fordi det kunne tolkes som om man ikke var parat til at hævde sin suverænitet militært.

Der er dog bred enighed om, at selve beslutningen om at invadere Falklandsøerne – befri Malvinas, hvis man er argentiner – blev truffet på baggrund af den økonomiske nedsmeltning som Argentina oplevede i 1982, og som sådan primært var et (desperat) forsøg på at styrke regimet indadtil i Argentina. Det lykkedes også på den korte bane, og regimets popularitet steg kraftigt efter invasionen/befrielsen den 2. april 1982. Som bekendt holdt det ikke, og de argentinske styrker overgav sig den 14. juni, efter krigshandlinger som kostede op mod 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile øboere.

Den gang som nu var der stor opbakning hos de øvrige latinamerikanske lande, og et par af dem deltog mere eller mindre aktivt på den argentinske side. Der er ikke tvivl om at Peru støttede Argentina med både våben og mandskab, ligesom Chiles indvolvering på engelsk side er kendt, omend omfanget fortsat er uklart. Netop Chiles assistance til England under Falklands krigen var grunden til, at Magereth Thatcher offentligt støttede Pinochet, mens han blev tilbageholdt i England i 1998. Hendes støtte til ham tog eksplicit udgangspunkt i Chiles støtte til England under konflikten. Også Brasilien og Venezuela var indvolveret i et vist omfang på argentinsk side. Til gengæld støttede USA, efter lidt tøven, England, mens den franske støtte var meget aktiv – man leverede bl.a. vital information omkring de franske våbensystemer som de argentinske styrker anvendte.

For yderligere information om selve krigshandlingerne henvises til wikipidia, den engelske version kan læses her, mens den spansksprogede udgave kan læses her (og ja, der er forskelle).

Post Falklandskrigen

først i slutningen af 1980erne oprettedes igen diplomatiske forbindelser mellem de to lande og under præsident Carlos Menem i 1990erne udvidedes samarbejdet. Bla. indgik man et samarbejde om den fremtidige olieudvinding. En aftale, som Argentina dog unilateralt opsagde i 2007.

Selv om forholdet forbedredes fastholdt Argentina kravet på øerne. Hvilket fremgår af et tillæg til den argentinske forfatning, som blev vedtaget i 1994, hvoraf det eksplicit fremgår, at Argentina udover “Malvinas/Falklandsøerne”, også gør krav på South Georgia-øen, Shag Rocks, Black Rock, Clerke Rocks og Bird Island samt Traversey Islands, Saunders I., Montagu I., Bristol I. og Southern Thule  (alle vulkanske og isdækkede).

Efter først nu afdøde Nestor Kirschner og herefter hans kone Cristina Krischner blev valgt til Argentinas præsident har man siden 25 året for Falklandskrigen, har man ført en stadig mere aggressiv politik overfor England omkring Falklandsøerne, med en retoriks voldsomhed, som er uhørt på disse breddegrader. hvad man forventer at få ud af dette, står lidt hen i det uvisse. Bortset fra Hugo Chavez, som med vanlig svulstighed lovede at Venezuela ville stå ved Argentinas side i kampen mod imperialismen, har alle andre væsentlige magter i regionen samtidig med at de stillede sig solidarisk med Argentina i ord, samtidig understreget at konflikten skal løses med fredelige midler og ved forhandling. Forhandlinger som er lige så udsigtsløse som da de brød sammen i 1960erne. For en række sydeuropæiske lande dækker de pæne solidariske ord formentlig også over en betydelig irritation over Argentinas fremfærd.

Se også  Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

2011 – et roligt år med fortsat vækst – hvis vi ser bort fra den fortsatte trussel fra venstrefløj og narkobaroner.

2011 var på mange måder et roligt år, hvis vi ser bort fra det fortsatte absurde voldsniveau, som primært er resultatet af den fortsatte “kamp mod narkotika”. Selv om medierne herhjemme primært skriver om udviklingen i Mexico, er der tale om en udvikling som primært truer de fattige mellemamerikanske lande, hvis muligheder for at gøre noget i forhold til de velbevæbnede og ressourcestærke mexicanske karteller er stort set lig nul.  Lande som Honduras, El Salvador og Guatamala bliver endda ramt dobbelt, fordi Colombia’s succes med at bekæmpe narkotikakriminaliteten (en succes som bestemt er begrænset), ud over at have flyttet produktionen til Bolivia og ikke mindst Peru, sammen med Mexicos fortsatte kampagne mod kartellerne, har øget deres aktivitet i netop de mellemamerikanske lande.

I lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Argentina fortsatte myndighederne desværre med at begrænse ytringsfriheden, mens det i Nicaragua lykkedes Daniel Ortega at blive genvalgt som præsident, på trods af at det er i strid med landets grundlov. Den sag klarede sandinisterne dog ved at man i 2010 havde sikret sig at ens politiske allierede dominerer højesteret.

I lighed med Argentina sikredes valgsejren for den siddende præsident ikke mindst i kraft af evnen til at fremme den økonomiske vækst via brug af offentlige midler – prisen betales efter valget.

I det hele tale var den økonomiske udvikling, ikke mindst set i forhold til i USA og Europa, ganske gunstig, med en gennemsnitlig vækst i BNP for hele regionen på ca. 4,5 procent. Blandt de hurtigst voksende økonomier finder vi som det efterhånden har været reglen i en del år, de tre latinamerikansk tigre, Chile, Panama og Peru. Peru oplevede således en vækst på ca. 7 procent, drevet af udviklingen i den private sektor, hvor vækstraten var tocifret. I Chile voksede økonomien med 6,3 procent mens Panama oplevede en vækst på ca. 7,4 procent.

Der er også grund til at nævne Colombia, som voksende med respektable 5 procent, og er ved at lægge fundamentet for at blive en Latinamerikas mest dynamiske økonomier.

Tragedien Argentina

På overfladen var 2011 endnu et forrygende år i Argentina, med en estimeret vækst på 8,65 procent, men…..

Argentina fører en yderst kortsigtet økonomisk politik. Og med en reel inflation på omkring 25 procent og pres på handels- og betalingsbalance, er risikoen for overophedning og efterfølgende nedsmeltning af økonomien reel. Udfordringen for Christina Fernández de Kirchner., som genvalgtes med et overvældende flertal i efteråret, er at få styr på de offentlige finanser og lønudviklingen. Om det lykkes afhænger helt af hendes og regerings evner til at styre de politiske interessenter, som hendes magt er baseret på – ikke mindst fagforeningerne.

Argentinas bemærkelsesværdige comeback siden nedsmeltningen i 2000 har været ikke så lidt begunstiget i en positiv udvikling i priserne på landets traditionelle eksportprodukter. Men denne udvikling fortsætte næppe i de kommende år. Samtidig er ekstern låntagning fortsat et problem grundet de udeståender man har med kreditorer som ikke accepterer en nedskrivning af den gæld, man opgav at betale af på i 2001.

Endelig lider økonomien under manglende investeringer.

Til gengæld har man skruet op for retorikken og kravene om at “Malvinas”, som Argentinerne kalder Falklandsøerne, “igen” bliver en del af Argentina – her op til 30 års dagen for Falklandskrigen i 1982. Det er et emne vi vender tilbage til snarest.

Brasilien – kraftigt faldene vækst og populær præsident.

Brasilien oplevede i 2011 regionens største fald i væksten. Fra i 2010 at have haft en vækst på ca. 7,5 procent, faldt denne i det forgangne år til ca. 3 procent. Forventninger til det kommende år peger ikke på en forbedring fremadrettet. Det synes dog ikke at være gået ud over præsident Dilma Rousseffs popularitet. Tværtimod synes hun at være blevet styrket og være trådt ud af sin forgænger, Lulas, skygge. Hendes håndtering af en lang række korruptions-skandaler, som jeg har skrevet om på denne blog, har tilsyneladende haft en meget positiv effekt på hendes popularitet. Det ændrer dog ikke at Brasiliens stats-centrerede økonomi, hvor staten står for over 90 procent af mellem- og langsigtet kredit, står overfor betydelige udfordringer i de kommende år.

Og alt det andet

Så var der og er der Chavez sygdom – hvor syg er han? Lever han længe nok til valget i Venezuela i efteråret? Det vil vi følge tæt i år. Venezuela oplevede endelig en smule positiv vækst i 2011, men kriminalitet og mordrate er ekstrem høj, og er det emne som bekymrer borgerne mest. Hvorvidt Chavez vinder valget til efteråret står hen i det uvisse – men vi kommer til at skrive en del om det. Det vil være det afgørende valg i det kommende år.

Vi vender også tilbage med mere nyt om Cubas reformer og hvorledes man forbereder sig på pavens besøg om et par mdr, følger udviklingen i Bolivia, hvor konfrontationen mellem regering og opposition bestemt ikke er for sarte sjæle.

Med denne lille opdatering ønsker vi læserne et godt nytår – og lover en lind strøm af indlæg om Latinamerika i det kommende år.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.