USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

2011 – et roligt år med fortsat vækst – hvis vi ser bort fra den fortsatte trussel fra venstrefløj og narkobaroner.

2011 var på mange måder et roligt år, hvis vi ser bort fra det fortsatte absurde voldsniveau, som primært er resultatet af den fortsatte “kamp mod narkotika”. Selv om medierne herhjemme primært skriver om udviklingen i Mexico, er der tale om en udvikling som primært truer de fattige mellemamerikanske lande, hvis muligheder for at gøre noget i forhold til de velbevæbnede og ressourcestærke mexicanske karteller er stort set lig nul.  Lande som Honduras, El Salvador og Guatamala bliver endda ramt dobbelt, fordi Colombia’s succes med at bekæmpe narkotikakriminaliteten (en succes som bestemt er begrænset), ud over at have flyttet produktionen til Bolivia og ikke mindst Peru, sammen med Mexicos fortsatte kampagne mod kartellerne, har øget deres aktivitet i netop de mellemamerikanske lande.

I lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Argentina fortsatte myndighederne desværre med at begrænse ytringsfriheden, mens det i Nicaragua lykkedes Daniel Ortega at blive genvalgt som præsident, på trods af at det er i strid med landets grundlov. Den sag klarede sandinisterne dog ved at man i 2010 havde sikret sig at ens politiske allierede dominerer højesteret.

I lighed med Argentina sikredes valgsejren for den siddende præsident ikke mindst i kraft af evnen til at fremme den økonomiske vækst via brug af offentlige midler – prisen betales efter valget.

I det hele tale var den økonomiske udvikling, ikke mindst set i forhold til i USA og Europa, ganske gunstig, med en gennemsnitlig vækst i BNP for hele regionen på ca. 4,5 procent. Blandt de hurtigst voksende økonomier finder vi som det efterhånden har været reglen i en del år, de tre latinamerikansk tigre, Chile, Panama og Peru. Peru oplevede således en vækst på ca. 7 procent, drevet af udviklingen i den private sektor, hvor vækstraten var tocifret. I Chile voksede økonomien med 6,3 procent mens Panama oplevede en vækst på ca. 7,4 procent.

Der er også grund til at nævne Colombia, som voksende med respektable 5 procent, og er ved at lægge fundamentet for at blive en Latinamerikas mest dynamiske økonomier.

Tragedien Argentina

På overfladen var 2011 endnu et forrygende år i Argentina, med en estimeret vækst på 8,65 procent, men…..

Argentina fører en yderst kortsigtet økonomisk politik. Og med en reel inflation på omkring 25 procent og pres på handels- og betalingsbalance, er risikoen for overophedning og efterfølgende nedsmeltning af økonomien reel. Udfordringen for Christina Fernández de Kirchner., som genvalgtes med et overvældende flertal i efteråret, er at få styr på de offentlige finanser og lønudviklingen. Om det lykkes afhænger helt af hendes og regerings evner til at styre de politiske interessenter, som hendes magt er baseret på – ikke mindst fagforeningerne.

Argentinas bemærkelsesværdige comeback siden nedsmeltningen i 2000 har været ikke så lidt begunstiget i en positiv udvikling i priserne på landets traditionelle eksportprodukter. Men denne udvikling fortsætte næppe i de kommende år. Samtidig er ekstern låntagning fortsat et problem grundet de udeståender man har med kreditorer som ikke accepterer en nedskrivning af den gæld, man opgav at betale af på i 2001.

Endelig lider økonomien under manglende investeringer.

Til gengæld har man skruet op for retorikken og kravene om at “Malvinas”, som Argentinerne kalder Falklandsøerne, “igen” bliver en del af Argentina – her op til 30 års dagen for Falklandskrigen i 1982. Det er et emne vi vender tilbage til snarest.

Brasilien – kraftigt faldene vækst og populær præsident.

Brasilien oplevede i 2011 regionens største fald i væksten. Fra i 2010 at have haft en vækst på ca. 7,5 procent, faldt denne i det forgangne år til ca. 3 procent. Forventninger til det kommende år peger ikke på en forbedring fremadrettet. Det synes dog ikke at være gået ud over præsident Dilma Rousseffs popularitet. Tværtimod synes hun at være blevet styrket og være trådt ud af sin forgænger, Lulas, skygge. Hendes håndtering af en lang række korruptions-skandaler, som jeg har skrevet om på denne blog, har tilsyneladende haft en meget positiv effekt på hendes popularitet. Det ændrer dog ikke at Brasiliens stats-centrerede økonomi, hvor staten står for over 90 procent af mellem- og langsigtet kredit, står overfor betydelige udfordringer i de kommende år.

Og alt det andet

Så var der og er der Chavez sygdom – hvor syg er han? Lever han længe nok til valget i Venezuela i efteråret? Det vil vi følge tæt i år. Venezuela oplevede endelig en smule positiv vækst i 2011, men kriminalitet og mordrate er ekstrem høj, og er det emne som bekymrer borgerne mest. Hvorvidt Chavez vinder valget til efteråret står hen i det uvisse – men vi kommer til at skrive en del om det. Det vil være det afgørende valg i det kommende år.

Vi vender også tilbage med mere nyt om Cubas reformer og hvorledes man forbereder sig på pavens besøg om et par mdr, følger udviklingen i Bolivia, hvor konfrontationen mellem regering og opposition bestemt ikke er for sarte sjæle.

Med denne lille opdatering ønsker vi læserne et godt nytår – og lover en lind strøm af indlæg om Latinamerika i det kommende år.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

Lima, Peru

Den peruvianske nationalbanks nedjustering af væksten fra 7 procent til 6,5 procent (hvilket bringer forventningerne i overensstemmelse med IMF ), skyldes ifølge Julio Velarde, præsident for nationalbanken, at det offentlige forbrug og de private investeringer har været lavere end tidligere forventet.

Den gennemsnitlige vækst i Latinamerika og Caribien som helhed, forventes af IMF at blive på 4,7 procent i 2011.  De eneste andre lande med højere prognoser i Latinamerika og Caribien (ud over Peru, Argentina og Chile) er Haiti (8,6 procent) og Panama (7,4 procent).

Hvis vi ser bort fra Haiti, hvis vækst kommer på en særlig (og dyster baggrund), m.a.o. jordskælvet sidste år, er det tydeligt, at den økonomiske vækst er højst blandt Latinamerikas økonomisk frieste lande (efter Fraser Institute’s Economic Freedom Index). Chile er blandt verdens 5 frieste økonomier, mens Panama og Peru kan måle sig med europæiske nationer.

Til gengæld klarer lande omfattet af  ”det 21. århundredes socialisme” (ALBA-landene) sig generelt dårligt. Især Ecuador og ikke mindst Venezuela, der ifølge IMF kan forvente Latinamerikas laveste vækst i de kommende år. Væksten i Venezuela frem til 2016, forventes at være under 2 procent p.a., mens den i Ecuador forventes at ligge mellem 2 og 2,5 procent.

Med andre ord peger data for Latinamerika klart på, at “neo”liberale reformer sikrer vækst og velstand, mens socialisme medfører stagnation.

Zelays blev afsat for 2 år siden som kulmination på et forløb, hvor han i strid med forfatningen insisterede på at afholde en folkeafsteming, hvis formål var at ændre Honduras forfatning. Zelaya fastholdt og fastholder dog at der alene var tale om en vejledende afstemning der skulle bane vejen for en egentlig afstemning senere. Som led i den aftale der er indgået, er der nu vedtaget en lov hvorefter der skal afholdes en afstemning netop om ændring af den honduranske grundlov.

En verserende højsestretssag vil indenfor de kommende uger afgøre hvorvidt der reelt var tale om et kup eller om afsættelsen skete i overensstemmelse med grundloven. Fra første færd var der en række uklarheder i forbindelse med hele forløbet, herunder hvem der reelt tog beslutningen om at sende Zelaya ud af landet. En handling der for mange latinamerikanere bragte ubehagelige mindelser tilbage om tidligere tiders militærkup. Det forventes, at højesteret vil komme frem til at der var tale om et kup – alt andet vil være en overraskelse. Hvordan man vil betegne forløbet op til afsættelsen eller kuppet (hvordan man nu ser på det) er endnu uklart. For eksempel forsøgte Zelaya få uger før han blev sat på et fly ud af landet, at afsætte den militære øverstbefaldende. Det var klart et brud på grundloven.  Det vender jeg tilbage til, når afgørelsen offentliggøres.

Et væsentligt problem var indtil sidste uge en arrestordre på Zelaya, der bl.a. anklagedes for korruption og dokumentfalsk, læs mere her. den blev i sidste uge ophævet ved ed domstolsbeslutning.

Den egentlig afsættelse, hvor militæret hev Zelaya ud af sengen en tidlig morgenen i juni 2009, og satte ham på et fly ud af landet – stadig iført pyjamas – skete på baggrund af en højesteretsafgørelse, der havde erklæret afstemningen for ulovlig. Selv om miltæret, højesteret og den efterfølgende midlertidige regering – Zelays parti beholdt regeringsmagten frem til det allerede planlagte valg i november 2009, der bragte den nuværende præsident Lobo fra Honduras konservative parti til magten – afviste at der var tale om et egentlig kup, fordømtes Honduras stort set af hele verdenssamfundet, og landet blev efterfølgende smidt ud af OAS, ligesom USA truede med økonomiske sanktioner. En beslutning man senere fortrød, se også tidligere indlæg her og her.

At den amerikanske regering meldte ud på linje med OAS afholdt ikke Zelaya fra kraftigt at kritisere USA, samtidig med at han takkede for støtten fra Hugo Chavez – og, hvilekt viser hvor meget situationen har ændret sig det seneste år – Colombias præsident Manuel Santos.

Zelays tilbagevende kom i hus efter en aftale blev underskrevet i sidste uge, der indebar at Zelaya kunne vende tilbage og danne sit eget politiske part. Det kan potentielt gøre en ende på Honduras mangeårige og problematiske de-facto to-parti system. til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive til noget, da Zelay stillede krav om, at hans nye parti umiddelbart skulle være opstillingsberettiget. Det afviste man fra honduransk side – man er nød til at indsamle de nødvendige underskrifter – og det endte efter sigende med, at Hugo Chavez hjorde det klart for Zelays, at han ikke skulle stille flere krav.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om begivenhederne de seneste to år i Honduras, se f.eks. her og  her. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var modstander af den voldsomme internationale reaktion i forbindelse med afsættelsen af Zelaya i juni 2009. Og uanset højesteretsdommen i nær fremtid og hvad der ellers er indgået af politiske aftaler var frygten for Zelaya’s planer berettiget. Det indebærer dog ikke et forsvar for de der stod bag afsættelsen. Honduras, et af Latinamerikas fattigste og voldeligste samfund, står med enorme udfordringer. Journalister  har i årevis levet livet farligt, de offentlige institutioner er i en bedræøvelig forfatning, domstolene er alt andet end uafhængig af politiske og økonomiske interesser og samtidig øges de mexicanske narkotikakartellers indflydelse i landet voldsomt. Man fristes til at sige, at Honduras er tæt på at være en “failed state”.

Var det slemt før, er forholdene stort set kun blevet værre under den nuværende konservative præsident Porfirio Lobo, bl.a. er volden eskaleret yderligere de seneste to år. Der er ingen tvivl om at man står over for enorme udfordringer og at der er brug for grundlæggende reformer, hvis Honduras skal gøre sig håb om at forbedre levestandard og levevilkår.

På trods af massiv ulandsbistand (måske bl.a. på grund af) og noget der på overfladen kunne ligne en markedsøkonomi, er Honduras først og fremmest et bund korrupt samfund, hvor betydningen af “The rule of Law” desværre aldrig er gået op for landets elite.

Det er nu lykkedes Evo Morales i løbet af lidt mere end et år at sætte en solid opbakning fra 2/3 af befolkningen fuldstændigt over styr. Seneste meningsmåling giver ham kun opbakning hos 1/3 af befolkningen.

BNP per indbygger i Bolivia (kilde:IMF)

Det er ironisk at Morales nu står med stort set de samme problemer som hans forgængere, og at der demonstreres, plyndres og smides med dynamit. Morales egen opstigning til magtens tinder skete nemlig også på baggrund af “folkelige” protester, som det vist hedder i journalistik-jargon.

Som The Economist skriver:

The government faces little threat from the formal opposition, partly because some of its leaders have chosen exile in the face of legal harassment. Rather, the main source of the president’s new difficulties lies in his own movement. The MAS is a coalition of far-left parties, indigenous activists and NGOs. Social movements, such as unions and peasant groups, form its political base

Baggrunden for protesterne ligner til forveksling hvad man har oplevet i Bolivia mange gange tidligere, ligesom hele situationen er ved at udvikle sig til hvad der tidligere har tvunget utallige præsidenter til at gå af før udløbet af deres regeringsperiode. Med The Economist afsluttende ord:

Until this year such groups [aktivister og indianske grupper] believed Mr Morales was on their side, and forgave his verbal snafus and missteps. Now many of them will no longer give him the benefit of the doubt. The government’s new slogan is “Governing [is] obeying the people.” Having led the Bolivian street for the past decade, Mr Morales now finds himself ruling at its mercy.

For de der har ved lidt om Bolivias turbulente historie, hvor utilfredsheden for alvor satte gaderne i brand, da regeringen afskaffede/reducerede en række subsidier, kommer den seneste udvikling næppe som den store overraskelse. Bolivia har i lighed med et andet af regionens lande (Ecuador) med overvejende (i hvert fald etnisk) indiansk befolkning, et grundlæggende politisk stabilitetsproblem. Også der er det snarere gadens parlament der afgør hvem der er præsident, når det kommer til stykket, end det er via valgurnerne. Sådan var det også tidligere i Peru, der også for en stor del af befolkningens vedkommende er af indiansk afstamning, og hvor det var så som så med respekten for de demokratiske spilleregler. Men i modsætning til Ecuador og Bolivia har man i de senere år oplevet en meget positiv økonomisk udvikling efter markedsreformer har åbent den peruvianske økonomi. Faktisk er Peru den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi de seneste 10-12 år. Hvis man kan fastholde dette høje vækst niveau er det ikke usandsynligt, at man indefor det kommende årti eller to, atter vil være blandt Sydamerikas rigeste lande, som man var det i begyndelsen af det 19. århundrede.

BNP per indbygger i Peru (kilde: IMF)

Dette i stærk modsætning til Bolivia, der faktisk var mere velstående end f.eks. Brasilien for et halvt århundrede siden. Desværre ser det heller ikke ud til, at man i de nærmeste år vil opleve et tiltrængt paradigmeskifte der. Det kræver nok, at man skal længere “ned i dyndet”, før man erkender, at demokrati og velstand ikke er forenligt med socialisme.

Jeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder.

Under alle omstændigheder er der tale om et enormt fremskridt (også i Mexiko) i forhold til tidligere, hvilket afspejler den bevidste markedsorienterede politik der føres under den nuværende regering i Peru.

Som finansminister Ismael Bernavides udtaler til den engelsksprogede MercoPress:

“Without competitiveness there can’t be GDP expansion, that is why Peru wants to be more efficient and Peruvian companies must produce better so the country can keep growing”

Og hvor er så Brasilien placeret? tjah det kommer såmen ind på en lidet flaterende 127. plads, og ligger på linje med lande som Tanzania og Mozambique.

Mens det ikke nødvendigvis er af afgørende betydning for store multinationale selskabers beslutning om hvor man vil placere sig, har det til gengæld stor betydning for opstart af nye indenlandske selskaber. Listen kan derfor også læses som en ranking af barrierne for at komme ind på et givent marked. Med andre ord indebærer en høj placering at det er nemt at starte virksomhed og en lav placering at det er svært. Det har stor betydning for den indenlandske konkurrence og dermed i sidste ende for indkomstfordeling og markedsdynamik. Hvis Peru kan fastholde den nuværende markedsreformvenlige politik i fremtiden, er der grund til at tro, at det ikke varer længe før Peru bliver et af de mere velstående lande i regionen.