Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins“ bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Det får nu Uruguay til at overveje det fremtidige samarbejde med de øvrige Mercusur lande. Som præsident Mujica udtalte for nyligt:  ”Hvis vi er de samme som ethvert andet land uden for Mercosur, er vi nødt til at genoverveje et par ting”. Udtalelserne kommer efter at Brasilien har annonceret at man vil indføre en midlertidig særtold på 30 procent på import af biler, også fra andre medlemmer af Mercosur-samarbejdet. Tolden vil blive håndhævet indtil den 31. december 2012.

Den eneste måde at undgå særtolden, er hvis bilproducenter eller samlefabrikker i Mercosur kan bevise at  ”det regionale indhold” udgør mindst 65 procent af det samlede produktindhold.

Dette har direkte indvirkning på Uruguays eksport på 15,000 køretøjer årligt til Brasilien, som genererer eksportindtægter for 150 millioner dollars og sikrer mere end 1000 arbejdspladser. Hermed følger Brasilien i sporene på Argentina, som ofte gør brug af muligheden for at indføre midlertidige handelsrestriktioner. Restriktioner som har kostet Uruguay dyrt.

Reelt kan man have Argentina og ikke mindst Brasilien mistænkt for at de gennem disse tiltag forsøger at presse multinationale selskaber til at lægge deres investeringer i de to lande på bekostning af Uruguay. Ikke just befordrende for tillid og regional integration.

Argentinas økonomi er rødglødende. Mens officielle tal viser en inflation på under 10 pct., er den reelle inflation over 20 pct. og stigende. Og selv om den økonomiske vækst i indeværende år er over 6 pct., når der tages højde for den reelle inflation, er det fremtidige vækstpotentiale begrænset på grund af manglende investeringer.

Christina Kirchner

Hvad gør man hvis inflationen ikke vil, som regeringen ønsker? Man fyrer selvfølgelig de medarbejdere, der beregner de officielle inflationstal og ansætte nye, der kan makke ret.

Således klarede daværende præsident, Nestór Kirchner, inflationspresset i 2007, hvorefter officielle tal for inflation har mistet enhver form for troværdighed.

Men hvad gør man så, hvis private analyseinstitutter laver deres egne beregninger? Så melder man dem selvfølgelig bare til politiet, hvorefter der uddeles bøder i 100.000 dollars klassen.

Sådan reagerer den nuværende argentinske præsident Christina Kirchner, enke efter netop Nestór Kirchner.

Indtil videre er uafhængige analyseinstitutter blevet dømt 11 gange for at lave egne beregninger af inflationen i Argentina. Ifølge den argentinske opposition ønsker regeringen at skræmme uafhængige økonomer fra at offentliggøre egne beregninger.

Mens den officielle årlige inflation er 9,7 pct., viser et gennemsnit af 8 anonymiserede private analyseinstitutter, at den reelt snarere er 23,5 pct.  Regeringen ved udmærket godt, at de officielle tal ikke er retvisende. Således støtter regeringen overenskomstforslag, der indebærer lønstigninger på mellem 20 og 30 procent.

I første halvdel af det 20. århundrede var Argentina et af verdens rigeste lande. En tilbagevenden til de tider har lange udsigter. Nu viser man endnu en gang, at man ikke er i stand til at føre en seriøs økonomisk politik. Landet er med usvigelig sikkerhed på vej mod endnu et sammenbrud i de offentlige finanser, som det er sket med jævne mellemrum de seneste 80 år.

Siden den økonomiske nedsmeltning i 2000-2001 har Argentina genoptaget betalingerne af det meste af gælden, dog efter en betydelig nedskrivning. Man har også oplevet en række år med høj økonomisk vækst, hvilket har fået en række iagttagere til at pege på Argentina som en model for løsning af den græske gældskrise.

Men når man fremhæver den økonomiske vækst efter 2001, glemmer man dog at medtage den meget gunstige udvikling i efterspørgslen efter traditionelle argentinske eksportprodukter. Desuden har den argentinske stat delvist  finansieret sin ekspansion ved reelt at beslaglægge borgernes private pensionsopsparinger og manipulere med inflationstallene, som regulerer en stor del af den udestående offentlige gæld.

Bagsiden af denne udvikling har været manglende investeringer til sikring af fremtidig vækst, og en samtidig forværring af Argentinas (og en række andre latinamerikanske landes) traditionelle akilleshæl, nemlig manglende indenlandsk opsparing.

Få ting er sikre i international økonomi. En af disse er desværre, at Argentina og dets politiske ledere med usvigelig sikkerhed ikke er i stand til at omsætte landets potentiale til varig økonomisk vækst og velstand.

Selv i perioder hvor man tilsyneladende gjorde det rigtige, som i forbindelse med reformerne og frasalget af statsejede virksomheder i starten 1990’erne, viste det sig efterfølgende at jagten på magten overtrumfede alt andet.

Man gennemførte aldrig de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Og selv de gode initiativer endte galt. Fastholdelsen af fastkurspolitiken, der i begyndelsen var af afgørende betydning for nedbringelsen af inflationen fra 5.000 procent i 1989 til under 10 pct. i 1993, viste sig katastrofal, da dollaren steg kraftigt i slutningen af 1990’erne.

Lige som tilfældet har været i forbindelse med Grækenlands gældskrise, kunne det efterfølgende konstateres, at man konsekvent havde manipuleret og underdrevet de reelle underskud på de offentlige finanser, en tradition med dybe historiske rødder.

Hvad den historiske udvikling i Argentina bør lære os er derfor ikke, at Grækenland skal have lov til at ”gøre som Argentina”. Derimod er læren, at der findes lande, også demokratiske, hvor politikeres evne og vilje til at gøre hvad som helst for magtens skyld, er stort set uden grænser.

Og ligesom Argentinas nuværende præsident, Christina Kirchner, står til at vinde det kommende argentinske præsidentvalg i første runde, er der intet der forhindrer at grækerne i fremtiden vælger en regering, der er parat til at sætte langsigtet udvikling overstyr for kortsigtede politiske gevinster. Begge lande har gennem årtier vist, at på det punkt ligner de hinanden i uhyggelig grad.

Grækenlands situation i 2011 har klare paralleller med Argentinas i 2001. Begge lande førte i årene op til sammenbruddet en uansvarlig økonomisk politik, og begge lande fejlede i at gennemføre de nødvendige reformer.

Men hvis der er en lære af Argentinas udvikling efter 2001 er det ikke nødvendigvis Grækenland der skal drage denne. Derimod bør Grækenlands kreditorer overveje hvorvidt det er sandsynligt at Grækenland fremadrettet vil være i stand til at føre en ”seriøs” økonomisk politik og gennemføre de nødvendige reformer. Her er ikke grund til optimisme.

Click here to view the embedded video.

I starten siger skuespilleren “når de siger “action” er jeg brasilianer”.

Ps. Det er dem med “svenskerhår”, der er argentinere

En argentiner er en italiener der taler spansk og tror at han er englænder

(ukendt oprindelse)

Hvad får man hvis en argentiner og en nordestino (indvandrer fra Nordsøstbrasilien) får et barn sammen?

En dørmand der tror, han ejer hele bygningen

(Vittighed fra Rio de Janeiro)

Hvorledes fremgår det, at Jesus var argentiner?

Jo, for det første snakkede han fanden et øre af, for det andet var kvinderne vilde med
ham, og for det tredje troede han at han var gud.

(chilensk vittighed)

Og så lige en karikaturtegning om Argentinas militære evner

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Økonomiministeriet lægger vægt på, at det er de fattigste der har nydt godt af de protektionistiske foranstaltninger rettet mod tekstil, møbler, og kapitalgoder. Derudover har “frivillig” eksportbegrænsningsaftaler med bl.a. Brasilien mindsket importen af sko, apparater, møbler, tekstiler, legetøj, batterier, håndklæder, denim, briller, vaskemaskiner, køleskabe, ovne, m.m.

Set fra et Brasiliansk synspunkt, kunne overskriften have været “Protektionisme koster ½ mio. jobs”. Hvis Mercosul’s forbillede er EU, må der siges at være et stykke vej endnu. På den anden side er politisk og økonomisk forståelse og tænkning i høj grad fransk inspireret i regionen, så måske er det bare et billede på hvordan EU ville have fungeret, hvis det havde bestået af 27 Frankrig’er.

Historien melder heller ikke noget om, hvor mange arbejdspladser regeringens økonomiske politik, der bl.a. har medført et voldsomt fald i landbrugseksporten har kostet i arbejdspladser, se også tidligere indlæg.

Martin Redrado, direktør for nationalbanken

Seneste kapitel i den argentinske regering under ledelse af Christina Fernández’s forsøg på, at finansiere det offentlige forbrug ser foreløbig ud til at være slået fejl.

Tidligere har man brandsbeskattet Argentinsk landbrugseksport (til stor glæde for konkurrenterne i bl.a. Brasilien), ligesom man har nationaliseret befolkningens private pensionsopsparing. Seneste forsøg på at finansiere det offentlige forbrug var da man i sidste måned forlangte, at nationalbanken afleverede 6,6 mia. USD. af valutaresserven. Det nægtede nationalbankens direktør, Martín Redrado, hvorefter præsident Christina Fernández Kirchners ønskde at fyre ham. Ifølge den argentinske forfatning har regeringen ikke beføjelse til at afskedige nationalbankdirektøren, hvilket landets højesteret stadfæstede i fredags. Martín Redrado har da også understreget, at han bliver siddende indtil hans mandat udløber til september. Ifølge forfatningen kræver enhver overførelse af reserver kongressens godkendelse, og denne er kontrolleret af oppositionen.

Den argentinske regerings problem er, at man fortsat ikke har indgået en endelig aftale med utilfredse kreditorer oven på beslutningen om ikke at tilbagebetale hele gælden til udlandet under den tidligere præsident,  Christina Fernández’s mand, Néstor Kirchner. Sammen med en generel mistro til den førte økonomiske politik har det indebåret, at det ikke er muligt for den argentinske stat at låne på almindelige vilkår i udlandet.

Efter en række år med høj økonomisk vækst efter nedsmeltningen af den argentiske økonomi i 2001 og den efterfølgende default, er den økonomiske vækst faldet drastisk de senere år, samtidig med at høj inflation, – der reelt er betydeligt højere end den officielt rapporterede – har det haft mærkbare konsekvenser for mange argentinere. Ifølge det seneste nummer af The Economist kom Argentina ud af 2009 med et fald i BNP på ½%, ikke værst – til gengæld forventes en vækst på kun 1,4% i 2010, hvilket er markant dårligere end resten af regionen (bortset fra Venezuela der har endnu større økonomiske problemer end Argentina). Det skal medtages, at både Economist tal og tal i ovenstående figur er usikre, på grund af den løbende manipulering af statistik i Argentina. Denne foretages for at få tallene til at se pænere ud end der reelt er basis for.

Den voksende indelandske utilfredshed indebar, at regeringen mistede sit flertal ved sidste års valg til parlamentet.

Et grundlæggende problem er, at den førte økonomiske politik siden 2001 har været præget af en manglende respekt for markedet og den private ejendomsret, en voldsom korruption, hyppig brug af administrative prisfastsættelser, nationalisering af opsparing osv. ´De offentlige midler er i vid udstrækning blevet brugt til at befæste sin magt i et klientalistisk system, det bliver sværere og sværere for præsidentparet af finde midler til at finansiere.

Den økonomiske politik har med andre ord været af den traditionelle Latinamerikanske slags, der heldigvis er på retrete i en del andre lande i regionen. Manglen på en robust økonomisk politik har da også indebåret, at investeringsniveauet har været meget lavt. Den fremtidige potentielle økonomiske vækst er derfor yderst begrænset, med mindre investeringsraten stiger markant. den vækst der har fundet sted har primært været mulig på grund af de investeringer der fandt sted i 1990erne.

Den seneste udvikling kan ses som en repetition af en efterhånden lang argentinsk tradition for ustabil økonomisk vækst, der over tid har medført at Argentina, der en gang var et af verdens rigeste lande, i dag blot er endnu et mellemindkomstland blandt mange. Nok er man fortsat blandt LAtinamerikas rigeste lande, kun overgået af Chile (og Pourto Rico), men det er primært resultatet af, at stort set alle lande i denne del af verden indtil for få årtier siden førte en nogenlunde lige så tåbelig økonomisk politik som i Argentina.

Skulle den nuværende udvikling fortsætte, vil en række af de mere åbne og dynamiske økonomier i regionen, også økonomier der i dag er meget fattigere end Argentina, på et tidspunkt blive mere velstående. Det drejer sig om så forskellige lande som Peru, Panama, El Salvador osv.

Cristina og Néstor Kirchner

Efter at Argentinas højesteret i fredags meddelte at det ikke er muligt for regeringen at fyre nationalbankdirektøren befinder Argentina sig derfor i en institutionel krise. Hvis ikke regeringen går “fingre i” valutareserverne, som den ønsker, indebærer det, at man vil være nød til at skære i de offentlige udgifter, hvilket yderligere vil forværre regeringens i forvejen meget lave popularitet.

Oven i de økonomiske problemer presser store dele af oppositionen på for at få indledt undersøgelser med henblik på en egentlig rigsretssag mod den siddende præsident. Et yderligere aspekt er, at vicepræsident Cobo, der før har været i opposition til sin præsident, har indkaldt til et møde med oppositionen om krisen, hvor præsidenten ikke deltager.

Det er bestemt en mulighed, at den nuværende krise ender med præsidentens afgang. Det ser ud til at blive stadigt svære for Kirschner parret at fastholde magten, der i vid udstrækning er baseret på et klientalistisk system, hvor statens penge bruges til at “aflønne” allierede der tilgengæld forholder sig loyale overfor regeringen.

Krisen kan aflæses af markedet, der har reageret med fald på både aktiemarkedet og markedet for statsobligationer, mens Argentinas internationale kreditvurdering fortsat falder.

Vi venter spændt på næste akt i det tragisk-komiske argentinske drama, der efterhånden har varet i mere end 50 år.

BNP, faste priser 1950-2007 i Danmark og Argentina

kilde: Penn World tables 6.32