USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Arrestordren blev dog for et par dage siden sat i bero på grund af indsigelser fra Costas forsvarsteam, men anklagerne opretholdes.

Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i Tarija (i det sydlige Bolivia) i den nordøstlige region Beni.

Bolivia har historisk haft et elendigt, ineffektivt og korrupt retssystem, og lynchinger er et fortsat tilbagevendene problem.

I El Alto, en af Bolivias fattigste og hurtigst voksende byer, med en befolkning på over 600.000 er det ikke usædvanligt at se dukker hængende med et reb om halsen fra lygtepæle som en makaber advarsel til potentielle tyve og forbrydere. Beboerne har meget lidt tillid til hverken politi eller domstole. Derimod tager de ofte sagen i egen hånd og klynger formodede gerningsmænd op eller slår dem ihjel på anden måde i stedet for at overgive dem til myndigheder.

Der har derfor været god grund til at reformere hele systemet, men desværre har de reformer som regeringen har gennemført kun gjort ondt værre og retssikkerheden er forværret drastisk, ikke mindst hvis man er i opposition til landets socialistiske regering.

I efteråret blev der afholdt et farceagtigt valg af dommere til landets 4 højeste domstole, hvis primære formål synes at være at sikre, at Evo Morales støtter blev valgt. Ved selve valghandlingen udgjorde annulerede og ugyldige stemmesedler over halvdelen af de afgivne stemmer.

Politiseringen af retsystemet er således ved at være komplet. I forvejen har regeringen igennem de senere år systematisk forfulgt, via kontrollen med de offentlige anklagere, enhver oppositionspolitiker som kunne udgøre en potentiel trussel for MAS og Evo Morales.

I forvejen vedtog parlamentet i 2010 en lov, hvorefter alle folkevalgte suspenderes fra deres embede, i tilfælde af enhver form for formaliseret anklage – også før sagen overhovedet er fremsat i en retssal.

Alle præsidenter siden 1996 er blevet anklaget for et eller andet og har på den ene eller anden måde fået begrænset deres muligheder for at arbejde og rejse.

Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.

Og så er det jo fint at man kan sætte sine politiske modstandere ud af spillet ved hjælp af retssystemet.

Det er nu lykkedes Evo Morales i løbet af lidt mere end et år at sætte en solid opbakning fra 2/3 af befolkningen fuldstændigt over styr. Seneste meningsmåling giver ham kun opbakning hos 1/3 af befolkningen.

BNP per indbygger i Bolivia (kilde:IMF)

Det er ironisk at Morales nu står med stort set de samme problemer som hans forgængere, og at der demonstreres, plyndres og smides med dynamit. Morales egen opstigning til magtens tinder skete nemlig også på baggrund af “folkelige” protester, som det vist hedder i journalistik-jargon.

Som The Economist skriver:

The government faces little threat from the formal opposition, partly because some of its leaders have chosen exile in the face of legal harassment. Rather, the main source of the president’s new difficulties lies in his own movement. The MAS is a coalition of far-left parties, indigenous activists and NGOs. Social movements, such as unions and peasant groups, form its political base

Baggrunden for protesterne ligner til forveksling hvad man har oplevet i Bolivia mange gange tidligere, ligesom hele situationen er ved at udvikle sig til hvad der tidligere har tvunget utallige præsidenter til at gå af før udløbet af deres regeringsperiode. Med The Economist afsluttende ord:

Until this year such groups [aktivister og indianske grupper] believed Mr Morales was on their side, and forgave his verbal snafus and missteps. Now many of them will no longer give him the benefit of the doubt. The government’s new slogan is “Governing [is] obeying the people.” Having led the Bolivian street for the past decade, Mr Morales now finds himself ruling at its mercy.

For de der har ved lidt om Bolivias turbulente historie, hvor utilfredsheden for alvor satte gaderne i brand, da regeringen afskaffede/reducerede en række subsidier, kommer den seneste udvikling næppe som den store overraskelse. Bolivia har i lighed med et andet af regionens lande (Ecuador) med overvejende (i hvert fald etnisk) indiansk befolkning, et grundlæggende politisk stabilitetsproblem. Også der er det snarere gadens parlament der afgør hvem der er præsident, når det kommer til stykket, end det er via valgurnerne. Sådan var det også tidligere i Peru, der også for en stor del af befolkningens vedkommende er af indiansk afstamning, og hvor det var så som så med respekten for de demokratiske spilleregler. Men i modsætning til Ecuador og Bolivia har man i de senere år oplevet en meget positiv økonomisk udvikling efter markedsreformer har åbent den peruvianske økonomi. Faktisk er Peru den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi de seneste 10-12 år. Hvis man kan fastholde dette høje vækst niveau er det ikke usandsynligt, at man indefor det kommende årti eller to, atter vil være blandt Sydamerikas rigeste lande, som man var det i begyndelsen af det 19. århundrede.

BNP per indbygger i Peru (kilde: IMF)

Dette i stærk modsætning til Bolivia, der faktisk var mere velstående end f.eks. Brasilien for et halvt århundrede siden. Desværre ser det heller ikke ud til, at man i de nærmeste år vil opleve et tiltrængt paradigmeskifte der. Det kræver nok, at man skal længere “ned i dyndet”, før man erkender, at demokrati og velstand ikke er forenligt med socialisme.

Præsident Evo Morales og vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Evo Morales, der kom til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi, står ironisk nok nu selv for skud, fra bl.a. de indianer organisationer, som tidligere bakkede ham op.

Mens Morales – og ikke mindst hans vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, der er regeringens chef-ideolog – tidligere var blandt de der orkestrerede de mange demonstrationer der fandt sted, når tidligere præsidenter forsøgte at reformere økonomien, må nu selv stå for skud på grudn af Bolivias miserable økonomi.

Og ifølge kritikerne er det med god ret at utilfredsheden ulmer. De beskylder Morales for at køre Bolivia i sænk, bl.a. fordi den førte politik har skræmt udenlandske investorer ud af Bolivia. Samtidig er der mangel på basale fødevarer som f.eks. sukker, og et forsøg på at reducere subsidieringen af bl. a. brændstof har udløst stor vrede.

De store demontrationer i slutningen af december, der tvang Morales til at ændre politik fra en hurtig ophævelse af subsidier til en gradvis ophævelse,  kommer efter et år med vigende opbakning fra bl.a. landets indianere og deres organisationer. Godt nok repræsenterer de mindre end 20% af befolkningen (kulturelt er Bolivia, på trods af Morales retorik og markedsføringen i forhold til resten af verden mere europæisk end indiansk) , men har i årtier været et vigtig magtfaktor på grund af deres “udenomsparlamentatiske” aktiviteter, når de ikke fik deres vilje, i stigende grad har vendt sig mod Morales.

Læs mere her

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1′s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at  blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej.

Med den stadigt dybere krise, som vi flere gange har skrevet om her på bloggen, er Chavez popularitet ellers stærkt for nedafgående. Det indebærer dog ikke at man skal forvente et regimeskifte foreløbig. For samtidig med at Chavez regimet i lighed med tidligere tiders “stærke mænd” i sydamerikansk politik systematisk har formået at ødelægge de dele af den offentlige sektor der faktisk fungerede før han kom til magten – det statslige olieselskab blev indtil Chavez blev præsident anset for at være et af de mest veldrevne og effektive olieselskaber i regionen. Efterfølgende er både olieproduktion og effektivitet faldet drastisk. Udbredt korruption og en manglende forståelse for fundamentale økonomiske sammenhænge har yderligere medført at Venezuelas infrastruktur – ikke mindst indenfor energi i den grad mangler investeringer. De enorme olieindtægter er i stedet gået til at sikre HugoCchavez magt og indflydelse – også andre steder i regionen. Og samtidig har han knyttet Venezuela stærkere og stærkere til Cuba. Der er således stigende utilfredshed internt i Venezuela med, at Chavez placerer flere og flere cubanere i centrale positioner, bl.a. indenfor landets sikkerhedsapparat. Denne udvikling bringer ubehagelige mindelser tilbage fra udviklingen under Salvador Allende i Chile, hvor den cubanske ambassade endt med at have flere ansatte end hele det chilenske udenrigsministerium.

Og der er reelt også meget på spil for den populistisk venstrefløj i regionen. Venezuela har været helt central for, at et oprør i Santa Cruz i det østlige (velstående) Bolivia ikke lykkedes i 2007. Godt nok afviste både Bolivias og Venezuelas regering af venezuelanske tropper havde været indvolveret i nedkæmpelsen af oprøret, og Economist valgte at bringe et slags dementi af en tidligere historie, men…. gå ind og se “dementiet” her.

Skulle Chavez falde, vil det kunne få meget omfattende betydning for den interne magtkamp der foregår mellem centralregeringen og de østlige provinser i Bolivia. For Cuba vil det naturligvis også være et problem, da de næppe kan forvente den massive økonomiske støtte fra en ny regering, som de i dag modtager qua Hugo Chavez.

reklame for coca-drink - det var dengang

Der var en gang hvor ordet Coca i Coca-Cola skulle tages helt alvorligt. Således forskrev den oprindelige opskrift på Coca Cola, at der blev tilsat ca. 150 gram coca blade for hver 3,8 liter sirup. Nu introducerer Evo Morales så læskedrikken Coca Colla – hvor bogstaverne vil blive trykt på rød baggrund. Der er tale om en gammel drøm fra den tidligere coca-bonde (cocalero) og nuværende præsident i Bolvia. Selv om navnet måske mest af alt minder om drilleri overfor en nok så kendt amerikansk producent af læskedrikke o.m.a., er der en hvis mening i valget af navnet Colla, der på to af de lokale indianske sprog er betegnelsen for befolkningen i Andesbjergene (det staves dog Kolla), der har tygget kokablade i århundrede.

Morales har siden han tiltrådte som præsident kæmpet for en anerkendelse af coca blade, der siges at være god mod højdesyge, svimmelhed og sult. Senest tyggede han demonstrativt coca blade ved et FN-topmøde om narkotika sidste år, hvor han i samme anledning understregede, at “Vi er for cocablade, men mod kokain”.

Under sloganet “Coca Sí, cocaina no” har man i de sidste 3 år arbejdet for promoveringen af alternativ brug af  koka, f.eks. i mel, slik og spiritus, samt som nævnt læskedrikken Coca Colla. Indtil videre vil Coca Colla (ikke overraskende) kun blive solgt i Bolivia.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

Det er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Som det fremgår af nedenstående figur 1, der viser udviklingen i BNP per capita siden midten af det forrige århundrede, er Bolivia karakteriseret ved stort set har samme BNP per capita nu, som i midten af det 20. århundrede. Honduras har derimod (trods alt) over den betragtede periode oplevet stigende velstand.  Begge landes udvikling i BNP er præget af voldsomme udsving i BNP – især Bolivia, der i midten af 1980erne oplevede en decideret nedsmeltning af økonomien med reel hyperinflation.

Figur 1.

Kilde: Penn world tables 6.3

det er også fælles for de to lande, at de gennemførte en række markedsliberale reformer i 2. halvdel af 1980erne (Bolivia) og op gennem 1990erne. Dette er en væsentlig del af forklaringen til de seneste årtiers fornyede vækst efter 1980ernes krise. I modsætning til Honduras, hvor reformerne er fortsat (og korruptionen rent faktisk er faldet), har man oplevet en tilbagerulning af reformer og privatiseringer i Bolivia efter 2005, med en fornyet bølge af nationaliseringer.

Mens Zelaya i Honduras blev valgt på et helt anderledes program end det han endte op med at stå for og kom i opposition til sit eget parti i kongressen, kan man som anført ikke beskylde Evo Morales for at have stået for ét før valget og så gøre noget helt andet efter. Og der er næppe belæg for det, når O’Grady stort set påstår, at han ikke har et flertal bag sig i Bolivia, med ordene;

Mr. Morales is expected to win re-election [han vandt i søndags med over 60% af stemmerne] easily, in part because in many areas that he controls voters will be escorted into polling booths to make sure they choose correctly. His party, Movement for Socialism (aka MAS for its Spanish initials), is almost certain to retain control of the lower house of congress and is likely to win the senate, which until now has been controlled by the opposition.

Derimod er det meget sandsynligt, at Mary O’Grady har ret, når hun bemærker, at Morales valsejr på sigt kommer til at betyde, at;

Mr. Morales’s rule will be almost impossible to challenge. But this should not be interpreted as a national embrace of his politics. He will pull off his power grab thanks to a policy of terror against his adversaries.

Mary O’Grady’s bekymring for demokratiet i fremtidens Boliva er bestemt berettiget. Historisk er alle socialistiske eksperimenter endt med enten et kup (f.eks. Chile) eller diktatur (f.eks. Nicaragua under Ortega i 1980erne og Cuba under Castro). Kun den mest blåøjede medarbejder i en af de utallige ulandsorganisationer med deres romantiske (og naive) forestillinger om mulige kombinationer af kultur og velstand – eller mere hardcore socialistiske ideologer – vil formentlig bestride, at der er en reel fare for at Evo Morales indiansk-socialistiske eksperiment vil ende i diktatur.

Men måske er genvalget af Evo Morales også en god grund til at se på tidligere præsidenters ansvar for den udvikling, der for 4 år første gang ledte til valget af Morales som præsident. Et valg der blev konfirmeret i søndags. Der er også god grund til at se på nogle af de forskelle der eksisterer mellem Bolivia og Honduras.

Hvor Honduras befolkning for 90% vedkommende består af mestitzo (efterkommere efter den oprindelige befolkning og kolonisatorerne), og det der betegnes som egentlige indianere kun udgør 7% af honduras befolkning, er Bolivia etniske sammensætning væsentligt anderledes. Det der betegnes som indianere udgør et stort flertal. Ifølge CIA World Fact Book, består Bolivias befolkning af 30% Quechua indianere, 5% Aymara indianere, mens  mestizo udgør 30% og den hvide del af befolkningen udgør 15%. Det skal understreges at skillelinien, ligesom i andre lande i Latinamerika med et stort indiansk islet, går – ikke mellem de hvide og resten af befolkningen – men derimod mellem de der opfatter sig selv som indianere på den ene side og resten af befolkningen, mellem det “traditionelle” (og kollektive) samfund og det “moderne” individ-orienterede samfund. Forskellene i velstand lader sig kun delvist forklare ved diskriminering/undertrykkelse af indianerne (selv om det har været en del af Bolivia historie). Det er også et resultatet af en kulturelt determineret forskel i mulig levestandard. Heri ligger tragedien ved Evo Morales higen efter en indiansk-socialistisk samfundsmodel, der i høj grad er inspireret af nogle lettere tågede forestillinger om hvordan de indianske samfund fungerede før koloniseringen,  - ikke af spanierne, men af Inkaerne! Ved promoveringen af etnisk betinget kollektiv ejendomsret på bekostning af individuel ejendomsret, fremmes et – alt andet lige – mindre effektivt og dermed mindre velstående samfund.

Den ansete engelske journalist og kender af Latinamerika, Michael Reid, der i mange år skrev  for The Economist, bemærker følgende om Bolivias første indianske præsident og selve termen “indianer” i sin bog “Forgotten Continent – The battle for Latin America’s Soul“;

The term “Indian” is of course a colonial imposition, and derives from a geographical misunderstanding to boot. But it’s embrace by some of the indigenous activists was a way of generalising their condition beyond that of each linguistic sub-group. It is also a shifting, socially defined catagory. Two decades ago, Evo Morales would have described himself as a mestizo, and in many ways he is one.”

Morales hang til indianske klædedragter er da også af nyere dato. Hans vej til toppen i Boliviansk politik gik over de “oprør” der fulgte i kølvandet på 90ernes reformer, der på en og samme gang var nødvendige, indebar øgede udenlandske investeringer og fornyet økonomisk vækst (se figur 1), men samtidig – med rette – blev genstand for kritik om korruption og svindel.

Helt central i venstrefløjens og antiglobaisternes mytologi står begivenhederne i Cochohamba i Bolivia. Cochohamba, Bolivias 3. største by, var i 1980 en lettere søvnig by med ca. 200.000 indbyggere i 1980,  man kan skylde sin stegte and ned med masser af god øl fra det lokale bryggeri, grundlagt af tyske immigranter. Denne søvnige idyl brast, da byen blev et centrum for handlen med kokain, drevet af efterspørgslen i USA. Dette kombineret med bl.a. kraftig indvandring fra det fattige Altiplano, bl.a. Evo Morales har indebåret, at Cochamba omdannedes til en kaotisk by der i løbet af 1990erne havde tredoblet indbyggertallet, (selvføgelig) uden at infrastrukturen fulgte f.eks. kunne vandforsyningen ikke følge med den hastige vækst i indbyggertallet.

Myndighederne, med borgmesteren i spidsen, ønskede at løse problemet ved at bygge en 120 meter høj dæmning ved Misicuni floden og føre vandet via en 19,5 km lang tunnel gennem bjergene til Cochohamba. fordelen ved projektet var, at man samtidig øgede elektricitetsforsyningen, til gengæld ville projektet koste omkring 1/4 mia. dollars. Verdensbanken mente at dette var for dyrt og støttede derimod et billigere projekt, hvor prisen på vand ikke ville stige de første 5 år. Den bolivianske regering støttede, efter pres fra Cochohambas borgmester den oprindelige plan, og indgik en kontrakt med “Aguas del Tunari, der overtog byens vandforsyning. For at kompensere for omkostningerne ved de nye anlæg satte man priserne op med i gennemsnit 43%, hvilket udløste voldsomme protester fra især byens fattige befolkning, hvor en mindre del brugte op mod 1/3 af deres indkomst på vand efter prisstigningerne.

Protesterne kulminerede i første omgang i begyndelsen af 2000, hvor en 17 årig demonstrant blev dræbt. Hvad der herefter skete kan kun betegnes som absurd og udtryk for fuldkommen panik hos den daværende regering under Hugo Banzer, der ophævede kontrakten med Aguas del Tunari, hvorefter Arguas del Illimani, der i forvejen stod for vandforsyningen i La Paz, overtog den. De nægtedes at sæte prisen op 8i forohld til den oprindelige), også selv om deres prisstigninger var væsentligt lavere og ville have indebåret at priserne fortsat var lavere end i de fleste andre bolivianske byer. for at kompensere for dette valgte Arguas del Illimani at hæve prisen for nye tilslutninger (inkl. skrald) til 450 USD. – svarende til ½ års løn for mange af byens fattige indbyggere. Men venstrefløjen dette som en  ”sejr” i “vandkrigen”. Sammen med en succesfulde (og voldelige) kampanger mod at Bolvia eksporterede gas til USA og Chile, der inkluderede at man tvang to præsidenter til at gå af, lykkedes det i 2005 Evo Morales at vinde præsidentposten baseret på støtte fra store dele af den indianske befolkning og en hæmningsløs nationalistisk retorik.

Selv om Bolivias økonomi har oplevet en positiv vækst i indeværende årtusinde, først og fremmest på grund af gunstige priser på mineraler samt gas og olie, er bagsiden af ovenstående udvikling at der har været et drastisk fald i nødvendige undelandske investeringer, samtidig med at de offentlige investeringer har været få og ineffektive. Bolivia er derfor yderst sårbar overfor ændringer i priserne på dets eksportprodukter, ligesom yderligere økonomisk ekspansion må forventes at falde, med mindre investeringer øges.

Til gengæld er man godt i gang med at bytte tidligere tiders diskriminering (og racisme) vendt mod den indianske del af befolkningen ud med en omvendt diskriminering. Samtidig indebærer et nyt kollektivt system for ejendomsretten, at mobiliteten mindskes, mens særlige rettigheder for den indianske del af befolkningen er at sidestille med omvendt diskriminering. Da der samtidig er betydelige forskelle i både levestandard og kultur mellem den fattige vestlige del (højlandet) og den rigere østlige del (lavlandet), hvor de fleste bolivianere af europæisk afstamning bor, er en egentlig blodig indre konflikt/borgerkrig et muligt scenarie.

Men denne grundlæggende konflikt, som Evo Morales og hans MAS har forstået at drage fordel af, har naturilgvis historiske rødder, og fortidens præsidenter og magthavere bærer naturligvis et stort ansvar for at det aldrig er lykkedes at egentlig boliviansk identitet. Dette til forskel fra Honduras, hvor indbyggerne, på trods af store sociale og økonomiske forskelle, i højere grad opfatter sig som honduranere end tilhørerne en speciel etnisk/kulturel gruppe.

Evo Morales har efter al sandsynlighed ikke vundet det 2/3 flertal i underhuset (men nok i senatet), som er nødvendigt for yderligere ændringer af forfatningen. Det er nødvendigt, hvis Evo Morales skal kunne stille op til en tredie valgperiode, uhindret sikrer sine allierede ansættelse på centrale offentlige poster samt diktere ny lovgivning, der øger bestemte indianerstammers  (kollektiv) råderet og ejerskab over store territorier. Til gengæld indebærer de allerede gennemførte ændringer, at indianere er sikret et bestemt antal pladser i de lovgivne forsamlinger og at ændringer kan gennemføres hvis blot 2/3 af de fremmdte i underhuset stemmer for. Det åbner op for at man forhindrer oppositionens medlemmer at kunne møde frem. En mulighed der måske virker absurd i vores ører, men oplagt i en boliviansk virkelighed.

Indtil videre kan Bolivia fortsat betegnes som et demokrati. Spørgsmålet er dog hvor længe. Til gengæld lever Bolivia (desværre) til fulde op til tesen om at lande rige på naturressourcer ofte ender med at være befolket af fattige mennesker. På trods af en økonomisk vækst i 2008 på 6% og en vækst på 3% i år, er der ikke meget der  tyder på, at Bolivia en gang for alle får løst sit kroniske problem med at sikre langsigtet økonomisk vækst. I 1950 var BNP 1/3 højere end Honduras, i dag er det næsten ens (og Honduras kan bestemt ikke beskrives som et “vækst-mirakel” – se figur 1. Og måler man i forhold til den regionale stormagt Brasilien (der med globale briller kun har haft en middelvækst i den pågældende periode), er Bolivias stagnation endnu mere slående . I 1950 var BNP per capita næsten det halve af Bolivias – og dermed også væsentlig lavere end Honduras. Små 60 år senere er BNP per capita i Brasilien mere end dobbelt så høj som i Honduras og Bolivia.