For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne.

I “The Washington Post” bemærkes i en artikel, hvor sympatien bestemt ikke er på guvernørRuben Cruz side, at :

Lowlands peoples’ anger with Morales was on display at a Jan. 25 banquet in the eastern city of Santa Cruz, where leaders of Bolivia’s main lowlands indigenous federation, known as CIDOB, forged an alliance with Santa Cruz’s business-friendly Gov. Ruben Costas, Morales’ arch-nemesis.

Three years earlier, federation activists had battled Costas’ confederates in the streets with sticks and rocks, defending Morales’ revolution against a pro-autonomy campaign by the wealthy agribusinessmen Costas represents.

Now the two groups were breaking bread at an exclusive club where Bolivia’s indigenous were more accustomed to waiting tables.

Artiklen overser at splittelsen mellem Evo Morales og en række af de indianerorganisationer, som hjalp ham til magten, går længere tilbage. Faktisk kom der allerede alvorlige skår i samarbejdet kort efter Morales genvalg med næsten 2/3 af stemmerne i 2009, Disse forstærkedes i forbindelse med lokalvalgene i 2010, hvor Evo Morales og MAS åbentlyst søgte at sabotere og (med succes) udelukke kandidater som truede MAS egne kandidater.

Ser man på den dækning som Boliva og Evo Morales har fået i vestlige medier – og den opfattelse som deles af mange “progressive” NGO’ere – er det slående hvor lidt kendskab de har til Bolivias (eller resten af Andes-regionens) historie. Oftest gengives de interne konflikter som konflikter mellem de af indiansk afstamning og efterkommerne efter de europæiske kolonisatorer. Reelt er der tale om en konflikt som slet ikke kan beskrives i rent etniske termer, men udspringer af helt andre forhold.

Evo Morales kom i 2006 til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi. Hans brug af indianerorganisationerne og deres evne til at mobilisere medlemmer har været en gennemgående fænomen i Bolivia gennem de sidste 60 år. Og nu hvor utilfredsheden med Morales er voksende, vender de sig fra ham.

Evo Morales er bestemt ikke den første af indiansk afstamning, som er kommet til tops i det politiske system. Flere af hans forgængere havde også rødder i den oprindelige indianske befolkning. Vurderet på kulturelt ståsted er Evo Morales heller ikke mere indianer end flertallet af bybefolkningen i Bolivia. Det afslørede han eftertrykkeligt, da han i forbindelse med lokalvalget i 2010 ved et vælgermøder blev mødt med opfordringer fra publikum til at holde talen på hans forældres oprindelige sprog. Det kunne han ikke, fordi han ikke taler sproget.

Kulturelt er Evo Morales derfor at betragte som mestiz. Det vil sige en blanding af europæer og indianer. Hermed ligner han det store flertal af landets befolkning. Målt på både sprog og levevis, anslås det således at under en femtedel af landets befolkning som lever op til de fordomme, som vestlige medier og NGOere ofte har om Bolivia. Et problem, som også gør sig gældende, når medierne beskæftiger sig med Peru og Ecuador. De to andre Andes lande, hvor en stor andel af befolkningen er af indiansk afstamning.

Hvis vi ser bort fra det ganske overfladiske og intetsigende faktum, at Morales er født af indianske forældre, viser det sig også, at den reelt førte politik på flere områder minder om den type af nationalistisk venstrepopulisme, som er set flere gange i regionen siden midten af det 20. århundrede.

Vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Det er værd at bemærke, at vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, som er regeringens chef-ideolog, er tidligere universitets-professor og bagmanden for MAS stærkt maoistisk inspirerede ideologi.

At Washington Post så har ret i, at der formentlig er tale om en bekvem alliance mellem CIDOB og VERDES, med udgangspunkt i at de har en fælles fjende er en anden ting. Den reelle konflikt i Bolivia – ligesom i resten af Andes regionen, hvor politisk ustabilitet snarere har været reglen end undtagelsen – er i grundlæggende en konflikt mellem det moderne og det traditionelle.

Der er intet nyt i at indianerorganisationer, efter at have været med til at bringe en præsident til magten, herefter vender sig i mod ham og arbejder for hans fald. Sådan fungerer politik i den del af verden. Og i modsætning til Peru, hvor man målbevidst går efter at opbygge bedre institutioner efter europæisk/amerikansk forbillede – herunder at styrke tredelingen af magten og sikre uafhængige domstole. Har udviklingen under Evo Morales været omvendt. Her har man siden 2006 kontinuerligt undergravet tredelingen af magten, ligesom det i forvejen ringe retssystem under Evo Morales er blevet endnu ringere.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Arrestordren blev dog for et par dage siden sat i bero på grund af indsigelser fra Costas forsvarsteam, men anklagerne opretholdes.

Rubén Costas er bare den seneste af en stærke oppositionspolitikere, som regeringen og dens støtter prøver at sætte ud af spillet. Samme taktik er tidligere anvendt mod guvernørerne i Tarija (i det sydlige Bolivia) i den nordøstlige region Beni.

Bolivia har historisk haft et elendigt, ineffektivt og korrupt retssystem, og lynchinger er et fortsat tilbagevendene problem.

I El Alto, en af Bolivias fattigste og hurtigst voksende byer, med en befolkning på over 600.000 er det ikke usædvanligt at se dukker hængende med et reb om halsen fra lygtepæle som en makaber advarsel til potentielle tyve og forbrydere. Beboerne har meget lidt tillid til hverken politi eller domstole. Derimod tager de ofte sagen i egen hånd og klynger formodede gerningsmænd op eller slår dem ihjel på anden måde i stedet for at overgive dem til myndigheder.

Der har derfor været god grund til at reformere hele systemet, men desværre har de reformer som regeringen har gennemført kun gjort ondt værre og retssikkerheden er forværret drastisk, ikke mindst hvis man er i opposition til landets socialistiske regering.

I efteråret blev der afholdt et farceagtigt valg af dommere til landets 4 højeste domstole, hvis primære formål synes at være at sikre, at Evo Morales støtter blev valgt. Ved selve valghandlingen udgjorde annulerede og ugyldige stemmesedler over halvdelen af de afgivne stemmer.

Politiseringen af retsystemet er således ved at være komplet. I forvejen har regeringen igennem de senere år systematisk forfulgt, via kontrollen med de offentlige anklagere, enhver oppositionspolitiker som kunne udgøre en potentiel trussel for MAS og Evo Morales.

I forvejen vedtog parlamentet i 2010 en lov, hvorefter alle folkevalgte suspenderes fra deres embede, i tilfælde af enhver form for formaliseret anklage – også før sagen overhovedet er fremsat i en retssal.

Alle præsidenter siden 1996 er blevet anklaget for et eller andet og har på den ene eller anden måde fået begrænset deres muligheder for at arbejde og rejse.

Ideen om “The Rule of Law” opfattes muligvis af nogen som en gemen europæisk opfindelse som ikke passer ind i Maoisten Morales virkelighed. I stedet praktiseres “The Law of Rulers” og det er muligvis kun et spørgsmål om tid før man endegyldigt afskaffer den sidste rest af demokrati. Det kan der også være god grund til at gøre hvis Evo Morales ønsker at beholde magten fremover. Siden han blev genvalgt i 2009 er hans popularitet faldet drastisk. De seneste meningsmålinger tyder på, at han kun har opbakning hos ca. 1/3 af vælgerne.

Og så er det jo fint at man kan sætte sine politiske modstandere ud af spillet ved hjælp af retssystemet.

Det er nu lykkedes Evo Morales i løbet af lidt mere end et år at sætte en solid opbakning fra 2/3 af befolkningen fuldstændigt over styr. Seneste meningsmåling giver ham kun opbakning hos 1/3 af befolkningen.

BNP per indbygger i Bolivia (kilde:IMF)

Det er ironisk at Morales nu står med stort set de samme problemer som hans forgængere, og at der demonstreres, plyndres og smides med dynamit. Morales egen opstigning til magtens tinder skete nemlig også på baggrund af “folkelige” protester, som det vist hedder i journalistik-jargon.

Som The Economist skriver:

The government faces little threat from the formal opposition, partly because some of its leaders have chosen exile in the face of legal harassment. Rather, the main source of the president’s new difficulties lies in his own movement. The MAS is a coalition of far-left parties, indigenous activists and NGOs. Social movements, such as unions and peasant groups, form its political base

Baggrunden for protesterne ligner til forveksling hvad man har oplevet i Bolivia mange gange tidligere, ligesom hele situationen er ved at udvikle sig til hvad der tidligere har tvunget utallige præsidenter til at gå af før udløbet af deres regeringsperiode. Med The Economist afsluttende ord:

Until this year such groups [aktivister og indianske grupper] believed Mr Morales was on their side, and forgave his verbal snafus and missteps. Now many of them will no longer give him the benefit of the doubt. The government’s new slogan is “Governing [is] obeying the people.” Having led the Bolivian street for the past decade, Mr Morales now finds himself ruling at its mercy.

For de der har ved lidt om Bolivias turbulente historie, hvor utilfredsheden for alvor satte gaderne i brand, da regeringen afskaffede/reducerede en række subsidier, kommer den seneste udvikling næppe som den store overraskelse. Bolivia har i lighed med et andet af regionens lande (Ecuador) med overvejende (i hvert fald etnisk) indiansk befolkning, et grundlæggende politisk stabilitetsproblem. Også der er det snarere gadens parlament der afgør hvem der er præsident, når det kommer til stykket, end det er via valgurnerne. Sådan var det også tidligere i Peru, der også for en stor del af befolkningens vedkommende er af indiansk afstamning, og hvor det var så som så med respekten for de demokratiske spilleregler. Men i modsætning til Ecuador og Bolivia har man i de senere år oplevet en meget positiv økonomisk udvikling efter markedsreformer har åbent den peruvianske økonomi. Faktisk er Peru den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomi de seneste 10-12 år. Hvis man kan fastholde dette høje vækst niveau er det ikke usandsynligt, at man indefor det kommende årti eller to, atter vil være blandt Sydamerikas rigeste lande, som man var det i begyndelsen af det 19. århundrede.

BNP per indbygger i Peru (kilde: IMF)

Dette i stærk modsætning til Bolivia, der faktisk var mere velstående end f.eks. Brasilien for et halvt århundrede siden. Desværre ser det heller ikke ud til, at man i de nærmeste år vil opleve et tiltrængt paradigmeskifte der. Det kræver nok, at man skal længere “ned i dyndet”, før man erkender, at demokrati og velstand ikke er forenligt med socialisme.

Præsident Evo Morales og vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Evo Morales, der kom til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi, står ironisk nok nu selv for skud, fra bl.a. de indianer organisationer, som tidligere bakkede ham op.

Mens Morales – og ikke mindst hans vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, der er regeringens chef-ideolog – tidligere var blandt de der orkestrerede de mange demonstrationer der fandt sted, når tidligere præsidenter forsøgte at reformere økonomien, må nu selv stå for skud på grudn af Bolivias miserable økonomi.

Og ifølge kritikerne er det med god ret at utilfredsheden ulmer. De beskylder Morales for at køre Bolivia i sænk, bl.a. fordi den førte politik har skræmt udenlandske investorer ud af Bolivia. Samtidig er der mangel på basale fødevarer som f.eks. sukker, og et forsøg på at reducere subsidieringen af bl. a. brændstof har udløst stor vrede.

De store demontrationer i slutningen af december, der tvang Morales til at ændre politik fra en hurtig ophævelse af subsidier til en gradvis ophævelse,  kommer efter et år med vigende opbakning fra bl.a. landets indianere og deres organisationer. Godt nok repræsenterer de mindre end 20% af befolkningen (kulturelt er Bolivia, på trods af Morales retorik og markedsføringen i forhold til resten af verden mere europæisk end indiansk) , men har i årtier været et vigtig magtfaktor på grund af deres “udenomsparlamentatiske” aktiviteter, når de ikke fik deres vilje, i stigende grad har vendt sig mod Morales.

Læs mere her

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1′s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at  blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej.

Med den stadigt dybere krise, som vi flere gange har skrevet om her på bloggen, er Chavez popularitet ellers stærkt for nedafgående. Det indebærer dog ikke at man skal forvente et regimeskifte foreløbig. For samtidig med at Chavez regimet i lighed med tidligere tiders “stærke mænd” i sydamerikansk politik systematisk har formået at ødelægge de dele af den offentlige sektor der faktisk fungerede før han kom til magten – det statslige olieselskab blev indtil Chavez blev præsident anset for at være et af de mest veldrevne og effektive olieselskaber i regionen. Efterfølgende er både olieproduktion og effektivitet faldet drastisk. Udbredt korruption og en manglende forståelse for fundamentale økonomiske sammenhænge har yderligere medført at Venezuelas infrastruktur – ikke mindst indenfor energi i den grad mangler investeringer. De enorme olieindtægter er i stedet gået til at sikre HugoCchavez magt og indflydelse – også andre steder i regionen. Og samtidig har han knyttet Venezuela stærkere og stærkere til Cuba. Der er således stigende utilfredshed internt i Venezuela med, at Chavez placerer flere og flere cubanere i centrale positioner, bl.a. indenfor landets sikkerhedsapparat. Denne udvikling bringer ubehagelige mindelser tilbage fra udviklingen under Salvador Allende i Chile, hvor den cubanske ambassade endt med at have flere ansatte end hele det chilenske udenrigsministerium.

Og der er reelt også meget på spil for den populistisk venstrefløj i regionen. Venezuela har været helt central for, at et oprør i Santa Cruz i det østlige (velstående) Bolivia ikke lykkedes i 2007. Godt nok afviste både Bolivias og Venezuelas regering af venezuelanske tropper havde været indvolveret i nedkæmpelsen af oprøret, og Economist valgte at bringe et slags dementi af en tidligere historie, men…. gå ind og se “dementiet” her.

Skulle Chavez falde, vil det kunne få meget omfattende betydning for den interne magtkamp der foregår mellem centralregeringen og de østlige provinser i Bolivia. For Cuba vil det naturligvis også være et problem, da de næppe kan forvente den massive økonomiske støtte fra en ny regering, som de i dag modtager qua Hugo Chavez.