Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Indtil videre har politiet fundet hans navn tatoveret på op mod 70 crack-brugere, plus et ukendt antal døde.

Navnet er Freudenthal, og givet at der kun er én indbygger i den pågældende by med dette navn, Mario Freudenthal, letter det unægteligt politiet i dets arbejde med at finde ud hvem som sælger crack i den pågældende by.

Mario Freudenthal er nu eftersøgt af politiet for handel med narkotika.

Orlando Silva, Partido Comunista do Brasil

Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at  stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.

Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.

For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.

I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.

Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte ”Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.

Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.

Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.

Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.

På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.

Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Helt galt vil det være,  hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.

Det får nu Uruguay til at overveje det fremtidige samarbejde med de øvrige Mercusur lande. Som præsident Mujica udtalte for nyligt:  ”Hvis vi er de samme som ethvert andet land uden for Mercosur, er vi nødt til at genoverveje et par ting”. Udtalelserne kommer efter at Brasilien har annonceret at man vil indføre en midlertidig særtold på 30 procent på import af biler, også fra andre medlemmer af Mercosur-samarbejdet. Tolden vil blive håndhævet indtil den 31. december 2012.

Den eneste måde at undgå særtolden, er hvis bilproducenter eller samlefabrikker i Mercosur kan bevise at  ”det regionale indhold” udgør mindst 65 procent af det samlede produktindhold.

Dette har direkte indvirkning på Uruguays eksport på 15,000 køretøjer årligt til Brasilien, som genererer eksportindtægter for 150 millioner dollars og sikrer mere end 1000 arbejdspladser. Hermed følger Brasilien i sporene på Argentina, som ofte gør brug af muligheden for at indføre midlertidige handelsrestriktioner. Restriktioner som har kostet Uruguay dyrt.

Reelt kan man have Argentina og ikke mindst Brasilien mistænkt for at de gennem disse tiltag forsøger at presse multinationale selskaber til at lægge deres investeringer i de to lande på bekostning af Uruguay. Ikke just befordrende for tillid og regional integration.

Siden han overtog embedet i august 2010, har Santos nedtonet sin forgængers vægtning af det særlige forhold mellem Colombia og USA betydeligt. Ud over at normalisere forholdet til Ecuador og Venezuela, har Santos styrket Colombias position i UNASUR, hvor colombianske María Emma Mejía i dag er generalsekretær.

Ifølge politolog Carlos Medina fra Universid National de Colombia , er målet at indtage Lula’s rolle som regional leder/udfordre hans efterfølger Dilma Rousseff, der anses for at være en væsentligt mindre karismatisk og stærk personlighed. Den nye og mere offensive Colombianske udenrigspolitik skal dog ikke ses som en decideret trussel mod Brasilien. Tværtimod ønsker santos at styrke forholdet til Brasilien, der var det første land han besøgte udenfor Colombia efter hans valgsejr.

Af afgørende betydning i forholdet til de andre sydamerikanske lande er også at Colombias højesteret kort efter Santos valgsejr afgjorde at etableringen af amerikanske baser i Colombia var i strid med grundloven. Netop de tidligere planer om at oprette amerikanske baser i Colombia var et stort problem for forholdet mellem Colombia og ikke kun Venezuela, men også i forhold til andre af de betydelige regionale lande, som f.eks. Argentina og Brasilien.

Ved udnævnelsen af ministre og andre centrale personer i den nye administration er det åbenlyst, at Dilma balancerer på et knivsæg i forhold til de mange interessenter – det være sig koalitionspartneren, det statskonservative/socialdemokratisk/ideologiløse (alt efter smag og behag) PMDB, regionale interesser, hendes eget partis bagland samt indenlandske og udenlandske investorer.

Udnævnelsen af den tidligere finansminister Antonio Palocci til stabschef og valget af Alexandre Tombino som ny direktør for nationalbanken har øget tilliden hos private investorer, men…

Den kommende præsidents erklærede ønske om at sænke realrenten, øge de offentlige investeringer i en utilstrækkelig og forfalden infrastruktur, fastholde høje vækstrater og samtidig at holde inflationen i ave indebærer et krav om en betydelig dæmpning i den offentlige udgiftsudvikling, hvilket forekommer lidet sandsynlig.

Det har ellers ikke skortet på de store ord, som da Dilma i sin sejrstale den 31. oktober understregede, at hendes prioriteringer over de næste fire år var at udrydde ekstrem fattigdom og forbedre kvaliteten af sundhedspleje og uddannelse, samtidig med at man fastholdt den økonomiske stabilitet og (efter brasilianske forhold) lave inflation.

Brasilien har verdens højeste realrente blandt verdens store økonomier (5%), hvilket Dilma ønsker at nedbringe til 2%. Men en af årsagerne til den rekordhøje realrente er at pengepolitikken er alene om at hindre en egentlig overophedning af den brasilianske økonomi, givet at de offentlige udgifter fortsætter med at vokse.  Og selv om Dilma har erklæret at et fald i realrenten på sigt er en målsætning i sig selv, forventes den under alle omstændigheder at stige i de kommende måneder. I første omgang er forventningen, at den toneangivende Selic sats stiger fra 10,75 til 11,25% til januar. Det øger risikoen for at brasiliens valuta stiger yderligere i værdi, hvorved konkurrenceevnen overfor udlandet forringes. En af årsagerne til Brasiliens langvarige høje inflation i 1980erne og begyndelsen af 1990erne var netop hensynet til de eksterne balancer.

Med hensyn til rentesatser i Brasilien er det værd at medtage, at disse intet har at gøre med renteniveauet for “almindelige” lån. Det finansielle system i Brasilien bærer i den grad præg af, at staten spiller en central rolle i allokeringen af ressourcerne, og renterne på almindelige kreditkort og forbrugslån ville herhjemme bliver betegnet som ågerrenter.

Hvis man samtidig ønsker at sænke realrenten og valutakursen kræver det derfor at der kommer styr på de offentlige udgifter, og det kan blive meget svært. De offentlige lønninger og pensioner er steget langt hurtigere end inflationen i de seneste år. Ligeledes er omfanget af subsiduerede lån fra BNDES steget kraftigt. Man regner således med at de har kostet de brasilianske skatteydere omkring 75 mia. danske kroner i år.

Dilma Roussef har talt om nødvendigheden af at få kontrol med de offentlige udgifter og få nedbragt den offentlige nettogæld fra de nuværende 42% til 30% af BNP, men hvordan det skal lykkes står hen i det uvisse. I et land hvor politikere rask væk, som de gjorde for nyligt, giver sig selv lønstigninger på mere end 60%, er det vanskeligt at forestille sig, at man skulle være bedre til at dæmpe væksten i de offentlige lønninger og pensioner. Især ikke når ens egen magtbase i den grad er baseret på netop den offentlige sektor, som det er tilfældet for Dilma og PT.

Men det er selvfølgelig ikke et problem der er begrænset til hverken Brasilien eller mindre velstående lande, det kender vi jo også alt for godt herhjemmefra.

Kilder:

The Economist

Mercopress

O Estado de S. Paulo (Estadao)

Og ikke nok med at militæret sættes ind for at sikre ro og orden. Byens eget politi bliver samtidig underordnet den militære kommandostruktur. Forbilledet er Brasiliens fredsbevarende mission i Haiti. Og baggrunden er ikke mindst at militæret anses for at være væsentligt mindre korrupt end Rio de Janeiros politistyrker.  Når man er oppe på fuld styrke, vil der være 2000 soldater der patruljerer på gaderne hver dag.

Ideen er at uddanne nye politienheder, der kan tage over efter militæret, når det forlader de pågældende områder til oktober næste år. Man må så bare håbe, at disse nye rekrutter ikke som del af deres uddannelse også tilegner sig de mere problematiske sider af Rio’s politis “spidskompetentencer”, hvilket bl.a. indbefatter en høj grad af korruption og en til tider stor brutalitet overfor byens fattige befolkning. Det er formentlig en god ide at holde de nye politifolk på afstand af de allerede eksisterende politistyrker. Der er da også allerede fra flere sider udtrykt bekymring over at militæret skal samarbejde med lokale politifolk, grundet frygten for at det snare bliver dem der lærer af politiet, end politiet der lærer af militæret.

Siden kampene i slutningen af november, som endte med indtagelsen af Complexo Alemao, har der været rygter om at dele af Rios politi hjalp kriminelle med at flygte fra den ene ende af slumkvarteret, mens militær og specialenheder fra andre dele af politiet rykkede frem i den anden ende.

Én ting er, at det er en stor historie i Brasilien. Skandaler, død og ødelæggelse har til alle dage været populært, og der findes TV-stationer i Brasilien der stort set ikke sender andet – omend ikke alle går til den slags yderligeheder som en journalist på en Tv-station i Nordbrasilien, der ganske enkelt selv arrangerede overfald og nedskydninger. Så var han da sikker på at sendefladen kunne fyldes ud.

At historien går verden rundt og fylder en del i andre landes medier må ikke forveksles med, at forholdene er blevet værre. Faktisk er kriminaliteten faldet i Rio de Janeiro siden 1990erne. At vi andre interesserer os for volden i “Cidade Maravilhosa” skyldes først og fremmest, at Brasilien i 2014 står for verdensmesterskaberne i fodbold – hvor finalen selvfølgelig skal spilles på det berømte stadion Maracana i Rio – og  byen to år senere er værtsby for de olympiske lege. I lighed med sidste år, hvor der også var mere end normalt hæftige kampe i og omkring en anden af Rio’s slumkvarterer, har der selvfølgelig også denne gang været advarsler fremme om hvorvidt det nu var en god ide at afholde de olympiske lege i Rio, med tanke på den manglende sikkerhed.

Men der er i og for sig ikke noget usædvanligt i det der er foregået den seneste uge, hvor kampe mellem omkring 1.000-1.500 banditter og lige så mange politistyrker indtil videre har kostet omkring 40 personer livet, bla. en 14-årig pige. Det er langt fra første gang at “borgerkrigen” mellem Rio’s 3 store kriminelle bander og politiet har udløst kampe der i intensitet ikke står tilbage fra egentlig krigsførelse (banditterne er yderst velbevæbnede – ofte bedre end politiet). Sådan har det været gennem de seneste 3 årtier. Det sker også med jævne mellemrum, at uskyldige mennesker bliver fanget i kampene mellem de kriminelle grupper og politiet, der ikke just er kendt for at tage hensyn til, at kampene foregår midt i tætbefolkede boligkvarterer.

Kampene blev er denne gang udløst ved, at kriminelle fra den største kriminelle organisation, Commando Vermelho, for en uges tid siden i en magtdemonstration satte ild til biler og busser flere steder i Rio de Janeiro.

Efter at de kriminelle først blev fordrevet fra et slumkvarter ved navn Vila Cruzeiro er kampene flyttet til det berygtede boligkvarter “Alemão” – et område med ca. 100.000 indbyggere der går under navnet Gaza-striben i folkemunde, og ofte er skueplads for kampe mellem politi og banditter. Ved tidligere tilfælde har man indkaldt regulære kamptropper, men denne har man indtil videre nøjedes med at bruge politiets egne enheder, herunder specialenheden IBOPE, man hardog lånt armerede køretøjer af marinen, se også video nedenfor.

Click here to view the embedded video.

På nuværende tidspunkt (lørdag aften dansk tid) kæmpes der i og omkring Complexo Alemão, – og der skydes bl.a. mod politiets helikoptere.

It’s the drugs stupid

Som jeg tidligere har skrevet om her på Americas, er der en række særlige forhold omkring Rio de Janeiro, der faciliterer, at volden og kriminaliteten er særligt slem i forhold til andre brasilianske byer. Geografien med de mange bjerge, og kvarterernes snævre gader gør, at det er relativt nemt for de bander der styrer den enkelte bydel at forsvare sig mod både politiet og rivaliserende bander.

Netop eksistensen af rivaliserende bander er et særligt problem i Rio de Janeiro, hvor byens slumkvarterer domineres ikke af en, som det er tilfældet i de fleste andre brasilianske byer, men af 3 forskellige bander, der fra tid til anden prøver at øge deres territorier ved at angribe bydele under en af de rivaliserende banders kontrol.

Denne gang er kampene dog ikke udløst af indbyrdes krig mellem rivaliserende bander, men synes derimod først og fremmest at være resultatet af en magtdemonstration fra Commando Vermelho’s side. Det er ikke første gang det sker. For et par år siden var São Paulo nærmest i undtagelsestilstand, da flere politistationer blev angrebet og bybusser blev brændt af. Angiveligt fordi man var utilfreds med behandlingen af fængslede bandemedlemmer.

Men uanset hvad der har udløst den seneste tids kampe, handler det grundlæggende om én ting. Eller med en omskrivning af Bill Clintons berømte udtalelse fra valgkampen i USA i 1992 -

“It’s the drugs stupid!”

Se også nedenstående interview med medlemmer af Commando Vermelho, optaget i Rio de Janeiro af et engelsk TV-hold.

Click here to view the embedded video.

Update 28.11.2010:

Alemão skulle nu være indtaget af myndighederne, og der blev ved aktionen både brugt regulære politifolk, specialenheder og militærtropper, se også video fra dagens hændelser på Globo