I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Det indledte en lang periode, hvor Chile indtog en paria-lignende position i alverdens medier. Selv lang tid efter Pinochet var trådt tilbage, efter at have tabt en folkeafstemning i 1989, og demokratiet genindført, var hovedparten af den omtale Chile fik i medierne – ikke mindst herhjemme – en fortsat kogen suppe på Pinochets militærstyre.  Et diktatur, der nok var brutalt, men dog langt overgås af den undertrykkelse som befolkningerne i andre dele af regionen har været udsat for, uden det efterfølgende har generet nær samme medieomtale. Et er sikkert, man har aldrig været centrum for så meget positiv opmærksomhed før.

Det har været som om det faktum at kuppet i 1973 væltede en demokratisk socialistisk præsident  i sig selv var særligt slemt. Men lige så lidt som man kan forsvare de overgreb på politiske modstandere, der fulgte i kølvandet på kuppet i 1973, inklusiv tortur og mord, lige så lidt kan man naturligvis gradbøje undertrykkende regimer alt hvilken politisk overbevisning de forfulgte har. Men det er lige præcis hvad man efterfølgende har gjort i Chile’s tilfælde.

At Chile  i det sidste kvarte århundrede har været Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er regionale mestre i fattigdomsbekæmpelse og i løbet af 1990erne etablerede Sydamerikas mest stabile demokrati i regionen bliver kun sjældent omtalt.

Måske er en del af brøden, at de centrum-venstre regeringer der havde magten frem til februar i år, hvoraf flere præsidenter kom fra Allende’s socialistparti, ikke kun accepterede de fleste markedsreformer der gennemførtes i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. På amnge områder udbyggede man flere af disse, således at Chile i dag er blandt de 5 frieste økonomier i verden ifølge Fraser Institute’s Freedom Index seneste opgørelse. I forhold til en dækning af Latinamerika, der ofte har været domineret af venstreorienterede journalister, har det vist i sig selv været at føje spot til skade.

Symbollikken har derfor været til at tage og føle på i det seneste døgn, hvor 33 minearbejderes færd de 700 meter op til jordoverfladen, har været en af de senere års absolut største mediebegiveheder. Det er som om de 33 mænds færd illustrerer Chiles vej fra paria til Latinamerikas mest succesfulde økonomi, med en levestandard, der forventes at nå europæisk niveau indenfor de kommende 10 år.

At minearbejderne så endda blev modtaget som nationens helte af den første demokratisk valgte borgerlige præsident i over 50 år, gør bestemt ikke historien kedeligere. En præsident der fra første færd spillede højt spil ved at sætte al sin prestige ind på at minearbejderne – i første omgang – overhovedet blev lokaliseret, og derefter reddet. Jeg tror ikke det er muligt at overvurdere betydningen af det forløb – heller ikke i forhold til resten af Sydamerika.

Uanset at Chile’s markedsøkonomiske reformer har bragt velstand og vækst til chilenerne, hvis økonomiske model var lige som resten af Latinamerika frem til midten af 1970erne (lukket økonomi med stor statslig styring og ringe økonomisk frihed), blev det faktum at reformerne var foregået under et militærdikatatur, der kom til magten efter at have væltet en demokratisk valgt socialist, i sig selv set som et problem. Når jeg for 25 år siden diskuterede økonomi og reformer med mine sydamerikanske venner, var det omend ikke med livet som indsats, så dog med den gode stemning som indsats, at jeg fremhævede reformerne i Chile. Den gang ville de hellere fremhæve lande som Cuba eller Nicaragua under sandinisterne. Sådan er det ikke længere. Nu anerkendes det – omend til tider modstræbende – at de må have gjort et eller andet rigtig i Chile. I hvert fald har man rykket sig så meget, at det nu er Santiago man besøger, hvor det for 50 år siden var Buenos Aires man besøgte.

Billedernes af en tydelig rørt og samtidig ydmyg præsident der omfavner minearbejderne og deres familie i ægte glæde er så langt fra billedet af den typiske latinamerikanske leder som noget kan være. Det viser derimod et moderne samfund, der værdsætter sine borgere. Her var ingen hysterisk oppustet og pompøs selviscenesættelse, som vi ellers har været vandt til fra ledere som f.eks. Hugo Chavez. Her er ingen magtfuldkommenhed som det ellers til tider kendetegner andre latinamerikanske ledere, som f.eks. Brasiliens ellers hyperpopulære Lula.

Det billede som begivenhederne efterlader på nethinden hos andre latinamerikanere er derimod billedet af et udviklet og moderne vestlig samfund. Et samfund der måske nok økonomisk har et stykke vej endnu, men som i sin håndtering af mineulykken (og tidligere på året det store jordskævl) så sandelig allerede er et I-land. Det kan vise sig at få stor betydning for fortsatte reformer i hele regionen. At være et så spektakulært centrum for verdens opmærksomhed, som Chile har været de seneste måneder, og det endda for en positiv og glædelig bedrift mindes jeg ikke er sket tidligere i Latinamerikas historie .

Hvis så bare medierne herhjemme vil benytte lejligheden til at fortælle om det paradigmeskifte Chile har gennemgået og den enorme succes man har opnået – så ville man måske også herhjemme – hvor vi i den grad trænger til gennemgribende reformer – opdage, at vi kunne lære et og andet af  Chile – dette mærkelige lange land, der fra naturens hånd er placeret i den absolutte udkant af den vestlige verden.

kilde: CEPAL

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Meningsmålingen er udført mellem den 13. og den 27. marts.

Sebastián Piñera selv får opbakning fra 52% af de adspurgte, mens kun 18% er negative. Opbakningen til den nye regering er med 60% endnu højere. At præsidentens egne tal er lavere end regerigens er det modsatte af, hvad der var tilfældet under den tidligere præsident Bachelet, der personligt vqr væsentlig mere populær  end sin regering.  

Piñera er især populær blandt kvinder og den hastigt voksende middelklasse, samt i aldersgruppen 25-34 år, hvor 2/3 af de adspurgte er positive overfor den nye præsident.

Hvad der ikke mindst er vigtigt i lyset af det nylige jordskælv er, at 70% af chilenerne bifalder regeringens insats i forhold til at hjælpe de der er blevet ramt af jordskælvet, mens 65% bifalder hvorledes genopbygningen skrider frem.

Med en forventet omkostning på ca. 31 mia. USD. til at udbedre de skadersom jordskælvet har forvoldt, vil dette have betydelig effekt på Chiles økonomi indeværende og det kommende år.

Ud over at de hundredetusidende af hjem der er blevet mere eller mindre ødelagt er især Chilensk landbrug og turistindustrien blevet hprdt ramt af jordskælvet.

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden.

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag Sebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal af de nye ministre er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (også ”de tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevante uddannelser næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne).

Selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (forbavsende nok), har det ofte været i under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende). Erfaringerne er mildt sagt ikke entydige. Det skal dog næppe tilskrives ”fagligt dygtige men politisk uerfarne ministre” – men primært de rammer og den grundlæggende ideologi som lægges på forhånd.

I Brasiliens tilfælde var den grundlæggende ideologi baseret (hvilket den fortsat er til en hvis grad) på den enorme indflydelse fra fransk positivisme. Det vil sige troen på at man kan ”konstruere et samfund”. Til det behøves en veluddannet elite der så netop konstruerer og planlægger til den store guldmedalje.

I Chiles tilfælde forholdt det sig helt anderledes under Pinochet. Groft sagt opgav militæret i 1975, 2 år efter kuppet mod Allende, at styre Chiles økonomi. I modsætning til Brasilien, hvor militæret havde meget håndfaste holdninger til hvordan økonomien skulle styres, oplevede Chile en i latinamerikansk (og vel også globalt) historie unik periode, hvor ministrene i vid udstrækning havde meget stor autonomi til at indføre de reformer, de mente var nødvendige – og kort fortalt er ”resten historie”, og Chile gik fra midten af 1970 og frem til i dag fra at være en økonomisk og udviklingsmæssig fiasko til at være Latinamerikas rigeste land (hvis man ser bort fra Puerto Rico og dets mærkværdige position) – først og fremmest i kraft af det der sidenhen er blevet kaldt ”The Chicago Boys”.

Det skal retfærdigvis siges, at der bestemt ikke var tale om en problemfri udvikling 8mildt sagt), Var militærregimet faldet i begyndelsen af 1980erne ville historien have været helt anderledes. Ud over at stabiliseringen i anden halvdel af 1970erne medførte store afsavn og voldsom arbejdsløshed i Chile, var reformerne i høj grad præget af ”triel by error”, og først fra midten af 1980erne og frem kan man tale om kontinuerlig høj vækst. Hvad der er væsentligt er, at reformerne fra 1970erne og frem indebar et paradigmeskifte der har gjort Chile til et ganske unikt land i Latinamerika. Således er det et af verdens 5 frieste økonomier i dag, ifølge Fraser Institute’s Freedom Index.

En udvikling der har været mulig fordi de 20 års med centrum-venstre regeringer der fulgte Chiles tilbagevenden til demokrati har stadfæstet, at Chile ønsker frie markeder og begrænset offentlig ejerskab. På samme måde, som centrum-venstre regeringerne lagde vægt på kontinuitet på centrale områder, har Sebastian Pineira – også efter han blev valgt – erklæret at han vil fortsætte den sociale indsats under de tidligere regeringer, men kombineret med en forøget fokusering på at skabe vækst i Chiles økonomi. Målet er at vækstraterne skal op på 6 % p.a., således at Chile i 2018 kan kalde sig selv et udviklet land. Den forøgede fokus på vækst, hvilket vil kræve en række reformer (formentlig bl.a. arbejdsmarkedsreformer, Chile er her fortsat umiskendeligt latinamerikansk), har Pineira annonceres hvad der formentlig er Latinamerikas bedst uddannede regering. Ud af 22 ministre har 13 læst på udenlandske universiteter, f.eks. Harvard, Chicago School of Economics osv. Ud af de 22 er hele 14 såkaldte uafhængige – og forsvarsministeren har tidligere været minister under en af centrum-venstre regeringerne. Dermed er der også lagt låg på bekymringen for at kabinettet ville blive befolket med medlemmer med forbindelse til Pinochet-regimet, det er reelt kun stabschefen, Christian Larroulet, der også tjente under diktaturet.

Det nye kabinet er blevet godt modtaget, og bl.a. skriver det engelsksprogede Satiago Times, at “This will certainly be seen as a welcome change by most of Chile’s voters—long accustomed to a kind of ‘quota’ system used by the outgoing Concertación coalition, where certain ministries ‘belonged’ to certain political parties as part of a highly refined political spoils system,” Det bliver herefter interessant at følge hvor meget den nye regering så kan gennemføre, når det kommer til stykket. I modsætning til tiden under militærdiktaturet, er det ikke nok at overbevise en enkelt eller nogle få magthavere. Pineira vil være tvunget til at være pragmatisk på grund af parlamentets sammensætning. Det bliver spændene at følge, og konsekvenserne af hvis det lykkes at komme igennem med større reformer, vil uden tvivl også blive fulgt med spænding i resten af Latinamerika.

Update: Til de der kan læse spansk er her en gennemgang af det nye kabinet.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Det betyder næppe den snarlige ende på Chavez regeringstid, dertil er oppositionen for svar og splittet til at kunne lukrere på den faldende opbakning bag Chavez. Ydermere har Chavez regeringen fået ændret valgkredse og mandattildeling op til parlamentsvalget i efteråret, således at der nu er tale om et “winner takes it all” system, hvilket naturligvis er til Chavez fordel, så længe oppositionen er splittet.

Men at Chavez føler sig presset er tydeligt. Hans seneste anslag mod medierne er et tegn, et andet har været de absurde angreb på USA, som han er kommet med i forbindelse med jordskælvet i Haiti. På et tidspunkt påstod han i en af sine timelange TV-udsendelser, at jordskælvet i Haiti var udløst af afprøvning af hemmelige avancerede amerikanske våben. Samtidig har han kritiseret den store tilstedeværelse af amerikanske soldater i Haiti, som ses som udtryk for amerikansk imperialisme og et forsøg på at kolonisere Haiti.  Kun Cuba, Nicaragua og Bolivias regeringer hoppede med på den fortolkning.

Hugo Chavez sidder fortsat sikkert på magten i Venezuela, og vil formentlig gøre det i en rum tid fremover. Men han indflydelse udenfor Venezuela har toppet, og spørgsmålet er da også hvor længe han vil eller kan opretholde en demokratisk facade indenlandsk. I det øjeblik den endelig krakelerer, ændrer spillet sig for alvor. Ikke mindst i forhold til USA, der på en og samme tid er Chavez ynglings hadeobjekt og Venezuela’s vigtigste eksportmarked.

Amerikansk kritik af Organiationen af Amerikanske Stater

I sidste uge offentliggjorde et udvalg under den amerikanske kongres en meget kritisk rapport om OAS og dets nuværende formand, den tidligere chilensk udenrigsminister,  Jose  Miguel Insulza. Blandt de mange kritikpunkter var OAS manglende evne til at forhindre demokratisk errosion i flere lande. I forbindelse med krisen i Hondutras sidste år kritiseres OAS direkte for ensidigt at have støttet den afsatte præsident Zelaya, bl.a. ved at have undladt at kritisere, at han åbentlyst tilsidesatte Honduras forfatning i forløbet op til hans afsættelse den 28. juni.

Om OAS formåen til at støtte op om en demokratisk udvikling i regionen skriver man bl.a.:

The OAS has demonstrated decisive responses to traditional coups but relative passivity towards the gradual erosion of democracy, despite the relationship between these two threats, as illustrated by recent crises. In both Venezuela and Honduras, executive defiance of other government institutions provoked the breakdown of democratic rule.

A number of comparable situations exist in the region, including the persecution of the media in Venezuela and recent electoral fraud in Nicaragua. Because military coups have been relatively rare since the democratic wave of the 1980s and 90s, the greatest danger to democracy lies with elected officials who abuse their constitutional powers. Although the Democratic Charter provided a variety of tools for the OAS to address this threat, including authority for the Secretary General to engage a government directly, in practice, neither the Secretary General nor member-state governments have been willing to take any serious steps toward developing an effective early warning mechanism that does not depend on the invitation of a member-state.

Fra de seneste protester i Venezuela

Det er værd at lægge mærke til hvem der står bag rapporten. Den er udarbejdet for “Committee  on  Foreign  Relations”, der ledes af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Det bliver interessant at se i hvilken udstrækning denne rapport vil afspejle sig i den fremtidige amerikanske udenrigspolitik i regionen. Hvis man følger den linie der er lagt indebærer det en langt mere offensiv amerikansk politik i forhold til de anti-demokratiske strømninger der især er knyttet til udviklingen i de såkaldte ALBA lande. Et varsel om at dette skift allerede er fundet sted, kan måske ses af den amerikanske reaktion på Daniel Ortegas anslag på Nicaraguas demokrati i efteråret. Hvis der følges op på den linie, må vi forvente at USA vil indtage en mere konfrontatorisk kurs overfor Venezuela end vi har set indtil nu.

Første skridt kan være at sikre valget af en ny leder af OAS i stedet for  Jose Miguel Insulza, hvis rolle i Honduras krisen er blevet stærkt kritiseret.

Sebastian Piñera

Der er flere faktorer der forklarer centrum-ventre regeringens nederlag, der sker på trods af den siddende præsident, Michelle Bachelets enorme popularitet. Beskyldninger om magtfuldkommenhed, korruption og valget af en upopulær, og lidet karismatisk kandidat i Eduardo Frei, har formentlig været udslagsgivende for nederlaget. Valget af Piñera er således næppe udtryk for en grundlæggende utilfredshed med den førte politik.

Med Sydamerikas højeste vækst, hastigt faldende absolut fattigdom og en åben og dynamisk økonomi, er stabilitet og enighed om de grundlæggende træk i den økonomiske model, der blev resultatet af de økonomiske reformer fra slutningen af 1970erne og frem, det der bedst karakteriserer Chile i dag.

Der er ikke grund til at tro, at der vil ske afgørende ændringer under den nye borgerlige præsident, Sebastian Piñera. Ligesom den gamle regering var funderet på en alliance fra “midten og ud mod venstre”, er den nye regering funderet på en alliance mellem liberale og konservative kræfter, herunder grupper der aktivt støttede Pinochet og ikke kun hans reformer.

Blandt sidstnævnte gruppe er støtten til Piñera nok snare udtryk for en pragmatisk accept af, at de ikke i kraft af sig selv vil kunne vinde magten demokratisk, end det er en støtte til Piñera personligt, som de ikke har varme følelser for.

Det er næppe heller uden betydning, at Piñera, i lighed med sin storebror, der i en kort men afgørende årrække var minister under Pinochet, var aktiv i kampen for genindførelse af demokrati i 1980erne. I den desperate slutspurt prøvede venstrefløjen og Frei netop at inddrage tiden under Pinochet i et forsøg på at miskreditere Piñera, men uden held.

På et område er der dog grund til at tro, at valget af en borgerlig præsident hurtig får betydning, nemlig i forholdet til Honduras. Chile har indtil videre afvist at anerkender præsidentvalget i Honduras i november. Det vil ændre sig nu, hvor Chile ventes at slutte sig til lande som Costa Rica og Panama, der anerkender resultatet af Honduras præsidentvalg i november.

Hvorvidt Piñeras valgsejr varsler indledningen til  en længere periode med borgerlige regeringer i Chile er mere usikkert. Ifølge forfatningen er det ikke muligt for en siddende præsident at stille op igen. Det kan derfor meget vel tænkes, at centrum-venstre koalitionen med en mere fornuftig valg af kandidat næste gang, f.eks. Enríquez-Ominami, der klarede sig forbavsende godt som uafhængig kandidat i første valgrunde, genvinder præsidentposten ved næste valg. det er i hvert fald det de håber.

Imod dette taler dog, at referencer til Pinochettidens undertrykkelse mister betydning for hvert år der går – og at de kommende 4 års borgerlig regering i sig selv vil demontere en del af de mere fantasifulde skrækhistorier, som venstefløjen har udbredt om hvad en borgerlig regering ville indebære.

Med så lille afstand mellem de to kandidater kan det blive afgørende, at Ominami nu officielt støtter Frei. Den borgerlige fløj kan kun håbe på, at vælgerne allerede havde regnet med at Ominami ville gøre dette og effekten derfor er indregnet i tallene.

Meddelelsen blev (ikke overraskende) fulgt af referencer til at der blandt Piñera’s støtter er folk med forbindelse til de tidligere militærstyre. Det er dog tvivlsomt at det skulle komme som en overraskelse for nogen. På den anden side viste 1. runde i valgkampen, at der var et klart flertal til centrum-venstre kandidaterne (Piñera fik 44% i første valgrunde).

Uanset hvor spændene valget ser ud til at blive og uanset hvilken side man hælder til, er det dog væsentligt at understrege, at det ikke i praksis vil gøre den store forskel hvilken af de to kandidater der vælges. På den ene side har venstrefløjens for længst accepteret en grundlæggende økonomisk model, der indebærer stor økonomisk frihed og på den anden side er Piñera en moderat kandidat, der ikke afgørende vil ændre på den sociale dimension i den første politik.

Den eksisterende konsensus med hensyn til økonomisk politik i Chile, uanset hvad man så måtte kalde sig, ligger klart til højre for den danske. Hvilket da også ses af, at  Chile i dag anses for at have en  mere fri økonomi end Danmark.

De økonomiske reformer fra 2. halvdel af 1970erne og frem, har gjort Chile til Sydamerikas  mest dynamiske og åbne økonomi. Ifølge Fraser Institute er Chile verdens 5. frieste økonomi, kun overgået af Hong kong, Singapore, New Zealand og Schweitz. De økonomiske reformer kombineret med genindførelsen af demokrati, en succesfuld bekæmpelse af fattigdommen i landet og lav korruption har indebåret, at Chile i dag er regionens mest stabile og velstående land. Og reelt det eneste land i Latinamerika, der forventes at blive et egentlig I-land indenfor en overskuelig tidshorisont.

Fra at have en markant lavere levestandard end i både Argentina og ikke mindst Venezuela har levestandarden siden midten af 1990erne været væsentlig højere, og med tanke på Venezuela og Argentinas nuværende økonomiske problemer er der kun grund til at tro, at forskellen vil blive endnu større i fremtiden.

I OECD’s officielle meddelelse lægger der vægt på, at Chile gennem de seneste 20 år har formået at kombinere en stærk økonomisk udvikling med gennemsnitlige vækstrater på over 5% med en fortsat demokratisk udvikling. Men der lægges også vægt på de økonomiske reformer der blev gennemført fra slutningen af 1970erne og op gennem 1980erne. Ikke mindst fremhæves pensionsreformerne i begyndelsen af 1980erne.

Også i går, tørnede de to præsidentkandidater Eduardo Frei fra den regerende centrum-venstre koalition og den borgerlige Sebastian Pinera sammen i en direkte transmiteret TV-debat. Pinera fører fortsat i meningsmålingerne, og står således til at blive den første demokratisk valgte borgerlige præsident siden 1958.

Pinera, hvis storebror Jose Pinera, netop var manden bag Chiles succesfulde pensionsreformer i begyndelsen af 1980erne, meddelte at en regering under hans ledelse ikke vil have deltagelse af folk fra det tidligere diktatur. Men han understregede samtidig, at han ikke anså det som en forbrydelse i sig selv at have været knyttet til Pinochets militærdiktatur, så længe man ikke havde været indvolveret i den undertrykkelse regimet også stod for.

Dette budskab bliver formentlig forstået af de fleste chilenere, der udemærket er i stand til at skelne mellem de dele af regimet der stod bag undertrykkelse, overgreb, mord og tortur, og de der med rette skal have æren for transformeringen af Chile fra et fattigt land med lav vækst til den mest moderne og rigeste sydamerikanske økonomi med et velfungerende og stabilt demokrati og hastigt faldende fattigdom.

Til de sidstnævnte hører absolut Pineras storebror. Efter at have forestået omfattende reformer i begyndelsen af 1980erne ragede Jose Pinera uklar med regimet og gik af som minister. Sammen med bl.a. Sebastian Pinera arbejdede han herefter aktivt for genindførelsen af demokrati i Chile. Sidenhen har han fungeret som konsulent for den lange række af lande der har gennemført pensionreformer inspireret af de chilenske og har modtaget et hav af priser for de banebrydende reformer i Chile.

]]> http://americas.dk/2010/01/12/chile-oecd/feed/ 0