Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Costa Rica udmærker sig ved ikke at have noget militær – det blev afskaffet i 1949, og er ellers kendt for at forfølge “skandinaviske (socialdemokratiske) idealer” og lægge vægt på bløde værdier så som økologi, klima og sociale tiltag, hvilket på mange måder har gjort landet til alverdens menneskevarme Ngo’ers ynglings mellemamerikanske land.

Og det må da også siges. at Costa Rica i et halvt århundrede har været noget så usædvanligt som et stabilt demokrati i en region, hvor det først er blevet normen indenfor de seneste 20 år. Samtidig er Costa Rica (endnu) Mellemamerikas rigeste land. Panama der i disse år oplever meget høje vækstrater og kan muligvis overtage denne post indenfor få år hvis denne tendens fortsætter.

BNP i faste priser per Capita 1960-2007

Kilde Penn World Table 6.3

Som det fremgår af ovenstående figur oplevede Costa Rica – i lighed med mange andre latinamerikanske økonomier – en voldsom krise i begyndelsen af 1980erne, hvor den traditionelle importsubstitutionsmodel brød sammen i forbindelse med den internationale gældskrise, der især ramte Latinamerika hårdt, netop på grund af disse landes lukkede økonomier. Og selv om Costa Rica som nævnt er Mellemamerikas mest velstående land, vokser træerne ikke ind i himlen. Set over det seneste halve århundrede har Costa Rica ikke just haft nogen fabelagtig vækst. til sammenligning var Costa Rica i 1960 ca. dobbelt så velstående som Taiwan. I dag er Taiwan næsten tre gange mere velstående.

Selv om man i begyndelsen af dette årti opnåede betydelige vækstrater, er situationen i dag en anden, væksten i 2009 var ca. 3 %, mens der var et betydelig inflationært pres (inflationsraten er op mod 14 % p.a.).

Men ser vi bort fra de nuværende økonomiske problemer, er det værd at understrege, at hvor Costa Rica i et europæisk perspektiv ville rangere på niveau med sydeuropæiske lande når det kommer til økonomisk frihed, er det blandt de frieste latinamerikanske lande, og i regional sammenligning relativt ikke-korrupt (dog væsentlig mere korrupt end Chile og Uruguay). Når jeg derfor i denne sammenhæng skriver at Costa Rica har været domineret af socialdemokratisk tankegang indebærer det, at der i Latinamerikansk sammenhæng er tale om et næsten “neoliberalistisk” samfund (som man bruger ordet der – ikke som vi opfatter ordet i Nordeuropa). Efter Chile er Costa Rica ifølge Fraser Institutes opgørelse Latinamerikas frieste økonomi, mens Panama er det tredje mest frie.

Costa Rica går til valg den 7. februar, og i følge den seneste Gallup, ser det ud til at socialdemokratiet beholder præsidentposten –  Tidligere vicepræsident Laura Chinchilla fra det socialdemokraktiske Partido Liberación Nacional fører med 44 %  foran Otto Guevara fra det borgerligt-liberale Partido Movimiento Libertario (det var ham med løgnedetektoren) der står til  26 %, mens socialisten Ottón Solís fra Partido Acción Ciudadana står til 18 % og Luis Fishman fra Partido de Unidad Socialcristiana til 9 % (det var ham der var “et mindre onde”).

Costa Ricas nuværende præsident er nobelprisvinderen Óscar Arias fra Partido Liberación Nacional , der også spillede en fremtrædende rolle i bestræbelserne på at finde en løsning på Honduras krise sidste år. Partido Liberación Nacional har domineret politik i Costa Rica siden afslutningen af borgerkrigen i 1951. Costa Rica er mellemamerikas uden sammenligning mest velstående land, og samtidig et af Latinamerikas rigeste.