Fredag udsendte det amerikanske udenrigsministerium en officiel ​​beklagelse over Villars død, og hyldede ham som en “ung og modig forkæmper for menneskerettighederne”. Samtidig kritiserede man forholdene i Cuba, og understregede behovet for at regimet åbner op for international kontrol af Cubas menneskerettigheder og fængselsforhold.  I dag tillader Cubas kommunistiske regime ikke, at Internationalt Røde Kors inspicerer dets fængsler.

Den amerikanske administration bekræftede ved samme lejlighed at man fortsat vil støtte Cubas dissidenter og deres familier i den udstrækning det er muligt.

For mere info, se også her.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Elizardo Sanchez, der er leder af den systemkritisk3 gruppe ” den cubanske kommission for menneskerettigheder og national forsoning”  bekræfter dommen, og at man regner med at appellere.

Som nævnt har Sánchez ikke selv har mulighed for personligt tage imod  prisen. Det gør to repræsentanter for Damas do Blanco (Damer i hvidt) på hendes vegne på torsdag den 5. maj. I den anledning kan man møde Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis, ved et arrangement kl. 16.30-17.30, hvor de vil tale om situationen på Cuba, muligheden for at ytre sig, blogge eller sige sin mening i forhold til det cubanske styre. De vil også tale om, hvordan de ser fremtiden på Cuba.

Damas de Blanco blev dannet efter de cubanske myndigheder i 2003 under ”Det sorte Forår” arresterede en lang række menneskerettighedsforkæmpere, der blev idømt op til 28 års fængsel på Cuba. Damas de Blanco består af konerne og kæresterne til disse fængslede dissidenter. De har bl.a. modtaget Zacharov prisen i 2005 for deres kamp for frihed.

I samme anledning har Henrik Gade et fremragende blogindlæg i Jyllandsposten med titlen 3 minutter og 16 sekunder om den gang i 1995, hvor Fidel Castro blev modtaget at 3.000 begejstrerede tilhørere i Falconercentret, der indledte med stående klapslaver i netop 3 minutter og 16 sekunder. Sikkert nogenlunde de samme mennesker der under klimatopmødet i december 2009 lige så ældevilde modtog Castro’s arvtagere Evo Morales og Hugo Chavez ved et arr. som bl.a. Enhedslisten stod bag – se også her.

Medieomtalen af Castros besøg var massiv, ligesom den var det i forbindelse med Cubas kommunistiske partis nyligt afholdte kongres. Og selv om man trods alt erkender at Cuba er et ufrit samfund, er det det bemærkelsesværdigt hvor meget danske mediers dækning af Cuba stadig tager udgangpunkt i styrets propaganda. Fra dets fremstilling af Cuba som et ekstremt ulige samfund præget at stor fattigdom og massiv undertrykkelse før Castros magtovertagelse over den ekstreme overvurdering af den amerikanske boykots betydning til hyldningen af de “store fremskridt indefor skole og sundhed” – der ved nærmere eftersyn er mere fup end fakta.

Det bliver spændene at høre hvad de to modige kvinder har at fortælle. Man skal næppe forvente at besøget får sammen medieopmærksomhed som da cubanernes plageånd var på besøg for 16 år siden. Derfor opfordrer jeg indtrængende alle der muligheden for det , at deltage i arrangementet på torsdag eftermiddag.

Det ligger meget passende på Danmarks befrielsesdag. Vi må så alle håbe på at cubanernes befrielsesdag snart må komme, således at Cuba igen kan blive et af Latinamerikas rigeste lande, som det var før “revolutionen” i 1959. Denne gang forhåbentlig kombineret med den demokratiske styreform som man kæmpede for i 1950erne, men som Castro siden “revolutionen” i ’59 har nægtet cubanerne.

Læs mere om CEPOS arrangement. Her er der også mulighed for at tilmelde sig.

Se også arrangementet på Facebook

Jovist er der igangsat reformer. Sidste år blev det annonceret, at den offentlige sektor skulle reduceres med 1 mio. ansatte, men indtil videre er kun 200.000 blevet afskediget. Ligeledes erkendte Raul på partikongressen, at man havde begået fejl og at økonomien må reformeres. At der er begået “fejl” må vist anses for at være århundredes underdrivelse. Fra at være blandt Latinamerikas rigeste lande, og målet for mere end 1 mio. europæiske emigranter op gennem det 20. århundrede, har op mod 20 % af befolkningen siden 1959 forladt Cuba, ofte med livet som indsats.

Formålet med reformerne er først og fremmest at bevare magten så længe som muligt. Det er også den afgørende årsag til at det ikke er muligt at iværksætte de nødvendige tiltag. De ville samtidig indebære de nuværende magthaveres fald.

Lige så forudsigeligt som kongressens manglende nybrud, var desværre også behandlingen i store dele af den danske presse og kommentarerne fra ledende venstrefløjs-politikere, som f.eks. Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Holger K. Nielsen. Efter at have erkendt, at »Cuba har levet i undertrykkelse og med en afsindigt dårlig økonomisk politik i hans [Castro's] tid« fremhæver han til den formentlig afgørende grund til at man fortsat behandler, hvad der faktuelt er et af de mest brutale diktaturer i noget Latinamerikansk land de sidste 100 år, med fløjlshandsker. Nemlig god “gammeldags” anti-amerikanisme (= antikapitalisme). At »Fidel Castro og Cuba gennem mere end 50 år har modstået det meget hårde pres fra USA« er åbenbart en målsætning der (næsten) ophæver mord og tortur på titusinder af almindelige cubanere.

(Bort)forklaringer på Cubas økonomiske problemer

Også DR i Deadline 17.00 (19/4) blev myten om betydningen af USAs blokade for Cuba’s miserable økonomi gentaget. Den væsentligste betydning af sanktionerne –  der kom efter det cubanske regimes beslaglæggelse af amerikansk ejendom – har formentlig været dens funktion som undskyldning for den manglende økonomiske udvikling.

Sanktionerne har haft reel betydning, men at den skulle være den primære grund til varemanglen i Cuba, som Deadline 17.00 postulerede er historieforfalskning. Den væsentligste årsag er uden sammenligning regimets egen forfejlede (socialistiske ) økonomiske politik. Hvis vi ser bort fra dansk-cubansk venskabsforening og danske journalister, er konklusionen hos de fleste økonomer der har beskæftiget sig med emnet, at betydningen var størst i 1960erne og at den under alle omstændigheder har været langt mindre end de selvskabte problemer.

Ovenstående figur er hentet fra Ernesto Hernández-Catá’s “A Brief Comparative History of Gross Domestic Production in “Revolutionary” Cuba” og er et forsøg på at estimere effekterne af dels den amerikanske blokade, Sovjets subsidiering og den førte politik. Det skal understreges at forfatteren selv gør opmærksom på at man skal være yderst forsigtig i tolkningen af de fundne resultater, der er omgæret med betydelig usikkerhed.

De amerikanske sanktioner har været og er omdiskuterede – også i USA. Det skal understreges, at normale relationer mellem USA og Cuba ikke er mulige før der er fundet en løsning på den oprindelige udløsende faktor, nemlig Castro-regimets konfiskering/nationalisering af amerikansk ejendom efter “revolutionen” i 1959. En amerikansk anerkendelse af det cubanske regimes ageren – og dermed konfiskeringen – vil med det samme indebære, at privatpersoner og firmaer der mistede deres ejendom, vil gøre deres krav gældende overfor den amerikanske regering.

Her har vi et centralt problem i de foreslåede reformer. Der lægges op til at cubanerne skal kunne sælge og købe ejendom og biler (hvilket har været forbudt siden 1959), men hvem ejer egentlig de ejendomme der skal handles? Samme problem eksisterer i forbindelse med udenlandske investeringer i Cuba. Hvem er de retmæssige ejere, og hvad vil der ske når det nuværende regime på et eller andet tidspunkt bryder sammen? Og i den udstrækning det ender med at der skal betales erstatning til de oprindelige ejere, hvem skal så betale det? Den cubanske stat har ikke muligheder for det. Landet er dybt forgældet med minimal mulighed for at betale tilbage.

For en diskussion af eventuelle løsningsmodeller, kan jeg anbefale “Property Rights in the Post-Castro Cuban Constitution” skrevet af Oscar M. Garibaldi og John D. Kirby.

Venstrefløjens karaktermord på exil-cubanerne

En af de måske mest pinlige og sejlivede myter, der igen og igen er blevet gentaget i pressen gennem årene, er den om de ekstremistiske eksil-cubanere i USA. En myte der desværre fortsat lever i bedste velgående, bl.a. hos føromtalte Holger K. Nielsen. I et interview med Ekstrabladet i sidste uge omtalte han således eksil-cubanerne med ordene: »I USA spiller den eksilcubanske koloni i Florida en meget stærk politisk rolle – og man må i hvert fald håbe, at det ikke bliver dem, der vender tilbage og tager over.« Det står læseren frit for at overveje, hvordan reaktionen ville være, hvis han havde omtalt en minoritetsgruppe herhjemme på den måde.

Eksil-cubanerne er ellers et af de bedste kort, som Cuba har på hånden, når landet skal genopbygges en gang. De har for en stor dels vedkommende rødder i den betydelige middelklasse, der i 1950’erne havde drømt om demokrati, finansierede modstandsgrupper som bl.a. Castro’s og jublede da den tidligere diktator, Fulgencio Batista, flygtede 1. nytårsdag 1959. I stedet for demokrati fik desværre et af Latinamerikas mest undertrykkende regimer, som sendte mere end 100.000 mennesker i koncentrationslejr og er skyld i titusindvis af menneskers død.

Efter en første flygtningebølge bestående af Batista’s håndlangere lige efter regimets fald i 1959 (Batista blev nægtet indrejse i USA og endte med at bosætte sig i Spanien), var den næste og langt større bølge af flygtninge af en helt anden beskaffenhed. Den bestod bl.a. af tidligere politisk aktive, hvis største synd var at de ønskede at genindføre demokrati under konstitutionen fra 1940, og naturligvis de mange “klassefjender”, hvis brøde bestod i at de havde været selvstændige erhvervsdrivende, professorer, ansat i amerikanske virksomheder osv. osv. At disse mennesker hadede og hader Castro og hans håndlangere af et godt hjerte kan næppe overraske nogen. Ikke kun fik de frastjålet deres ejendom, mange af dem mistede også familiemedlemmer og venner i den terror Castro og Che hurtigt initierede.

Og at de forventer at få deres ejendom tilbage/opnå kompensation, når Cuba igen bliver en retsstat kan vist næppe anses for at være udtryk for ekstremisme.

Forestillingen om den latinamerikanske “Uma”

Bunden i danske mediers dækning (eller rettere af den del jeg har set og læst) må dog anses for at være et interview med journalist Jens Lohmann i Deadline den 23/4. Blandt meget andet sludder formåede han at erklære, at Latinamerika aldrig ville lade det cubanske styre bryde sammen, da der var tale om “latinamerikansk ære”. Det kan godt være at Jens Lohmann, der er født i Mexiko, har rejst og skrevet om emnet i mange år. Men det er vist også mange år siden han havde nogen kontakt til den latinamerikanske virkelighed.

Der er ingen tvivl om at Castro og Cuba indtager en helt særlig placering i Latinamerikansk historie og bevisthed. Denne placering skyldes to forhold. For det første den udbredte modvilje mod USA der fortsat præger både venstrefløjen og dele af den nationalistiske højrefløj i mange latinamerikanske lande (her adskiller latinamerikanere sig ikke fra europæere). Dernæst er den et resultat af den kolde krig, der flere gange var ganske varm flere stedder i Latinamerika.

Men at overføre det til at der skulle eksistere en slags latinamerikansk Uma er absurd. Reelt er de eneste lande der for alvor kan tænkes at bakke Cuba op økonomisk, de andre medlemmer af ALBA-samarbejdet. Blandt de lande er det kun Venezuela der har den økonomiske formåen til at gøre en forskel. Den støtte som Venezuela yder Cuba er vel og mærke fuldkommen afhængig af Hugo Chavez evne til at fastholde magten i Venezuela. 2012 kan derfor blive et skæbneår for Cuba. Skulle præsidentvalget i Venezuela ende med Chavez fald, kan det blive afgørende for Cuba. Om det sker er dog usikkert. Chavez er godt nok ikke særligt populær i Venezuela længere, men til gengæld har han formået at amputere landets demokrati og undergrave dets institutioner i en grad der indebærer, at man ikke længere kan tale om Venezuela som demokratisk.

Ingen af de andre betydende lande i Latinamerika vil, når den tid kommer, løfte en finger for det cubanske regime. Tværtimod er Cuba i stigende grad udsat for kritik. Således har Chiles socialister taget klart afstand fra det cubanske regime – Salvador Allende’s enke, der endda levede i Cuba en overgang efter kuppet i 1973, gjorde det så tidligt som i 1996, da Castro var på officielt besøg i Chile. Og sidste år kom Lula galt afsted, da han under et besøg i Cuba sammenlignede de politiske fanger med almindelige kriminelle. Kritikken kom ikke kun fra den brasilianske højrefløj, men også fra ledende medlemmer i hans eget parti og den øvrige venstrefløj.

På det personlige plan har jeg selv oplevet hvordan de af mine latinamerikanske venner, der selv opfatter sig som socialister, markant har ændret holdning til Cuba og Castro de senere år. Men i modsætning til Jens Lohmann og ikke så få danske journalister og politikere lever de selvfølgelig også i en nutidig latinamerikansk virkelighed. Det vil sige i demokratiske lande, hvor det cubanske totalitære styre i betænkelig grad minder dem om deres egne landes mørke fortid.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

Samtidig ser det ud til at de første 5 fanger der frigives alle udvises af Cuba.

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

Guillermo Farinas

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her

Jaime Ortega

Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.

Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.

Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.

Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.