Senere i denne måned afgøres det hvorvidt Honduras genoptages i OAS, og de sidste lande følger med. Det vender vi tilbage til, når det er afgjort. Det kommer næppe til at ske uden betingelser. En af problemerne er således, at mens Zelaya og alle andre der var involveret i begivenhederne i begyndelsen af året fik amnesti, fastholdes anklagerne og arrestordren på Zelaya for korruption og dokumentfalsk.

Et problem næppe kan siges at være ene om, Honduras er et af Latinamerikas mest korrupte lande (omend det ifølge TRnasparency International er blevet lidt bedre de senere år), og en af de seneste historier går på, at allerede ansatte skolelærere fyres og nye, der støtter den sidende regering, ansættes i stedet.

Samtidig er Honduras fortsat præget af høj kriminalitet og fortsat politisk motiveret vold. 7 journalister er således alene i indeværende år blevet myrdet, uden der tilsyneladende er den store vilje hos myndighederne for at finde de ansvarlige. Det er der desværre ikke er noget nyt  i.  Både overgangsregeringen fra juni 2009 og frem til  indsættelsen af den nuværende præsident Lobo, og tidligere præsident Zelayas regering, der havde et yderst anstrengt forhold til pressen, er blevet kritiseret i forbindelse med overtrædelser af menneskerettighederne.

Kommisionens arbejde skal være afsluttet senest den 31. juli. Men selv om lande som Peru, Mexiko, USA, Chile, Costa Rica m. fl. ønsker at Honduras skal genindtræde så hurtigt som muligt, og Porfirio Lobo for nylig for første gang omtalte begivenhederne i juni sidste år som et kup (hvilket er en imødekommelse i forhold til lande som Venezuela, Argentina og Brasilien), er modstanden mod honduras genindtræden fortsat stor. Ecuadors udenrigsminister Ricardo Patiño, har således ifølge MercoPress understreget, at “Min regering kan ikke anerkende den nye regering i Honduras, mens den begår overgreb mod menneskerettighederne” og stiller som krav at Zelaya, som Ecuador fortsat anser som Honduras retmæssige præsident, anerkendes af Honduras. Derudover kræver han at “De der er ansvarlige for kuppet og de der forbrød sig mod menneskerettighederne og demokratiet skal straffes.”

At netop Ecuador er meget skarpe i deres fortsatte fordømmelse hænger utvivlsomt sammen med at landet har en lang tradition for at dets præsidenter ikke sidder deres perioder ud.

USA’s udenrigsminister Hillery Clinton, der har arbejdet meget aktivt for genoptagelsen af Honduras i OAS benyttede samtidig lejligheden til at appelere for en finasiel og politiske omstrukturering af OAS, og understregede samtidig, at mens USA fortsat støtter OAS rolle som den vigtigste multilaterale organisation i regionen, er det kun muligt at opretholde denne rolle, hvis organisationen reformeres. Hermed er hun på linie med den kongresrapport som blev offentliggjort tidligere året, og var udarbejdet under ledelse af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry, og som var meget kritisk overfor OAS rolle i Honduras krisen. En rapport der reelt markerer et skifte i amerikansk udenrigspolitik i regionen, efter man i det første år under præsident Obama forsøgte at samarbejde og imødekomme regionens mere problematiske stater, samlet i det venezuelansk finansierede og ledede ALBA samarbejde.

Med hensyn til Brasilien er der ingen tvivl om at regeringen gerne ser en afslutning på krisen, og formentlig også, at Honduras genoptages i OAS. Præsident Lulas problem er at han skal tilgodese både de mere radikale dele af hans eget bagland og hans mere moderate samarbejdspartnere. Det værste for Brasilien ville være en situation hvor OAS splittes over spørgsmålet og en fastholdelse af modstanden mod Honduras genindtræden kan tolkes som en støtte til Venezuelas Hugo Chavez, der bestemt ikke er populær i Brasilien (heller ikke på venstrefløjen), mens en accept af Honduras genindtræden kan tolkes som en “leflen” for USA, hvilket vil skabe stor utilfredshed ikke mindst i hans eget bagland. Med får måneder til det næste præsidentvalg, derforventes at blive et meget tæt opløb mellem Lula’s håndplukkede efterfølger Dilma Rousseff og den socialdemokratiske kandidat José Serra, kan det blive af betydning på trods af at udenrigspolitik ikke spiller nogen stor rolle i brasiliansk politik.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler og over 100 dagblade. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Med sin konfirmation af Honduras tætte forhold til USA, løsningen på krisen med den afsatte præsident Zelaya, der lige som alle andre indvolverede i hans afsættelse har fået amnesti,  og udsigt til at flertallet af OAS medlemsstater i løbet af kort tid anerkender Honduras nye demokratisk valgte regering, står Venezuelas Hugo Chavez og ALBA samarbejdet tilbage som de store tabere af den krise, der blev udløst ved afsættelsen af Zelaya sidste år.  Den største taber er naturligvis selve Honduras, og den nye regering har meddelt, at kassen reelt er tom, efter man efter afsættelsen af Zelaya stort set blev afskåret fra den internationale finansielle støtte, men mon ikke der er en løsning på det problem?

Med de seneste meldinger fra USA, hvor det understreges, at en væsentlig del af ansvaret for krisen sidste år skal lægges på den afsatte præsident, er der grund til at tro, at en hvis form for finansiel hjælp er mulig, også selv om kassen dér er tom. Hvis USA ønsker fortsat at have en stabil allieret i Honduras er det nok en god ide at gøre hvad der er muligt for, at Porfirio Lobos regeringstid indebærer økonomiske fremskridt. Ellers er risikoen formentlig, at venstrefløjen i honduras får fornyet vind i sejlene.

Porfirio Lobo

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Det betyder næppe den snarlige ende på Chavez regeringstid, dertil er oppositionen for svar og splittet til at kunne lukrere på den faldende opbakning bag Chavez. Ydermere har Chavez regeringen fået ændret valgkredse og mandattildeling op til parlamentsvalget i efteråret, således at der nu er tale om et “winner takes it all” system, hvilket naturligvis er til Chavez fordel, så længe oppositionen er splittet.

Men at Chavez føler sig presset er tydeligt. Hans seneste anslag mod medierne er et tegn, et andet har været de absurde angreb på USA, som han er kommet med i forbindelse med jordskælvet i Haiti. På et tidspunkt påstod han i en af sine timelange TV-udsendelser, at jordskælvet i Haiti var udløst af afprøvning af hemmelige avancerede amerikanske våben. Samtidig har han kritiseret den store tilstedeværelse af amerikanske soldater i Haiti, som ses som udtryk for amerikansk imperialisme og et forsøg på at kolonisere Haiti.  Kun Cuba, Nicaragua og Bolivias regeringer hoppede med på den fortolkning.

Hugo Chavez sidder fortsat sikkert på magten i Venezuela, og vil formentlig gøre det i en rum tid fremover. Men han indflydelse udenfor Venezuela har toppet, og spørgsmålet er da også hvor længe han vil eller kan opretholde en demokratisk facade indenlandsk. I det øjeblik den endelig krakelerer, ændrer spillet sig for alvor. Ikke mindst i forhold til USA, der på en og samme tid er Chavez ynglings hadeobjekt og Venezuela’s vigtigste eksportmarked.

Amerikansk kritik af Organiationen af Amerikanske Stater

I sidste uge offentliggjorde et udvalg under den amerikanske kongres en meget kritisk rapport om OAS og dets nuværende formand, den tidligere chilensk udenrigsminister,  Jose  Miguel Insulza. Blandt de mange kritikpunkter var OAS manglende evne til at forhindre demokratisk errosion i flere lande. I forbindelse med krisen i Hondutras sidste år kritiseres OAS direkte for ensidigt at have støttet den afsatte præsident Zelaya, bl.a. ved at have undladt at kritisere, at han åbentlyst tilsidesatte Honduras forfatning i forløbet op til hans afsættelse den 28. juni.

Om OAS formåen til at støtte op om en demokratisk udvikling i regionen skriver man bl.a.:

The OAS has demonstrated decisive responses to traditional coups but relative passivity towards the gradual erosion of democracy, despite the relationship between these two threats, as illustrated by recent crises. In both Venezuela and Honduras, executive defiance of other government institutions provoked the breakdown of democratic rule.

A number of comparable situations exist in the region, including the persecution of the media in Venezuela and recent electoral fraud in Nicaragua. Because military coups have been relatively rare since the democratic wave of the 1980s and 90s, the greatest danger to democracy lies with elected officials who abuse their constitutional powers. Although the Democratic Charter provided a variety of tools for the OAS to address this threat, including authority for the Secretary General to engage a government directly, in practice, neither the Secretary General nor member-state governments have been willing to take any serious steps toward developing an effective early warning mechanism that does not depend on the invitation of a member-state.

Fra de seneste protester i Venezuela

Det er værd at lægge mærke til hvem der står bag rapporten. Den er udarbejdet for “Committee  on  Foreign  Relations”, der ledes af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Det bliver interessant at se i hvilken udstrækning denne rapport vil afspejle sig i den fremtidige amerikanske udenrigspolitik i regionen. Hvis man følger den linie der er lagt indebærer det en langt mere offensiv amerikansk politik i forhold til de anti-demokratiske strømninger der især er knyttet til udviklingen i de såkaldte ALBA lande. Et varsel om at dette skift allerede er fundet sted, kan måske ses af den amerikanske reaktion på Daniel Ortegas anslag på Nicaraguas demokrati i efteråret. Hvis der følges op på den linie, må vi forvente at USA vil indtage en mere konfrontatorisk kurs overfor Venezuela end vi har set indtil nu.

Første skridt kan være at sikre valget af en ny leder af OAS i stedet for  Jose Miguel Insulza, hvis rolle i Honduras krisen er blevet stærkt kritiseret.

Tidligere har bl.a. USA, Panama og Costa Rica anerkendt den nye regering. Hvad der gør El Salvadors anerkendelse bemærkelsesværdig er, at det er den første socialistiske regering, der anerkender Porfirio Lobo – Mauricio Funes politiske bagland er den tidligere oprørbevægelse FMLN.

I de kommende dage vil de fleste af de latinamerikanske lande, der endnu ikke har anerkendt den nye regering formentlig  følge trop, bortset fra landene i det såkaldte  ALBA samarbejde (Venezuela, Bolivia, Ecuador, Cuba, Nicaragua, Dominica, Saint Vincent, Antigua og Barbuda) som Honduras formelt er en del af på grund af den tidligere præsident Zelaya. Sidstnævnte rejser efter en aftale mellem den dominikanske republik og Porfirio Lobo til sidstnævnte indenfor de kommende dage. Hermed har også krisen mellem Brasilien og Honduras fundet en løsning.

Samtidig har Honduras kongres indledt arbejdet der skal sikre, at der kan gives amnesti til alle involverede i den krise der startede, da Zelaya efter en højesteretsafgørelse blev afsat i de tidlige morgentimer den 28. juni og sat på et fly ud af landet.

Zelaya har tilsluttet sig aftalen, der gør hans udrejse mulig, og det kan ikke afvises, at også ALBA landene vil besinde sig, og anerkende Honduras nye regering.

Med tanke på, at Ecuadors præsident, Rafael Correa, er i store vanskeligheder, at den økonomiske krise spidser til i Venezuela og modstanden mod Daniel Ortega – hvis metoder ikke har meget med demokrati at gøre – er voksende, kan det ikke udelukkes, at der ikke er meget ALBA tilbage når indeværende år går på held.

Med 2/3 af stemmer optalt fører den konservative kandidat, Porfirio Lobo, med over 50% af de afgivne stemmer, mens Elvin Santos fra det Liberale parti (same parti som tidligere præsident Zelaya og den nuværende Micheletti) ligger til at få omkring 38%. Elvin Santos har anerkendt nederlaget til Porfirio Lobo.

Efter at OAS tidligere har meldt ud, at man ikke vil anerkende valget, meddelte Costa Rica i fredags, at man alligevel vil anerkende det, også Panama, Peru, Colombia og USA forventes at anerkende valgresultatet. I Brasilien, der holder fast i at man ikke anerkender valget har dette allerede udløst hæftig intern debat, og socialdemokraten Jose Serra, guvernør for staten Sao Paulo og (indtil videre ikke-erklæret kandidat), og favorit til at vinde præsidentvalgeti Brasilien til næste år har kritiseret den nuværende regering med Lula i spidsen for dette.

Porfirio Lobo meldte allerede i fredags ud, at det vigtigste efter valget var at finde en løsning på den nuværende krise, der blev udløst af den af højesteret beordrede afsættelse af præsident Zelaya den 28. juni. Zelaya blev i første omgang sat på et fly og sendt ud af landet, men vendte i slutningen af september tilbage til Honduras, hvor han siden har opholdt sig på Brasiliens ambassade.

Med den høje valgdeltagelse og klare sejr til Profirio Lobo ved valget i går, der er gennenført i overenstemmelse med Honduras forfatning bliver det vanskeligt at fastholde, at man ikke vil anerkende valget og dets resultat. det vil formentlig ikke afholde Hugo Chavez Venezuela og dennes allierede i Ecuador, Bolvia og Nicaragua – og Cuba, fra lige netop at gøre dette. Derimod må det forventes at resten af Latinamerika – ud over de allerede nævnte lande – alle vil være meget interesseret i en “mindelig” løsning.

Ifølge Honduras forfatning er militæret, der har ansvaret for gennemførelsen af valghandlingerne, underlagt landets valgmyndigheder frem til Porfirio Lobos indsættelse som præsident den 27. januar. Det store spørgsmål er nu om det er muligt at finde en løsning i den mellemliggende løsning hvor ingen af de aktørerne taber ansigt. Den 2. december stemmer det honduranske parlament om, hvorvidt Zelaya kan vende tilbage som præsident indtil Porfirio Lobos indsættelse. Landets højesteret har på forhånd meddelt at dette ikke kan lade sig gøre. Zelaya kan indtil videre se frem  at blive arresteret hvis han forlader den brasilianske ambassade, anklaget for korruption og brud på forfatningen. Hvordan denne situation vil blive løst er indtil videre uvist, men er nu også af mindre betydning.

Valget er først og fremmest en sejr for demokratiet i Honduras og et nederlag for ikke kun Hugo Chavez imperialistiske drømme i regionen, men også for lande som Spanien, Chile og Brasilien, der har gjort deres bedste for at hindre demokratiet i at fungere i Honduras. Endelig er OAS den store taber, spillet som det står efter de velgennemførte valghandlinger ved gårsdagens præsidentvalg.

På trods af af den fortsatte lettere kaotiske situation siden afsættelsen af præsident Zelaya den 28. juni, går Honduras til valg i overenstemmelse med forfatningen på søndag.

Elvin Santos (liberale)

Det forventes at det liberale parti, som både den afsatte præsident Zelaya og den nuværende Micheletti er medlem af, vil klare sig relativt dårligt.

Partiets præsidentkandidat, tidligere vice-præsident Elvin Santos, der førte meningsmålingerne indtil afsættelsen af Zelaya taber sandsynligvis til den konservative kandidat Porfirio Lobo, der tabte snævert til Zelaya i 2005.

Carlos Humberto Reyes, der har stået i spidsen forFrente Nacional de Resistencia contra el Golpe de Estado en Honduras” og støtter den afsatte Zelays (der til gengæld ikke har meget opbakning i sit egentlige parti, de liberale) har trukket sig og opfordrer til boykot af valget. Da han stod til kun 6% ifølge de seneste meningsmålinger er det uden betydning for selve valget, men kan få betydning for de udenfor Honduras som ikke anerkender valget på søndag. De andre kanidater er ganske ligegyldige, da de ligger og roder rundt mellem 1 og 3% af stemmerne.

Carlos H Reyes

Det vil endnu en gang, som det har været tilfældet hver alle tidligere valg blive et spørgsmål om den konservative kandidat eller den liberale kandidat.

Uanset valgets udfald vil det næppe umiddelbart blive anerkendt af mange lande. De fleste lande i OAS vil ikke i første omgang anerkende valget – bl.a. har Brasilien og Argentina meldt ud, at de ikke anerkender valget. Det er dog af mindre betydning for Honduras. Det der betyder noget er, at USA efter al sandsynlighed vil anerkende det forestående valg – til de fleste honduraneres tilfredshed.

Og selv om Brasilien ikke i første omgang anerkender valget, skal det dog medtages, at betydelige grupper i Brasilien bestemt ikke støtter denne holdning.

Porfirio Lobo (konservative)

Formentlig vil en række lande, som tidligere skrevet, anerkende det faktum, at Honduras på søndag på demokratisk  vis, og i overensstemmelse med Honduras forfatning vælger ny præsident. Mit bedste bud er, at de latinamerikanske lande, minus Venzuela og Hugo Chavez lydstater – og måske Argentina, vil anerkende valget senest i forlængelse af indsættelsen af den nye præsident i slutningen af januar, eller ved først kommende lejlighed til at gøre det, uden at man taber ansigt – det gælder også Brasilien, i hvis ambassade den afsatte præsident har befundet sig siden september. Ifølge AP har Costa Rica allerede fredag erklæret sig parat, ligesom USA, til at anerkende valget på søndag, hvis det forløber “fair og frit”. Costa Rica og dets præsident  Oscar Arias har spillet en central rolle i forsøgene på at finde en forhandlingsløsning på krisen der fulgte efter at Honduras militær den 28. juni satte præsident Zelaya på et fly, og sendte ham ud af landet.

Vi vender naturligvis tilbage med nyt omvalget efter søndag.

Ifølge Danmarks Radios hjemmesider begrunder Arturo Valenzuela, viceudenrigsminister for den vestlige halvkugle beslutningen med, at valget ikke er udskrevet af kupregeringen, men er det normale valg, der under alle omstændigheder skulle finde sted.

Ideen er, at han træder tilbage før valget den 29. november og tiltræder igen, efter kongressen har stemt om hvorvidt Zelaya kan vende tilbage og indgå i en  samlings-regering, der skal styre landet indtil den nye præsident tiltræder 2 måneder senere.

Med Michelettis erklæring ønsker han med egne ord at sikre, at honduranerne kan “koncentrere sig om valghandlingen og ikke den politiske krise”.

Den afsatte tidligere præsident Zelaya er naturligvis rasende, men meget kunne tyde på, at spillet er ude for ham. Han opholder sig fortsat i den brasilianske ambassade i hovedstadenTegucigalpa, hvor han søgte tilflugt den 21 september, efter han var vendt hemmeligt tilbage til landet.

Både Zelaya og Micheletti underskrev ellers en amerikansk faciliteret aftale i slutningen af oktober. Aftalen indeholdt krav om, at der dannedes en national samlingsregering, men ikke en autimatisk tilbagevende for Zelaya til præsindetposten. Det er op til kongressen, der først stemmer om Zelayas evt. tilbagevenden efter præsidentvalget er afholdt den 29. november. Den samlingsregering som Micheletti præsenterede efter aftalen var indgået indeholdt ikke Zelaya.

I mellemtiden er Micheletti blev udnæt til viceformand i “Liberal International”, der er en organisation for liberale partier globalt, og hvor bl.a. Venstre og Radikale Venstre er medlemmer. Liberal Internationals formand, hollænderen   Hans Van Baalen, blev for et par dage siden smidt ud af Nicaragua, fordi han havde kaldt Danie Ortega for “et fjols”.

For Venstre må det være en mærkværdig situation, på en og samme gang at lede en regering der hele tiden har været meget kritisk over afsættelsen af Zelaya og så være medlem af  en organisation, hvis næsteformand er Micheletti, der afløste Zelaya.

Men som vi har skrevet tidligere per alt på, at Honduras efter valget gradvist vil komme ind i det gode selskab igen. Dermed ser det ud til, at Hugo Chavez ikke kan føje Honduras til en af sine lydstater, som det er tilfældet med en række andre små fattige latinamerikanske lande.

Til gengæld er der stor risiko for at OAS vil blive splittet fuldkommen på spørgsmålet om anerkendelsen af Honduras. På sigt kan Mercosur, som Venezuela er på vej til at blive medlem af også få problemer. Hvis ikke før, så efter præsidentvalget i 2010, hvor socialdemokraten Jose Serra ventes valgt, vil Brasilien (et af Mercosurs opridnelige medlemmer) formentlig også anerkende den kommende præsident og regering i Honduras, uanset hvad der sker med Zelaya. Han er stadig efterlyst i Honduras, og står til at blive arrasteret, hvis han forlader den brasiianske ambassade.