Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Zelays blev afsat for 2 år siden som kulmination på et forløb, hvor han i strid med forfatningen insisterede på at afholde en folkeafsteming, hvis formål var at ændre Honduras forfatning. Zelaya fastholdt og fastholder dog at der alene var tale om en vejledende afstemning der skulle bane vejen for en egentlig afstemning senere. Som led i den aftale der er indgået, er der nu vedtaget en lov hvorefter der skal afholdes en afstemning netop om ændring af den honduranske grundlov.

En verserende højsestretssag vil indenfor de kommende uger afgøre hvorvidt der reelt var tale om et kup eller om afsættelsen skete i overensstemmelse med grundloven. Fra første færd var der en række uklarheder i forbindelse med hele forløbet, herunder hvem der reelt tog beslutningen om at sende Zelaya ud af landet. En handling der for mange latinamerikanere bragte ubehagelige mindelser tilbage om tidligere tiders militærkup. Det forventes, at højesteret vil komme frem til at der var tale om et kup – alt andet vil være en overraskelse. Hvordan man vil betegne forløbet op til afsættelsen eller kuppet (hvordan man nu ser på det) er endnu uklart. For eksempel forsøgte Zelaya få uger før han blev sat på et fly ud af landet, at afsætte den militære øverstbefaldende. Det var klart et brud på grundloven.  Det vender jeg tilbage til, når afgørelsen offentliggøres.

Et væsentligt problem var indtil sidste uge en arrestordre på Zelaya, der bl.a. anklagedes for korruption og dokumentfalsk, læs mere her. den blev i sidste uge ophævet ved ed domstolsbeslutning.

Den egentlig afsættelse, hvor militæret hev Zelaya ud af sengen en tidlig morgenen i juni 2009, og satte ham på et fly ud af landet – stadig iført pyjamas – skete på baggrund af en højesteretsafgørelse, der havde erklæret afstemningen for ulovlig. Selv om miltæret, højesteret og den efterfølgende midlertidige regering – Zelays parti beholdt regeringsmagten frem til det allerede planlagte valg i november 2009, der bragte den nuværende præsident Lobo fra Honduras konservative parti til magten – afviste at der var tale om et egentlig kup, fordømtes Honduras stort set af hele verdenssamfundet, og landet blev efterfølgende smidt ud af OAS, ligesom USA truede med økonomiske sanktioner. En beslutning man senere fortrød, se også tidligere indlæg her og her.

At den amerikanske regering meldte ud på linje med OAS afholdt ikke Zelaya fra kraftigt at kritisere USA, samtidig med at han takkede for støtten fra Hugo Chavez – og, hvilekt viser hvor meget situationen har ændret sig det seneste år – Colombias præsident Manuel Santos.

Zelays tilbagevende kom i hus efter en aftale blev underskrevet i sidste uge, der indebar at Zelaya kunne vende tilbage og danne sit eget politiske part. Det kan potentielt gøre en ende på Honduras mangeårige og problematiske de-facto to-parti system. til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive til noget, da Zelay stillede krav om, at hans nye parti umiddelbart skulle være opstillingsberettiget. Det afviste man fra honduransk side – man er nød til at indsamle de nødvendige underskrifter – og det endte efter sigende med, at Hugo Chavez hjorde det klart for Zelays, at han ikke skulle stille flere krav.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om begivenhederne de seneste to år i Honduras, se f.eks. her og  her. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var modstander af den voldsomme internationale reaktion i forbindelse med afsættelsen af Zelaya i juni 2009. Og uanset højesteretsdommen i nær fremtid og hvad der ellers er indgået af politiske aftaler var frygten for Zelaya’s planer berettiget. Det indebærer dog ikke et forsvar for de der stod bag afsættelsen. Honduras, et af Latinamerikas fattigste og voldeligste samfund, står med enorme udfordringer. Journalister  har i årevis levet livet farligt, de offentlige institutioner er i en bedræøvelig forfatning, domstolene er alt andet end uafhængig af politiske og økonomiske interesser og samtidig øges de mexicanske narkotikakartellers indflydelse i landet voldsomt. Man fristes til at sige, at Honduras er tæt på at være en “failed state”.

Var det slemt før, er forholdene stort set kun blevet værre under den nuværende konservative præsident Porfirio Lobo, bl.a. er volden eskaleret yderligere de seneste to år. Der er ingen tvivl om at man står over for enorme udfordringer og at der er brug for grundlæggende reformer, hvis Honduras skal gøre sig håb om at forbedre levestandard og levevilkår.

På trods af massiv ulandsbistand (måske bl.a. på grund af) og noget der på overfladen kunne ligne en markedsøkonomi, er Honduras først og fremmest et bund korrupt samfund, hvor betydningen af “The rule of Law” desværre aldrig er gået op for landets elite.

Senere i denne måned afgøres det hvorvidt Honduras genoptages i OAS, og de sidste lande følger med. Det vender vi tilbage til, når det er afgjort. Det kommer næppe til at ske uden betingelser. En af problemerne er således, at mens Zelaya og alle andre der var involveret i begivenhederne i begyndelsen af året fik amnesti, fastholdes anklagerne og arrestordren på Zelaya for korruption og dokumentfalsk.

Et problem han næppe kan siges at være ene om, Honduras er et af Latinamerikas mest korrupte lande (omend det ifølge Trasparency International er blevet lidt bedre de senere år), og en af de seneste historier går på, at allerede ansatte skolelærere fyres og nye, der støtter den sidende regering, ansættes i stedet.

Samtidig er Honduras fortsat præget af høj kriminalitet og fortsat politisk motiveret vold. 7 journalister er således alene i indeværende år blevet myrdet, uden der tilsyneladende er den store vilje hos myndighederne for at finde de ansvarlige. Det er der desværre ikke er noget nyt  i.  Både overgangsregeringen fra juni 2009 og frem til  indsættelsen af den nuværende præsident Lobo, og tidligere præsident Zelayas regering, der havde et yderst anstrengt forhold til pressen, er blevet kritiseret i forbindelse med overtrædelser af menneskerettighederne.

Kommisionens arbejde skal være afsluttet senest den 31. juli. Men selv om lande som Peru, Mexiko, USA, Chile, Costa Rica m. fl. ønsker at Honduras skal genindtræde så hurtigt som muligt, og Porfirio Lobo for nylig for første gang omtalte begivenhederne i juni sidste år som et kup (hvilket er en imødekommelse i forhold til lande som Venezuela, Argentina og Brasilien), er modstanden mod honduras genindtræden fortsat stor. Ecuadors udenrigsminister Ricardo Patiño, har således ifølge MercoPress understreget, at “Min regering kan ikke anerkende den nye regering i Honduras, mens den begår overgreb mod menneskerettighederne” og stiller som krav at Zelaya, som Ecuador fortsat anser som Honduras retmæssige præsident, anerkendes af Honduras. Derudover kræver han at “De der er ansvarlige for kuppet og de der forbrød sig mod menneskerettighederne og demokratiet skal straffes.”

At netop Ecuador er meget skarpe i deres fortsatte fordømmelse hænger utvivlsomt sammen med at landet har en lang tradition for at dets præsidenter ikke sidder deres perioder ud.

USA’s udenrigsminister Hillery Clinton, der har arbejdet meget aktivt for genoptagelsen af Honduras i OAS benyttede samtidig lejligheden til at appelere for en finasiel og politiske omstrukturering af OAS, og understregede samtidig, at mens USA fortsat støtter OAS rolle som den vigtigste multilaterale organisation i regionen, er det kun muligt at opretholde denne rolle, hvis organisationen reformeres. Hermed er hun på linie med den kongresrapport som blev offentliggjort tidligere året, og var udarbejdet under ledelse af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry, og som var meget kritisk overfor OAS rolle i Honduras krisen. En rapport der reelt markerer et skifte i amerikansk udenrigspolitik i regionen, efter man i det første år under præsident Obama forsøgte at samarbejde og imødekomme regionens mere problematiske stater, samlet i det venezuelansk finansierede og ledede ALBA samarbejde.

Med hensyn til Brasilien er der ingen tvivl om at regeringen gerne ser en afslutning på krisen, og formentlig også, at Honduras genoptages i OAS. Præsident Lulas problem er at han skal tilgodese både de mere radikale dele af hans eget bagland og hans mere moderate samarbejdspartnere. Det værste for Brasilien ville være en situation hvor OAS splittes over spørgsmålet og en fastholdelse af modstanden mod Honduras genindtræden kan tolkes som en støtte til Venezuelas Hugo Chavez, der bestemt ikke er populær i Brasilien (heller ikke på venstrefløjen), mens en accept af Honduras genindtræden kan tolkes som en “leflen” for USA, hvilket vil skabe stor utilfredshed ikke mindst i hans eget bagland. Med får måneder til det næste præsidentvalg, derforventes at blive et meget tæt opløb mellem Lula’s håndplukkede efterfølger Dilma Rousseff og den socialdemokratiske kandidat José Serra, kan det blive af betydning på trods af at udenrigspolitik ikke spiller nogen stor rolle i brasiliansk politik.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Med sin konfirmation af Honduras tætte forhold til USA, løsningen på krisen med den afsatte præsident Zelaya, der lige som alle andre indvolverede i hans afsættelse har fået amnesti,  og udsigt til at flertallet af OAS medlemsstater i løbet af kort tid anerkender Honduras nye demokratisk valgte regering, står Venezuelas Hugo Chavez og ALBA samarbejdet tilbage som de store tabere af den krise, der blev udløst ved afsættelsen af Zelaya sidste år.  Den største taber er naturligvis selve Honduras, og den nye regering har meddelt, at kassen reelt er tom, efter man efter afsættelsen af Zelaya stort set blev afskåret fra den internationale finansielle støtte, men mon ikke der er en løsning på det problem?

Med de seneste meldinger fra USA, hvor det understreges, at en væsentlig del af ansvaret for krisen sidste år skal lægges på den afsatte præsident, er der grund til at tro, at en hvis form for finansiel hjælp er mulig, også selv om kassen dér er tom. Hvis USA ønsker fortsat at have en stabil allieret i Honduras er det nok en god ide at gøre hvad der er muligt for, at Porfirio Lobos regeringstid indebærer økonomiske fremskridt. Ellers er risikoen formentlig, at venstrefløjen i honduras får fornyet vind i sejlene.

Porfirio Lobo

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Det betyder næppe den snarlige ende på Chavez regeringstid, dertil er oppositionen for svar og splittet til at kunne lukrere på den faldende opbakning bag Chavez. Ydermere har Chavez regeringen fået ændret valgkredse og mandattildeling op til parlamentsvalget i efteråret, således at der nu er tale om et “winner takes it all” system, hvilket naturligvis er til Chavez fordel, så længe oppositionen er splittet.

Men at Chavez føler sig presset er tydeligt. Hans seneste anslag mod medierne er et tegn, et andet har været de absurde angreb på USA, som han er kommet med i forbindelse med jordskælvet i Haiti. På et tidspunkt påstod han i en af sine timelange TV-udsendelser, at jordskælvet i Haiti var udløst af afprøvning af hemmelige avancerede amerikanske våben. Samtidig har han kritiseret den store tilstedeværelse af amerikanske soldater i Haiti, som ses som udtryk for amerikansk imperialisme og et forsøg på at kolonisere Haiti.  Kun Cuba, Nicaragua og Bolivias regeringer hoppede med på den fortolkning.

Hugo Chavez sidder fortsat sikkert på magten i Venezuela, og vil formentlig gøre det i en rum tid fremover. Men han indflydelse udenfor Venezuela har toppet, og spørgsmålet er da også hvor længe han vil eller kan opretholde en demokratisk facade indenlandsk. I det øjeblik den endelig krakelerer, ændrer spillet sig for alvor. Ikke mindst i forhold til USA, der på en og samme tid er Chavez ynglings hadeobjekt og Venezuela’s vigtigste eksportmarked.

Amerikansk kritik af Organiationen af Amerikanske Stater

I sidste uge offentliggjorde et udvalg under den amerikanske kongres en meget kritisk rapport om OAS og dets nuværende formand, den tidligere chilensk udenrigsminister,  Jose  Miguel Insulza. Blandt de mange kritikpunkter var OAS manglende evne til at forhindre demokratisk errosion i flere lande. I forbindelse med krisen i Hondutras sidste år kritiseres OAS direkte for ensidigt at have støttet den afsatte præsident Zelaya, bl.a. ved at have undladt at kritisere, at han åbentlyst tilsidesatte Honduras forfatning i forløbet op til hans afsættelse den 28. juni.

Om OAS formåen til at støtte op om en demokratisk udvikling i regionen skriver man bl.a.:

The OAS has demonstrated decisive responses to traditional coups but relative passivity towards the gradual erosion of democracy, despite the relationship between these two threats, as illustrated by recent crises. In both Venezuela and Honduras, executive defiance of other government institutions provoked the breakdown of democratic rule.

A number of comparable situations exist in the region, including the persecution of the media in Venezuela and recent electoral fraud in Nicaragua. Because military coups have been relatively rare since the democratic wave of the 1980s and 90s, the greatest danger to democracy lies with elected officials who abuse their constitutional powers. Although the Democratic Charter provided a variety of tools for the OAS to address this threat, including authority for the Secretary General to engage a government directly, in practice, neither the Secretary General nor member-state governments have been willing to take any serious steps toward developing an effective early warning mechanism that does not depend on the invitation of a member-state.

Fra de seneste protester i Venezuela

Det er værd at lægge mærke til hvem der står bag rapporten. Den er udarbejdet for “Committee  on  Foreign  Relations”, der ledes af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Det bliver interessant at se i hvilken udstrækning denne rapport vil afspejle sig i den fremtidige amerikanske udenrigspolitik i regionen. Hvis man følger den linie der er lagt indebærer det en langt mere offensiv amerikansk politik i forhold til de anti-demokratiske strømninger der især er knyttet til udviklingen i de såkaldte ALBA lande. Et varsel om at dette skift allerede er fundet sted, kan måske ses af den amerikanske reaktion på Daniel Ortegas anslag på Nicaraguas demokrati i efteråret. Hvis der følges op på den linie, må vi forvente at USA vil indtage en mere konfrontatorisk kurs overfor Venezuela end vi har set indtil nu.

Første skridt kan være at sikre valget af en ny leder af OAS i stedet for  Jose Miguel Insulza, hvis rolle i Honduras krisen er blevet stærkt kritiseret.

Tidligere har bl.a. USA, Panama og Costa Rica anerkendt den nye regering. Hvad der gør El Salvadors anerkendelse bemærkelsesværdig er, at det er den første socialistiske regering, der anerkender Porfirio Lobo – Mauricio Funes politiske bagland er den tidligere oprørbevægelse FMLN.

I de kommende dage vil de fleste af de latinamerikanske lande, der endnu ikke har anerkendt den nye regering formentlig  følge trop, bortset fra landene i det såkaldte  ALBA samarbejde (Venezuela, Bolivia, Ecuador, Cuba, Nicaragua, Dominica, Saint Vincent, Antigua og Barbuda) som Honduras formelt er en del af på grund af den tidligere præsident Zelaya. Sidstnævnte rejser efter en aftale mellem den dominikanske republik og Porfirio Lobo til sidstnævnte indenfor de kommende dage. Hermed har også krisen mellem Brasilien og Honduras fundet en løsning.

Samtidig har Honduras kongres indledt arbejdet der skal sikre, at der kan gives amnesti til alle involverede i den krise der startede, da Zelaya efter en højesteretsafgørelse blev afsat i de tidlige morgentimer den 28. juni og sat på et fly ud af landet.

Zelaya har tilsluttet sig aftalen, der gør hans udrejse mulig, og det kan ikke afvises, at også ALBA landene vil besinde sig, og anerkende Honduras nye regering.

Med tanke på, at Ecuadors præsident, Rafael Correa, er i store vanskeligheder, at den økonomiske krise spidser til i Venezuela og modstanden mod Daniel Ortega – hvis metoder ikke har meget med demokrati at gøre – er voksende, kan det ikke udelukkes, at der ikke er meget ALBA tilbage når indeværende år går på held.

Med 2/3 af stemmer optalt fører den konservative kandidat, Porfirio Lobo, med over 50% af de afgivne stemmer, mens Elvin Santos fra det Liberale parti (same parti som tidligere præsident Zelaya og den nuværende Micheletti) ligger til at få omkring 38%. Elvin Santos har anerkendt nederlaget til Porfirio Lobo.

Efter at OAS tidligere har meldt ud, at man ikke vil anerkende valget, meddelte Costa Rica i fredags, at man alligevel vil anerkende det, også Panama, Peru, Colombia og USA forventes at anerkende valgresultatet. I Brasilien, der holder fast i at man ikke anerkender valget har dette allerede udløst hæftig intern debat, og socialdemokraten Jose Serra, guvernør for staten Sao Paulo og (indtil videre ikke-erklæret kandidat), og favorit til at vinde præsidentvalgeti Brasilien til næste år har kritiseret den nuværende regering med Lula i spidsen for dette.

Porfirio Lobo meldte allerede i fredags ud, at det vigtigste efter valget var at finde en løsning på den nuværende krise, der blev udløst af den af højesteret beordrede afsættelse af præsident Zelaya den 28. juni. Zelaya blev i første omgang sat på et fly og sendt ud af landet, men vendte i slutningen af september tilbage til Honduras, hvor han siden har opholdt sig på Brasiliens ambassade.

Med den høje valgdeltagelse og klare sejr til Profirio Lobo ved valget i går, der er gennenført i overenstemmelse med Honduras forfatning bliver det vanskeligt at fastholde, at man ikke vil anerkende valget og dets resultat. det vil formentlig ikke afholde Hugo Chavez Venezuela og dennes allierede i Ecuador, Bolvia og Nicaragua – og Cuba, fra lige netop at gøre dette. Derimod må det forventes at resten af Latinamerika – ud over de allerede nævnte lande – alle vil være meget interesseret i en “mindelig” løsning.

Ifølge Honduras forfatning er militæret, der har ansvaret for gennemførelsen af valghandlingerne, underlagt landets valgmyndigheder frem til Porfirio Lobos indsættelse som præsident den 27. januar. Det store spørgsmål er nu om det er muligt at finde en løsning i den mellemliggende løsning hvor ingen af de aktørerne taber ansigt. Den 2. december stemmer det honduranske parlament om, hvorvidt Zelaya kan vende tilbage som præsident indtil Porfirio Lobos indsættelse. Landets højesteret har på forhånd meddelt at dette ikke kan lade sig gøre. Zelaya kan indtil videre se frem  at blive arresteret hvis han forlader den brasilianske ambassade, anklaget for korruption og brud på forfatningen. Hvordan denne situation vil blive løst er indtil videre uvist, men er nu også af mindre betydning.

Valget er først og fremmest en sejr for demokratiet i Honduras og et nederlag for ikke kun Hugo Chavez imperialistiske drømme i regionen, men også for lande som Spanien, Chile og Brasilien, der har gjort deres bedste for at hindre demokratiet i at fungere i Honduras. Endelig er OAS den store taber, spillet som det står efter de velgennemførte valghandlinger ved gårsdagens præsidentvalg.

På trods af af den fortsatte lettere kaotiske situation siden afsættelsen af præsident Zelaya den 28. juni, går Honduras til valg i overenstemmelse med forfatningen på søndag.

Elvin Santos (liberale)

Det forventes at det liberale parti, som både den afsatte præsident Zelaya og den nuværende Micheletti er medlem af, vil klare sig relativt dårligt.

Partiets præsidentkandidat, tidligere vice-præsident Elvin Santos, der førte meningsmålingerne indtil afsættelsen af Zelaya taber sandsynligvis til den konservative kandidat Porfirio Lobo, der tabte snævert til Zelaya i 2005.

Carlos Humberto Reyes, der har stået i spidsen forFrente Nacional de Resistencia contra el Golpe de Estado en Honduras” og støtter den afsatte Zelays (der til gengæld ikke har meget opbakning i sit egentlige parti, de liberale) har trukket sig og opfordrer til boykot af valget. Da han stod til kun 6% ifølge de seneste meningsmålinger er det uden betydning for selve valget, men kan få betydning for de udenfor Honduras som ikke anerkender valget på søndag. De andre kanidater er ganske ligegyldige, da de ligger og roder rundt mellem 1 og 3% af stemmerne.

Carlos H Reyes

Det vil endnu en gang, som det har været tilfældet hver alle tidligere valg blive et spørgsmål om den konservative kandidat eller den liberale kandidat.

Uanset valgets udfald vil det næppe umiddelbart blive anerkendt af mange lande. De fleste lande i OAS vil ikke i første omgang anerkende valget – bl.a. har Brasilien og Argentina meldt ud, at de ikke anerkender valget. Det er dog af mindre betydning for Honduras. Det der betyder noget er, at USA efter al sandsynlighed vil anerkende det forestående valg – til de fleste honduraneres tilfredshed.

Og selv om Brasilien ikke i første omgang anerkender valget, skal det dog medtages, at betydelige grupper i Brasilien bestemt ikke støtter denne holdning.

Porfirio Lobo (konservative)

Formentlig vil en række lande, som tidligere skrevet, anerkende det faktum, at Honduras på søndag på demokratisk  vis, og i overensstemmelse med Honduras forfatning vælger ny præsident. Mit bedste bud er, at de latinamerikanske lande, minus Venzuela og Hugo Chavez lydstater – og måske Argentina, vil anerkende valget senest i forlængelse af indsættelsen af den nye præsident i slutningen af januar, eller ved først kommende lejlighed til at gøre det, uden at man taber ansigt – det gælder også Brasilien, i hvis ambassade den afsatte præsident har befundet sig siden september. Ifølge AP har Costa Rica allerede fredag erklæret sig parat, ligesom USA, til at anerkende valget på søndag, hvis det forløber “fair og frit”. Costa Rica og dets præsident  Oscar Arias har spillet en central rolle i forsøgene på at finde en forhandlingsløsning på krisen der fulgte efter at Honduras militær den 28. juni satte præsident Zelaya på et fly, og sendte ham ud af landet.

Vi vender naturligvis tilbage med nyt omvalget efter søndag.