Omara Portuando

I torsdags vandt 79-årige Omara Portando, som den første cubaner, en Latin Grammy i katagorien “Best Contemporary Tropical Album” for albummet “Gracias”. En meget smuk plade, hvor hun ser tilbage på en karriere der spænder over 6 årtier. I modsætning til hendes internationale gennembrud med med Buena Vista Social Club pladerne i 1990erne, er der ikke tale om en (nostalgisk) dyrkelse af cubansk musik fra før 1959, men derimod om en plade, der i den grad er inspireret af jazz og bossa nova.

Pladen er international i dette ords egentlige betydning (med musikere fra et hav af forskellige landet). Særligt nyskabende er den dog ikke. Det kan man naturligvis heller ikke forlange af en sangerinde på næsten 80 år.  Opdateringen fra pre-Castro musikken, som den kan høres på Buena Vista pladerne, rækker så langt fra ind i dette årtusinde. Når det er værd at nævne, er det fordi det illustrerer en centralt problem i Cubansk musik, nemlig den manglende kunstneriske udveksling mellem Cuba og omverden (især USA) efter 1959.

Cubansk musik har siden midten af forrige århundrede haft en markant betydning og indflydelse der rækker langt ud over egne grænser og hvad landets indbyggertal ellers skulle tilsige. Frem til den cubanske revolution fandt der en frugtbar og kunstnerisk fantastisk kreativ kulturel udveksling sted mellem amerikansk og cubansk populærmusik. Således introduceredes blæserinstrumenter i Cubansk musik fra 1920erne af amerikanske jazzmusikere der kom for at  optræde på de hoteller, casinoer og forlystelsessteder der fulgte i kølvandet på Havannas fremskost som et yndet turistmål for amerikanske turister. Attraktionerne (ud over det gode vejr) var ikke mindst at alkohol og spil var tilladt i Cuba, i modsætning til forbudstidens amerika i 1920erne.

Cuba var ikke det eneste yndede turistmål for amerikanske turister før 2. verdenskrig. For de mere velhavende var 1930ernes Rio de Janeiro med dets spillekasinoer og fantastiske strande også et yndet feriemål. Begge steder tog amerikanerne jazz musikken med sig fra USA og den lokale musik med tilbage igen.

Havde det ikke været for denne kulturelle udveksling havde hverken Jazz eller brasiliansk og Cubansk (eller Colombiansk eller…)  musik lydt som det lyder i dag. Denne vekselvirkning fortsatte efter 1960 med rockmusik, soul, funk og senre hiphop, rap osv. – bare ikke i Cuba.

[Omara Portuando] hun gør “revolutionen” ære

Click here to view the embedded video.

Siden “Revolutionen i 1959 har Castros regime gjort sit til at cubansk musik – i lighed med anden kunstnerisk foretagsomhed – har udviklet sig så lidt som muligt. Som noget af det første efter magtovertagelsen forbød kommunisterne f.eks. brug af saxofoner, da det var et “imperialistisk” instrument. Afviklingen af Havannas rige natteliv, den manglende kulturelle udveksling der fulgte med den isoleringen af det cubanske samfund, censuren og undertrykkelsen indebar, at Cubanske musikeres mulighed for at udvikle landets rige tradition forsvandt. Og mens Omara Portando har været en af de heldige, der fik lov til at fortsætte med at lave musik efter 1959, var der mange der var mindre heldige.

Undertrykkelsen af musikere og andre kunstnere i Castros Cuba er fortsat med varierende intensitet op til i dag. Der har ikke kun været tale om et opgør med tidligere tiders “imperialistiske” musikformer – der i dette tilfælde altså var lig med jazz-musik. Mens amerikanske unge tog på festival i slutningen af 1960erne iklædt Che Guevara T-shirt og hørte på Carlos Santana, Beatles, Jimi Hendrix osv. var rock-musik forbudt i Cuba, og de der formastede sig til at lytte til denne “depraverede” og imperialistiske musikform risikerede både fængsel og tørre tæsk af politiet hvis de blev opdaget. Undertrykkelsen fortsætter den dag i dag, hvor f.eks. en gruppe som “Porno Para Ricardo” og ikke mindst den leder, Gorki Aguila, der har siddet i fængsel på grund af sin musik ikke kan optræde live og på alle måder chikaneres.

Så sent som i fredags blev flere deltagere i en fredelig march for fred i Havanna, arrangeret af Luis Eligio fra “OMNI Zona Franca” og rap-duoen  ”Los Aldeanos”, passet op af politiet og banket synder og sammen.

[Los Aldeanos] dem kan Castro og “venner” ikke lide

Click here to view the embedded video.

Det er forbavsende hvordan totalitære regimer, om de kalder sig nazister eller kommunister, ligner hinanden i deres syn på kunstnerisk udfoldelse, og man kan kun undre sig at folk som Anissette fra Savage Rose herhjemme kan være positivt stemt overfor et sådan regime og tilsynladende blind for at den frihed hun nyder godt af herhjemme i vores “skrækkelige” kapitalistiske system. Måske burde nogen gøre politisk bevidste kunstnere herhjemme opmærksom på hvor ynkeligt det er, når de oppustede og med selvretfærdig harme taler og synger mod systemet, når der samtidig er kollegaer i socialistiske lande, der sætter liv og helbred på spil når de gør det samme. Herhjemme risikerer man højest mere medieomtale og skulderklap for sit “engagement” og at man har sit “kunstneriske” hjerte på det rette sted.

efterskrift

Jeg skal understrege, at jeg intet kender til Omara Portuandos politiske holdninger. Det kan være, at hun er kommunist, i lighed med brasilianeren Chico Buargue, der medvirker på Gracias. Det kan være at hun slet ingen holdninger har, men det er også ganske underordnet. Hendes stemme kan ingen tage fra hende, uanset at regimet i cuba i den grad prøver at tage “stemmen” fra andre kunstnere. Dette indlæg er med andre ord ikke skrevet for at nedgøre hendes Grammy, den er fuldt fortjent.

Læs også om Porno Para Ricardo her på bloggen her og her, eller denne lørdags kronik i Berlingske Tidende af Lars Hvidberg

Jeg lærte i folkeskolen at Latinamerika omfatter alle lande i Amerika hvor sprogende har en latinsk baggrund. Det vil så sige Syd- og Centralamerika (minus Guyana, Surinam og Belize), Cuba, Haiti, Dominikanske Republic, Puerto Rico, Fransk Vestindien, St. Pierre et Michelon og Quebec i Canada.

De fleste folk i Latinamerika vil nok ikke tage de fransk talende lande med. På spansk hører man ofte udtrykket Ibero América som nok udtrykker det mere korrekt end América Latina.

Men spiser de virkeligt tacos i Argentina og danser de samba i Cuba? Selvfølgeligt findes der mexikanske restauranter i Argentina, selvom de sikkert er ligeså uautentiske som de indisk ejede mexicanske restauranter der findes rundt omkring i København.

View Latinamerika in a larger map

Alle de Latinamerikanske lande har sin egen kultur, mad, dialekter, musik og danse. Og der er meget stor forskel på Argentina og Mexico. Derudover kan man faktisk godt opdele Latinamerika i 5 grove grupper rent kulturelt.

• Brasilien – Grundet det portugisiske sprog er det meget anderledes end nabolandende. Indenfor Brasilien er der også meget store forskelle mellem den for eksempelt stærke afrikanske indflydelse i nord og den europæiske i syd. Men det vil jeg lade Niels beskrive da han har langt mere erfaring med landet end jeg har
• Mesoindiansk – Mexico og Guatemala. Disse lande har meget stærk indiansk indflydelse og en kultur som er meget anderledes end de andre lande i regionen.
• Caribisk – I disse lande har en stærk blanding af Afrikansk og Spansk kultur. Der vil jeg så inkludere Cuba, Dominikanske Republik, Puerto Rico, Panama, Colombia og Venezuela. De andre centralamerikanske lande er lidt af en blanding af mesoindiansk og Caribisk. Det er nok denne kultur som de fleste folk uden for Latinamerika mest sammenhænger med Latinamerika
• Andino – Andes området som omfatter Peru, Ecuador og Bolivia. Disse lande har meget stærk indiansk kultur som er meget anderledes end det man finder i Mexico og Guatamala. Quechua er et rimeligt stort indiansk sprog som er meget udbredt i disse lande.
• Cono Sur - Den sydlige kegle af Sydamerika er hvad Argentina, Chile, Uruguay og Paraguay bliver kaldt som en gruppe. Disse lande har haft meget immigration i de sidste 150 år fra europæiske lande som Italien, Tyskland, England og sågar Danmark. Det vil sige at rent kulturelt har specielt Argentina og Uruguay måske mere til fælles med Spanien og Italien end med Cuba og Mexico.

Dette skal selvfølgeligt tages som en grov inddeling. For eksempel er kystområderne i Ecuador og Peru sikkert mere Caribisk end Andino. Men forhåbenligt hjælper det en smule. Vi vil selvfølgeligt dække de forskellige lande i mere dybte i andre artikler.

Wilson Simonal blev født i den fattige forstad Água Santa (helligt vand) i 1938,og vokesde op hos en mor der som mange andre sorte kvinder ernærede sig som vaskekone og hushjælp. Wilson Simonal er synonym med musikstilen “Pilangre” (piratmusik), der efterfulgte Bossa Nova som tidens mest populære musikstil i Brasilien i midten af 1960erne. “Pilangres” kendetegn er at man blander alle former for musik fra samba over jazz til soul og rock, – så længe det bare fungerer sammen – og det fungerede i den grad sammen for Simonal, der hastigt blev ikke kun en af Brasiliens højest betalte og bedst sælgende kunstnere med eget TV-show i selve Brasilien, men også i resten af Sydamerika og i mindre grad i USA og Europa (ikke mindst Sydeuropa).

Legendarisk er en koncert på Maracana i 1969 med en række af tidens populære brasilianske kunstnere (bl.a. Sergio Mendes) hvor 30.000 tilhørere ikke ville slippe Simonal, der fuldstændigt stjal showet. Efter at have domineret musikscenen i anden halvdel af 1960erne og banet vejen for musikere som f.eks. Brasiliens nuværende kulturminister Gilberto Gil, “Brazilian soulbrother number one” Jorge Ben Jor” og en lang række andre (dengang) unge kunstnere, der efterfølgende har indtaget helt centrale roller i Brasiliansk musik , forsvandt han nærmest ud af den brasilianske bevisthed i løbet af 1970erne, for først næsten 40 år senere at blive “rehabiliteret”.

Simonals skæbne blev, at han i1971-72, blev udråbt som stikker for militæret, der havde taget magten ved et kup i 1964. Et miltærstyre der efter 1968 som reaktion på en række aktioner fra ventreorienterede grupper (bl.a. bortførelsen af den amerikanske ambassadør i 1968) oplevede sin mest undertrykkende og brutale periode frem til midten af 1970erne.

Rygterne om at Simonal var stikker for regimet ødelagde hans karriere. Store pladebutikker ville ikke sælge hans plader, koncertsteder ville ikke lade ham optræde, fra at have haft sit eget(meget) populære  TV-show i 1960erne blev han stort set forment adgang til medierne. I 2000 døde han kun 62 år gammel, bortvist, glemt og forhånet, efter de sidste 30 år af hans liv havde været præget af alkoholmisbrug og depression. Med egne ord var hans skæbne, med hans egne ord.  at han efter 1970erne ophørte med at “eksistere i brasiliansk musikhistorie”  (‘Eu não existo na história da música brasileira’)

Først i 2003 blev Simonals navn renset for anklagerne om at han skulle have været stikker for militærregimet – desværre 3 år efter hans død. Efter at have været fortrængt fra den kollektive bevisthed er Simonal i de senere år igen blevet taget op af en ny generation af brasilianske musikere, og Kulminationen kom, da der i august måned i år afholdtes et stort opsat hyldestshow med deltagelsen ud over hans to sønner, der begge er musikere, bl.a. Maria Rita, datter af den legendariske Brasilienske sangerinder, Elis Regina, samt Seu Jorge, musiker og skuespiller – der i flere sammenhænge har spillet og optrådt sammen med Simonals søn Max de Castro.

Elis Regina og Wilson Simonal (1966)

Click here to view the embedded video.

Wilson Simonals hyldest til Martin Luther King (1966 eller 67)

Click here to view the embedded video.

Showet kommer efter præmieren på dokumentarfilmen Simonal – Ninguém sabe que duro que dei (Simonal – der er ingen der ved hvor hårdt det var), tidligere på året – og må ses som den endelige rehabilsering af Wilson Simonal, den første store (sorte) super- popstjerne I Brasilien.

Trailer til filmen om Simonal

Click here to view the embedded video.

Simonal selv gav ved flere lejligheder udtryk for at han mente, at hans “forvisning” skyldtes racisme. Hvis det er korrekt, skal det medtages, at det i så tilfælde skulle være racisme fra de venstreorienterede grupper (journalister, politiske aktive osv.) der i dag er en del af magtapperatet i Brasilien. Og uanset hvad der er den rigtige historie bag Simonals deroute, (han fortsatte med at lave plader af ujævn og ofte ringe kvalitet, hvilket jo i sig selv kan forklare faldende salgstal)  så bæres et stort ansvar på medier og den interlektuelle  elite for udelukkelsen af Simonal fra  ”brasiliansk musiks historie”, som han selv udtrykte det, –  og dermed den anerkendelse for hans store betydning for den musikalske udvikling i et af verdens mest dynamiske, kreative og musikalsk betydningsfulde kulturer – ikke kun på lokalt, men også globalt plan, som han så desperat ønskede sig (og fortjener). Der er formentlig ikke så lidt sandhed i journalisten Renaldo Azevedo ord. når han skriver på sin blog på Veja, at ;

“havde Wilson Simonal været medlem af  VAR-Palmares eller MR-8 (to modstands/terrorgrupper under militærdiktaturet), plyndret banker, stået bag kidnapning og drab, ville hans familie nu modtage pension og erstatning. Hvis han overlevede, ville han være blevet minister. Og at rippe op i “fortidens synder” ville være udtryk for dårlig smag. Venstrefløjen giver ikke amnesti og tilgiver ikke,…”

Sidstnævne med henvisning til den genrelle amnesti der blev udstedt i 1979 til både tilhængere og modstandere af militærregimet. Hvilket ikke kom til at omfatte Wilson Simonal.

Man kunne også tilføje, at tilgivelse for venstrefløjen (uanset hvor i verden) kun gælder egne fejltrin (som man så forøvrigt hårdnakket benægter har fundet sted) – på det punkt er der ingen forskel mellem en dansk og en brasiliansk virkelighed.

Man kan læse mere om – og ikke mindst høre Wilson Simonal på bl.a. Loronix – en fantastisk site for elskere af brasiliansk musik.

Clementia de Jesus

Det bør tilføjes, at “gammel tradition” skal forstås efter brasiliansk målestok. Det kan hænde, at det er noget man har gjort i et par årtier. Muligvis er der ingen der rigtig ved hvordan det er startet, og nok kan man få en historie om det, men om det passer skal man nok ikke regne med – det handler om at være til stede i nuet.

Hvorom alting er, så var Sambaen, hvor vi måske på vores breddegrader mest kommer til at tænke på den spektakulære udgave af den, som den spilles og synges ved de store karnevalsoptog, var langt op i det 20 århundrede ugleset i de “finere” dele af befolkningen – inklusiv den (venstreorietnerede) interlektuelle elite. Det var reelt først fra 1950erne og frem, i takt med at bossa nova, en jazzifiseret og mere rafineret udgave af den folkelige samba, blev populær, at det blev en accepteret musikgenre.

Så sent som i 1980erne var min hang til “folkelige” kunstnere som Clementina de Jesus og Martinho Da Vila ikke velset. Og for en af mine venstreorienterede interlektuelle (revolutionær, uddannet historiker og medlem af Partido Trabalhador) bekendte var det decideret pinligt, da jeg en gang bad hende om at købe en bestemt plade med netop Clementina de Jesus – det var bare for folkeligt.

Det hjalp dog en del, da jeg kunne fortælle hende, at en af de “rigtige” – det vil sige venstresnoet og kendt i Frankrig – kunstnere, nemlig Chico Buarque, havde fremhævet netop Clementina de Jesus som en stor kunstner – og at hun forøvrigt havde optrådt i netop Frankrig .

Heldigvis lider de fleste almindelige mennesker udenfor den intellektuelle elite ikke af den slags overfladisk pjat – enten kan de lide det de hører eller også kan de ikke. Og så er der tale om en aktivt levende tradition, godt hjulpet på vej af (og det er til gengæld rigtigt) af en høj grad af musikalitet og aldrig manglende mennesker der rent faktisk kan spille et instrument. Jeg ved ikke med læseren, men jeg vil unægtelig til enhver tid foretrække en god gang samba frem for dansk “1-2-3-4 og nu klapper vi i takt, mens vi sejler op af åen” samvær, når jeg bliver gammel.

Click here to view the embedded video.

Og vel er lemmerne blevet noget stivere, og vel er det ikke alle der har lige meget styr på rytmer og motorik, men hvad gør det når solen skinner og man hygger sig med gamle venner?

Gorki har været i spjældet for sit “prekriminelle” musik, synger åbenlyst om sit had for det kommunistiske system og er blevet noget af en helt blandt de unge i Cuba. At blive anklaget for at være prekriminel er en af Castro brødrenes yndlings anklager for at undertrykke kritikere.

Gorki er på tour i USA nu for at promote sin nye cd hvor han gav dette interview til Reason.tv:

Click here to view the embedded video.

Mange folk uden for Latinamerika tror at det hele er Salsa, Samba og Reggaeton. Men lige siden 60erne har latinamerikansk rock ofte kaldet “Rock en Español” været enormt populært. Måske de to eneste navne kendte uden for Latinamerika er Shakira og Juanes begge fra Colombia. Men specielt Mexico og Argentina producerer mange store rock navne som er mindst ligeså store som Pink Floyd og Rolling Stones i regionen.

Ren punk er måske ikke så stor som de kendte Rock en Español grupper, men punk har haft en tydelig inflydelse paa mange forskellige kendte navne som har skabt sine egne nye fusioner mellem punk og lokal musik. Eksempler på dette er Panama’s Los Rabanes som blander punk, ska, reggae og lokal folkemusik. Andrea Marquee fra Brasilien blander Samba, Bossa Nova, Drum’n'bass og Punk. Mexico, Los Angeles og Argentina har også en del punk cumbia grupper.

Castro brødrene har altid ment at rock var imperialistisk og siden 60erne har lokale rock musikere tilbragt meget tid i forskellige fængsler og straffelejre. Dette burde nogen måske fortælle alle de internationale rock stjerner som går klædt i Che trøjer. På samme måde som Hitler prøvede på at promovere en halvforloren tysk kulturarv har det også været en vigtig del af Fidels strategi.

For at høre mere om Cubas undergrunds bands check den nye dokumentar film Cuba Rebelion som følger Gorki’s gruppe og forskellige andre af Cuba’s punk grupper i deres kamp for at få lov til at spille.

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi”

Click here to view the embedded video.

når musikere sætter noget på spil – Porno Para Ricardo

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?