Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010

Figur 2. produktion 1998-2008, kilde UNODC 2010

I sin seneste rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, lægger UNODC netop vægt på myndighedernes indsats mod produktion og smugling af kokain. Denne indsats har dog næppe mere end marginal betydning for forbrugsudviklingen. Således er forbruget steget i bl.a. Europa, mens der længe har været en faldende trend i USA i forbruget af en række illegale rusmidler. I rapporten fremhæves, at prisen på kokain næsten er fordoblet i USA fra 2007 og frem (ved konstant renhed), hvilket er resultatet af bl.a. de fortsatte kampe i Mexiko – og alt andetlige har det naturligvis betydning for det samlede forbrug, men… Samtidig viser udviklingen i prisen på f.eks. metamfetamin, der er mere end halveret de senere år, mens forbruget desuagtet er faldet, (se også figur 3 og 4), at der under alle omstændigheder ville have været et fald, idet den langsigtede trend i USA igennem det seneste ør har været at efterspørgslen har været vigende på en række illegale rusmidler.

Figur 3. Prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNODC 2010

På samme måde som præsident Calderon og Mexikos optrappede kamp mod kartellerne i Mexiko nok har reduceret mængden af kokain der kommer ind på det amerikanske marked – en “succes” der dog er sket på bekostning af mere end 20.000 menneskeliv i løbet af de sidste par år – og påvirker kartellernes indtjeningsmuligheder, har den amerikansk støttede indsats i Colombia siden 1990erne reduceret karteller og terrororganisationers (FARCs) indtjeningsmuligheder i Colombia.

Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNODC 2010

Problemet er bare, at ligesom den trafik der tidligere gik gennem Meksiko nu synes at blive omdirigeret til en række mellemamerikanske lande, er produktionen i Colombia ved at blive udskiftet med produktion i Peru og Bolivia. Og mens indsatsen i Colombia (set fra colombiansk side) har haft den primære gevinst at knække FARC, har det til gengæld forøget indtægtsmulighederne for en anden af regionens terror organisationer, nemlig Peru’s “Lysende sti”, der igen operer i Peru – først og fremmest takket være indtægter fra produktionen af kokain, se nedenstående nyhedsklip fra det engelske AllJazeera.

Click here to view the embedded video.

Der synes at være mere end et gran sandhed hvad The Economist i deres seneste nummer citerer en mexikansk topembedsmand for, nemlig  at, “Indtil det bliver legaliseret, er det bedste man kan opnå, at gøre det til en andens problem”.

Det er naturligvis ikke sådan UNODC ser på det, – man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Helt absurd bliver det naturligvis, når man på en og samme gang forstærker indsatsen mod udbuddet af illegale rusmidler, mens man samtidig “bløder op” i tilgangen til brugerne. Sidstnævnte kan der være mange gode grunde til ud fra medicinske og sociale hensyn, men hvis formålet er via politiindsats og lovgivning at mindske brugen af rusmidler, er effekten nogenlunde det modsatte. Ved at mindske undertrykkelsen af brugerne og øge indsatsen mod sælgerne flytter man den fulde risiko over på udbudsiden. Sidstnævnte indebærer at den potentielle profit (for de der kan holde sig udenfor lovens lange arm) øges, ligesom det må forventes at påvirke korruptionen negativt i de involverede lande. En pointe som bl.a. den højt respekterede Mary O’Grady fra Wall Street Journal har peget på, se for øvrigt også klippet nedenfor, hvor Mary O’Grady taler om de metoder CIA har promoveret i Peru, og konsekvenserne af disse.

Click here to view the embedded video.

Med tanke på at dekriminalisering promoveres som en løsning både i Europa og Latinamerika, hvor fortalerne – bl.a. tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso, eksplicit samtidig promoverer en øget indsats mod udbudsiden er der grund til at tro at de negative effekter af den førte narkotikapolitik i forhold til borgere der ikke ellers er involveret enten som sælger eller bruger vil øges og ikke mindskes. Dekriminalisering af forbrug har således kun marginal effekt for stoffernes kvalitet og pris, hvor sidstnævnte er afgørende for omfanget af den berigelseskriminalitet der følger af  stofafhængiges behov for at finansiere deres forbrug. Samtidig vil alle de omkostninger, både i menneskelig, utryghed, korruption, fattigsom osv. der er konsekvensen af det illegale marked enten være uforandrede eller i værste tilfælde øges. For en række latinamerikanske lande, især i mellemamerika, er der tale om et problem af sådan et omfang, at det reelt truer disse landes stabilitet og en fremtidig positiv demokratisk udvikling. Det drejer sig bl.a. om lande som Honduras, Guatamala og El salvador.

Selv om volden for længst har spredt sig fra grænseområderne til USA, hvor den fortsat er værst – der rapporteres om hele landsbyer tæt ved grænsen, hvor beboerne flygter efter “opfordring” fra kartellerne – er den primære faktor bag de kriminelles indbyrdes krig, kampen om det kukrative marked i USA – som illustreret ved nedenstående karikaturtegning.

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.

Som den den amerikansk økonom Jeffrey Miron har understreget, er det største problem i forbindelse med den førte  narkotikapolitik, konsekvenserne på udbudssiden (herunder for transitlandene);

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Siden den mexikanske præsident Calderon erklærede sin lokale version af “The War on Drugs”, har det mest synlige resultat været stigende vold,  ikke mindst i grænsebyen Ciudad Juárez, der ligger ved siden af El Paso. For at få et indtryk af volden er det blot at henvise til sektionen om Juárez i El Paso Times – det er ikke læsning for sarte sjæle. Hvad der måske er mere frustrerende er, at efter mere end 5.000 narkotika relaterede drab i Juárez de seneste 3½ år, er der intet der tyder på en bedring foreløbig. Andre steder i Latinamerika har man for længst lært at leve med endda højere “tabstal” (bl.a. Rio de Janeiro).

Der er meget godt at sige om den afkriminalisering vi har oplevet i lande som Portugal og Holland, men den har som nævnt ingen positiv betydning for den vold og kriminalitiet der udspringer af udbudssiden.

Med mindre man er parat til at bruge metoder som f.eks. i Kina under Mao (man klyngede simpelthen pusherne op på stedet) er det ikke muligt at komme den vold der følger i kølvandet på det lukrative ukontrollerede illegale marked til livs. Med mindre man selvfølgelig sørger for at der kun er én gruppe der sidder på den illegale handel, eller hvad der må foretrækkes – gør det muligt at producere og sælge på et lovligt marked, der kan kontrolleres.

Nogle af de 7.000 Mexikanske soldater på patrulje i Ciudad Juarez

Calderons version af den amerikanske “War on Drugs” har fulgt præcist det samme mønster, som man har set nord for grænsen. Der har været spektakulære arrestationer og skuddueller mellem politi, militær og banditter, se også denne historie.

Det er den slags episoder der i narkobranchen blot omtales som “new job opportunities”.  Calderons politik har været en total fiasko. Ud over en eskalering af volden, har regeringens metoder sat retssikkerhed og menneskerettigheder under pres – et ikke usædvanligt resultat af at sætte hæren ind. Kokain og marijuana strømmer stadig ind i USA og det vil den blive ved med, mens vold og drab vil fortsætte med uformindsket styrke.

Det er O’Grady og WSJ klar over (og har været det i årtier). Men hvornår mon det går op for de politisk ansvarlige og (i tilfælde af at de godt ved det) hvornår tør de fortælle deres befolkninger at det forholder sig sådan?

Arturo Beltran Leyva

Men selv om Arturo Beltran Leyva’s død sikkert er god til at skabe overskrifter og vil blive fremstillet som et bevis på at kampen mod kartellerne nytter noget, vil han nok hurtigt blive erstattet af en anden (den enes død er som bekendt den andens brød). Der er reelt intet der tyder på, at regeringen har succes med sin omfattende og brutale indsats mod de (mildt sagt) endnu mere brutale narkotika karteller.

Mere end 45.000 soldater er blevet sat ind mod kartellerne siden præsident Calderons indsættelse i 2006, mens mere end 14.000 mennesker er blevet dræbt i narkotikarelateret vold i samme periode.

Eskaleringen af volden har fået en række eksperter til at tale om Mexiko som en “failed state”. Bl.a. har det ansete Foreign Policy i flere omgange behandlet dette emne og peget på at narkotikakartellerne med deres tilsyneladende enorme ressourcer har korrumperet et i forvejen korrupt politisk system yderligere. Borgmestre, anklagere, dommere, politifolk, politikere og embedsmænd er blandt der er på på kartellernes lønningsliste.

Det er nok en overdrivelse at kalde Mexicko en “failed state” og det skal formentlig ses  på baggrund af, at Mexiko traditionelt har været et relativt fredeligt land, hvis man sammenligner med andre lande i regionen (ikke mindst en række små mellemamerikanske lande). I forhold til f.eks. Brasilien, og ikke mindst Rio de Janeiro, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen er volden, selv efter den voldsomme eskalering de sidste år fortsat moderat.

Der er stor folkelig opbakning bag brugen af drastiske metoder som for eksempel at sætte hæren ind, på trods af rækken af problemer i forhold til retsstatprincipper og menneskerettigheder som dette rejser (soldater er ved flere lejligheder kommet til at dræbe uskyldige ved vejspærringer o. lign.). Men folkelig opbakning og accept af meget hårde metoder i kampen mod narko-kartellerne er ikke det samme som at det virker, målt på reducering af vold og narkotikahandel. Der er tale om ren symbolpolitik.

Volden der i første omgang udsprang af narkokartellernes indbyrdes kamp for at dominere det lukrative marked for eksport af primært kokain til USA, vil formentlig fortsætte uanfægtet. Det bedste resultat man kan opnå vil være, at man sætter nogle af kartellerne ud af spillet, hvilket dog blot gavner andre kartellers indtjeningsmuligheder.

Samtidig at ville begrænse kartellernes eksport af kokain til USA og begrænse den relaterede vold er næppe muligt. Sammenblandingen af ønsket om at begrænse narkotikahandlen og begrænse volden har andre steder vist sig at være en umulig opgave. Den vold der udspringer af rivaliseringen mellem kartellerne kan kun stoppes hvis kartellerne selv ser en fordel i dette, det vil sige, at de forventede omkostninger ved en fortsat blodig indbyrdes krig overstiger den forventede gevinst ved at vinde markedsandele.

Det vil formentlig gå i Mexiko, som det er gået andre steder hvor volds- og mordrater er steget i kølvandet på det illegale narkotikamarked, nemlig at man efterhånden vænner sig til det nye og højere voldsniveau. Også Rio de Janeiro var en gang en relativ fredelig by, og Nørrebro en bydel hvor forældre gerne så deres studerende børn boede.