I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.

Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.

Ligesom den førte politik i 1990erne i sidste ende ledte til det økonomiske sammenbrud i 2000-2001 og den efterfølgende default, er Argentina igen på en farlig kurs, hvor det mest realistiske scenarie er en “hard landing”.

Som The Economist bemærker:

The longer this deception goes on, the trickier it is for the government to end. Faced with deteriorating fiscal accounts, Ms Fernández has begun to trim subsidies amounting to 5% of GDP. Their removal will push prices up further—as would a weakening of the peso. So Mr Moreno’s latest wheeze involves responding to a vanishing current-account surplus with strict import controls, which will undermine growth. Argentina has created a statistical labyrinth that might have been dreamed up by Jorge Luis Borges, the country’s greatest writer. This story is unlikely to have a happy ending.

På den ene side står et Argentinsk krav om at øerne skal leveres (tilbage) til Argentina, som aldrig har anerkendt Englands ret til disse. Generation efter generation har i argentinske skoler modtaget den rette patriotiske undervisning, hvor der aldrig stilles spørgsmålstegn ved dette. Malvinas, som argentinerne kalder øerne, optræder de de landkort der bruges i argentinske skoler som en del af Argentina.

På den anden siden insisterer Englænderne på at øerne er engelske, så længe beboerne ønsker det.

Den argentinske kampagne, som i denne omgang for alvor tog fart i forbindelse med 25års dagen for Falklandskrigen i 1982, er fulgt op af en ganske heftig retorik fyldt med vanlig latinsk svulstighed. Som når præsident Cristina Fernandez Kirschner sammenligner prins William, som er på øerne for øjeblikket (han er helikoptorpilot i RAF), med fortidens Conquistadorer, og omtaler Englands tilstedeværelse som imperialisme.

Denne imperialisme retorik er paradoksal med tanke på at befolkningen stort set udelukkende består af efterkommere efter europæiske indvandrere. Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent af befolkningen, mens yderligere ca. 8 procent er mestitzer. Efterkommere efter Europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af befolkningen hvoraf majoriteten er efterkommere efter indvandrere i det 19. og starten af det 20. århundrede.

Argentina var op til 1. verdenskrig, næst efter USA, det populæreste mål for europæiske udvandrere. Mens de fleste immigranter kom fra Italien og Spanien, var det også mål for mange tyskere, englændere og irere. Mens ca. 100.000 englændere udvandrede til Argentina, var det målet for hele 500.000 irere i perioden 1830-1870. Befolkningen mere end fire-dobledes mellem 1850 og 1900 (fra 1,1 mio. til 4,7 mio.). En vækst som kun overgås af  Uruguay, hvor befolkningen 9-dobledes i samme periode (fra 100.000 til 900.000). Uden indvandring ville befolkning i samme periode maksimalt være fordoblet.

Ved 1. verdenskrigs udbrud udgjorde andelen af befolkningen som ikke var født i Argentina næsten 1/3 af den samlede befolkning, som det fremgår af nedenstående figur.

Andel af befolkning som ikke er født i Argentina

Desuagtet at hele imperialisme og koloniserings-retorikken forekommer hul med tanke på Argentinas egen historie, er det kernen i den verbale støtte man får fra de omkringliggende lande. I et interview med det ansete brasilianske ugemagasin, Veja, angiver en repræsentant for den brasilianske regering, Benoni Belli, at det er afgørende for Brasiliens (verbale) støtte til Argentina. Samtidig afviser Belli at tvisten kan afgøres med udgangpunkt i FNs princip om selvbestemmelse, fordi de ca. 3.000 indbyggere ikke er at sidestille med “oprindelig befolkning”.

Med andre ord støtter man i princippet Argetinas position, at de pågældende ultimativt må flytte fra de øer, hvor nogle af dem har familiemæssige aner tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Det vil sige længere end en anselig del af den argentinske (og i mindre grad den brasilianske) kan føre deres tilknytning til de pågældende lande tilbage.

Argentina henholder sig til det juridiske princip “uti possidetis juris“, som blev anvendt (med større eller (ofte) mindre konsekvens) i forbindelse med grænsedragningen mellem de nye lande, efterhånden som spanierne mistede kontrollen over kolonierne. Efter dette princip følger grænsedragningen “sammenhængende” identiteter, hvilket i Argentinas tilfælde skulle indbefatte Falklandsøerne.

Brugen af “uti possidetis juris” afvises blankt af Englands premierminister, David Cameron. Som i utvetydige vendinger har gentaget det engelske standpunkt om, at øerne er en del af det engelske rige, så længe beboerne ønsker det. Han har yderligere lagt vægt på, at en folkeafstemning er velkommen og henholder sig i øvrigt til FNs princip om retten til selvbestemmelse. Det afviser Argentina  med henvisning til at øboerne blev “importeret” efter englænderne i 1833 (gen)etablerede sig på øerne .

Den engelske position kan opsummeres som:

• England har gjort krav på øerne siden 1690
• Øerne har været beboet og under fuld engelsk kontrol siden 1833, bortset fra de 2 måneder i 1982, hvor de var besat af Argentina.
• De Argentinske forsøg på at kolonisere øerne i 1820-33 var “sporadiske og ineffektive”
• Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833
• 87 procent af befolkningen har i en meningsmåling i 1994 afvist enhver form for diskussion af suverænitet under nogen omstændigheder. Englannds standardsvar til de argentinske krav er at afholde en folkeafstemning.
• Princippet om “uti possidetis juris” blev først en del af international lovgivning i 2. halvdel af det 20. århundrede og kan ikke bruges med “tilbagevirkende kraft”, men tager udgangspunkt i nutiden.
• FN Generalforsamlings resolutioner opfordrer til forhandlinger “er behæftet med fejl, fordi de ikke indeholder nogen henvisning til beboernes ‘ret til at vælge deres egen fremtid.”
• Lissabontraktaten ratificerer forøvrigt at Falklandsøerne tilhørerStorbritannien.

 Det Argentinske problem

Det er nemt nok at finde eksempler på verbal støtte til Argentinas krav på Falklandsøerne, ofte baseret på en selviscenesættelse af sig selv som ofre for tidligere tiders koloniherre. Men samtidig er det væsentlig at understrege, at støtten først og fremmest er symbolsk. For en række lande, bl.a. Uruguay og ikke mindst Chile er der tale om en delikat balancegang. På den ene side ønsker man et godt forhold til sin nabo, på den anden side har man et godt forhold til England, og 300 borgere som bor og arbejder på Falklandsøerne. Da der gik rygter om at Argentina ville umuliggøre opretholdelse af flyforbindelsen mellem Santiago og Falklandsøerne udløste det store protester fra chilenerne på Falklandsøerne.

Bag de mange erklæringer om solidaritet gemmer sig formentlig også ofte en stor irritation over argentinernes fremfærd. Det hjælper heller ikke at Argentina generelt har ry for at være en problematisk samarbejdspartner, som til tider har ganske svært ved at overholde indgåede aftaler. Det gælder ikke mindst i Mercosur, hvor især Uruguays præsident har udtrykt tvivl om hvorvidt man skal blive i samarbejdet eller ej.

Mens de andre latinamerikanske lande således prøver at finde en grimasse der kan passe, hvis de da ikke griber konflikten og anvender  i egen selvinscenesættelse, er der også blandt argentinere selv, de som opfatter det argentinske projekt som håbløst.

Således udtalte den argentinske dokumentarist, Tamara Florin, som for et par år siden lavede en argentinsk dokumentarfilm om øerne, for nyligt til “The Guardian”, at:

There is nothing Argentinian about the islands. The people eat fish and chips, they have dinner at 6pm, they’re British. The only thing that is remotely Argentinian is maybe the landscape that resembles barren Patagonia and the thousands of still active landmines that the Argentinian forces left behind.

Mens journalisten, Jorge Lanata, i samme artikel betegner Argentinas politik som:

Argentina’s policy towards the Malvinas is insane, erratic, senseless

Det er da også vanskeligt forståeligt hvad Argentina egentlig vil opnå ved at optrappe konflikten. En forklaring kan være, som bl.a. anført af dele af oppositionen, at man forsøger at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de stigende balanceproblemer som Argentina står overfor. Den reelle inflationen har i flere år været over 20 procent, selv om den officielt er under 10 procent, se også her. Selv om pesoen løbende er blevet devalueret er det ikke tilstrækkeligt til at opretholde konkurrenceevnen og i stedet indføres flere og flere begrænsninger på import og Argentinernes muligheder for at købe udenlandsk valuta.

Det er en situation som argentinerne bestemt ikke er uvant med, og som peronisterne tidligere har vist sig ude af stand til at håndtere.

På trods af den hidsige retorik og de store armbevægelser er der også grænser for hvor langt den argentinske regering kan (og vil) gå. Selv om en aftale for nylig i Mercosur, hvorefter medlemslandene forpligtigede sig til at afvise skibe som sejlede under Falklands flag, i nogle medier blev udlagt som en blokade, er der i det store hele tale om en symbolsk handling. Skibene kan “blot stryge” flaget og hejse et andet, så er der intet problem med at gå i havn.

I sidste ende kan Argentina da også komme til at stå som den store taber, hvis de går for langt. Der er store forventninger til en kommende olieudvinding i farvandet omkring Falklandsøerne. Solidariteten fra de andre latinamerikanske lande er næppe større end at udsigterne til at få del i olieeventyret sætter en effektiv grænse for denne.

Det er formentlig også primært af hensyn til indenlandske forhold, at den nuværende regering ikke blot fastholder kravet på Falklandsøerne, som regeringerne i 1990erne. Og det skaber muligvis begejstring på kort sig internt blandt peronisterne, men på sigt kan det blive en dyr affære. For uanset om man opfatter englændernes tilstedeværelse som udtryk for engelsk imperialisme eller lægger vægten på beboernes ret til selv at bestemme i hvilket land de ønsker at være borgere, så ændrer englænderne ikke holdning.

Endelig – selv om det sjældent (eller rettere sagt aldrig nævnes) – har englænderne jo trods alt resten af EU bag sig, når de hævder at øerne er engelske. Selv den gamle kolonimagt, spanierne, som vist aldrig helt har tilgivet at indbyggerne i Gibraltar foretrak at forblive engelsk, og rent faktisk støttede Argentina i 1982 (Spanien var ikke medlem af EU dengang), anerkender i dag Englændernes krav på Falklandssøerne.

Se også Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne.

I “The Washington Post” bemærkes i en artikel, hvor sympatien bestemt ikke er på guvernørRuben Cruz side, at :

Lowlands peoples’ anger with Morales was on display at a Jan. 25 banquet in the eastern city of Santa Cruz, where leaders of Bolivia’s main lowlands indigenous federation, known as CIDOB, forged an alliance with Santa Cruz’s business-friendly Gov. Ruben Costas, Morales’ arch-nemesis.

Three years earlier, federation activists had battled Costas’ confederates in the streets with sticks and rocks, defending Morales’ revolution against a pro-autonomy campaign by the wealthy agribusinessmen Costas represents.

Now the two groups were breaking bread at an exclusive club where Bolivia’s indigenous were more accustomed to waiting tables.

Artiklen overser at splittelsen mellem Evo Morales og en række af de indianerorganisationer, som hjalp ham til magten, går længere tilbage. Faktisk kom der allerede alvorlige skår i samarbejdet kort efter Morales genvalg med næsten 2/3 af stemmerne i 2009, Disse forstærkedes i forbindelse med lokalvalgene i 2010, hvor Evo Morales og MAS åbentlyst søgte at sabotere og (med succes) udelukke kandidater som truede MAS egne kandidater.

Ser man på den dækning som Boliva og Evo Morales har fået i vestlige medier – og den opfattelse som deles af mange “progressive” NGO’ere – er det slående hvor lidt kendskab de har til Bolivias (eller resten af Andes-regionens) historie. Oftest gengives de interne konflikter som konflikter mellem de af indiansk afstamning og efterkommerne efter de europæiske kolonisatorer. Reelt er der tale om en konflikt som slet ikke kan beskrives i rent etniske termer, men udspringer af helt andre forhold.

Evo Morales kom i 2006 til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi. Hans brug af indianerorganisationerne og deres evne til at mobilisere medlemmer har været en gennemgående fænomen i Bolivia gennem de sidste 60 år. Og nu hvor utilfredsheden med Morales er voksende, vender de sig fra ham.

Evo Morales er bestemt ikke den første af indiansk afstamning, som er kommet til tops i det politiske system. Flere af hans forgængere havde også rødder i den oprindelige indianske befolkning. Vurderet på kulturelt ståsted er Evo Morales heller ikke mere indianer end flertallet af bybefolkningen i Bolivia. Det afslørede han eftertrykkeligt, da han i forbindelse med lokalvalget i 2010 ved et vælgermøder blev mødt med opfordringer fra publikum til at holde talen på hans forældres oprindelige sprog. Det kunne han ikke, fordi han ikke taler sproget.

Kulturelt er Evo Morales derfor at betragte som mestiz. Det vil sige en blanding af europæer og indianer. Hermed ligner han det store flertal af landets befolkning. Målt på både sprog og levevis, anslås det således at under en femtedel af landets befolkning som lever op til de fordomme, som vestlige medier og NGOere ofte har om Bolivia. Et problem, som også gør sig gældende, når medierne beskæftiger sig med Peru og Ecuador. De to andre Andes lande, hvor en stor andel af befolkningen er af indiansk afstamning.

Hvis vi ser bort fra det ganske overfladiske og intetsigende faktum, at Morales er født af indianske forældre, viser det sig også, at den reelt førte politik på flere områder minder om den type af nationalistisk venstrepopulisme, som er set flere gange i regionen siden midten af det 20. århundrede.

Vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Det er værd at bemærke, at vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, som er regeringens chef-ideolog, er tidligere universitets-professor og bagmanden for MAS stærkt maoistisk inspirerede ideologi.

At Washington Post så har ret i, at der formentlig er tale om en bekvem alliance mellem CIDOB og VERDES, med udgangspunkt i at de har en fælles fjende er en anden ting. Den reelle konflikt i Bolivia – ligesom i resten af Andes regionen, hvor politisk ustabilitet snarere har været reglen end undtagelsen – er i grundlæggende en konflikt mellem det moderne og det traditionelle.

Der er intet nyt i at indianerorganisationer, efter at have været med til at bringe en præsident til magten, herefter vender sig i mod ham og arbejder for hans fald. Sådan fungerer politik i den del af verden. Og i modsætning til Peru, hvor man målbevidst går efter at opbygge bedre institutioner efter europæisk/amerikansk forbillede – herunder at styrke tredelingen af magten og sikre uafhængige domstole. Har udviklingen under Evo Morales været omvendt. Her har man siden 2006 kontinuerligt undergravet tredelingen af magten, ligesom det i forvejen ringe retssystem under Evo Morales er blevet endnu ringere.

Så sent som i mandags gentog Molina ved en pressekonference i anledning af han møde med El Salvadors præsident,Mauricio Funes, at det ikke var muligt for Guatemala at løse problemerne med narkokartellerne, og man istedet bør legalisere narkotika, for dermed at  reducere volden i regionen. El Salvadors præsident, Mauricio Funes, bakkede op om Pérez Molina’s udtalelser.

Der hersker tvivl om hvorvidt der er tale om et forsøg på at presse USA til at øge militærhjælpen til Guatamala. Men ifølge Molina’s tilhængere er ændringen reel, og afspejler en erkendelse af, at Guatemala aldrig vil kunne dæmme op for strømmen af ​​narkotika mod det tilsyneladende umættelige marked i USA.

Tidligere har Colombias præsident, Manuel Santos, i flere interviews åbnet for muligheden af en egentlig legalisering. En holdning som deles af en række tidligere præsidenter i regionen, herunder Mexico’s tidligere konservative præsident, Vicente Fox, og Fernando Enrique Cardoso fra Brasilien.

Opdatering: El Salvadors præsident, Mauricio Funes, har efterfølgende trukket sin opbakning til Molina’s udtalelser tilbage.

Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins“ bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Alene i indeværende år forventes omsætningen i landets indkøbscentre at stige 12 procent. På sigt forventes, ifølge avisen Peru.21, at etablering af nye indkøbscentre til landets hastigt voksende middelklasse vil ske selv i landets logistisk problematiske fjerne amazonas region, hvor bl.a. byerne Pucallpa, Tingo Maria og Iquitos nævnes.

På nuværende tidspunkt er Peru dog fortsat kendetegnet ved et meget lavt antal indkøbscentre i forhold til befolkningens størrelse. Mens der gennemsnitlig er 2,1 center per 1 mio. indbyggere, er der fortsat kun ca. 1 per 1 mio. indbyggere i Peru. Dette er dog under hastig forvandling, og indenfor en 5 årig periode, vil antallet af centre i forhold til befolkningens størrelse være højere end gennemsnittet i regionen.