Denne undersøgelse er vigtig i Panama da det er basis for la canasta basica (basis indkøbskurven) et årligt tal som viser hvor dyrt det er at leve som almindelig panamaner. Dette er et af de få økonomiske udtryk som bliver brugt flittigt af alt fra bedstemødre til taxachauffører når de brokker sig om regeringen.

At taletidskortet ligger på nummer 3 er meget interesant. Dette blev brugt af medierne til at prøve på at skabe stor forargelse, på samme måder som danske journalister elsker at brokke sig over danskernes forbrugsfest. Debatten om det lyder måske lidt irrelevant men det er et meget interessant billede i hvad der sker i et land i voldsomt vækst.

Så her er en lille artikel med tv klip fra tv stationen TVN:

Panamanere vil hellere spise taletidskort

Nu ligger taletidskort på listen af basisfødevarerne for Panamanere og vi kan se af der bliver købt flere taletidskort end andre produkter som ris og mælk.

Den forbrugsvare som mest bliver købt er kylling, efterfulgt af oksekød, men på tredje pladsen købte folk flere taletidskort end mælk, ost, ris og svinekød.

Disse statistikker offentliggjordt af handelskammeret er baseret på en undersøgelse gjordt af firmaet Dichter y Neira om hvad forbruget er af en panamaner gennem sine indkøb i tre supermarkedskæder.

Op til den første september i dette år er der blevet solgt $30 millioner taletidskort i kun de 3 undersøgte supermarkedskæder.

Disse statistikker understøtter at vores land stadig stiger økonomisk i kontrast med verdensbilledet i krisis.

Handelskammeret vil selvfølgeligt hellere have at de bruger penge på produkter som er mere profitable for dem og det ser ud som om de er roden i det forargeri som er opstået. Jeg har ikke hørt fra min Panamanske svigermor endnu om dette, men jeg er sikker på hun har noget at sige om ungdommen nutildags.

Men der har som sagt opstået en del debat om det. Dette er et blog indlæg fra min gode ven Antonio Touriño:

Ufuldstændigt journalisme

Da jeg læste nyhederne idag fandt jeg en på TVNs nyheder som handler om at os Panamanere bruger flere penge på taletidskort end på forskellige fødevarer som for eksempel ris og mælk. Artiklen bruger udtryk som “spise taletidskort” som en indbydelse til kollektiv forargelse.

Men når jeg tænker en smule mere omkring det spørger jeg mig selv om dette fortjener mere forargelse eller glæde. Lad os lave en lille mental øvelse. Hvis vi siger at jeg bruger 5 dollars om dagen på mad (inklusiv ris og mælk), er det rimeligt sikkert at jeg ikke bruger mere end dette alle dage hvis prisen på fødevarerne ikke stiger. Nu har jeg X antal fødevarer som jeg kan spise dagligt. Det vil sige at mine mad udgifter generelt set ikke ændrer sig meget.

På den anden side har vi taletidskort som vi kan bruge mere eller mindre som vi har brug for. Hvis vi taler meget har vi brug for mere taletid, hvis vi taler mindre logisk nok mindre. Samtidigt har vi et specifikt antal timer om dagen som vi kan tale på mobilen, altså de 24 timer om dagen. Fornuftigt brug af denne tid er afhængig af sammenhænget på opkaldet. Hvad var grunden til at jeg brugte dette minut til at tale på mobilen? Dette afhænger om det er penge investeret eller spildt. Statistiken nævnt i artiklen nævner intet om dette nøjle spørgsmål? Hvis jeg er blikkenslager, har jeg brugt dette minut til at kontakte en mulig kunde eller var det kun til at ringe til kammeraten som sidder ved siden af mig?

Jeg vil også sige at de minutter jeg bruger på taletid kan gå op langt lettere en det jeg bruger på fødevarer, da ingen af os kommer tæt på at tale på det teoretiske maksimum muligt. En person taler 1, 2, 3 timer dagligt på mobilen… ja jeg ved ikke hvor meget. Men jeg ved at vi ikke sidder på mobilen 24 timer som jo er loftet. Samtidigt spiser hver enkelt person hvad de kan hver dag. Dette loft er let fyldt.

Så hvis der er en stigning på forbruget af taletidskort der er højere en forbruget på fødevarer, er det muligt en indikering af at økonomien stiger. Jeg har det med at tænke positivt og regner med at disse ekstra minutter bliver brugt til at tjene flere penge. Er min konklusion korrekt? Jeg har ingen anelse og denne artikel har ikke givet mig det nødvendige information til at understøtte eller afkræfte dette håb. Man bør gøre et fuldstændigt job i journalisme.

Nåh ja og glædelig journalistens dag!

Debatten på TVNs webside var også rimeligt livlig:

ciudadano – 11/13/2009
Panamaneren køber også Nike sko, Blackberry, Mercedes Benz, luxus villa, hummer, indkøb i Riba Smith (et gourmet supermarked) og får udstedt platinum og guld kreditkort da det normale er for folk med fattig baggrund selvom de har vundet lotteriet. Som siges af mange “Muerto o muerta antes que ser sencillo o sencilla!” (Bedre død end simpel)

ELENA – 11/13/2009
I Panama har vi ingen krisis. Bare gå ind til Albrook Mall eller Los Pueblos på den 26 af hver måned for at se folk købe som gale og det er ikke udlændinge. Metromall er endnu ikke indviget men er fyldt hver dag. Altså den panamanske klovn vil hellere dø af sult end ikke at have den sidste nye mobil eller de nyeste gummisko.

Zuleika – 11/13/2009
Jeg er ikke enig i denne holdning som er malplaceret. Vi bor i et land hvor vi alle er frie til at købe og forbruge hvad vi har lyst til. Hvad er denne misundelse af disse folk i shopping centeret. De er ikke nødvendigvis økonomisk trængende, men det er deres problem og ikke jeres, som altid en panamaner…

Simón – 11/13/2009
Zuleika, dette er ikke misundelse kun at mange folk lever dårligt. De har ikke til at betale deres basale udgifter og går med Blackberrys og alle typer af luxus produkter. Men de kan ikke betale for et engelsk kursus til deres søn eller bruge pengene på noget mere produktivt. Jeg ved ikke om du forstår mig… men vi har ingen grund til at være over forbrugere.

Jean – 11/14/2009
Så må vi jo hellere aflyse karnaval næste år da det jo ikke er nødvendigt og de penge som vil misbruges der kan investeres i et eller andet produktivt.

Jeg mener ellers det er en god ting. Jeg må sige at jeg er lidt skuffet at Blackberry er mode telefonen i øjeblikket i Panama og ikke iPhone, men ellers er jeg enig med Antonio og Zuleika at det viser at økonomien stadig er i voldsom vækst.

Jeg vil lige først sige at dette er et land some jeg holder meget af og kender meget godt. Jeg har selv boet der i et par år og er panamansk gift.

Panamas utrolige BNP vækst

Panama har ifølge Wikipedia omkring 3 million indbyggere. Det er det sydligste land i Centralamerika og dermed også Nordamerika. Det Caribiske hav ligger til nord og stillehavet til syd. Landet grænser til vest mod Costa Rica og til øst Colombia. Panama har brugt Amerikanske dollars i årevis, som officielt bliver kaldt Balboas. Alle sedler er amerikanske og nogle mønter er lokale.

Punta Paitilla kvarteret

Man kan sige mange ting om landet. Det er samtidigt stærkt multi kulturelt, globaliseret, ulige, moderne, traditionelt og har opnået utrolig stærk vækst over de sidste 10 år. Hovedstaden Panama City er oftest sammenlignet med Hong Kong og Miami. Der har været rigtigt mange nye skyskrabere bygget i Panama i de sidste 10 år og det er klart blevet en meget moderne international storby nu. Skyskraber databasen Emporis siger at der er 171 færdige skyskrabere, 206 under konstruktion og 211 planlagte til dags dato.

Portobelo

Grundet sit strategiske placering har hovedindustrien i Panama traditionelt været import/export. I de første par hundrede år var “El Camino Real” en sti mellem Portobelo på den caribiske side og Panama City på stillehavskysten knudepunktet hvor store dele af export fra kontinentet til Spanien gik igennem. Efter en lille pause på 200 år blev Panama atter igen knudepunktet mellem øst og vest da først jernbanen og derefter kanalen blev bygget.

Panama Canalen

Hovedindustrierne er idag import/export, konstruktion, finans, agrikultur og fornyligt turisme.

En rigtig smeltedigel

Pige iklædt en Pollera den traditionelle folkedragt

USA elsker at kalde sig selv for en smeltedigel. Det er nok mere som en blandet salat. Panama kan nok bedre kalde sig det da befolkningen er fuldstændigt sammen blandet. Der er et mere eller mindre lige mindretal af hvide, sorte og indianere. Resten er en blanding af dem allesammen. De fleste som klassificerer sig som endten hvide eller sorte er faktisk også rimeligt blandet når det kommer til stykket. Mange har også indisk, kinesisk, fransk, amerikansk eller engelsk blandet ind.

Til at begynde med var det selvfølgeligt mest spaniere og slaver fra Afrika som kom til landet. Men da jernbanen blev bygget i 1840erne kom de første store grupper af andre immigranter til at bygge den. Det var mest arbejdere fra Jamaica, Kina og USA som kom til. Senere da kanalen blev bygget kom der også mange europæere og folk fra de andre caribiske øer. Alt dette har blandet sig fuldstændigt ind i kulturen.

Kosher supermarked i Panama

Siden kanalen blev bygget er Panama igen blevet et regionalt import/export center. Det har gjordt at der er store mængder nye immigranter som er ankommet specielt fra Israel, Libanon, Kina og Indien. De fokusere sig fortrinsvis med import/export og ejer også mange af de store butikker i landet. Israelerne dominere tøj import og inderne juveler og elektronik. Araberne er også fortrinsvis tilbøjelige til at være i tøjbranchen og ejer mange tøj butikker rundt omkring i provinsbyerne. De er dog også involverede i natklubber, restauranter og ejer det næst største rom destilleri. En helt ny generation af immigranter fra Kina står bag ved alle de små nabo købmænd, som i daglig tale nu hedder el chino.

Fornylig har der været stor immigration fra specielt Columbia, Venezuela, Argentina og USA. For de forskellige sydamerikanske immigranter tilbyder Panama meget af det samme muligheder som USA, uden de store visa problemer. Mange af dem starter alle mulige slags mindre og mellemstore virksomheder som restauranter, specialbutikker osv. Amerikanerne er mest pensionister som flytter i stride strømme til de kølige smukke bjergbyer som Boquete.

Boquete

Der er ovenikøbet en lille men aktiv dansk expat community som mest beskæftiger sig med shipping og forskellige slags services til shipping industrien. Mærsk er kanalens største kunde og har regionalt hovedkvarter i Panama. Den danske konsul Niels Pedersen har ovenikøbet startet et fiskerøgeri hvor han ryger forskellige slags fisk på dansk manér men med mango træ, dette er nu blevet meget populært i de mere sofistikerede cirkler.

Meget mad i Panama har stor inspiration af immigrant grupperne. Kinesisk mad er meget populært og mange lokale retter bruger flittigt Salsa China (soy sauce). Souse, Arroz con coco og mange ting kommer direkte fra det caribiske køkken. Jul vil heller ikke være jul i Panama uden Pavo (kalkun) og Jamon (skinke) som er løftet fra det amerikanske køkken.

Den vigtigste etniske gruppe i Panama rent kulturelt er Los Afro Antillanos altså efterkommerne af de jamaikanere, barbadianere, haitianere osv som hjalp med at bygge kanalen. På den caribiske kyst er der stadig mange med engelsk som hovedsprog, selvom de er tredje generations panamaner. Den lokale spanske dialekt er også en sjov blanding af Spansk med jamaikanske udtryk. Jeg kan stadig huske første gang jeg overhørte en panamaner sige Mira la backside de la gyal. Hvilket er sådan set halt jamaikansk halvt spansk.

Musik er nok det sted hvor de afro antillanos dominerer kulturen. Selvom det er blevet blandet med mere traditionelt musik nu.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=5RqM222mP1A[/youtube]

Panamas musik har i de sidste 25 år været domineret af de lokale reggae grupper som startede med at synge spanske kopier af jamaikanske hits. Nu produceres der store mængder af Reggae en Español som er enormt populært i specielt USA, Spanien, Mexico og Argentina. Panamansk reggae som det internationale hit “Dime si te vas con El” nedenunder blander lystigt R&B, traditionelt Cumbia, trinidadiansk Soca og Reggae i et unikt lokal mix,

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=5OikNME0bBU[/youtube]

God ulighed

Ulighed er et stygt ord for mange folk. Jeg har ofte hørt fortalt at Panama er et af de mest ulige lande i latinamerika, hvilket jeg ikke nødvændigvis tror er korrekt. Der er mange rige og der er mange fattige. Største delen af befolkningen er dog middelklasse, hvilket man ikke nødvændigvis kan sammenligne med dansk middel klasse idag, rettere tænk tilbage til Danmark i 60erne og 70erne.

Lottosælgere udenfor supermarked

En typisk lav middelklasse familie hvor begge forældre arbejder tjener sikkert omkring $600 om måneden. Ud af det betaler de en smule til den offentlige sygesikring/pension og ellers ikke noget skat. Derefter betaler de sikkert omkring $1-200/m for en ejerlejlighed i byen eller et mindre nyt parcel hus i forstæderne. Mange har bil og en del i den indkomst grupper har en empleada (en pige til at passe børn og lave husarbejde) som får kost, husly og omkring $150/m. Dette gør af der er meget tid til at socialisere med familie og venner.

Mindstelønnen ligger på omkring $250/m hvilket lyder lidt, men grundet globalisation er Panama et meget billigt land at leve i. Folk der arbejder i mere højt uddannede jobs som i banker og IT tjener typisk mellem  $600-1500/m. Det lyder ikke som meget, men det kan man faktisk leve rigtigt godt for i Panama. Person fradrag er sidst jeg checkede på $800 om måneden så for de fleste folk beholder de største del af pengene.

Panama City og Colon har et par grumme slumområder man nok ikke bør udforske, men selv der har de fleste folk tv, køleskab og børnene i skole. Der er mange bander i disse områder og det er ikke ligefrem en dans på roser at bo der, men der er rigtigt mange som har uddannet og arbejdet sig ud af disse områder og nu lever betydligt bedre liv. Der er rimeligt god offentlige hospitaler. Men da de private læger ofte er betydeligt bedre og ikke specielt dyre er de ikke udenfor rækkevide for de fleste folk.

For mig er det rigtigt interessante ved Panama er at der er stor opadgående mobilitet. Min egen far kom fra en landmands familie i Jylland og blev sammen med sin bror de første i familien til at blive uddannet og forlade landbruget. Dette er akkurat det samme man ser nu med de fleste folk i middelklassen i Panama. Jeg arbejdede som konsulent for et israelsk eget selskab i Panama på et tidspunkt og alle der arbejdede i IT afdelingen kom oprindeligt fra fattige landbrugs familier. De var alle de første fra deres familier til at studere og er nu klart middelklasse folk. De fleste af dem tjener sikkert over $600 om måneden og har ejet hus, bil osv.

Globalisering har haft et stort indtryk på Panama. Det er nok det billigste sted at købe tøj og sko i hele latinamerika. Panama havde før sin egen tøj industri, men det var dyrt og dårligt kvalitet. Da Kina begyndte at eksportere tøj gik det hele væk. Det lyder som en dårlig ting, men i Panama kan du købe nye joggingsko for $2. Et par bukser, en trøje eller det nyeste kjole kan sagtens findes til god kvalitet under $5. Dette har ændret fuldstændigt på økonomien. Det lyder måske underligt for en Dansker at tøjpriser er så vigtige, men tøj og stil er en enormt vigtigt ting i Latinamerika. Piger fra de værste slumkvarter går på arbejde i deres jakkesæt og fremviser stolt deres nye kjoler i natklubberne lørdag aften.

Så selvom der er ulighed rent økonomisk set så er det en opadrettet ulighed. Hvis vi ser bort fra måske de rigeste 5% af befolkningen er der faktisk heller ikke så meget kulturelt ulighed. Folk lytter til det samme musik, spiser det samme mad, går i byen i det samme tøj og griner af de samme ting.

Alt er ikke perfekt i Panama, men det er det jo heller ikke nogen andre steder. Panama er dog et eksempel på et land som har inviteret og accepteret globalisering og nyder frugterne af det. Det ser generelt set rigtigt godt ud for Panama.

Jeg har ikke snakket noget som helst her om politik eller Panamas mest berygtede socialdemokrat, men det kommer i en senere artikel. Her til sidst en lille video som giver et overblik over Panama city med et godt panamansk soundtrack:

Flight from Panama City to Isla Contadora and back from Pelle Braendgaard on Vimeo.