For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på  administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for  den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens  importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.

Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins“ bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Til det nye racer-spil Forza 4 til spillekonsollen Xbox 360 er der blevet lavet en trailer, som er optaget i Montevideo, Uruguay – krydret med nogle få scener fra São Paulo, Brasilien.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=PvimE0aNFOg[/youtube]

Det får nu Uruguay til at overveje det fremtidige samarbejde med de øvrige Mercusur lande. Som præsident Mujica udtalte for nyligt:  ”Hvis vi er de samme som ethvert andet land uden for Mercosur, er vi nødt til at genoverveje et par ting”. Udtalelserne kommer efter at Brasilien har annonceret at man vil indføre en midlertidig særtold på 30 procent på import af biler, også fra andre medlemmer af Mercosur-samarbejdet. Tolden vil blive håndhævet indtil den 31. december 2012.

Den eneste måde at undgå særtolden, er hvis bilproducenter eller samlefabrikker i Mercosur kan bevise at  ”det regionale indhold” udgør mindst 65 procent af det samlede produktindhold.

Dette har direkte indvirkning på Uruguays eksport på 15,000 køretøjer årligt til Brasilien, som genererer eksportindtægter for 150 millioner dollars og sikrer mere end 1000 arbejdspladser. Hermed følger Brasilien i sporene på Argentina, som ofte gør brug af muligheden for at indføre midlertidige handelsrestriktioner. Restriktioner som har kostet Uruguay dyrt.

Reelt kan man have Argentina og ikke mindst Brasilien mistænkt for at de gennem disse tiltag forsøger at presse multinationale selskaber til at lægge deres investeringer i de to lande på bekostning af Uruguay. Ikke just befordrende for tillid og regional integration.

Finalekampen om Copa América er lige begyndt. Det er Sydamerikas svar på EM. Finalisterne er Uruguay og Paraguay. Finalen spilles i Buenos Aires.

Uruguayanske fans i Buenos Aires. Foto taget af jikatu.

Solen skinnede fra en skyfri himmel i den Uruguayanske sensommer med en temperatur på omkring 27 grader. Hver 5. år er det præsidenttiltrædelsesdag d. 1. marts og det er er en national fridag. Der var forholdsvist stille i gaderne i Montevideo da mange butikker er lukkede, og rundt omkring ser man Frente Amplio (venstrefløjskoalitionen som Mujica tilhører) tilhængere med Frente Amplio flag. Det er normalt at vise sine politiske tilhørsforhold offentligt på en måde der minder lidt om fodboldtilhængere. Se billederne nedenfor.

Hillary Clinton er på en tur rundt i Sydamerika i forbindelse med jordskælvet i Chile. Efter at have lettet fra USA landede hun som det første i Montevideo, Uruguay og mødtes med Mujica kort før han blev indsvoret som præsident.

El Pais har billeder fra tiltrædelsen og nedenfor er et par billeder, taget med undertegnedes telefonkamera, fra Montevideo på dagen.

Vestrefløjens Mujica står til at vinde præsidentvalget i Uruguay. I dag, søndag, afholdtes anden runde af præsidentvalget.

Mujica og vicepræsidentkandidat Astori. Valgkort i stemmerummet som lægges i en kuvert for at stemme.

I 2004 vandt Frente Amplio (FA, venstrefløjens koalition) præsidentvalget og flertallet i parlamentet. Det var første gang nogen sinde at der i Uruguay blev valgt en præsident, der ikke var fra et af de traditionelle partier. Ved valget i oktober fik FA også flertal i parlamentet, dog ikke et ligeså stort flertal som i 2004.

Den nuværende regering har siddet i knap 5 år, ledet af Tabaré Vázquez. Bl.a. har regeringen øget offentligt forbrug og et bistandshjælpsprogram. Derudover har de indført en skat på indkomst der stammer fra Uruguay.

Vázquez er forholdsvist populær, men kan ikke genvælges fordi Uruguays grundlov ikke tillader at en præsident kan sidde i mere end 5 år ad gangen. Mujica er gået til valg på at videreføre den politiske kurs fra den nuværende regering.

Modkandidaten Lacalle fra det nationalistiske Blancos parti gik bl.a. til valg på at afskaffe indkomstskatten samt at reducere den offentlige sektor.

Den første runde af valget var i oktober og foregik sammen med parlamentsvalget. Da ingen af kandidaterne fik mere end 50% af stemmerne, afholdtes i dag valg imellem de to kandidater der fik flest stemmer i første runde.

Udover parlaments- og præsidentafstemningen var der to andre spørgsmål som der skulle stemmes om i dag. Begge blev nedstemt.

Det ene forslag ville betyde at en lov om immunitet i forhold til hvad der skete under militærdiktaturet ville blive ophævet.

Det andet forslag ville betyde at uruguayanske statsborgere ville kunne stemme fra udlandet. I dag skal de enten rejse til Uruguay for at stemme eller indsende nogle papirer for at undgå en bøde for ikke at stemme.

Valgpronosen er i øjeblikket FA 47%, PN 29,5%, PC 17,5%, PI 2,5% ifølge fjernsynet. Se det tidligere indlæg med introduktion til valget for at se hvad partiernes forkortelse betyder.