USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.

Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.

En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i  Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.

En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.

Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.

Folkelig støtte

Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.

Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.

Stor kreditværdighed

Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.

Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.

Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.

Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.

Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.

Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010

Figur 2. produktion 1998-2008, kilde UNODC 2010

I sin seneste rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, lægger UNODC netop vægt på myndighedernes indsats mod produktion og smugling af kokain. Denne indsats har dog næppe mere end marginal betydning for forbrugsudviklingen. Således er forbruget steget i bl.a. Europa, mens der længe har været en faldende trend i USA i forbruget af en række illegale rusmidler. I rapporten fremhæves, at prisen på kokain næsten er fordoblet i USA fra 2007 og frem (ved konstant renhed), hvilket er resultatet af bl.a. de fortsatte kampe i Mexiko – og alt andetlige har det naturligvis betydning for det samlede forbrug, men… Samtidig viser udviklingen i prisen på f.eks. metamfetamin, der er mere end halveret de senere år, mens forbruget desuagtet er faldet, (se også figur 3 og 4), at der under alle omstændigheder ville have været et fald, idet den langsigtede trend i USA igennem det seneste ør har været at efterspørgslen har været vigende på en række illegale rusmidler.

Figur 3. Prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNODC 2010

På samme måde som præsident Calderon og Mexikos optrappede kamp mod kartellerne i Mexiko nok har reduceret mængden af kokain der kommer ind på det amerikanske marked – en “succes” der dog er sket på bekostning af mere end 20.000 menneskeliv i løbet af de sidste par år – og påvirker kartellernes indtjeningsmuligheder, har den amerikansk støttede indsats i Colombia siden 1990erne reduceret karteller og terrororganisationers (FARCs) indtjeningsmuligheder i Colombia.

Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNODC 2010

Problemet er bare, at ligesom den trafik der tidligere gik gennem Meksiko nu synes at blive omdirigeret til en række mellemamerikanske lande, er produktionen i Colombia ved at blive udskiftet med produktion i Peru og Bolivia. Og mens indsatsen i Colombia (set fra colombiansk side) har haft den primære gevinst at knække FARC, har det til gengæld forøget indtægtsmulighederne for en anden af regionens terror organisationer, nemlig Peru’s “Lysende sti”, der igen operer i Peru – først og fremmest takket være indtægter fra produktionen af kokain, se nedenstående nyhedsklip fra det engelske AllJazeera.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=r8bn0ViOHzs&feature=player_embedded[/youtube]

Der synes at være mere end et gran sandhed hvad The Economist i deres seneste nummer citerer en mexikansk topembedsmand for, nemlig  at, “Indtil det bliver legaliseret, er det bedste man kan opnå, at gøre det til en andens problem”.

Det er naturligvis ikke sådan UNODC ser på det, – man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Helt absurd bliver det naturligvis, når man på en og samme gang forstærker indsatsen mod udbuddet af illegale rusmidler, mens man samtidig “bløder op” i tilgangen til brugerne. Sidstnævnte kan der være mange gode grunde til ud fra medicinske og sociale hensyn, men hvis formålet er via politiindsats og lovgivning at mindske brugen af rusmidler, er effekten nogenlunde det modsatte. Ved at mindske undertrykkelsen af brugerne og øge indsatsen mod sælgerne flytter man den fulde risiko over på udbudsiden. Sidstnævnte indebærer at den potentielle profit (for de der kan holde sig udenfor lovens lange arm) øges, ligesom det må forventes at påvirke korruptionen negativt i de involverede lande. En pointe som bl.a. den højt respekterede Mary O’Grady fra Wall Street Journal har peget på, se for øvrigt også klippet nedenfor, hvor Mary O’Grady taler om de metoder CIA har promoveret i Peru, og konsekvenserne af disse.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=91emO_qJrXg&feature=player_embedded[/youtube]

Med tanke på at dekriminalisering promoveres som en løsning både i Europa og Latinamerika, hvor fortalerne – bl.a. tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso, eksplicit samtidig promoverer en øget indsats mod udbudsiden er der grund til at tro at de negative effekter af den førte narkotikapolitik i forhold til borgere der ikke ellers er involveret enten som sælger eller bruger vil øges og ikke mindskes. Dekriminalisering af forbrug har således kun marginal effekt for stoffernes kvalitet og pris, hvor sidstnævnte er afgørende for omfanget af den berigelseskriminalitet der følger af  stofafhængiges behov for at finansiere deres forbrug. Samtidig vil alle de omkostninger, både i menneskelig, utryghed, korruption, fattigsom osv. der er konsekvensen af det illegale marked enten være uforandrede eller i værste tilfælde øges. For en række latinamerikanske lande, især i mellemamerika, er der tale om et problem af sådan et omfang, at det reelt truer disse landes stabilitet og en fremtidig positiv demokratisk udvikling. Det drejer sig bl.a. om lande som Honduras, Guatamala og El salvador.

Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor

At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=8BJd__iGnhE[/youtube]

Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.

klik på billedet - video har engelske undertekster

Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”.

Simón Bolívar

Bolívars betydning og status er ydermere primært begrænset til en mindre del af Latinamerika – det nuværende Colombia, Bolivia, Venezuela, Ecuador og Panama – der først var en del af vicekongedømmet Peru, og fra det 18. århundrede og frem til 1819, vicekongedømmet Ny Grenada  (Virreinato de la Nueva Granada) samt (delvist) selve Peru.

I lighed med Hugo Chavez i Venezuela, nedkalder også FARC frihedshelten Simón Bolívars navn når der agiteres for hvad der i sidste ende er traditionel socialisme – som vi kender det fra det 20. århundrede. Bolívar derimod var primært inspiration til regionens konservative partier i det 19. århundrede (inkl. den manglende begejstring for demokrati og et elitært og nedlandende syn på den almindelige befolkning).

Netop Chavez og Venezuela, der i forvejen er under mistanke for at støtte ETA i Spanien, er (endnu) en gang blevet anklaget for aktivt at støtte FARC. Denne gang er det en af kandidaterne til det kommende præsidentvalg i Colombia i maj, Germán Vargas Lleras fra Partido Cambio Radical, der er ude med riven. Colombia har et yderst anstrengt forhold til Venezuela (og omvendt). Lleras meget bombastiske udtalelser kan dog i noget grad også ses som et forsøg på at komme videre oven på det nylige parlamentsvalg, der halverede det centrum-højre orienterede partis mandater fra 15 til 8. Om der er et direkte og systematisk samarbejde mellem Venezuelas regering og FARC, hvilket angiveligt skulle indbefatte FARC-baser i Venezuela, der beskyttes af venezuelanske regeringssoldater er uvist. Men der er næppe mange colombianere der tvivler på, at der eksisterer en eller anden form for kontakt og samarbejde. Denne holdning deles af Pentagon, hvor general Douglas Fraser i sidste uge udtalte, at Venezuela samarbejder med bl.a. FARC – og udgør en fare for stabiliteten i Latinamerika. Indtil videre har man dog hverken fra amerikansk eller colombiansk side været i stand til at bakke påstandene op med  klare og entydige beviser .

Til gengæld er Hugo Chavez som bekendt en stor beundrer af Simón Bolívar. Hans ganske frie tolkning af hvad Bolívar stod for ligger tæt op af FARCs. Deres aktiviteter omtaler han konsekvent som en frihedskamp. Og én ting har både FARC og Chavez tilfælles med Bolívar, nemlig deres foragt for demokrati i Latinamerika. Formentlig deler de også Simón Bolívars nedladende syn på den almindelige latinamerikaner.

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden.

Som den den amerikansk økonom Jeffrey Miron har understreget, er det største problem i forbindelse med den førte  narkotikapolitik, konsekvenserne på udbudssiden (herunder for transitlandene);

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Siden den mexikanske præsident Calderon erklærede sin lokale version af “The War on Drugs”, har det mest synlige resultat været stigende vold,  ikke mindst i grænsebyen Ciudad Juárez, der ligger ved siden af El Paso. For at få et indtryk af volden er det blot at henvise til sektionen om Juárez i El Paso Times – det er ikke læsning for sarte sjæle. Hvad der måske er mere frustrerende er, at efter mere end 5.000 narkotika relaterede drab i Juárez de seneste 3½ år, er der intet der tyder på en bedring foreløbig. Andre steder i Latinamerika har man for længst lært at leve med endda højere “tabstal” (bl.a. Rio de Janeiro).

Der er meget godt at sige om den afkriminalisering vi har oplevet i lande som Portugal og Holland, men den har som nævnt ingen positiv betydning for den vold og kriminalitiet der udspringer af udbudssiden.

Med mindre man er parat til at bruge metoder som f.eks. i Kina under Mao (man klyngede simpelthen pusherne op på stedet) er det ikke muligt at komme den vold der følger i kølvandet på det lukrative ukontrollerede illegale marked til livs. Med mindre man selvfølgelig sørger for at der kun er én gruppe der sidder på den illegale handel, eller hvad der må foretrækkes – gør det muligt at producere og sælge på et lovligt marked, der kan kontrolleres.

Nogle af de 7.000 Mexikanske soldater på patrulje i Ciudad Juarez

Calderons version af den amerikanske “War on Drugs” har fulgt præcist det samme mønster, som man har set nord for grænsen. Der har været spektakulære arrestationer og skuddueller mellem politi, militær og banditter, se også denne historie.

Det er den slags episoder der i narkobranchen blot omtales som “new job opportunities”.  Calderons politik har været en total fiasko. Ud over en eskalering af volden, har regeringens metoder sat retssikkerhed og menneskerettigheder under pres – et ikke usædvanligt resultat af at sætte hæren ind. Kokain og marijuana strømmer stadig ind i USA og det vil den blive ved med, mens vold og drab vil fortsætte med uformindsket styrke.

Det er O’Grady og WSJ klar over (og har været det i årtier). Men hvornår mon det går op for de politisk ansvarlige og (i tilfælde af at de godt ved det) hvornår tør de fortælle deres befolkninger at det forholder sig sådan?