I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1′s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.

Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.

Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.

Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.

Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela

Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez  -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.

Click here to view the embedded video.

Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1′s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.

Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt –  Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne  audiofil (på engelsk) fra The Economist

Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;

..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.

As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”

That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.

Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.

Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.

Chavez fortsatte sin  moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.

Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.

Der er dog tale om et skifte fra en blød til en mere hård linje der reelt har været under vejs i et stykke tid. Formentlig har man erkendt i det hvide hus, at man alligevel ikke får noget ud af en mere kompromissøgende kurs. Hverken overfor Cuba, men måske lige så vigtigt overfor Cubas vigtigste allierede, Venezuela. Udviklingen har været synlig i et stykke tid. Efter man havde dannet front sammen med de latinamerikanske lande mod afsættelsen af Honduras præsident Zelaya sidste år i juni, har man efterfølgende kunne konstatere, at det ikke har bedret forholdet til de socialistiske lande i Latinamerika. Retorikken fra lande som Nicaragua, Cuba og Venezuela har stort set ikke ændret sig i forhold til USA siden Obamas magtovertagelse. Hvis USA havde eventuelle naive forestillinger om det demokratiske sindelag hos de “progressive regimer” i ALBA eller troede at det via samarbejde var muligt at skabe et tåleligt indbyrdes forhold, er disse forlængst gjort til skamme. Hugo Chavez i Venezuela har ufortrødent fortsat med at demontere demokratiet i Venezuela mens han fører en åbenlys agressiv politik overfor Colombia (og formentlig aktivt støtter terrorbevægelsen FARC). Daniel Ortega i Nicaragua viste i efteråret at han ikke har tænkt sig at respektere hverken Nicaraguas grundlov eller magtens tredeling. I Bolivia er der jævnligt forlydender om både politisering af det juridiske system og stigende forfølgelse af den frie presse. Endelig har det så vist sig, at Raul Castro i Cuba fortsætter storebrors hårde linje overfor politiske dissidenter.

Obamas udtalelser kommer også efter, at  der tidligere har været kraftig kritik af OAS rolle i krisen i Honduras og Pentagon i utvetydige vendinger har udnævnt Venezuela til at udgøre den største trussel mod stabilitet i Latinamerika.

Obamas udtalelse fæølger også EU-parlamentets skarpe fordømmelse for et par uger siden og lyder i sin korthed;

Recent events in Cuba, including the tragic death of Orlando Zapata Tamayo, the repression visited upon Las Damas de Blanco, and the intensified harassment of those who dare to give voice to the desires of their fellow Cubans, are deeply disturbing.

These events underscore that instead of embracing an opportunity to enter a new era, Cuban authorities continue to respond to the aspirations of the Cuban people with a clenched fist.

Today, I join my voice with brave individuals across Cuba and a growing chorus around the world in calling for an end to the repression, for the immediate, unconditional release of all political prisoners in Cuba, and for respect for the basic rights of the Cuban people.

During the course of the past year, I have taken steps to reach out to the Cuban people and to signal my desire to seek a new era in relations between the governments of the United States and Cuba.  I remain committed to supporting the simple desire of the Cuban people to freely determine their future and to enjoy the rights and freedoms that define the Americas, and that should be universal to all human beings.

Samtidig blev der her til aften afholdt en stor protestdemonstration i Miami, under ledelse af den cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estafan, hvor protestdeltagerne alle var klædt i hvidt i solidaritet med de protesterende “hvide damer” i Cuba – læs mere her.

Også i lande som f.eks. Brasilien, hvor præsident Lula kom i modvind – også fra venstrefløjen – protesteres der over den manglende frihed i Cuba. Og det er måske det virkeligt nye, nemlig at venstrefløjen ikke automatisk bakker op om Cuba i andre latinamerikanske, og det kan på sigt få stor betydning for et Cuba, der er fuldstændig afhængig af den økonomiske støtte fra Hugo Chavez Venezuela. Med den fortsatte energi- og økonomiske krise der, med tilbagevendende el-afbrud, faldende produktion og stigende arbejdsløshed er det ikke utænkeligt at Hugo Chavez regeringstid nærmer sig sin afslutning. Hvor hurtigt det kommer til at gå er dog usikkert. Chavez har én betydelig fordel, nemlig at oppositionen i Venezuela fortsat er fuldstændig splittet. Til gengæld er der ikke tvivl om at polariseringen af Latinamerika fortsætter med uformindsket styrke, hvilket vi før har skrevet om før på bloggen. Men det er ikke en polarisering der alene kan gøres op i den traditionelle venstre-højre akse, men determineres efter ens forhold til demokrati og de grundlæggende universelle frihedsrettigheder.

klik på billedet - video har engelske undertekster

Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”.

Simón Bolívar

Bolívars betydning og status er ydermere primært begrænset til en mindre del af Latinamerika – det nuværende Colombia, Bolivia, Venezuela, Ecuador og Panama – der først var en del af vicekongedømmet Peru, og fra det 18. århundrede og frem til 1819, vicekongedømmet Ny Grenada  (Virreinato de la Nueva Granada) samt (delvist) selve Peru.

I lighed med Hugo Chavez i Venezuela, nedkalder også FARC frihedshelten Simón Bolívars navn når der agiteres for hvad der i sidste ende er traditionel socialisme – som vi kender det fra det 20. århundrede. Bolívar derimod var primært inspiration til regionens konservative partier i det 19. århundrede (inkl. den manglende begejstring for demokrati og et elitært og nedlandende syn på den almindelige befolkning).

Netop Chavez og Venezuela, der i forvejen er under mistanke for at støtte ETA i Spanien, er (endnu) en gang blevet anklaget for aktivt at støtte FARC. Denne gang er det en af kandidaterne til det kommende præsidentvalg i Colombia i maj, Germán Vargas Lleras fra Partido Cambio Radical, der er ude med riven. Colombia har et yderst anstrengt forhold til Venezuela (og omvendt). Lleras meget bombastiske udtalelser kan dog i noget grad også ses som et forsøg på at komme videre oven på det nylige parlamentsvalg, der halverede det centrum-højre orienterede partis mandater fra 15 til 8. Om der er et direkte og systematisk samarbejde mellem Venezuelas regering og FARC, hvilket angiveligt skulle indbefatte FARC-baser i Venezuela, der beskyttes af venezuelanske regeringssoldater er uvist. Men der er næppe mange colombianere der tvivler på, at der eksisterer en eller anden form for kontakt og samarbejde. Denne holdning deles af Pentagon, hvor general Douglas Fraser i sidste uge udtalte, at Venezuela samarbejder med bl.a. FARC – og udgør en fare for stabiliteten i Latinamerika. Indtil videre har man dog hverken fra amerikansk eller colombiansk side været i stand til at bakke påstandene op med  klare og entydige beviser .

Til gengæld er Hugo Chavez som bekendt en stor beundrer af Simón Bolívar. Hans ganske frie tolkning af hvad Bolívar stod for ligger tæt op af FARCs. Deres aktiviteter omtaler han konsekvent som en frihedskamp. Og én ting har både FARC og Chavez tilfælles med Bolívar, nemlig deres foragt for demokrati i Latinamerika. Formentlig deler de også Simón Bolívars nedladende syn på den almindelige latinamerikaner.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej.

Med den stadigt dybere krise, som vi flere gange har skrevet om her på bloggen, er Chavez popularitet ellers stærkt for nedafgående. Det indebærer dog ikke at man skal forvente et regimeskifte foreløbig. For samtidig med at Chavez regimet i lighed med tidligere tiders “stærke mænd” i sydamerikansk politik systematisk har formået at ødelægge de dele af den offentlige sektor der faktisk fungerede før han kom til magten – det statslige olieselskab blev indtil Chavez blev præsident anset for at være et af de mest veldrevne og effektive olieselskaber i regionen. Efterfølgende er både olieproduktion og effektivitet faldet drastisk. Udbredt korruption og en manglende forståelse for fundamentale økonomiske sammenhænge har yderligere medført at Venezuelas infrastruktur – ikke mindst indenfor energi i den grad mangler investeringer. De enorme olieindtægter er i stedet gået til at sikre HugoCchavez magt og indflydelse – også andre steder i regionen. Og samtidig har han knyttet Venezuela stærkere og stærkere til Cuba. Der er således stigende utilfredshed internt i Venezuela med, at Chavez placerer flere og flere cubanere i centrale positioner, bl.a. indenfor landets sikkerhedsapparat. Denne udvikling bringer ubehagelige mindelser tilbage fra udviklingen under Salvador Allende i Chile, hvor den cubanske ambassade endt med at have flere ansatte end hele det chilenske udenrigsministerium.

Og der er reelt også meget på spil for den populistisk venstrefløj i regionen. Venezuela har været helt central for, at et oprør i Santa Cruz i det østlige (velstående) Bolivia ikke lykkedes i 2007. Godt nok afviste både Bolivias og Venezuelas regering af venezuelanske tropper havde været indvolveret i nedkæmpelsen af oprøret, og Economist valgte at bringe et slags dementi af en tidligere historie, men…. gå ind og se “dementiet” her.

Skulle Chavez falde, vil det kunne få meget omfattende betydning for den interne magtkamp der foregår mellem centralregeringen og de østlige provinser i Bolivia. For Cuba vil det naturligvis også være et problem, da de næppe kan forvente den massive økonomiske støtte fra en ny regering, som de i dag modtager qua Hugo Chavez.

Opfordringen til Chavez om at træde tilbage er udsendt “For at spare dette land for flere lidelser, såsom dem, der forekommer nu”, som det hedder. Gruppen anklager samtidig Chavez regime for at være “autokratisk og totalitært” og skabe et klima af intolerance og had, med sin aggressive retorik. Derudover kritiseres Chavez og regeringen for at ligge under for udenlandsk indflydelse (Cuba).

Gruppens erklæring afsluttes med en opfordring til respekt for privat ejendomsret og politisk pluralisme.

Sigende for Chavez stil og Venezuelas “kommando”økonomi, kunne han samtidig fortælle, at ministeren tog fyringen “som en soldat”. Chavez og regeringens afsky og manglende forståelse for hvordan markedet fungerer er da også grundlæggende ansvarlig for den nuværende krise i elektricitetsforsyningen.

Godt nok henviser regeringen til den usædvanlig lange tørke, der indebærer at vandstanden bag Guri Dæmningen, der leverer 70% af landets elektricitet er faldet til kritisk lavt niveau. Men det er ikke hele forklaringen. Priserne på elektricitet har siden 2003 ikke fulgt med den generelle prisudvikling, hvilket har været medvirkende årsag til at forbruget er steget kraftigt. Samtidig er der langt fra foretaget de nødvendige investeringer ligesom regeringens embedsmænd erkender, at nogle af de gas-og oliedrevne elværker kun delvist er i stand til at udnytte deres kapacitet på grund af manglende vedligeholdelse.

At holde priser på elektricitet kunstigt lave har til alle tider været et almindeligt anvendt “trick” i Latinamerikanske økonomier – ud over elektricitet gælder det for Venezuelas vedkommende også priserne på benzin, der er subsidierede. Det typisk anvendte argument mod at sætte priserne op er, at det vil skade de fattige – et temmelig problematisk argument (for at få glæde af lave benzinpriser er det jo en forudæstning, at man har en bil osv.).

Ofentligt ejerskab og/eller mangel på incitament leder også typisk til manglende investeringer og alt for mange ansatte, hvilket er tydeligt i Venezuelas tilfælde, både indenfor produktionen af elektricitet og ikke mindst i forbindelse med det statsejede olieselskab, der indtil Hugo Chavez kom til magten var et af de mest vedrevne olieselskaber i regionen, men sidenhen har været plaget af faldende effektivitet og manglende investeringer.

I stedet for at lade markedsmekanismerne sikrer for ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, forsøger man altså nu at rationere elforbruget, mens man truer shoppingcentre med bøder hvis de ikke sætter deres elforbrug ned og – som Chavez gjorde i efteråret – skælder ud på “de riges frås”. Et af tiltagene til at mindske elforbruget har været at begrænse de offentligt ansattes arbejdsdag, der herefter er fra kl. 8 til kl. 13. Det er de pågældende næppe kede af, ligesom dette næppe har den store effekt på Venezuelas økonomi.

Til gengæld viser den seneste tids hændelser med samtidig rationering af elektricitet og devaluering det absurde i den førte politik. En af de anførte formål med devalueringen af den venezuelanske Bolivar har været at styrke den indelandske konkurrenceevne og øge produktionen. Man må så spørge sig selv, hvordan man har tænkt sig, at det skal ske uden at elforbruget stiger – per dekret måske?