Ved et farceagtig behandling sidste år i højesteret blev det vedtaget at se bort fra at genvalg ikke er muligt ifølge gældende lov, læs mere her.

Og nu har højesterretspræsidenten besluttet at afskedige en række dommere der er loyale overfor oppositionen. Disse har boykottet højesteret siden Ortega (ifølge opposititonen i strid med gældende lovgivning) forlængede 2 loyale dommeres mandater for 10 måneder siden, efter at parlamentet ikke kunne komme til enighed om afløsere. Der syntes næppe grund til at bemærke, at de nye dommere naturligvis alle er loyale overfor Ortega.

Endnu en gang viser en af venstrefløjens “helte” sit sande ansigt.

Senere i denne måned afgøres det hvorvidt Honduras genoptages i OAS, og de sidste lande følger med. Det vender vi tilbage til, når det er afgjort. Det kommer næppe til at ske uden betingelser. En af problemerne er således, at mens Zelaya og alle andre der var involveret i begivenhederne i begyndelsen af året fik amnesti, fastholdes anklagerne og arrestordren på Zelaya for korruption og dokumentfalsk.

Et problem næppe kan siges at være ene om, Honduras er et af Latinamerikas mest korrupte lande (omend det ifølge TRnasparency International er blevet lidt bedre de senere år), og en af de seneste historier går på, at allerede ansatte skolelærere fyres og nye, der støtter den sidende regering, ansættes i stedet.

Samtidig er Honduras fortsat præget af høj kriminalitet og fortsat politisk motiveret vold. 7 journalister er således alene i indeværende år blevet myrdet, uden der tilsyneladende er den store vilje hos myndighederne for at finde de ansvarlige. Det er der desværre ikke er noget nyt  i.  Både overgangsregeringen fra juni 2009 og frem til  indsættelsen af den nuværende præsident Lobo, og tidligere præsident Zelayas regering, der havde et yderst anstrengt forhold til pressen, er blevet kritiseret i forbindelse med overtrædelser af menneskerettighederne.

Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.

Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela

Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez  -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.

Click here to view the embedded video.

Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1′s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.

Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt –  Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne  audiofil (på engelsk) fra The Economist

Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;

..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.

As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”

That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.

Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.

Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.

Chavez fortsatte sin  moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.

Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.

Samtidig ser det ud til at de første 5 fanger der frigives alle udvises af Cuba.

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

Guillermo Farinas

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

]]> http://americas.dk/2010/07/08/cuba-frigiver-52-politiske-fanger/feed/ 0 http://americas.dk/2010/07/06/cuba-ballade-paa-r%c3%b8d-stue-historiker-kr%c3%a6ves-ekskluderet-af-kommunistpartiet/ http://americas.dk/2010/07/06/cuba-ballade-paa-r%c3%b8d-stue-historiker-kr%c3%a6ves-ekskluderet-af-kommunistpartiet/#comments Tue, 06 Jul 2010 21:29:35 +0000 Niels Westy http://americas.dk/?p=1387 Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her

Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010

Figur 2. produktion 1998-2008, kilde UNODC 2010

I sin seneste rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, lægger UNODC netop vægt på myndighedernes indsats mod produktion og smugling af kokain. Denne indsats har dog næppe mere end marginal betydning for forbrugsudviklingen. Således er forbruget steget i bl.a. Europa, mens der længe har været en faldende trend i USA i forbruget af en række illegale rusmidler. I rapporten fremhæves, at prisen på kokain næsten er fordoblet i USA fra 2007 og frem (ved konstant renhed), hvilket er resultatet af bl.a. de fortsatte kampe i Mexiko – og alt andetlige har det naturligvis betydning for det samlede forbrug, men… Samtidig viser udviklingen i prisen på f.eks. metamfetamin, der er mere end halveret de senere år, mens forbruget desuagtet er faldet, (se også figur 3 og 4), at der under alle omstændigheder ville have været et fald, idet den langsigtede trend i USA igennem det seneste ør har været at efterspørgslen har været vigende på en række illegale rusmidler.

Figur 3. Prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNODC 2010

På samme måde som præsident Calderon og Mexikos optrappede kamp mod kartellerne i Mexiko nok har reduceret mængden af kokain der kommer ind på det amerikanske marked – en “succes” der dog er sket på bekostning af mere end 20.000 menneskeliv i løbet af de sidste par år – og påvirker kartellernes indtjeningsmuligheder, har den amerikansk støttede indsats i Colombia siden 1990erne reduceret karteller og terrororganisationers (FARCs) indtjeningsmuligheder i Colombia.

Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNODC 2010

Problemet er bare, at ligesom den trafik der tidligere gik gennem Meksiko nu synes at blive omdirigeret til en række mellemamerikanske lande, er produktionen i Colombia ved at blive udskiftet med produktion i Peru og Bolivia. Og mens indsatsen i Colombia (set fra colombiansk side) har haft den primære gevinst at knække FARC, har det til gengæld forøget indtægtsmulighederne for en anden af regionens terror organisationer, nemlig Peru’s “Lysende sti”, der igen operer i Peru – først og fremmest takket være indtægter fra produktionen af kokain, se nedenstående nyhedsklip fra det engelske AllJazeera.

Click here to view the embedded video.

Der synes at være mere end et gran sandhed hvad The Economist i deres seneste nummer citerer en mexikansk topembedsmand for, nemlig  at, “Indtil det bliver legaliseret, er det bedste man kan opnå, at gøre det til en andens problem”.

Det er naturligvis ikke sådan UNODC ser på det, – man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Helt absurd bliver det naturligvis, når man på en og samme gang forstærker indsatsen mod udbuddet af illegale rusmidler, mens man samtidig “bløder op” i tilgangen til brugerne. Sidstnævnte kan der være mange gode grunde til ud fra medicinske og sociale hensyn, men hvis formålet er via politiindsats og lovgivning at mindske brugen af rusmidler, er effekten nogenlunde det modsatte. Ved at mindske undertrykkelsen af brugerne og øge indsatsen mod sælgerne flytter man den fulde risiko over på udbudsiden. Sidstnævnte indebærer at den potentielle profit (for de der kan holde sig udenfor lovens lange arm) øges, ligesom det må forventes at påvirke korruptionen negativt i de involverede lande. En pointe som bl.a. den højt respekterede Mary O’Grady fra Wall Street Journal har peget på, se for øvrigt også klippet nedenfor, hvor Mary O’Grady taler om de metoder CIA har promoveret i Peru, og konsekvenserne af disse.

Click here to view the embedded video.

Med tanke på at dekriminalisering promoveres som en løsning både i Europa og Latinamerika, hvor fortalerne – bl.a. tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso, eksplicit samtidig promoverer en øget indsats mod udbudsiden er der grund til at tro at de negative effekter af den førte narkotikapolitik i forhold til borgere der ikke ellers er involveret enten som sælger eller bruger vil øges og ikke mindskes. Dekriminalisering af forbrug har således kun marginal effekt for stoffernes kvalitet og pris, hvor sidstnævnte er afgørende for omfanget af den berigelseskriminalitet der følger af  stofafhængiges behov for at finansiere deres forbrug. Samtidig vil alle de omkostninger, både i menneskelig, utryghed, korruption, fattigsom osv. der er konsekvensen af det illegale marked enten være uforandrede eller i værste tilfælde øges. For en række latinamerikanske lande, især i mellemamerika, er der tale om et problem af sådan et omfang, at det reelt truer disse landes stabilitet og en fremtidig positiv demokratisk udvikling. Det drejer sig bl.a. om lande som Honduras, Guatamala og El salvador.

Der var tale om en overvældende valgsejr, hvor næsten 70% af de afgivne stemmer gik til Santos, mens modkandidaten, Bogotás tidligere borgmester, Antanas Mockus, måtte nøjes med 27,5%. At Mockus overhovedet kom frem til 2. valgrunde og på et tidspunkt ligefrem blev anset for en trussel mod Santos muligheder, må dog anses for at være en personlig triumf for den farverige Mockus.

Valget er samtidig et klart signal om at befolkningen bakker op om den hårde (og succesfulde) linie i forhold til først og fremmest FARC – se også her. I sin sejrstale takkede Santos da også Uribe, og udnævnte ham til den “bedste præsident Colombia nogensinde har haft”.

Det forventes at Colombia vil fortsætte og forstærke de økonomiske reformer efter valget af Santos, der er økonom og bl.a. har taget en del af sin uddannelse i USA (Univercity of Kansa og Harvard) og England (London Shool of Economics)

Mens politikken overfor FARC ligger fast forventes økonomiske spørgsmål i det hele taget af komme til at fylde mere. Colombia har således en (officiel) arbejdsløshed på ca. 12%. Desuden kan Mockus succes tolkes som at en stigende del af Colombias befolkning ønsker et andet og mindre skandalebefængt politisk system. Her er der nok at tage fat på for Santos.

Det bliver også interessant at følge udviklingen i Santos forhold til Colombias socialistiske naboer – ikke mindst Hugo Chavez. Indtil videre er de alle inviteret med til indsættelsesfestlighederne den 7. august.

Kommisionens arbejde skal være afsluttet senest den 31. juli. Men selv om lande som Peru, Mexiko, USA, Chile, Costa Rica m. fl. ønsker at Honduras skal genindtræde så hurtigt som muligt, og Porfirio Lobo for nylig for første gang omtalte begivenhederne i juni sidste år som et kup (hvilket er en imødekommelse i forhold til lande som Venezuela, Argentina og Brasilien), er modstanden mod honduras genindtræden fortsat stor. Ecuadors udenrigsminister Ricardo Patiño, har således ifølge MercoPress understreget, at “Min regering kan ikke anerkende den nye regering i Honduras, mens den begår overgreb mod menneskerettighederne” og stiller som krav at Zelaya, som Ecuador fortsat anser som Honduras retmæssige præsident, anerkendes af Honduras. Derudover kræver han at “De der er ansvarlige for kuppet og de der forbrød sig mod menneskerettighederne og demokratiet skal straffes.”

At netop Ecuador er meget skarpe i deres fortsatte fordømmelse hænger utvivlsomt sammen med at landet har en lang tradition for at dets præsidenter ikke sidder deres perioder ud.

USA’s udenrigsminister Hillery Clinton, der har arbejdet meget aktivt for genoptagelsen af Honduras i OAS benyttede samtidig lejligheden til at appelere for en finasiel og politiske omstrukturering af OAS, og understregede samtidig, at mens USA fortsat støtter OAS rolle som den vigtigste multilaterale organisation i regionen, er det kun muligt at opretholde denne rolle, hvis organisationen reformeres. Hermed er hun på linie med den kongresrapport som blev offentliggjort tidligere året, og var udarbejdet under ledelse af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry, og som var meget kritisk overfor OAS rolle i Honduras krisen. En rapport der reelt markerer et skifte i amerikansk udenrigspolitik i regionen, efter man i det første år under præsident Obama forsøgte at samarbejde og imødekomme regionens mere problematiske stater, samlet i det venezuelansk finansierede og ledede ALBA samarbejde.

Med hensyn til Brasilien er der ingen tvivl om at regeringen gerne ser en afslutning på krisen, og formentlig også, at Honduras genoptages i OAS. Præsident Lulas problem er at han skal tilgodese både de mere radikale dele af hans eget bagland og hans mere moderate samarbejdspartnere. Det værste for Brasilien ville være en situation hvor OAS splittes over spørgsmålet og en fastholdelse af modstanden mod Honduras genindtræden kan tolkes som en støtte til Venezuelas Hugo Chavez, der bestemt ikke er populær i Brasilien (heller ikke på venstrefløjen), mens en accept af Honduras genindtræden kan tolkes som en “leflen” for USA, hvilket vil skabe stor utilfredshed ikke mindst i hans eget bagland. Med får måneder til det næste præsidentvalg, derforventes at blive et meget tæt opløb mellem Lula’s håndplukkede efterfølger Dilma Rousseff og den socialdemokratiske kandidat José Serra, kan det blive af betydning på trods af at udenrigspolitik ikke spiller nogen stor rolle i brasiliansk politik.