Guillermo Fariñas

Noget kunne tyde på, at de cubanske myndigheder ikke foreløbigt slipper for sultestrejkene politiske dissidenter – uanset at Brasiliens præsident Lula i går afviste en opfordring fra disse om at mægle i striden om de politiske fangers forhold i de cubanske fængsler. Lula’s bemærkninger, som vi skrev om i går, har udløst skarp kritik både i Cuba og i Brasilien. Flere store dagblade, bl.a. O Globo og Folha de São Paulo, har kritiseret præsidenten, mens Estadão har en artikel om Lulas egne oplevelser som fange i et par måneder under militærdiktaturet (Lula var fængslet i april-maj 1980 – og på trods af militærdiktatur var det muligt for presen at skrive om det). Helt usædvanligt har der også lydt kritik fra egne rækker.

Felix Bonne Carcassés

I Cuba har en af de ledende dissidenter, Felix Bonne Carcassés,  meddelt, at han går i sultestrejke hvis journalisten, Guillermo Fariñas, der  sultestrejker på 15. dag (indtager heller ikke vand), skulle ende med at dø af det. Carcassés, der er i 70erne og tidligere universitets professer. blev med 3 andre fremtrædende dissidenter blev i 1997 dømt for at opfordre til oprør, fordi de offentligt kritiserede Fidel Castro’s regering. De blev løsladt i 2000.

Orlando Zapata

I mellemtiden rapporteres, at Fariñas er meget svag efter i to uger at have nægtet at indtage mad og drikke. I modsætning til Orlando Zapata, der døde i februar måned efter 85 dages sultestrjke, og som var relativt ukendt, er der det særlige forhold omkring Fariñas, at hans far var aktiv i kampen mod det tidligere regime under General Batista. Han kæmpede således side om siden med Che Guevara. Det er derfor  en efterkommer til en af revolutionens helte, der er gået i sultestrejke.

Noget kunne tyde på, at sultestrejken er ved at blive sat i system. Carcassés har udtalt, at han ikke opfordrer andre til at følge hans eksempel, fordi det vil give de cubanske myndigheder muligheden for at iværksætte falske sultestrejker, som derefter afbrydes, til brug i regimets propaganda. Der lægges med andre ord op til en serie af enkeltvist sultestrejkende.

Balladen omkring Lula – en gammel venstrefløjshelt i Brasilien – og hans udtalelser i går, der som nævnt har udløst skarp kritik, også fra dele af den brasilianske venstrefløj, kan måske ses som et tegn på at det ikke længere er nok at være symbol for modstanden mod USA – hvilket primært forklarer Cuba og Castros relative popularitet i resten af Latinamerika. Kritikken er således endnu et tegn på, at demokrati og menneskerettigheder i stigende grad tages alvorligt – også hos visse dele af venstrefløjen i Latinamerika.

Update: Ifølge DRs hjemmeside (11.03 kl. 22.12) har Fariñas mistet bevidstheden og er blevet indlagt.

Og i går sammenlignede han Cubas politiske fanger med almindelige kriminelle og forsvarede det cubanske juridiske system, som han ikke mente det tilfaldt ham eller den brasilianske regering at stille spørgsmålstegn ved. Det hænger vist ikke sammen med, at Brasilien sidste år var blandt de lande der ikke ville respektere Honduras højesterets afgørelse om at daværende præsident Zelaya skulle afsættes. Ligesom det ikke Lula og hans regering ikke havde nogle problemer med at kritisere Italien og dets juridiske system, da man for nogle år siden afviste at udlevere den italienske terrorist Cesare Battisti til retsforfølgelse i Italien.

Lulas kommentarer til en række cubanske fængslede dissidenters sultestrejke kom efter, han var blevet opfordret til at gå i forbøn for frigivelse af 20 politiske fanger i Cuba, og kun et par uger efter, at den cubanske dissident Orlando Zapata døde efter en 85 dage lang sultestrejke i protest over forholdene for de politiske fanger i de cubanske fængsler.

Blandt de systemkritikere, der fremsatte appellen er journalisten Guillermo Fariñas, der har sultestrejket i indtil videre 13 dage.

Guillermo Fariñas

Til Associated Press lagde Lula afstand til de politiske fanger og deres sultestrejke. Sammenligningen med almindelige kriminelle kom, da han udtalte, at “tænk, hvis alle de forbrydere, der er anholdt i Sao Paulo gik i sultestrejke og krævede at blive frigivet.” Så meget for Lulas demokratiske sindelag. Imponerende udtalelser fra en mand der som en del af sin “politiske kapital” har, at han selv i en periode var i fængsel under Brasiliens militærdiktatur, 1964-1985, og selv brugte sultestrejke som middel.

Nogle vil måske spørge, hvordan han så fortsat kan være så populær. Svaret er ganske enkelt, at brasilianere generelt ikke interesserer sig for, eller ved noget om hvad der foregår uden for Brasilien – og at der forøvrigt, ligesom i resten af Latinamerika, eksisterer en vis forkærlighed for “stærke mænd” og bombastiske udtalelser. Så selv om oppositionen har kritiseret hans udtalelser, så er det kun en mindre (primært veluddannet) del af befolkningen, der går op i den slags.

Kilde: Estadão

Luiz Inácio Lula da Silva

I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.

Som the Economist skrev i en artikel for nogle uger siden under overskriften “The almost-lost cause of freedom”

Also, many of today’s leading Brazilian politicians played a part in the opposition to military rule. This world of intellectual and sometimes violent resistance was dominated by various shades of left-wing thought, seasoned with anti-Americanism (the United States welcomed the 1964 coup that brought the generals in). During the dictatorship today’s president, Luiz Inácio Lula da Silva, was a trade-union boss; his predecessor, Fernando Henrique Cardoso, was a Marxist academic. The front-runner in the presidential polls, José Serra (from Mr Cardoso’s Social Democrats), was an exiled former student leader. His main rival, Dilma Rousseff (from Lula’s Workers’ Party), was a Trotskyist.

Fernando Henrique Cardoso

Der er ingen tvivl om, at i daglig/journalistisk tale vil man betegne militærregeringerne fra 1964 til 1985 som højreorienterede, men det er en højre-venstre akse der intetn har med økonomisk politik at gøre, og primært er baseret på hvordan deltagerne selv definerer sig.

Går man derimod ud fra en økonmisk definition måler økonomer graden af socialisme som en funktion af statens andel af produktionsapparatet. Målt på denne måde var og er Brasilien (som de fleste, for ikke at sige alle latinamerikanske lande, indtil Chiles reformer i slutningen af 1970erne) et socialistisk land. Derimod har ideen om det frie konkurrenceprægede marked gennem hele det 20. århundrede (og også før det) spillet en underordnet rolle.Staten ejer fortsat store dele af den finansielle sektor og en række store virksomheder.

Det politiske systems betydning for markedet var allerede fremherskende før etableringen af en egentlig statsejet ejet minedrift og industri for alvor tog fart i midten af forrige århundrede. Sammenblandingen af offentlige og private interesserer og konjunkturerne for den “brasilianske model” tog allerede sin begyndelse i slutningen af det 19. århundrede. Erkendelsen at staten og delstaternes betydelige indflydelse som långiver, prisgarant og markedsbeskytter er grundlæggende for forståelse af Brasiliens udvikling. For eksempel havde Brasilien nogle af verdens højeste toldbarrierer omkring år 1900, ligesom man i begyndelsen af det 20. århundrede etablerede en lokal udgave af fairtrade princippet for kaffemarked, hvor staten garanterede en høj mindstepris.

Auguste Comte

Selve det brasilianske militær har også et nogle særlige kendetegn, der er helt afgørende for en forklaring af landets politiske udvikling – kendetegn som man forøvrigt deler med militæret i Tyrkiet. I modsætning til brasiliansk politik der er meget personfikseret, og hvor partiloyalitet og tilhørsforhold ikke spiller den store rolle, er militæret en kollektiv “maskine”, der trods indbyrdes uenighed traditionelt har været ideologisk knyttet til den franske positivisme, formuleret af Auguste Comte. hermed ikke sagt, at det kun er militæret der har haft denne grundlæggende ideologi, langt fra, den har været delt af centrale politiske figurer op gennem det 20. århundrede og ikke mindst af embedsmandsværket. Hele indretningen af det brasilianske uddannelsessytem, primært de videregående uddannelser er også baseret på Comtes positivisme. endelig er ordene “Ordem e Progresso” der pryder det brasilianske flag et citat fra Comte.

Positivismen, der kort fortalt bygger på troen om at det er muligt at konstruere et bedre og moderne samfund ved hjælp af en dygtig (statslig) elite af kompetente teknokrater, leverer argumentationen for at der må eksistere en elite, der skal drive samfundet frem. Denne opfattelse er traditionelt blevet delt af store dele af den civile centraladministration og militæret. Positivismen har da også være grundlaget for “Escola de Guerra”, et system af eliteskole for militæret og den civile administration (og helt på linje med fransk tradition).

Her er ikke plads til underlige anglofile ideer som f.eks. accept af uenighed og frie mennesker der operer på frie markeder. Derimod har vægten altid været lagt på planøkonomiske tiltag, – gennem hele militærregimets levetid opererede man med 5 års planer. Topmålet af militærets overmod var måske, at man troede at det var muligt at konstruere et stabilt (ikke korrupt) politisk system – det lykkedes ikke. Efter kuppet i 1964, hvor et af formålene var at reformere det politiske system -  der lige som i dag var præget af korruption og et som nævnt mildt sagt afslappet forhold til partitilhørsforhold. det søgte man at gøre ved at forbyde de eksisterende politiske partier (man nedlagde ikke kongressen) og etablerede et to-parti system med et regerings-loyalt parti, Arena (Aliança Renovadora Nacional), og et oppositionsparti, MDB (Movimento Democrático Brasileiro). Systemet brød sammen i 1979, hvorefter Arena skiftede navn til PDS (Partido Democrático Social), samtidig med at det meste af det gamle MDB blev til hvad der i dag er Brasiliens største politiske parti, det i indledningen nævnte PMDB – der spænder over et meget vidst politiske spektrum (derfor den upræcise beskrivelse – der er alt fra statskonservative til tidligere medlemmer af Opus

Jose Sarney

For nu at gøre forvirringen total må vi lige have med, at den første civile præsident efter 20 års militærstyre, Jose Sarney, havde støttet militærkuppet i 1964, og var leder af PDS fra 1979. I 1984 skiftede han til PMDB efter PDS i 1984 ikke ville opstille ham som præsidentkandidat til det kommende præsidentvalg (der var tale om et indirekte valg, da præsidenten valgtes af kongressen). Her blev han opstillet som kandidat til vicepræsidentposten for PMDB. Oppositionen (PMDB) vandt afstemningen i kongressen, men dets foretrukne kandidat til præsidentposten, Tancredo Neves, døde inden han kunne indsættes, hvorefter Sarney, der få år forinden havde ledet det regeringstro PDS endte som præsident frem til 1990 – en periode der bar præg af at det vra en venteperiode, indtil man kunne få en præsident med et folkeligt mandat. Jose Sarney en af Lulas vigtigste allierede.

Det har man tydeligt set det forgangne år, hvor Lula og PT har holdt hånden over Sarney i forbindelse med anklager om nepotisme og korruption. Et af resultaterne har været, at en af landets ledende aviser indtil videre er blevet censureret og pålagt ikke at skrive om sagen gennem det seneste halve år. PMDB støtter også den af Lula udpegede PT-kandidat til præsidentvalget, Dilma Rousseff, og forventes at få posten som vicepræsident, hvis Dilma vinder valget til oktober. Ud over PMDB støttes hun bl.a. af Brasiliens kommunistiske parti – tale om en bred koalition

Dilam Rousseff

Hendes hårdeste modstander forventes at blive Jose Serra fra det socialdemokratiske PSDB (Partido da Social Democracia Brasileira), der støttes af bl.a. PPS (Partido Popular Socialista), der var Brasiliens kommunistiske parti indtil 1992, hvor det i lyset af Sovjetunionens kollaps ændrede navn og placering. Sidstnævnte støttede indtil 2004 faktisk PT og Lula. Jose Serra anses for at være mere markedsorienteret end Dilma Rousseff, og vil utvivlsomt blive beskyldt for at være “neo-liberalist”, når valgkampen for alvor kommer op i omdrejninger.  Ved de to valgkampe, som Lula tabte til Serras forgænger præsident Fernando Henrique Cardoso og den som Serra tabte i 2002 til netop Lula, var det en del af standardarsenalet hos PT at fremstille PSDB som neoliberalister (og USA’s lakajer) – Med tanke på, at netop Fernando Henrique Cardoso er en fremtrædende forsker i den afhængighedsteoretiske (socialistiske) tradition, der nok har bevæget sig en del siden, men alligevel – bør de fleste kunne se absurditeten i denne retorik.

Pedro Malan

Det er korrekt at der i Fernando Henrique Cardosos regeringstid blev gennemført en række reformer og privatiseringer. Reformer – især forestået af den glimrende økonom Pedro Malan – som i det store hele ikke er blevet rullet tilbage under Lula, men er en væsentlig del af den interne forklaring på Brasiliens positive økonomiske udvikling de senere år. Men at benævne det som “neoliberalisme” er dog langt ude i skoven (men kan anvendes, fordi ingen stort set aner hvad liberalisme står for). Det skal understreges, at Jose Serra officielt ikke har meldt sig som kandidat på nuværende tidspunkt.

Jose Serra

Endelig skal nævnes en tredje kandidat – der af nogen betragtes som en “dark horse”, Marina Silva, der indtil for få år siden var miljøminister i den nuværende regering. Hun vil dog næppe få betydning ved det endelige valg – selv om hun formentlig vil trække en del af de mere idealistiske vælgere, der er skuffet over PT og Lula. Det er bl.a. en del i min omgangskreds, der i to årtier frem til Lulas valgsejr aldrig missede en chance for at gøre mig opmærksom på at PT var det første “rigtige” parti med en “rigtig” ideologi  i Brasilien – og at det og dets ledelse i modsætning (selvfølgelig) til de traditionelle politikere ikke var korrupte og ikke primært handlede om at fremme personlige ambitioner om magt og indflydelse. Det taler vi ikke om længere . Marina Silva overlever ikke første runde, men hvem hun anbefaler ved anden runde af valget kan blive afgørende, hvis der bliver tale om et tæt valg mellem Rousseff og Jose Serra, hvilket meget tyder på for øjeblikket. Det kan meget vel blive en støtte til Jose Serra.

Marina Silva

Hvorvidt  denne gennemgang har gjort det nemmere at overskue brasiliansk politik, eller blot har øget forvirringen skal jeg være usagt. Vi vender i løbet af de kommende måneder tilbage til Brasiliens økonomiske og politiske historie mange gange. Det vil forhåbentlig gøre det mere overskueligt, når Latinamerikas folkerigeste og største land holder valg til efteråret.

Uanset hvem der vinder kan vi være sikre på, at man grundlæggende vil fortsætte med en økonomisk model, der først som sidst er præget af en sammenfiltring af offentlige- og privatøkonomiske interesser, og hvor reformer styres af tvand og ikke af en grundlæggende ideologisk forestilling om at der eksisterer en ”anden vej” for Brasilien.

Vi vil senere vende tilbage til dette i et indlæg om militærdiktaturet 1964-1985. Et militærregime der i det store hele indeholdt præcist de samme brudflader og forestillinger som i dag præger den politiske debat i et demokratisk Brasilien – og hvor netop PT i realiteten er tæt på den verdensopfattelse, som de mest autoritære og antidemokratiske dele af det brasilianske militær stod og står for.

Solen skinnede fra en skyfri himmel i den Uruguayanske sensommer med en temperatur på omkring 27 grader. Hver 5. år er det præsidenttiltrædelsesdag d. 1. marts og det er er en national fridag. Der var forholdsvist stille i gaderne i Montevideo da mange butikker er lukkede, og rundt omkring ser man Frente Amplio (venstrefløjskoalitionen som Mujica tilhører) tilhængere med Frente Amplio flag. Det er normalt at vise sine politiske tilhørsforhold offentligt på en måde der minder lidt om fodboldtilhængere. Se billederne nedenfor.

Hillary Clinton er på en tur rundt i Sydamerika i forbindelse med jordskælvet i Chile. Efter at have lettet fra USA landede hun som det første i Montevideo, Uruguay og mødtes med Mujica kort før han blev indsvoret som præsident.

El Pais har billeder fra tiltrædelsen og nedenfor er et par billeder, taget med undertegnedes telefonkamera, fra Montevideo på dagen.

Som der bliver gjort opmærksom på er Kinas rolle som aftager af brasilianske eksportvarer af stor betydning. Lidt et paradoks, at den økonomiske vækst der har været under den nuværende præsident Lula i den grad skyldes eksport af primærprodukter til især ét land. Paradoksalt fordi Lula kommer ud af en tradition hvor eksport var udnyttelse, og målet var uafhængighed og selvforsyning. Godt nok var det dengang USA der var det onde dyr i åbenbaringen, men det kan Kina naturligvis nå at blive endnu (og bliver det formentlig hvis – eller rettere – når Kina i løbet af nogle år har en signifikant højere levestandard end Brasilien.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

kilde: world Penn Tables 6.3

Med den seneste økonomiske krise in mente, skal det dog retfærdigvis understreges, at Brasiliens relative velstand i forhold til USA er nogle procent højere i indeværende år end i 2007, hvor grafen ender. Derudover kan man også pege på, at der i 1990erne sker en væsentlig kvalitetsforbedring af BNP. Det skyldes to forhold; 1. Man fik bragt inflationen under kontrol (nogle beregninger tyder på at selve håndteringen af inflationsrater på op mod 50-80 % om måneden kostende Brasilien op mod 8 % af BNP), 2. der gennemførtes fra 1990 og op gennem 1990erne en række markedsreformer og en forsigtig åbning af økonomien, hvilket forbedrer investeringskvaliteten, samtidig med at de relative interne priser ændredes kraftigt. Men det ændrer ikke ved at det overordnede billede af den økonomiske udvikling har været yderst utilfredsstillende.

Hermed ikke sagt at Brasilien ikke har oplevet økonomisk vækst de senere år, det har de bestemt. Desværre er en betydelig del af væksten sket i den offentlige sektor, der er vokset betydeligt hurtigere end økonomien generelt, samtidig med at Brasilien fortsat har et usædvanligt højt skattetryk (Latinamerikas højeste) for et land på dets udviklingsniveau. At det trods dette har været muligt at fastholde høj vækst skyldes primært sammensætningen af Brasiliens eksport, der har vist sig at være ganske modstandsdygtig overfor den internationale økonomiske krise. Det økonomiske boom i Asien, ikke mindst Kina, har været afgørende for at eksterne balanceproblemer (indtil videre) ikke afgørende har hæmmet den økonomiske udvikling.

Kilde: Penn World Tables 6.3

Brasilien er i de senere år blevet en betydelig spiller på den internationale scene, men det skyldes hverken at man “stormer” frem eller at økonomien i sig selv er blevet mere betydningsfuld. Derimod er det resultatet af globaliseringen, som Brasilien på trods af at man fortsat må betegne landet som relativt lukket, i langt større grad er blevet integreret i end tidligere – og det er især landbruget der driver dette – i de senere år godt hjulpet på vej af, at Brasiliens nabo Argentina har valgt at føre en økonomisk politik der er direkte ødelæggende for argentinsk landbrugs konkurrenceevne. Men det vigtigste er måske at den moderate åbning af Brasiliens økonomi mod omverden har indebåret, at Brasilien er blevet et langt vigtigere ekport- og investeringsmarked end tidligere. Ja, Brasilien er i dag en vigtig nation, men det er den ikke fordi den eksporterer bøffer, eller fly for dens sags skyld, men fordi det er et vigtigt marked for andre lande – og ikke mindst for nogle af verdens store multinationale selskaber. Det bliver spændene at se om DR Udland fanger den pointe, som er helt afgørende. Det er ikke fordi importandelen er steget voldsomt (reelt kun et par procent), men sammensætningen er væsentlig anderledes, og en konservativ og stabil pengepolitik har gjort landet attraktiv at investere i).

Mandagens emne var Brasiliens rolle som stormagt, – noget der interesserer de færreste brasilianere – men til gengæld i høj grad stærkt nationalistiske statskonservative kredse indenfor militæret og…. dele af venstrefløjen. Og man skal selvføgelig ikke underkende, at en nationalistisk retorik altid ghar ivet point i “folkedybet”. Til gengæld har det været så som så med de udenrigspolitiske sejre. Det er ikke den brasilianske regering og præsident Lulas “spidskompetence” – i hvert fald ikke når vi bevæger os ud over det symbolske plan som f.eks. at få en olympiade til landet (som først og fremmest er en voldsom omkostning uden noget reelt payoff).

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej.

Med den stadigt dybere krise, som vi flere gange har skrevet om her på bloggen, er Chavez popularitet ellers stærkt for nedafgående. Det indebærer dog ikke at man skal forvente et regimeskifte foreløbig. For samtidig med at Chavez regimet i lighed med tidligere tiders “stærke mænd” i sydamerikansk politik systematisk har formået at ødelægge de dele af den offentlige sektor der faktisk fungerede før han kom til magten – det statslige olieselskab blev indtil Chavez blev præsident anset for at være et af de mest veldrevne og effektive olieselskaber i regionen. Efterfølgende er både olieproduktion og effektivitet faldet drastisk. Udbredt korruption og en manglende forståelse for fundamentale økonomiske sammenhænge har yderligere medført at Venezuelas infrastruktur – ikke mindst indenfor energi i den grad mangler investeringer. De enorme olieindtægter er i stedet gået til at sikre HugoCchavez magt og indflydelse – også andre steder i regionen. Og samtidig har han knyttet Venezuela stærkere og stærkere til Cuba. Der er således stigende utilfredshed internt i Venezuela med, at Chavez placerer flere og flere cubanere i centrale positioner, bl.a. indenfor landets sikkerhedsapparat. Denne udvikling bringer ubehagelige mindelser tilbage fra udviklingen under Salvador Allende i Chile, hvor den cubanske ambassade endt med at have flere ansatte end hele det chilenske udenrigsministerium.

Og der er reelt også meget på spil for den populistisk venstrefløj i regionen. Venezuela har været helt central for, at et oprør i Santa Cruz i det østlige (velstående) Bolivia ikke lykkedes i 2007. Godt nok afviste både Bolivias og Venezuelas regering af venezuelanske tropper havde været indvolveret i nedkæmpelsen af oprøret, og Economist valgte at bringe et slags dementi af en tidligere historie, men…. gå ind og se “dementiet” her.

Skulle Chavez falde, vil det kunne få meget omfattende betydning for den interne magtkamp der foregår mellem centralregeringen og de østlige provinser i Bolivia. For Cuba vil det naturligvis også være et problem, da de næppe kan forvente den massive økonomiske støtte fra en ny regering, som de i dag modtager qua Hugo Chavez.

Karneval 2010

Click here to view the embedded video.

Og som det fremgår af den lille film om karnevalet i Rio de Janeiro i 1955, er der sket ikke så lidt siden

og i 1955

Click here to view the embedded video.

Det meste af Rio’s karneval foregår forøvrigt i klubber. Hvis nogen derfor skulle finde på at tage til karneval i Brasilien og ønsker “smæk for skillingerne”, vil jeg anbefale at man tager til El Salvador i Bahia i stedet, – her foregår det hele udenfor.

Til gengæld er det altid anbefalelsesværdigt at besøge en af Rio’s sambaskoler når de “øver”. Især vil jeg anbefale Salgueiro, der efter min mening har det bedste slagtøj. På mange måder kan et sådan besøg være en større oplevelse end selve karnevalet. For her får man en lidt større forståelse for hvor stort karnevalet er, også resten af året.

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden.

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag Sebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal af de nye ministre er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (også ”de tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevante uddannelser næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne).

Selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (forbavsende nok), har det ofte været i under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende). Erfaringerne er mildt sagt ikke entydige. Det skal dog næppe tilskrives ”fagligt dygtige men politisk uerfarne ministre” – men primært de rammer og den grundlæggende ideologi som lægges på forhånd.

I Brasiliens tilfælde var den grundlæggende ideologi baseret (hvilket den fortsat er til en hvis grad) på den enorme indflydelse fra fransk positivisme. Det vil sige troen på at man kan ”konstruere et samfund”. Til det behøves en veluddannet elite der så netop konstruerer og planlægger til den store guldmedalje.

I Chiles tilfælde forholdt det sig helt anderledes under Pinochet. Groft sagt opgav militæret i 1975, 2 år efter kuppet mod Allende, at styre Chiles økonomi. I modsætning til Brasilien, hvor militæret havde meget håndfaste holdninger til hvordan økonomien skulle styres, oplevede Chile en i latinamerikansk (og vel også globalt) historie unik periode, hvor ministrene i vid udstrækning havde meget stor autonomi til at indføre de reformer, de mente var nødvendige – og kort fortalt er ”resten historie”, og Chile gik fra midten af 1970 og frem til i dag fra at være en økonomisk og udviklingsmæssig fiasko til at være Latinamerikas rigeste land (hvis man ser bort fra Puerto Rico og dets mærkværdige position) – først og fremmest i kraft af det der sidenhen er blevet kaldt ”The Chicago Boys”.

Det skal retfærdigvis siges, at der bestemt ikke var tale om en problemfri udvikling 8mildt sagt), Var militærregimet faldet i begyndelsen af 1980erne ville historien have været helt anderledes. Ud over at stabiliseringen i anden halvdel af 1970erne medførte store afsavn og voldsom arbejdsløshed i Chile, var reformerne i høj grad præget af ”triel by error”, og først fra midten af 1980erne og frem kan man tale om kontinuerlig høj vækst. Hvad der er væsentligt er, at reformerne fra 1970erne og frem indebar et paradigmeskifte der har gjort Chile til et ganske unikt land i Latinamerika. Således er det et af verdens 5 frieste økonomier i dag, ifølge Fraser Institute’s Freedom Index.

En udvikling der har været mulig fordi de 20 års med centrum-venstre regeringer der fulgte Chiles tilbagevenden til demokrati har stadfæstet, at Chile ønsker frie markeder og begrænset offentlig ejerskab. På samme måde, som centrum-venstre regeringerne lagde vægt på kontinuitet på centrale områder, har Sebastian Pineira – også efter han blev valgt – erklæret at han vil fortsætte den sociale indsats under de tidligere regeringer, men kombineret med en forøget fokusering på at skabe vækst i Chiles økonomi. Målet er at vækstraterne skal op på 6 % p.a., således at Chile i 2018 kan kalde sig selv et udviklet land. Den forøgede fokus på vækst, hvilket vil kræve en række reformer (formentlig bl.a. arbejdsmarkedsreformer, Chile er her fortsat umiskendeligt latinamerikansk), har Pineira annonceres hvad der formentlig er Latinamerikas bedst uddannede regering. Ud af 22 ministre har 13 læst på udenlandske universiteter, f.eks. Harvard, Chicago School of Economics osv. Ud af de 22 er hele 14 såkaldte uafhængige – og forsvarsministeren har tidligere været minister under en af centrum-venstre regeringerne. Dermed er der også lagt låg på bekymringen for at kabinettet ville blive befolket med medlemmer med forbindelse til Pinochet-regimet, det er reelt kun stabschefen, Christian Larroulet, der også tjente under diktaturet.

Det nye kabinet er blevet godt modtaget, og bl.a. skriver det engelsksprogede Satiago Times, at “This will certainly be seen as a welcome change by most of Chile’s voters—long accustomed to a kind of ‘quota’ system used by the outgoing Concertación coalition, where certain ministries ‘belonged’ to certain political parties as part of a highly refined political spoils system,” Det bliver herefter interessant at følge hvor meget den nye regering så kan gennemføre, når det kommer til stykket. I modsætning til tiden under militærdiktaturet, er det ikke nok at overbevise en enkelt eller nogle få magthavere. Pineira vil være tvunget til at være pragmatisk på grund af parlamentets sammensætning. Det bliver spændene at følge, og konsekvenserne af hvis det lykkes at komme igennem med større reformer, vil uden tvivl også blive fulgt med spænding i resten af Latinamerika.

Update: Til de der kan læse spansk er her en gennemgang af det nye kabinet.