I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.

Videoen er uploadet på youtube kanalen der tilhører Casada Rosada. Casada Rosada betyder det lyserøde hus og, ligesom det hvide hus i USA, er der hvor præsidenten har kontor.

Da nationaliseringen blev annonceret blev al telekommunikation/internet til YPF hovedkvarter afbrudt. Argentinske ministre ledsaget af bevæbnede sikkerhedsvagter evakuerede de spanske ansatte fra bygningen med fysisk vold og trusler.

I den argentiske avis La Nacion er der læserbreve der beskriver nationaliseringen som værende et brud på den argentinske forfatning. Den argentinske regering retfærdiggjorde nationaliseringen med at YPF ikke havde øget produktionen tilstrækkeligt. Den spanske regering har reageret kraftigt og en minister fra den spanske regering siger at Argentina skyder sig selv i foden.

Nationaliseringen virker som et desperat forsøg på at få fat på dollars og olie. Det vil bestemt ikke øge udenlandsk appetit på investering i Argentina.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på  administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for  den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens  importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.

Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.

Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.

At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.

Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.

Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.

Ligesom den førte politik i 1990erne i sidste ende ledte til det økonomiske sammenbrud i 2000-2001 og den efterfølgende default, er Argentina igen på en farlig kurs, hvor det mest realistiske scenarie er en “hard landing”.

Som The Economist bemærker:

The longer this deception goes on, the trickier it is for the government to end. Faced with deteriorating fiscal accounts, Ms Fernández has begun to trim subsidies amounting to 5% of GDP. Their removal will push prices up further—as would a weakening of the peso. So Mr Moreno’s latest wheeze involves responding to a vanishing current-account surplus with strict import controls, which will undermine growth. Argentina has created a statistical labyrinth that might have been dreamed up by Jorge Luis Borges, the country’s greatest writer. This story is unlikely to have a happy ending.

På den ene side står et Argentinsk krav om at øerne skal leveres (tilbage) til Argentina, som aldrig har anerkendt Englands ret til disse. Generation efter generation har i argentinske skoler modtaget den rette patriotiske undervisning, hvor der aldrig stilles spørgsmålstegn ved dette. Malvinas, som argentinerne kalder øerne, optræder de de landkort der bruges i argentinske skoler som en del af Argentina.

På den anden siden insisterer Englænderne på at øerne er engelske, så længe beboerne ønsker det.

Den argentinske kampagne, som i denne omgang for alvor tog fart i forbindelse med 25års dagen for Falklandskrigen i 1982, er fulgt op af en ganske heftig retorik fyldt med vanlig latinsk svulstighed. Som når præsident Cristina Fernandez Kirschner sammenligner prins William, som er på øerne for øjeblikket (han er helikoptorpilot i RAF), med fortidens Conquistadorer, og omtaler Englands tilstedeværelse som imperialisme.

Denne imperialisme retorik er paradoksal med tanke på at befolkningen stort set udelukkende består af efterkommere efter europæiske indvandrere. Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent af befolkningen, mens yderligere ca. 8 procent er mestitzer. Efterkommere efter Europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af befolkningen hvoraf majoriteten er efterkommere efter indvandrere i det 19. og starten af det 20. århundrede.

Argentina var op til 1. verdenskrig, næst efter USA, det populæreste mål for europæiske udvandrere. Mens de fleste immigranter kom fra Italien og Spanien, var det også mål for mange tyskere, englændere og irere. Mens ca. 100.000 englændere udvandrede til Argentina, var det målet for hele 500.000 irere i perioden 1830-1870. Befolkningen mere end fire-dobledes mellem 1850 og 1900 (fra 1,1 mio. til 4,7 mio.). En vækst som kun overgås af  Uruguay, hvor befolkningen 9-dobledes i samme periode (fra 100.000 til 900.000). Uden indvandring ville befolkning i samme periode maksimalt være fordoblet.

Ved 1. verdenskrigs udbrud udgjorde andelen af befolkningen som ikke var født i Argentina næsten 1/3 af den samlede befolkning, som det fremgår af nedenstående figur.

Andel af befolkning som ikke er født i Argentina

Desuagtet at hele imperialisme og koloniserings-retorikken forekommer hul med tanke på Argentinas egen historie, er det kernen i den verbale støtte man får fra de omkringliggende lande. I et interview med det ansete brasilianske ugemagasin, Veja, angiver en repræsentant for den brasilianske regering, Benoni Belli, at det er afgørende for Brasiliens (verbale) støtte til Argentina. Samtidig afviser Belli at tvisten kan afgøres med udgangpunkt i FNs princip om selvbestemmelse, fordi de ca. 3.000 indbyggere ikke er at sidestille med “oprindelig befolkning”.

Med andre ord støtter man i princippet Argetinas position, at de pågældende ultimativt må flytte fra de øer, hvor nogle af dem har familiemæssige aner tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Det vil sige længere end en anselig del af den argentinske (og i mindre grad den brasilianske) kan føre deres tilknytning til de pågældende lande tilbage.

Argentina henholder sig til det juridiske princip “uti possidetis juris“, som blev anvendt (med større eller (ofte) mindre konsekvens) i forbindelse med grænsedragningen mellem de nye lande, efterhånden som spanierne mistede kontrollen over kolonierne. Efter dette princip følger grænsedragningen “sammenhængende” identiteter, hvilket i Argentinas tilfælde skulle indbefatte Falklandsøerne.

Brugen af “uti possidetis juris” afvises blankt af Englands premierminister, David Cameron. Som i utvetydige vendinger har gentaget det engelske standpunkt om, at øerne er en del af det engelske rige, så længe beboerne ønsker det. Han har yderligere lagt vægt på, at en folkeafstemning er velkommen og henholder sig i øvrigt til FNs princip om retten til selvbestemmelse. Det afviser Argentina  med henvisning til at øboerne blev “importeret” efter englænderne i 1833 (gen)etablerede sig på øerne .

Den engelske position kan opsummeres som:

• England har gjort krav på øerne siden 1690
• Øerne har været beboet og under fuld engelsk kontrol siden 1833, bortset fra de 2 måneder i 1982, hvor de var besat af Argentina.
• De Argentinske forsøg på at kolonisere øerne i 1820-33 var “sporadiske og ineffektive”
• Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833
• 87 procent af befolkningen har i en meningsmåling i 1994 afvist enhver form for diskussion af suverænitet under nogen omstændigheder. Englannds standardsvar til de argentinske krav er at afholde en folkeafstemning.
• Princippet om “uti possidetis juris” blev først en del af international lovgivning i 2. halvdel af det 20. århundrede og kan ikke bruges med “tilbagevirkende kraft”, men tager udgangspunkt i nutiden.
• FN Generalforsamlings resolutioner opfordrer til forhandlinger “er behæftet med fejl, fordi de ikke indeholder nogen henvisning til beboernes ‘ret til at vælge deres egen fremtid.”
• Lissabontraktaten ratificerer forøvrigt at Falklandsøerne tilhørerStorbritannien.

 Det Argentinske problem

Det er nemt nok at finde eksempler på verbal støtte til Argentinas krav på Falklandsøerne, ofte baseret på en selviscenesættelse af sig selv som ofre for tidligere tiders koloniherre. Men samtidig er det væsentlig at understrege, at støtten først og fremmest er symbolsk. For en række lande, bl.a. Uruguay og ikke mindst Chile er der tale om en delikat balancegang. På den ene side ønsker man et godt forhold til sin nabo, på den anden side har man et godt forhold til England, og 300 borgere som bor og arbejder på Falklandsøerne. Da der gik rygter om at Argentina ville umuliggøre opretholdelse af flyforbindelsen mellem Santiago og Falklandsøerne udløste det store protester fra chilenerne på Falklandsøerne.

Bag de mange erklæringer om solidaritet gemmer sig formentlig også ofte en stor irritation over argentinernes fremfærd. Det hjælper heller ikke at Argentina generelt har ry for at være en problematisk samarbejdspartner, som til tider har ganske svært ved at overholde indgåede aftaler. Det gælder ikke mindst i Mercosur, hvor især Uruguays præsident har udtrykt tvivl om hvorvidt man skal blive i samarbejdet eller ej.

Mens de andre latinamerikanske lande således prøver at finde en grimasse der kan passe, hvis de da ikke griber konflikten og anvender  i egen selvinscenesættelse, er der også blandt argentinere selv, de som opfatter det argentinske projekt som håbløst.

Således udtalte den argentinske dokumentarist, Tamara Florin, som for et par år siden lavede en argentinsk dokumentarfilm om øerne, for nyligt til “The Guardian”, at:

There is nothing Argentinian about the islands. The people eat fish and chips, they have dinner at 6pm, they’re British. The only thing that is remotely Argentinian is maybe the landscape that resembles barren Patagonia and the thousands of still active landmines that the Argentinian forces left behind.

Mens journalisten, Jorge Lanata, i samme artikel betegner Argentinas politik som:

Argentina’s policy towards the Malvinas is insane, erratic, senseless

Det er da også vanskeligt forståeligt hvad Argentina egentlig vil opnå ved at optrappe konflikten. En forklaring kan være, som bl.a. anført af dele af oppositionen, at man forsøger at aflede offentlighedens opmærksomhed fra de stigende balanceproblemer som Argentina står overfor. Den reelle inflationen har i flere år været over 20 procent, selv om den officielt er under 10 procent, se også her. Selv om pesoen løbende er blevet devalueret er det ikke tilstrækkeligt til at opretholde konkurrenceevnen og i stedet indføres flere og flere begrænsninger på import og Argentinernes muligheder for at købe udenlandsk valuta.

Det er en situation som argentinerne bestemt ikke er uvant med, og som peronisterne tidligere har vist sig ude af stand til at håndtere.

På trods af den hidsige retorik og de store armbevægelser er der også grænser for hvor langt den argentinske regering kan (og vil) gå. Selv om en aftale for nylig i Mercosur, hvorefter medlemslandene forpligtigede sig til at afvise skibe som sejlede under Falklands flag, i nogle medier blev udlagt som en blokade, er der i det store hele tale om en symbolsk handling. Skibene kan “blot stryge” flaget og hejse et andet, så er der intet problem med at gå i havn.

I sidste ende kan Argentina da også komme til at stå som den store taber, hvis de går for langt. Der er store forventninger til en kommende olieudvinding i farvandet omkring Falklandsøerne. Solidariteten fra de andre latinamerikanske lande er næppe større end at udsigterne til at få del i olieeventyret sætter en effektiv grænse for denne.

Det er formentlig også primært af hensyn til indenlandske forhold, at den nuværende regering ikke blot fastholder kravet på Falklandsøerne, som regeringerne i 1990erne. Og det skaber muligvis begejstring på kort sig internt blandt peronisterne, men på sigt kan det blive en dyr affære. For uanset om man opfatter englændernes tilstedeværelse som udtryk for engelsk imperialisme eller lægger vægten på beboernes ret til selv at bestemme i hvilket land de ønsker at være borgere, så ændrer englænderne ikke holdning.

Endelig – selv om det sjældent (eller rettere sagt aldrig nævnes) – har englænderne jo trods alt resten af EU bag sig, når de hævder at øerne er engelske. Selv den gamle kolonimagt, spanierne, som vist aldrig helt har tilgivet at indbyggerne i Gibraltar foretrak at forblive engelsk, og rent faktisk støttede Argentina i 1982 (Spanien var ikke medlem af EU dengang), anerkender i dag Englændernes krav på Falklandssøerne.

Se også Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. Dels at den spanske krone hævde at øerne tilhørte den samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. Da englænderne på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Historisk oversigt 1600-1945

• 1600:  Opdages af den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert 
• 1690: Et engelsk skib under kaptajn John Strong sejler gennem sundet, som han giver navnet Falklandskanalen, mellem de hovedøer, og går i land på en af dem. Når England senere henviser til deres krav på øerne, tager de udgangspunkt i dette.
• 1764: Den første koloni på øerne grundlægges. Under ledelse af franskmanden  Louis Antoine de Bougainville grundlægges på den østlige ø.
• 1765-66: “Vest Falklandøen” udforskes og den første engelske koloni etableres under ledelse af kaptajn  John Byron, som efter den engelsksprogede version af wikipidia ikke var klar over franskmændenes tilstedeværelse –  eller godt var klar over det, skal man forstå, når man læser den spansksprogede, erklærer øerne for engelsk besiddelse, under kong George d. III
• 1767: Spanien overtager øerne fra franskmændene.
• 1770: Spanierne fordriver englænderne fra øen. Konflikten er tæt på at udløse en krig mellem Spanien og England, men det ender dog med en fredsaftale hvorefter englænderne vender tilbage. Fredsaftalen er dog uklar og begge lande fortsætter med at gøre krav på begge øer.
• 1774: Englænderne forlader den østlige ø, men efterlader en plade med en inskription, hvoraf det fremgår at man fastholder kravet om at øerne tilhører den engelske krone.
• 1806: Den spanske guvernør forlader den vestlige ø, og efterlander også en inskription, hvor man fastholder spanienst krav på øerne.
• 1811: Den sidste beboer forlader øerne.
• 1816: Argentina erklærer sig selvstændigt under navnet “Provincias Unidas del Río de la Plata” – et betegnelse som fortsat optræder i den argentinske grundlov.
• 1820: Fribytteren David Hewitt, der er af amerikansk afstamning, og hans skib, Heroína, søger ly for en storm på øerne, og tager øerne i besiddelse på vegne af De Forenede Provinser.
• 1823: Provincias Unidas del Río de la Plata anerkendes delvist af USA og England.
• 1828: Efter at have indhentet tilladelse både hos argentinske og engelske myndigheder etablerer Luis Vernet en koloni på øerne.
• 1831: Efter en strid om fiskeri- og jagt rettigheder angriber et amerikansk krigskib kolonien og destruerer de våben og ammunition man kan finde. Ledelsen af kolonien arresteres, anklages for pirateri og fragtes til Montevideo (hovedstaden i Uruguay). Samtidig erklærer amerikanerne, at øerne ikke tilhører nogen.
• 1832: I november sender argentinerne en mindre styrke, under ledelse af oberstløjtnant Mestivier til øerne, hvor man øsker at oprette en straffekoloni. Mestivier bliver slået ihjel fire dage efter landsætning under et mytteri.
• 1833. I januar vender de britiske styrker tilbage og anmoder den argentinske garnision om at forlade øerne, hvilket de gør under protest. Argentinerne accepterer ikke Englændernes krav på Falklandsøerne, men opgiver tilsyneladende at fremføre deres krav i perioden mellem midten af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede. Tvisten forhindrer heller ikke betydelige engelske investeringer i det hastigt voksende Argentina. Bl.a. investeres der intensivt i jernbaner og infrastruktur.
• 1834-1840: Englænderne bruger øerne som flådestation
• 1840 -: Britterne etablerer varig bosættelse. I dag er indbyggertallet omkring 3.000 mennesker og 200.000 får.

Konflikten efter 2. verdenskrig

Ved afslutningen af 2. verdenskrig og oprettelsen af FN, gentager Argentina, fra 1946 under den stærkt Mussolini-inspirerede, Juan Peron, kravene på Malvinas/Falklandsøerne. I 1947, 1948 og 1955 tilbyder England, at konflikten kan blive afgjort ved den internationale domstol i Haag, men Argentina afslår hver gang.

I 1964 vedtager FNs generalforsamling, som pålægger de to lande at løse konflikten gennem forhandling. Under de efterfølgende forhandlinger diskuteres på et tidspunkt en overdragelse under visse garantier for øernes befolkning. Det medfører kraftige protester fra øernes beboere, og England fastslår at den endelige beslutning om øernes fremtidige tilhørsforhold ligger hos øernes befolkning. Det afviser de argentinske repræsentanter.

De manglende fremskidt forhindrede dog ikke øget økonomisk samarbejde. I 1971 begyndte det statslige argentinske flyselskab, LADE, at flyve mellem Comodoro Rivadavia og Falklandsøernes hovedby, Port Stanley. flyvningerne varede frem til Falklandskrigen. Herefter har den eneste civile ugentlige flyrute været mellem øerne og Santiago i Chile. bl.a. af hensyn til de ca. 300 chilenere, som arbejder og bor på øerne.

Falklandskrigen

I 1976 tager det argentinske militær magten og man etablerer en mindre observationsbase på South Georgia, syd for Falklandsøerne. Englænderne vælger i første omgang af ignorere den argentinske tilstedeværelse. Dette er senere blevet udlagt som en strategisk fejltagelse af visse iagtagere, fordi det kunne tolkes som om man ikke var parat til at hævde sin suverænitet militært.

Der er dog bred enighed om, at selve beslutningen om at invadere Falklandsøerne – befri Malvinas, hvis man er argentiner – blev truffet på baggrund af den økonomiske nedsmeltning som Argentina oplevede i 1982, og som sådan primært var et (desperat) forsøg på at styrke regimet indadtil i Argentina. Det lykkedes også på den korte bane, og regimets popularitet steg kraftigt efter invasionen/befrielsen den 2. april 1982. Som bekendt holdt det ikke, og de argentinske styrker overgav sig den 14. juni, efter krigshandlinger som kostede op mod 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile øboere.

Den gang som nu var der stor opbakning hos de øvrige latinamerikanske lande, og et par af dem deltog mere eller mindre aktivt på den argentinske side. Der er ikke tvivl om at Peru støttede Argentina med både våben og mandskab, ligesom Chiles indvolvering på engelsk side er kendt, omend omfanget fortsat er uklart. Netop Chiles assistance til England under Falklands krigen var grunden til, at Magereth Thatcher offentligt støttede Pinochet, mens han blev tilbageholdt i England i 1998. Hendes støtte til ham tog eksplicit udgangspunkt i Chiles støtte til England under konflikten. Også Brasilien og Venezuela var indvolveret i et vist omfang på argentinsk side. Til gengæld støttede USA, efter lidt tøven, England, mens den franske støtte var meget aktiv – man leverede bl.a. vital information omkring de franske våbensystemer som de argentinske styrker anvendte.

For yderligere information om selve krigshandlingerne henvises til wikipidia, den engelske version kan læses her, mens den spansksprogede udgave kan læses her (og ja, der er forskelle).

Post Falklandskrigen

først i slutningen af 1980erne oprettedes igen diplomatiske forbindelser mellem de to lande og under præsident Carlos Menem i 1990erne udvidedes samarbejdet. Bla. indgik man et samarbejde om den fremtidige olieudvinding. En aftale, som Argentina dog unilateralt opsagde i 2007.

Selv om forholdet forbedredes fastholdt Argentina kravet på øerne. Hvilket fremgår af et tillæg til den argentinske forfatning, som blev vedtaget i 1994, hvoraf det eksplicit fremgår, at Argentina udover “Malvinas/Falklandsøerne”, også gør krav på South Georgia-øen, Shag Rocks, Black Rock, Clerke Rocks og Bird Island samt Traversey Islands, Saunders I., Montagu I., Bristol I. og Southern Thule  (alle vulkanske og isdækkede).

Efter først nu afdøde Nestor Kirschner og herefter hans kone Cristina Krischner blev valgt til Argentinas præsident har man siden 25 året for Falklandskrigen, har man ført en stadig mere aggressiv politik overfor England omkring Falklandsøerne, med en retoriks voldsomhed, som er uhørt på disse breddegrader. hvad man forventer at få ud af dette, står lidt hen i det uvisse. Bortset fra Hugo Chavez, som med vanlig svulstighed lovede at Venezuela ville stå ved Argentinas side i kampen mod imperialismen, har alle andre væsentlige magter i regionen samtidig med at de stillede sig solidarisk med Argentina i ord, samtidig understreget at konflikten skal løses med fredelige midler og ved forhandling. Forhandlinger som er lige så udsigtsløse som da de brød sammen i 1960erne. For en række sydeuropæiske lande dækker de pæne solidariske ord formentlig også over en betydelig irritation over Argentinas fremfærd.

Se også  Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme.

Santa Cruz guvernør Ruben Costas og lederen af CIDOB Adolfo Chávez

Den umiddelbare anledning er en planlagt motorvej på 300 km. gennem tidligere uberørt regnskov. CIDOB frygter skæbnen for de ca. 15.000 indianere, som lever af jagt, fiskeri, indsamling af frugt og subsistenslandbrug i området. Man frygter, at vejen vil medføre en tilstrømning af bosættere, som vil ødelægge området ved at fælde træer og forurene floderne.

I “The Washington Post” bemærkes i en artikel, hvor sympatien bestemt ikke er på guvernørRuben Cruz side, at :

Lowlands peoples’ anger with Morales was on display at a Jan. 25 banquet in the eastern city of Santa Cruz, where leaders of Bolivia’s main lowlands indigenous federation, known as CIDOB, forged an alliance with Santa Cruz’s business-friendly Gov. Ruben Costas, Morales’ arch-nemesis.

Three years earlier, federation activists had battled Costas’ confederates in the streets with sticks and rocks, defending Morales’ revolution against a pro-autonomy campaign by the wealthy agribusinessmen Costas represents.

Now the two groups were breaking bread at an exclusive club where Bolivia’s indigenous were more accustomed to waiting tables.

Artiklen overser at splittelsen mellem Evo Morales og en række af de indianerorganisationer, som hjalp ham til magten, går længere tilbage. Faktisk kom der allerede alvorlige skår i samarbejdet kort efter Morales genvalg med næsten 2/3 af stemmerne i 2009, Disse forstærkedes i forbindelse med lokalvalgene i 2010, hvor Evo Morales og MAS åbentlyst søgte at sabotere og (med succes) udelukke kandidater som truede MAS egne kandidater.

Ser man på den dækning som Boliva og Evo Morales har fået i vestlige medier – og den opfattelse som deles af mange “progressive” NGO’ere – er det slående hvor lidt kendskab de har til Bolivias (eller resten af Andes-regionens) historie. Oftest gengives de interne konflikter som konflikter mellem de af indiansk afstamning og efterkommerne efter de europæiske kolonisatorer. Reelt er der tale om en konflikt som slet ikke kan beskrives i rent etniske termer, men udspringer af helt andre forhold.

Evo Morales kom i 2006 til magten ved at udnytte mange fattige bolivianeres utilfredshed med hans forgængeres forsøg på at reformere Bolivias økonomi. Hans brug af indianerorganisationerne og deres evne til at mobilisere medlemmer har været en gennemgående fænomen i Bolivia gennem de sidste 60 år. Og nu hvor utilfredsheden med Morales er voksende, vender de sig fra ham.

Evo Morales er bestemt ikke den første af indiansk afstamning, som er kommet til tops i det politiske system. Flere af hans forgængere havde også rødder i den oprindelige indianske befolkning. Vurderet på kulturelt ståsted er Evo Morales heller ikke mere indianer end flertallet af bybefolkningen i Bolivia. Det afslørede han eftertrykkeligt, da han i forbindelse med lokalvalget i 2010 ved et vælgermøder blev mødt med opfordringer fra publikum til at holde talen på hans forældres oprindelige sprog. Det kunne han ikke, fordi han ikke taler sproget.

Kulturelt er Evo Morales derfor at betragte som mestiz. Det vil sige en blanding af europæer og indianer. Hermed ligner han det store flertal af landets befolkning. Målt på både sprog og levevis, anslås det således at under en femtedel af landets befolkning som lever op til de fordomme, som vestlige medier og NGOere ofte har om Bolivia. Et problem, som også gør sig gældende, når medierne beskæftiger sig med Peru og Ecuador. De to andre Andes lande, hvor en stor andel af befolkningen er af indiansk afstamning.

Hvis vi ser bort fra det ganske overfladiske og intetsigende faktum, at Morales er født af indianske forældre, viser det sig også, at den reelt førte politik på flere områder minder om den type af nationalistisk venstrepopulisme, som er set flere gange i regionen siden midten af det 20. århundrede.

Vicepræsident Alvaro Garcia Linera

Det er værd at bemærke, at vicepræsident, Alvaro Garcia Linera, som er regeringens chef-ideolog, er tidligere universitets-professor og bagmanden for MAS stærkt maoistisk inspirerede ideologi.

At Washington Post så har ret i, at der formentlig er tale om en bekvem alliance mellem CIDOB og VERDES, med udgangspunkt i at de har en fælles fjende er en anden ting. Den reelle konflikt i Bolivia – ligesom i resten af Andes regionen, hvor politisk ustabilitet snarere har været reglen end undtagelsen – er i grundlæggende en konflikt mellem det moderne og det traditionelle.

Der er intet nyt i at indianerorganisationer, efter at have været med til at bringe en præsident til magten, herefter vender sig i mod ham og arbejder for hans fald. Sådan fungerer politik i den del af verden. Og i modsætning til Peru, hvor man målbevidst går efter at opbygge bedre institutioner efter europæisk/amerikansk forbillede – herunder at styrke tredelingen af magten og sikre uafhængige domstole. Har udviklingen under Evo Morales været omvendt. Her har man siden 2006 kontinuerligt undergravet tredelingen af magten, ligesom det i forvejen ringe retssystem under Evo Morales er blevet endnu ringere.