For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Under overskriften “The demise of the free lunch” der tager udgangspunkt i at man i stedet for at arbejderne som del af deres løn traditionelt har fået gratis frokost, har hævet lønningerne og afskaffet denne ordning, begrædes endnu en gang den fatale mangel på reformer i Cuba. Og selv som Raúl Castro har vist sig som mere pragmatisk end sin storebror, er det tvivlsomt hvor meget der kan ske, sålænge Fidel Castro lever, Cuba er som man skriver;

“close to bankruptcy. Foreign businesses have been waiting for months for permission to transfer abroad hundreds of millions of dollars in profits from joint ventures that are sitting in local banks. The government has slashed imports by more than 30% this year, and budgets for state companies and ministries have also been cut. Cuba does not produce enough and its population is ageing. Theft and absenteeism are rife in workplaces across the island.”

Der er i den grad brug for reformer, realindkomsterne er på under 50% af niveauet før 1989, og i vid udstrækning er det overførsler fra udlandet, paralelle aktiviteter (sort økonomi),  og den tilladte private foretagsomhed der overhovedet gør det muligt for landets forarmede befolkning af hutle sig gennem hverdagen. Dette har også indebåret at man i realiteten for længst har opgivet en af  grundpillerne i den cubanske revolution, nemlig økonomisk lighed. De der har kontakt til turistindustrien, modtager overførsler fra udlandet, osv. osv. er  naturligvis de der klarer sig bedst, ligesom en del veluddannede cubanere fravælger at bruge denne uddannelse, ganske enkelt fordi de tjener for lidt.

Som nævnt er personen Fidel Castro, på trods af at han ikke længere besider officiellle poster, umulig at komme uden om, og han er fortsat en arg modstander af reformer der for alvor gør op med det kommunistiske system, der har forhindret økonomisk udvikling i dette tidligere (efter regionale forhold) velstående land, som The Economist påpeger, varede de reformer der i 1990erne i en kort periode tillod privat foretagsomhed ikke længe:

“He [Fidel Castro] continues to abhor markets. After the collapse of the Soviet Union and its generous subsidies to Cuba, Fidel allowed limited foreign investment and self-employment. When the economy briefly recovered, he cracked down: only 200,000 Cubans now have licences allowing them to run micro-businesses, such as restaurants or hairdressers, down from a peak of 350,000.”

I et indlæg i umiddelbar forlængelse af at Rio de Janeiro havde fået tildelt værtsskabet for OL i 2016 skrev jeg her på americas et indlæg om de udfordringer byens borgere (og skatteydere) står overfor midt i deres glæde og stolthed over at være blevet tildelt værstskabet. I artiklen “Rio’s expencive new Rings” gøres der – ud over de bekymringer omkring korruption og omkostninger jeg nævnte i mit indlæg – en del ud af de udfordringer byen står overfor, hvis dens infrastruktur skal kunne klare et OL i 2016.

Her skal aktiviterne foregå i Rio i 2016

Den store udfordring er den demografi der samtidig med at det er med til at gøre byen så ufattelig smuk  (eller rettere dele af byen), gør det utroligt kostbart at forbedre infrastrukturen. Således er der reelt kun en vej fra Ipanema og Copacabana og ud mod Barra da Tijuca, et attraktivt område, der er vokset voldsomt de seneste årtier. Resultatet er en næsten umulig trafik, hvor forholdene på hverdage – og vi snakker hele dagen – bedst kan sammelignes med forholdene i København i morgentrafikken.

Som Economnist skriver:

“Holding the games will require effort and expense on a scale that Rio, a problem-studded metropolis of 12m (half of whom live in the city itself), has never seen. Apart from new stadiums and other sports facilities of all kinds, the plans call for new bridges and roads, and a doubling in the number of hotel rooms. To revamp a chaotic transport system, engineers will blast through granite mountains to extend the metro from Ipanema to Barra da Tijuca, 13.5km (8.4 miles) away. Tens of thousands of athletes must be squired to scattered events through some of the worst traffic in the Americas.”

Og fortsætter:

The police, already overstretched, must keep the Olympians safe from some of Latin America’s most brazen criminals—they committed over 2,000 murders in the city itself last year. Where padding public-works contracts and sticky-fingered politicians are the norm, who will make sure the $14.4 billion budgeted for the games will be put to good use—to say nothing of up to $50 billion in indirect investment?

Som jeg selv har givet udtryk for tidligere, er økonomien – ikke mindst i lyset af den kroniske korruption i Brasilien og ikke mindst i Rio de Janerio, et problem. Ligesom man kan tvivle på i hvilken udtrækning rationele overvejelser om fretid udnyttelse af de faciliteter og boligområder der skal bygges vil veje tungest, eller om det bliver mere gustne og kortsigtede hensyn der kommer til at diktere investeringerne. Ser man på historien – også de nyligt afholdte Panamerikanske lege er der ingen grund til optimisme.

Til gengæld er der grund til endnu en gang at understrege, at man ikke skal overvurdere de sikkerhedsmæssige problemer (og de kommer sikkert til at blive nævnt i gen og igen), på trods af at det er fuldstændigt rigtigt, når Economist (og andre) har bemærket byens store kriminalitet og problemer med sikkerhed.

Man kan selvføgelgelig altid spørge, som André Urani fra “the Institute for Studies on Labour and Society”; “Why don’t we make eliminating poverty in Rio and pacifying all the violent slums our goal for 2016?”. Men det er ikke sådan man løser problemet i praksis. Det kommer til at ske ved at politi og militær besætter byen i de uger legende varer – med direkte instruktioner til at være høflig og behjælpelig overfor de besøgende “Gringo’s”

Augusto Pinochet

Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde i 2006, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.

Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

Fidel Castro

Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande – også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.

I hvilken udstrækning man overhovedet kan tale om, at der er sket væsentlige fremskridt på Cuba siden er tvivlsomt. Den rosenrøde fremstilling af det cubanske sundhedsvæsen, som senest Michael Moore viderebringer i sin film, “Sicko”, har ikke noget med almindelige cubaneres virkelighed at gøre. På trods af at Moore understreger, at den behandling man ser i filmen står til rådighed for almindelige cubanere, viser filmen reelt et af de særlige hospitaler, der er forbeholdt regimets topfolk og udenlandske betalende patienter.

David Trads

Herhjemme er vi også beriget med de, der fortsat hopper på regimets historieforfalskning. Den tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og nuværende chefredaktør for Nyhedsavisen, David Trads, skrev således i en kronik for et par år siden, at den cubanske revolution var “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”.

Dette skrevet om en revolution, der medførte henrettelsen af anslået 15-17.000 mennesker, anbringelsen af over 100.000 i slavelignende lejre med udpræget brug af tortur og forarmelsen af en hel befolkning,

Det påvirker åbenbart heller ikke de, der som David Trads mener, at revolutionen medførte, at “Cuba udviklede sig til et af de mest velstående latinamerikanske lande”, at en stor del af befolkningen har foretrukket at forlade landet. Ca. 20% af Cubas befolkning lever i dag udenfor Cuba, mens titusindevis anslås at have mistet livet i deres forsøg på at flygte fra landet.

Selv når man erkender, at der har fundet undertrykkelse og drab sted, relativeres regimets brutalitet i en absurd grad. Førnævnte David Trads har således skrevet om Castro, at “de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Med denne logik in mente må Pinochet kanoniseres til at være en af Latinamerikas store helte. For når det nu kan konstateres, at Chile efter militærkuppet i ’73 har udviklet sig til Latinamerikas rigeste og frieste samfund, så kan regimets undertrykkelse vel herefter affærdiges ved blot at skrive, at “de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”.

Hvis man accepterer denne logik, svarer det til, at man tillægger nogle mennesker større værdi – og ret til at skade andre – alene baseret på, om man er enig i de politiske målsætninger (postulerede eller reelle). Desværre er dette åbenbart fortsat udbredt på venstrefløjen.

Tidligere bragt som klumme i 180grader