Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.

Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela

Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez  -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.

Click here to view the embedded video.

Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1′s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.

Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt –  Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne  audiofil (på engelsk) fra The Economist

Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;

..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.

As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”

That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.

Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.

Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.

Chavez fortsatte sin  moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.

Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

Nu er det at føre politik uden hensyn til “de økonomiske love” jo ikke en særlig latinamerikansk (eller marxistisk) specialitet, det kender vi bestemt også til fra vores egen del af verden, selv om det plejer at være i en mindre ekstrem grad. Men det væsentligste i denne del af “fortællingen” er da heller ikke at man nationaliserer, fifler med priserne, laver flerstrengede valutasystemer og andre tåbeligheder. Nej, det væsentligste er, hvad man tillader sig selv som magthaver. I Venezuelas tilfælde ser vi f.eks. hvorledes man fra regeringens side lukker Tv-stationer, der ikke vil sende den timelange taler af Chavez og venner. I Brasilien ser vi et skamløst skønmaleri af præsident Lula i form af en film – den dyreste nogensinde i Brasilien – der havde præmiere for få uger siden.

Click here to view the embedded video.

Nok påstår man at der ikke er offentlige penge involveret, hvilket man dog skal være ualmindelig naiv for at tro på. Flere af de firmaer der har skudt penge i filmen har tætte forbindelser til den brasilianske stat og PT har efter Lula fik magten i 2002 vist, at man ikke står tilbage for nogen når det kommer til at bruge magten, både til at berige sig selv og fastholde magten. Ikke at det har haft nogen særlig negativ effekt på Lulas popularitet, han er umådelig populær, men det skyldes, at det er hvad de brasilianske vælgere forventer af deres politikere – og at det i det hele taget ikke går op i korruption, andet end på et overfladisk plan (3/4 f dem vile ifølge undersøgelser gøre præcist det samme, hvis de fik chancen). I Argentina ser vi, hvordan den siddende regering ikke helt har forstået, at der eksisterer et folkevalgt parlament og en forfatning, som man skal tage hensyn til – lige som vi så det med Zelaya i Honduras. Evo Morales i Bolivia har udvist samme mangel på respekt for demokratiets grundlæggende spilleregler.

Historisk er det bestemt ikke en opførsel der er forbeholdt venstrefløjen (som man nu opfatter dette begreb alment). Men der er muligvis en sammenhæng mellem denne mangel på respekt overfor den grundlæggende forudsætning for et velfungerende og stabilt demokrati, hvor “konkurrencen” om magten sker ud fra et sæt spilleregler og en ide om fair play. Sidstnævnte kan formuleres som at man respekterer spillereglerne – både de skrevne og de uskrevne – overfor det kan man undre om der i visse samfund muligvis slet ikke eksisterer nogen spilleregler.

Sammenligner vi med fodbold, så accepterer vi at der spilles hårdt – og der bliver gået over stregen til tider, det er vist det der kaldes at være profesionel, javel, men der er grænser. De grænser er forskellige fra land til land.  Måske bedst illustreret med Diego Maradonna og “guds hånd” ved sejren over England i VM i Mexiko i 1986. Efter argentinsk standard var det bare helt i orden og trækker ikke fra – et VM er et VM.  Og magt er magt. Og grundlaget for det politiske spil i det meste af Latinamerika er netop, at det bygger på den franske og latinske forestilling om absolut magt. Dette i modsætning til erkendelsen af uenighed, som vi kender det fra den engelske tradition. Dete er næppe heller noget tilfælde at både korruption og sammenfiltring af offentlige og private interesser er betydelig større i de fleste latinamerikanske lande og europæiske lande som Frankrig og Italien end i Nordeuropa og -amerika.

Det handler som sagt først og fremmest om magt.  Og i den virkelighed spiller både demokratiske spilleregler og noget så irriterende som økonomisk realisme en underordnet rolle. Det handler om magten og kontrollen, og det er selvfølgelig primært derfor Hugo Chavez hader det kaotiske og anarkistiske marked, og selv om han kalder det der foregår i Venezuela for socialisme for det 21. århundrede, så er det faktisk vanskeligt at skelne fra nationalistisk, ofte militært ledet, fascisme fra det 20. århundrede.

Sammenligner vi med tidligere tiders regimer med stærke mænd i spidsen, som f.eks. Getulio Vargas i Brasilien og Juan Peron i Argentina, er der også langt flere lighedspunkter end forskelle, selv om disse to herrer bestemt ikke anså sig selv for at være socialister end sige marxister. Getulio Vargas bekæmpede indædt Brasiliens kommunister med alle midler, mens Juan Peron efter et ophold i Italien før 2. verdenskrig vendte begejstret tilbage som facist.

Og der er ikke tale om forestillinger der begrænset til diverse caudilhoer. Der eksisterer grundlæggende en meget stærk antipati overfor ideen om frie markeder og dermed økonomi. En kultur præget af katolicisme og militaristisk tankegang fornægter sig ikke.