Augusto Pinochet

Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde i 2006, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.

Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

Fidel Castro

Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande – også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.

I hvilken udstrækning man overhovedet kan tale om, at der er sket væsentlige fremskridt på Cuba siden er tvivlsomt. Den rosenrøde fremstilling af det cubanske sundhedsvæsen, som senest Michael Moore viderebringer i sin film, “Sicko”, har ikke noget med almindelige cubaneres virkelighed at gøre. På trods af at Moore understreger, at den behandling man ser i filmen står til rådighed for almindelige cubanere, viser filmen reelt et af de særlige hospitaler, der er forbeholdt regimets topfolk og udenlandske betalende patienter.

David Trads

Herhjemme er vi også beriget med de, der fortsat hopper på regimets historieforfalskning. Den tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og nuværende chefredaktør for Nyhedsavisen, David Trads, skrev således i en kronik for et par år siden, at den cubanske revolution var “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”.

Dette skrevet om en revolution, der medførte henrettelsen af anslået 15-17.000 mennesker, anbringelsen af over 100.000 i slavelignende lejre med udpræget brug af tortur og forarmelsen af en hel befolkning,

Det påvirker åbenbart heller ikke de, der som David Trads mener, at revolutionen medførte, at “Cuba udviklede sig til et af de mest velstående latinamerikanske lande”, at en stor del af befolkningen har foretrukket at forlade landet. Ca. 20% af Cubas befolkning lever i dag udenfor Cuba, mens titusindevis anslås at have mistet livet i deres forsøg på at flygte fra landet.

Selv når man erkender, at der har fundet undertrykkelse og drab sted, relativeres regimets brutalitet i en absurd grad. Førnævnte David Trads har således skrevet om Castro, at “de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for”.

Med denne logik in mente må Pinochet kanoniseres til at være en af Latinamerikas store helte. For når det nu kan konstateres, at Chile efter militærkuppet i ’73 har udviklet sig til Latinamerikas rigeste og frieste samfund, så kan regimets undertrykkelse vel herefter affærdiges ved blot at skrive, at “de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for”.

Hvis man accepterer denne logik, svarer det til, at man tillægger nogle mennesker større værdi – og ret til at skade andre – alene baseret på, om man er enig i de politiske målsætninger (postulerede eller reelle). Desværre er dette åbenbart fortsat udbredt på venstrefløjen.

Tidligere bragt som klumme i 180grader

På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba Latinamerikas tredjerigeste land i 1950′erne. Det var en dynamisk økonomi i rivende udvikling. Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere.

Click here to view the embedded video.

I dag er Cuba et af Latinamerikas absolut fattigste lande. Som det eneste land i regionen er antallet af personbiler i forholdt til befolkningens størrelse faldet siden 1950′erne, hvor antallet af personbiler kun blev overgået af Venezuela. Ernæringsmæssigt har man ifølge statistik fra FAO oplevet et fald i det daglige kalorieindtag siden 1950′erne. I samme periode er landet gået fra at producere 80% af sit forbrug af landbrugsvarer til i dag kun at producere 20%.

Når man i et undervisningsmateriale udarbejdet af Mellemfolkeligt Samvirke og beregnet for folkeskolerne kan læse, at i “begyndelsen af 1950′erne var mange cubanere utilfredse med forholdene i deres land: Flere og flere blev fattige, mens nogle få blev meget rige. De var trætte af, at deres præsidenter hellere ville være gode venner med amerikanerne end med almindelige cubanere”, bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden der så var så mange mennesker i resten af verden, der ønskede at immigrere til Cuba?

Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950′erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950′erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950′erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950′erne.

Click here to view the embedded video.

I førnævnte undervisningsmateriale kan man ganske opbyggeligt læse, at grunden til, at man har så få biler er, at den cubanske regering hellere vil bruge pengene på uddannelse og hospitaler. Og når man skriver, at “derfor blev der bygget mange nye skoler, og undervisningen blev gratis”, kunne man jo få indtrykket af, at der ikke fandtes et offentligt skolevæsen før 1959. Men det gjorde der i høj grad. Der var ca. ti gange flere offentligt ansatte end privat ansatte lærere, tre statslige universiteter, og med lige under 25% var andelen af det offentlige forbrug, der gik til uddannelsessektoren, Latinamerikas højeste.

Cuba havde da også en af Latinamerikas laveste andele af analfabeter. Den succesfulde kampagne mod analfabetisme, som Castro-regimet gennemførte i 1960′erne, og hvis “storslåede” resultater kritikløst blev viderebragt af medier rundt om i verden, skete altså på en yderst billig baggrund. Langt de fleste cubanere kunne nemlig allerede læse og skrive, og de kunne rent faktisk bruge det til noget. Sammenlignet med forholdene efter 1959, var der før revolutionen stort set ingen censur i Cuba. Befolkningen kunne købe og læse den litteratur, den ville. Der udkom mere end 50 daglige aviser – i dag kan cubanerne vælge mellem blot 17, hvis indhold er givet på forhånd. Derudover havde Cuba 23 tv-stationer – i dag er der fem.

At der eksisterede et marked for 23 tv-stationer og mere end 50 dagblade i et land med under 7 mio. indbyggere på daværende tidspunkt passer kun dårligt på en befolkning, præget af fattigdom og usle levevilkår. Med mindre man da vil påstå, at de rige ikke lavede andet hele dagen end at zappe rundt mellem TV-kanaler og bladre i aviser – helst mens de kørte bil.

Med 45 tv-apparater per 1.000 personer, det femtehøjeste i verden på daværende tidspunkt, og 169 radioer per 1.000 indbyggere, det næsthøjeste antal i Latinamerika, var der da også en betydelig del af befolkningen, som havde mulighed for at benytte de mange tilbud. I dag har selv Bolivia flere radioer i forhold til befolkningens størrelse end Cuba.

Og når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det vel rettelig medtages, at Cuba allerede i 1950′erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Heller ikke her startede man på bar bund.

Før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse end Cuba. Det skal medtages, at de to lande også havde et højere antal end USA på dette tidspunkt. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Ligeledes var antallet af sengepladser, én per 190 indbyggere, højere end FN’s egne minimumsanbefalinger for udviklede lande på daværende tidspunkt. Det skal medgives, at Cuba i de mellemliggende år har øget antallet af læger betydeligt, og i dag er det land i verden med flest læger i forhold til indbyggertallet. Dog er effekten af dette grundet kronisk mangel på bl.a. medicin og elendige fysiske forhold på de hospitaler, almindelige cubanere kan frekventere, nok begrænset. Og medtager man de fremskridt, der er sket både regionalt og globalt indenfor sundhedsvæsnet, er den mest korrekte beskrivelse af Cuba efter 1959, at udviklingen i sundhedstilstanden har været ringere, end det måtte forventes, udgangspunktet taget i betragtning.

Der vil måske være en eller anden af læserne, der undrende vil stille sig det spørgsmål, at hvis det vitterligt er, som jeg påstår, hvorfor er det så ikke mere alment anerkendt? Dertil kan jeg kun svare, at en sådan undren så sandlig er på sin plads. Man kan måske undskylde musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere, fra Nordjyllands Niels Hausgaard til Hollywoods Oliver Stone, med at deres reelle indsigt og viden lader deres kunstneriske evner en del efter.

Men når f.eks. tidligere chefredaktør for Information og Nyhedsavisen og nuværende medarbejder på Berlingske Tidende, David Trads, for et par år siden hyldede den cubanske revolution som “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”, er det mere vanskeligt at undskylde. Selv Fidel Castro og følgesvendes efterfølgende brutale og blodige undertrykkelse ufortalt, vidner en sådan udtalelse om enten en grænseløs uvidenhed, ideologisk forblændelse eller måske blot dovenskab? Uanset grund kan det konstateres, at størstedelen af den information vi har fået gennem medier og i uddannelsessystemet om Cuba er fordrejet i en grad, der gør, at det mest af alt minder om fiktion.

Det er selvfølgelig værd at overveje, at når den journalistiske fremstilling i medierne – og undervisningsmaterialet i skolesystemet – om Cubas historiske forhold er så afgørende forkert, hvordan mon det så forholder sig med fremstillingen af de historiske forhold andre steder i verden?

Tidligere bragt som klumme i 180grader