Som nævnt har Sánchez ikke selv har mulighed for personligt tage imod  prisen. Det gør to repræsentanter for Damas do Blanco (Damer i hvidt) på hendes vegne på torsdag den 5. maj. I den anledning kan man møde Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis, ved et arrangement kl. 16.30-17.30, hvor de vil tale om situationen på Cuba, muligheden for at ytre sig, blogge eller sige sin mening i forhold til det cubanske styre. De vil også tale om, hvordan de ser fremtiden på Cuba.

Damas de Blanco blev dannet efter de cubanske myndigheder i 2003 under ”Det sorte Forår” arresterede en lang række menneskerettighedsforkæmpere, der blev idømt op til 28 års fængsel på Cuba. Damas de Blanco består af konerne og kæresterne til disse fængslede dissidenter. De har bl.a. modtaget Zacharov prisen i 2005 for deres kamp for frihed.

I samme anledning har Henrik Gade et fremragende blogindlæg i Jyllandsposten med titlen 3 minutter og 16 sekunder om den gang i 1995, hvor Fidel Castro blev modtaget at 3.000 begejstrerede tilhørere i Falconercentret, der indledte med stående klapslaver i netop 3 minutter og 16 sekunder. Sikkert nogenlunde de samme mennesker der under klimatopmødet i december 2009 lige så ældevilde modtog Castro’s arvtagere Evo Morales og Hugo Chavez ved et arr. som bl.a. Enhedslisten stod bag – se også her.

Medieomtalen af Castros besøg var massiv, ligesom den var det i forbindelse med Cubas kommunistiske partis nyligt afholdte kongres. Og selv om man trods alt erkender at Cuba er et ufrit samfund, er det det bemærkelsesværdigt hvor meget danske mediers dækning af Cuba stadig tager udgangpunkt i styrets propaganda. Fra dets fremstilling af Cuba som et ekstremt ulige samfund præget at stor fattigdom og massiv undertrykkelse før Castros magtovertagelse over den ekstreme overvurdering af den amerikanske boykots betydning til hyldningen af de “store fremskridt indefor skole og sundhed” – der ved nærmere eftersyn er mere fup end fakta.

Det bliver spændene at høre hvad de to modige kvinder har at fortælle. Man skal næppe forvente at besøget får sammen medieopmærksomhed som da cubanernes plageånd var på besøg for 16 år siden. Derfor opfordrer jeg indtrængende alle der muligheden for det , at deltage i arrangementet på torsdag eftermiddag.

Det ligger meget passende på Danmarks befrielsesdag. Vi må så alle håbe på at cubanernes befrielsesdag snart må komme, således at Cuba igen kan blive et af Latinamerikas rigeste lande, som det var før “revolutionen” i 1959. Denne gang forhåbentlig kombineret med den demokratiske styreform som man kæmpede for i 1950erne, men som Castro siden “revolutionen” i ’59 har nægtet cubanerne.

Læs mere om CEPOS arrangement. Her er der også mulighed for at tilmelde sig.

Se også arrangementet på Facebook

Yoanis blog Generacion Y som bliver oversat til engelsk her fortæller uden censur om den forfærdelige cubanske dagligdag med sammenfaldene hospitaler, mangel på mad og elektricitet. Hun har vundet indtil flere priser for hendes skriveri.

Kun få private har internet i Cuba og hvis de havde kunne de heller ikke læse Generacion Y da den er blokeret. Før i tiden sneg hun sig ind på hoteller og uploadede artikler som hendes venner i udlandet publicerede på bloggen. Nu er det ikke muligt da de kun lader udenlandske statsborger bruge internettet. Nutildags har hun et eller andet hemmeligt storm p agtig måde at sende sine artikler ud af landet, som sikkert indebærer en flash disk, enkryptering og nogle gode venner med internet adgang.

Læs selv hendes beskrivelse af deres bortførelse:

Da vi var tæt på 23 gade og rundkørslen ved Avenida de los Presidente, så vi ankomsten af en sort bil af kinesisk mærke med 3 stærke ukendte mænd. “Yoani, kom ind i bilen”, sagde en mens han holdt mig stærkt på håndledet. De andre omringede Claudia Cadelo, Orlando Luís Pardo Lazo og en kæreste som fulgte med os til en demonstration mod vold. Ironisk for livet, var at dette blev en eftermiddag fyldt med slag, råb og bandeord som skulle have været en dag for fred og harmoni. Disse “angribere” kaldte en patrulje som tog de to andre med sig. Orlando og jeg var indelukket i bilen med de gule plader, i en skræmmende lovløs verden uden mulighed for dommedag.

Jeg nægtede at gå ind i Geely bilen og vi insisterede at de viste os identification samt en juridisk kendelse for at tage os. Selvfølgeligt viste de intet papir som kunne bevise at dette var en legitim anholdelse. Indtil flere nysgærrige kom til og så på, så jeg skreg “Hjælp, disse mænd er ved at kidnappe os”, men de stoppede et par stykker som prøvede på at hjælpe os med et råb som viste hele den ideologiske baggrund for operationen: “Bland jer ikke, dette er et par kontrarevolutionære”. Grundet vores verbale modstand, ringede en af dem til en som må have været deres chef: “Hvad gør vi? De vil ikke gå ind i bilen”. Jeg kan tænke mig til at svaret fra den anden side var skarpt, fordi derefter startede et hav af slag og skub. De bar mig med hovedet ned ad og prøvede på at få mig ind i bilen. Jeg holdt fast i døren… de slog mig på knoerne… jeg rækkede ud efter et stykke papir som en af dem havde i lomen og jeg tog det i munden. Atter en bølge af slag så jeg kunne give dem dokumentet tilbage.

Orlando var allerede inde i bilen, imobiliseret i en karate nøgle som holdt ham med hovedet imod gulvet. En satte sit knæ oven på mit bryst og den anden slog mig hårdt fra forsædet i nyrene og hovedet så jeg kunne slippe papiret. I et øjeblik føldte jeg som om jeg aldrig ville slippe ud af bilen. “Dette er så langt som du kommer Yoani”, “Nu stopper du med klovneriet” sagde ham som sad ved siden af føreren og hev mit hår. I bagsædet kunne man se et forfærdeligt spektakel: mine ben opadvendt, mit ansigt rødt på grund af trykket og en smertefyldt krop. På den anden side Orlando ødelagt af en profesionel tæskegiver. Jeg kunne kun bevæge mig lidt men det lykkedes mig at række ud gennem et par bukser og fik fat i testiklerne ud af desperation. Jeg gravede mine negle i da jeg følte som om at han var ved at flade mit bryst indtil det sidste pust. “Dræb mig nu” skreg jeg med det sidste luft jeg havde tilbage. Ham i forsædet sagde til den yngre “Lad hende indånde”.

Jeg hørte Orlando hive efter vejret og slagene blev ved med at falde på os, jeg prøvede på at åbne døren og smide mig ud, men der var intet håndtag indefor. Vi var fuldstændig under deres barmhjertighed og da jeg hørte Orlandos stemme gav det mig mod. Han fortalte mig at det samme var sket for ham gennem mine afkortede ord… de sagde til ham “Yoani er stadig i live”. De efterlod os smertefyldte på en gade i Timba. En kvinde kom nærmere “Hvad er der sket jer?” … “vi blev kidnappet” lykkedes det mig at sige. Vi omfavnede hinanden og græd midt på fortorvet. Jeg tænkte på Teo, hvordan kan jeg ved gud forklare ham disse blå mærker. Hvordan kan jeg forklare ham at han bor i et land hvor dette sker, hvordan kan jeg kigge på ham og fortælle ham at sin mor blev gennemtæsket ude på gaden fordi hun skriver en blog udtrykker sine holdninger i kilobytes. Hvordan kan jeg beskrive de despotiske ansigter på dem som brutalt tvang os ind i en bil, deres fornøjelse af at slå os, hive min nederdel og at hive mig halvnøgen mod bilen.

Det lykkedes dog at se en grad af overaskelse i vores anfaldsmænd, frygten for det nye, for noget de ikke kan ødelægge noget de ikke forstår, en forfærdelse at vide at deres dage er talte.

Claudia Cadelo og Orlando Luís Pardo Lazohar også begge blogget om det.

Efter hendes forfærdelige oplevelse er jeg er glad for Yoanis optimisme. Nu er Cuba igen i dyb økonomisk krise, hvor det godt kunne ske at de begynder at optrappe volden mod indbyggerne som de før har gjordt.

For et par dage siden død Cubas vicepræsident, Juan Almeida Bosque 82 år gammel. Almeida havde været med hele vejen fra før Castros magtovertagelse, og bestred gennem sin karriere forskellige poster, uden dog reelt at have nogen særlig indflydelse. I anledning af hans død er hans betydning blevet beskrevet med følgende ord på DR’s hjemmesider:

“Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950′erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt. Hans tætte forhold til Castro har i årtier været et tegn på afrikansk-cubanernes adgang til magt og indflydelse i det kommunistiske Cuba.”

Brugen af af ordet symbol er nok meget betegnende i denne sammenhng, da det nogenlunde er det eneste Castros kommunistiske regering har været leveringsdygtig i. At det skulle være blevet nemmere at være farvet i Cuba er der til gengæld ikke mange tegn på. Med tanke på, at andelen af den cubanske befolkning der  ikke er af europæiske oprindele steg betydelig efter “revolutionen” i 1959. Det har ikke just afspejlet sig i den nye “overklasses” sammensætning efter 1959.

Eller som “The Real Cuba” skriver;

“Almeida was considered the “token black” in Cuba’s regime. In reality, he never exercised any power and his main duties consisted of welcoming foreign ambassadors to Cuba and writing songs that he would play on his guitar.”

Og når nu det væsentligste træk ved Almeida åbenbart var hans hudfarve, så er det jo et paradoks at det “racistiske” Cuba før 1959 blev ledet af en…..farvet, nemlig Fulgencio Batista. Cubas stærke mand fra 1933, demokratisk valgt præsident fra 1940 til 1944 og diktator fra 1952 til 1959.

Jeg vil ikke være lige som dig, lille mor

dig der synger den samme gamle sang

Jeg vil ikke være lige som dig, ”companheiro”

dig der konstant klapper i dine hænder

Jeg vil ikke være en blind konges redskab

Jeg pisser i hans suppe og gør nar af dig

Ovenstående tekst er hentet fra en af den cubanske gruppe “Porno Para Ricardo’s” sange. Gruppen var indtil forsangeren blev fængslet i 2003 en af landets mest populære grupper – dog ikke hos magthaverne. Og selv om forsangeren sidenhen er blevet løsladt igen – læs mere her om sagen på Freemuse.org, har bandet forbud mod at optræde. Bandet og forsangerens ”forbrydelse”? At ønske et andet og frit samfund, eller som forsangeren Gorki Carrasco så diplomatisk udtrykker det:

”Jeg vil aldrig acceptere dette lands lorte ideologi”

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0sXb1Qsl0Tk[/youtube]

når musikere sætter noget på spil – Porno Para Ricardo

Her er tale om stærk politisk kunst, hvor de involverede i den grad har noget på spil – se f.eks. her og her .

Se det er ægte politisk kunst – eller hvad mener du Anisette?