For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Uribe ved søndagens valg

Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.

Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.

For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.

For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.

Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at

“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”

- og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at

“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.

FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;

Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke  som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.

Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?

Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.

At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte  – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.

Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.

Havde man fulgt logikken fra Honduras skulle Uribe ellers blot have insisteret på en folkeafstemning, med forventningen om at resten af verden ville støtte ham, – som det skete i Honduras (denne for verdenssamfundet meget pinlige “episode”, hvor man stillede sig på side af en magtgal og udemokratisk præsident, der lod hånt om sit eget lands grundlov kan muligvis forklare den manglende eksponering af den betydningsfulde dom i Colombia). I modsætning til lande som først og fremmest Venezuela og Nicaragua, hvor det har vist sig at landets institutioner ikke har kunne håndtere dets magtsyge præsidenter, har Honduras og nu senest Colombia vist, at der er grund til at holde øje med udviklingen i Latinamerika, hvor det bliver mere og mere tydelig, at der er ved at udvikle sig to væsensforskellige Latinamrika’er. Èn der fortsat hænger fast i det 20. århundredes caudilho-tradition, hvor ideen om absolut magt overtrumfer respekten for lov og ret. I den kategori finder vi lande som bl.a. Venezuela, Nicaragua, Bolivia, Argentina, Ecuador og selvfølgelig familiefirmaet Cuba. I det andet (moderne) Latinamerika, hvor der er grund til at være optimistisk, finder vi lande som blandt andre Honduras, El Salvador, Brasilien, Peru og Colombia, Uruguay, Panama og selvfølgelig Costa Rica og Chile.

At Uribe ikke får lov til at stille op kan langt hen af vejen ses som bevis på hvor succesfuld hans regering har været. Hvor Colombia omkring årtusindeskiftet var tæt på at være en “Failed State” og den marxistiske terrororganisation FARC og højreorienterede militser fortsat hærgede landet i den blodige konflikt der har hærget landet i mere end 4 årtier, er det i løbet af Uribes regeringstid lykkedes at halvere antallet af mord, (sotrt set) at have fået de højreorienterede militser til at nedlægge våbene og halvere FARC fra ca. 21.000 mand i 2001 til ca. 10.000 på nuværende tidspunkt, mens de er blevet fordrevet fra store dele af det centrale Colombia. Dette er sket samtidig med at man har haft ganske tilfredsstillende vækstrater.

Herfra skal i hvert fald lyde et stort tillykke til Colombia og en opfordring til at holde øje med udviklingen fremover. For selv om man er langt fra det punkt, hvor man kan tale om at situationen er irreversibel, er der al mulig grund til at være optimistisk, ikke kun på Colombias vegne, men hele Latinamerikas vegne, hvor den colombianske højesterets afgørelse er et betydelig skridt på vejen for den del af regionen der oplever en ægte demokratisk modernisering.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Det betyder næppe den snarlige ende på Chavez regeringstid, dertil er oppositionen for svar og splittet til at kunne lukrere på den faldende opbakning bag Chavez. Ydermere har Chavez regeringen fået ændret valgkredse og mandattildeling op til parlamentsvalget i efteråret, således at der nu er tale om et “winner takes it all” system, hvilket naturligvis er til Chavez fordel, så længe oppositionen er splittet.

Men at Chavez føler sig presset er tydeligt. Hans seneste anslag mod medierne er et tegn, et andet har været de absurde angreb på USA, som han er kommet med i forbindelse med jordskælvet i Haiti. På et tidspunkt påstod han i en af sine timelange TV-udsendelser, at jordskælvet i Haiti var udløst af afprøvning af hemmelige avancerede amerikanske våben. Samtidig har han kritiseret den store tilstedeværelse af amerikanske soldater i Haiti, som ses som udtryk for amerikansk imperialisme og et forsøg på at kolonisere Haiti.  Kun Cuba, Nicaragua og Bolivias regeringer hoppede med på den fortolkning.

Hugo Chavez sidder fortsat sikkert på magten i Venezuela, og vil formentlig gøre det i en rum tid fremover. Men han indflydelse udenfor Venezuela har toppet, og spørgsmålet er da også hvor længe han vil eller kan opretholde en demokratisk facade indenlandsk. I det øjeblik den endelig krakelerer, ændrer spillet sig for alvor. Ikke mindst i forhold til USA, der på en og samme tid er Chavez ynglings hadeobjekt og Venezuela’s vigtigste eksportmarked.

Amerikansk kritik af Organiationen af Amerikanske Stater

I sidste uge offentliggjorde et udvalg under den amerikanske kongres en meget kritisk rapport om OAS og dets nuværende formand, den tidligere chilensk udenrigsminister,  Jose  Miguel Insulza. Blandt de mange kritikpunkter var OAS manglende evne til at forhindre demokratisk errosion i flere lande. I forbindelse med krisen i Hondutras sidste år kritiseres OAS direkte for ensidigt at have støttet den afsatte præsident Zelaya, bl.a. ved at have undladt at kritisere, at han åbentlyst tilsidesatte Honduras forfatning i forløbet op til hans afsættelse den 28. juni.

Om OAS formåen til at støtte op om en demokratisk udvikling i regionen skriver man bl.a.:

The OAS has demonstrated decisive responses to traditional coups but relative passivity towards the gradual erosion of democracy, despite the relationship between these two threats, as illustrated by recent crises. In both Venezuela and Honduras, executive defiance of other government institutions provoked the breakdown of democratic rule.

A number of comparable situations exist in the region, including the persecution of the media in Venezuela and recent electoral fraud in Nicaragua. Because military coups have been relatively rare since the democratic wave of the 1980s and 90s, the greatest danger to democracy lies with elected officials who abuse their constitutional powers. Although the Democratic Charter provided a variety of tools for the OAS to address this threat, including authority for the Secretary General to engage a government directly, in practice, neither the Secretary General nor member-state governments have been willing to take any serious steps toward developing an effective early warning mechanism that does not depend on the invitation of a member-state.

Fra de seneste protester i Venezuela

Det er værd at lægge mærke til hvem der står bag rapporten. Den er udarbejdet for “Committee  on  Foreign  Relations”, der ledes af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Det bliver interessant at se i hvilken udstrækning denne rapport vil afspejle sig i den fremtidige amerikanske udenrigspolitik i regionen. Hvis man følger den linie der er lagt indebærer det en langt mere offensiv amerikansk politik i forhold til de anti-demokratiske strømninger der især er knyttet til udviklingen i de såkaldte ALBA lande. Et varsel om at dette skift allerede er fundet sted, kan måske ses af den amerikanske reaktion på Daniel Ortegas anslag på Nicaraguas demokrati i efteråret. Hvis der følges op på den linie, må vi forvente at USA vil indtage en mere konfrontatorisk kurs overfor Venezuela end vi har set indtil nu.

Første skridt kan være at sikre valget af en ny leder af OAS i stedet for  Jose Miguel Insulza, hvis rolle i Honduras krisen er blevet stærkt kritiseret.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

Det er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Som det fremgår af nedenstående figur 1, der viser udviklingen i BNP per capita siden midten af det forrige århundrede, er Bolivia karakteriseret ved stort set har samme BNP per capita nu, som i midten af det 20. århundrede. Honduras har derimod (trods alt) over den betragtede periode oplevet stigende velstand.  Begge landes udvikling i BNP er præget af voldsomme udsving i BNP – især Bolivia, der i midten af 1980erne oplevede en decideret nedsmeltning af økonomien med reel hyperinflation.

Figur 1.

Kilde: Penn world tables 6.3

det er også fælles for de to lande, at de gennemførte en række markedsliberale reformer i 2. halvdel af 1980erne (Bolivia) og op gennem 1990erne. Dette er en væsentlig del af forklaringen til de seneste årtiers fornyede vækst efter 1980ernes krise. I modsætning til Honduras, hvor reformerne er fortsat (og korruptionen rent faktisk er faldet), har man oplevet en tilbagerulning af reformer og privatiseringer i Bolivia efter 2005, med en fornyet bølge af nationaliseringer.

Mens Zelaya i Honduras blev valgt på et helt anderledes program end det han endte op med at stå for og kom i opposition til sit eget parti i kongressen, kan man som anført ikke beskylde Evo Morales for at have stået for ét før valget og så gøre noget helt andet efter. Og der er næppe belæg for det, når O’Grady stort set påstår, at han ikke har et flertal bag sig i Bolivia, med ordene;

Mr. Morales is expected to win re-election [han vandt i søndags med over 60% af stemmerne] easily, in part because in many areas that he controls voters will be escorted into polling booths to make sure they choose correctly. His party, Movement for Socialism (aka MAS for its Spanish initials), is almost certain to retain control of the lower house of congress and is likely to win the senate, which until now has been controlled by the opposition.

Derimod er det meget sandsynligt, at Mary O’Grady har ret, når hun bemærker, at Morales valsejr på sigt kommer til at betyde, at;

Mr. Morales’s rule will be almost impossible to challenge. But this should not be interpreted as a national embrace of his politics. He will pull off his power grab thanks to a policy of terror against his adversaries.

Mary O’Grady’s bekymring for demokratiet i fremtidens Boliva er bestemt berettiget. Historisk er alle socialistiske eksperimenter endt med enten et kup (f.eks. Chile) eller diktatur (f.eks. Nicaragua under Ortega i 1980erne og Cuba under Castro). Kun den mest blåøjede medarbejder i en af de utallige ulandsorganisationer med deres romantiske (og naive) forestillinger om mulige kombinationer af kultur og velstand – eller mere hardcore socialistiske ideologer – vil formentlig bestride, at der er en reel fare for at Evo Morales indiansk-socialistiske eksperiment vil ende i diktatur.

Men måske er genvalget af Evo Morales også en god grund til at se på tidligere præsidenters ansvar for den udvikling, der for 4 år første gang ledte til valget af Morales som præsident. Et valg der blev konfirmeret i søndags. Der er også god grund til at se på nogle af de forskelle der eksisterer mellem Bolivia og Honduras.

Hvor Honduras befolkning for 90% vedkommende består af mestitzo (efterkommere efter den oprindelige befolkning og kolonisatorerne), og det der betegnes som egentlige indianere kun udgør 7% af honduras befolkning, er Bolivia etniske sammensætning væsentligt anderledes. Det der betegnes som indianere udgør et stort flertal. Ifølge CIA World Fact Book, består Bolivias befolkning af 30% Quechua indianere, 5% Aymara indianere, mens  mestizo udgør 30% og den hvide del af befolkningen udgør 15%. Det skal understreges at skillelinien, ligesom i andre lande i Latinamerika med et stort indiansk islet, går – ikke mellem de hvide og resten af befolkningen – men derimod mellem de der opfatter sig selv som indianere på den ene side og resten af befolkningen, mellem det “traditionelle” (og kollektive) samfund og det “moderne” individ-orienterede samfund. Forskellene i velstand lader sig kun delvist forklare ved diskriminering/undertrykkelse af indianerne (selv om det har været en del af Bolivia historie). Det er også et resultatet af en kulturelt determineret forskel i mulig levestandard. Heri ligger tragedien ved Evo Morales higen efter en indiansk-socialistisk samfundsmodel, der i høj grad er inspireret af nogle lettere tågede forestillinger om hvordan de indianske samfund fungerede før koloniseringen,  - ikke af spanierne, men af Inkaerne! Ved promoveringen af etnisk betinget kollektiv ejendomsret på bekostning af individuel ejendomsret, fremmes et – alt andet lige – mindre effektivt og dermed mindre velstående samfund.

Den ansete engelske journalist og kender af Latinamerika, Michael Reid, der i mange år skrev  for The Economist, bemærker følgende om Bolivias første indianske præsident og selve termen “indianer” i sin bog “Forgotten Continent – The battle for Latin America’s Soul“;

The term “Indian” is of course a colonial imposition, and derives from a geographical misunderstanding to boot. But it’s embrace by some of the indigenous activists was a way of generalising their condition beyond that of each linguistic sub-group. It is also a shifting, socially defined catagory. Two decades ago, Evo Morales would have described himself as a mestizo, and in many ways he is one.”

Morales hang til indianske klædedragter er da også af nyere dato. Hans vej til toppen i Boliviansk politik gik over de “oprør” der fulgte i kølvandet på 90ernes reformer, der på en og samme gang var nødvendige, indebar øgede udenlandske investeringer og fornyet økonomisk vækst (se figur 1), men samtidig – med rette – blev genstand for kritik om korruption og svindel.

Helt central i venstrefløjens og antiglobaisternes mytologi står begivenhederne i Cochohamba i Bolivia. Cochohamba, Bolivias 3. største by, var i 1980 en lettere søvnig by med ca. 200.000 indbyggere i 1980,  man kan skylde sin stegte and ned med masser af god øl fra det lokale bryggeri, grundlagt af tyske immigranter. Denne søvnige idyl brast, da byen blev et centrum for handlen med kokain, drevet af efterspørgslen i USA. Dette kombineret med bl.a. kraftig indvandring fra det fattige Altiplano, bl.a. Evo Morales har indebåret, at Cochamba omdannedes til en kaotisk by der i løbet af 1990erne havde tredoblet indbyggertallet, (selvføgelig) uden at infrastrukturen fulgte f.eks. kunne vandforsyningen ikke følge med den hastige vækst i indbyggertallet.

Myndighederne, med borgmesteren i spidsen, ønskede at løse problemet ved at bygge en 120 meter høj dæmning ved Misicuni floden og føre vandet via en 19,5 km lang tunnel gennem bjergene til Cochohamba. fordelen ved projektet var, at man samtidig øgede elektricitetsforsyningen, til gengæld ville projektet koste omkring 1/4 mia. dollars. Verdensbanken mente at dette var for dyrt og støttede derimod et billigere projekt, hvor prisen på vand ikke ville stige de første 5 år. Den bolivianske regering støttede, efter pres fra Cochohambas borgmester den oprindelige plan, og indgik en kontrakt med “Aguas del Tunari, der overtog byens vandforsyning. For at kompensere for omkostningerne ved de nye anlæg satte man priserne op med i gennemsnit 43%, hvilket udløste voldsomme protester fra især byens fattige befolkning, hvor en mindre del brugte op mod 1/3 af deres indkomst på vand efter prisstigningerne.

Protesterne kulminerede i første omgang i begyndelsen af 2000, hvor en 17 årig demonstrant blev dræbt. Hvad der herefter skete kan kun betegnes som absurd og udtryk for fuldkommen panik hos den daværende regering under Hugo Banzer, der ophævede kontrakten med Aguas del Tunari, hvorefter Arguas del Illimani, der i forvejen stod for vandforsyningen i La Paz, overtog den. De nægtedes at sæte prisen op 8i forohld til den oprindelige), også selv om deres prisstigninger var væsentligt lavere og ville have indebåret at priserne fortsat var lavere end i de fleste andre bolivianske byer. for at kompensere for dette valgte Arguas del Illimani at hæve prisen for nye tilslutninger (inkl. skrald) til 450 USD. – svarende til ½ års løn for mange af byens fattige indbyggere. Men venstrefløjen dette som en  ”sejr” i “vandkrigen”. Sammen med en succesfulde (og voldelige) kampanger mod at Bolvia eksporterede gas til USA og Chile, der inkluderede at man tvang to præsidenter til at gå af, lykkedes det i 2005 Evo Morales at vinde præsidentposten baseret på støtte fra store dele af den indianske befolkning og en hæmningsløs nationalistisk retorik.

Selv om Bolivias økonomi har oplevet en positiv vækst i indeværende årtusinde, først og fremmest på grund af gunstige priser på mineraler samt gas og olie, er bagsiden af ovenstående udvikling at der har været et drastisk fald i nødvendige undelandske investeringer, samtidig med at de offentlige investeringer har været få og ineffektive. Bolivia er derfor yderst sårbar overfor ændringer i priserne på dets eksportprodukter, ligesom yderligere økonomisk ekspansion må forventes at falde, med mindre investeringer øges.

Til gengæld er man godt i gang med at bytte tidligere tiders diskriminering (og racisme) vendt mod den indianske del af befolkningen ud med en omvendt diskriminering. Samtidig indebærer et nyt kollektivt system for ejendomsretten, at mobiliteten mindskes, mens særlige rettigheder for den indianske del af befolkningen er at sidestille med omvendt diskriminering. Da der samtidig er betydelige forskelle i både levestandard og kultur mellem den fattige vestlige del (højlandet) og den rigere østlige del (lavlandet), hvor de fleste bolivianere af europæisk afstamning bor, er en egentlig blodig indre konflikt/borgerkrig et muligt scenarie.

Men denne grundlæggende konflikt, som Evo Morales og hans MAS har forstået at drage fordel af, har naturilgvis historiske rødder, og fortidens præsidenter og magthavere bærer naturligvis et stort ansvar for at det aldrig er lykkedes at egentlig boliviansk identitet. Dette til forskel fra Honduras, hvor indbyggerne, på trods af store sociale og økonomiske forskelle, i højere grad opfatter sig som honduranere end tilhørerne en speciel etnisk/kulturel gruppe.

Evo Morales har efter al sandsynlighed ikke vundet det 2/3 flertal i underhuset (men nok i senatet), som er nødvendigt for yderligere ændringer af forfatningen. Det er nødvendigt, hvis Evo Morales skal kunne stille op til en tredie valgperiode, uhindret sikrer sine allierede ansættelse på centrale offentlige poster samt diktere ny lovgivning, der øger bestemte indianerstammers  (kollektiv) råderet og ejerskab over store territorier. Til gengæld indebærer de allerede gennemførte ændringer, at indianere er sikret et bestemt antal pladser i de lovgivne forsamlinger og at ændringer kan gennemføres hvis blot 2/3 af de fremmdte i underhuset stemmer for. Det åbner op for at man forhindrer oppositionens medlemmer at kunne møde frem. En mulighed der måske virker absurd i vores ører, men oplagt i en boliviansk virkelighed.

Indtil videre kan Bolivia fortsat betegnes som et demokrati. Spørgsmålet er dog hvor længe. Til gengæld lever Bolivia (desværre) til fulde op til tesen om at lande rige på naturressourcer ofte ender med at være befolket af fattige mennesker. På trods af en økonomisk vækst i 2008 på 6% og en vækst på 3% i år, er der ikke meget der  tyder på, at Bolivia en gang for alle får løst sit kroniske problem med at sikre langsigtet økonomisk vækst. I 1950 var BNP 1/3 højere end Honduras, i dag er det næsten ens (og Honduras kan bestemt ikke beskrives som et “vækst-mirakel” – se figur 1. Og måler man i forhold til den regionale stormagt Brasilien (der med globale briller kun har haft en middelvækst i den pågældende periode), er Bolivias stagnation endnu mere slående . I 1950 var BNP per capita næsten det halve af Bolivias – og dermed også væsentlig lavere end Honduras. Små 60 år senere er BNP per capita i Brasilien mere end dobbelt så høj som i Honduras og Bolivia.