at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

De reformer der blev gennemført, primært i 1990erne, var da heller ikke, som det var tilfældet i Chile, drevet af positive forestillinger om at slippe markedskræfterne løs, men mindede derimod mere om et parti som det danske Socialistisk Folkepartis opfattelse af markedet, som et slags nødvendigt onde.

Når Brasilien senere i år vælger ny præsident vil den “højreorienterede” kandidat være en tidligere Troskist, der vil blive beskyldt for at være neo-liberalist. I Danmark ville han blive betegnet som socialdemokrat.

Bob Fields – eller Roberto Campos udtrykte det meget rammende, da han på et tidspunkt kommenterede den manglende økonomiske frihed i Brasilien med, at “militæret og den katolske kirke har altid foragtet markedet”. Miltærets indflydelse og tankegang har siden indførelsen af republikken og især efter man i en i 1930erne under den fascistiske diktator Getulio Vargas (der stadig den dag i dag omtales som Brasiliens fader) i den såkaldte “Estado Novo” indledte sin delvist planøkonomiske industrialisering af Brasilien været stor, baseret på lige dele teknokratisk og nationalistisk tankegods. En forestilling der blev delt med den civile administrations topembedsmænd, der i lighed med eliten i militæret har gået på den brasilianske eliteskole “Escola de Guerra”. Hvad angår den katolske kirkes ringagt af markedet har den selvføgelig en langt ældre historie, og holdningen til markedet, som den langt hen af vejen deler med Islam, forklarer en del af udviklingen i de katolske lande i Europa langt op i dette århundrede.

Det brasilianske samfunds udvikling har foregået, og foregår fortsat på statens og den politiske elites præmisser – og af hensyn til dem. Hvad der er ændret fra det tidligere militærdiktatur til i dag er primært, at indførelsen af demokrati har givet de der kan bilde den fattige del af befolkningen ind, at de gør noget for dem, har fået en fordel. På den måde fungerer indførelsen af en række sociale ydelser til landets fattigste primært som “stemmekøb”. Den grundlæggende forestilling om at præsidenten helst skal være far for alle (en forestilling den nuværende Lula til fulde har formået at leve op til), og at det er gennem statens aktiviteter at man sikrer vækst og velstand er fortsat den mest fremherskende i Brasilien.

At det fortsat er sådan i et land hvis skattetryk nærmer sig nord-europæisk niveau, mens den offentlige sektors service fortsat er stort set ikke eksisterende,  kan det være vanskeligt at forstå for en “kølig” empirisk baseret nord-europæer. På den anden side er det muligvis ikke så forskelligt fra politik i Danmark. Bortset lige fra korruptionen, skandalerne, den manglende lighed for loven osv. osv. Forhold der ikke er blevet bedre, men snarere værre under den nuværende socialistiske regering.

Efterskrift:

Rent faktisk havde Rio de Janeiro for et halvt århundrede siden et glimrende offentlig skolesystem. En væsentlig grund til at det fungerede var desværre bare, at det var forbeholdt de få. Da det offentlige skolesystem skulle bredes ud, og blive et “ægte” folkeskolesystem, brød det sammen.

Det findes faktisk “lommer” af høj effektivitet og stor professionalisme i den offentlige sektor og militæret, der fungerer side om side med korrupte og ringe fungererende sektorer. F.eks. er det brasilianske udenrigsministerium kendt for en høj grad af integritet og professionalisme, lige som det delvist statsejede energiselskab Petrobrass, der er Latinamerikas største, anses for at være relativt professionelt drevet.

De brasilianske tropper i Haiti har med rette fået stor ros for en professionel indsats på højt niveau, mens politiet (policia militar), der hører under militæret, og fungerer som almindeligt politi er kendt for at være inkompetent og korrupt.

Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Der kan siges meget mod brugen af BNP som mål for et lands velstand, og en sammenligning mellem lande giver kun værdi, hvis man ser over relativt lange tidsperioder. Der er tale om et rent kvantitativt mål, hvilket både er BNPs styrke og svaghed. Det er en styrke fordi det ikke foregiver at måle andet end værditilvæksten i en økonomi, og dermed er værdineutral (det er værditilvæksten der skal finansiere der ønskede forbrug). På den anden side kan man angive det som en svaghed, at en stor del af aktiviteten i en økonomi ikke nødvendigvis indeholdes i officielle BNP tal (men f.eks. finder sted i den ikke registrerbare paralelle/sorte økonomi). Ligeledes spiller størrelsen af den offentlige sektor ind. Den har en tendens til at være betydeligt mindre effektiv end den private sektor og producere ydelser der reelt ingen efterspørgsel er efter.

Med tanke på den økonomiske stagnation – reelt ressesion – som har ramt Venezuela, er det vist ganske forstålig, at Chavez helst ser, at man ikke diskutererer udviklingen i BNP. Derfor erklærede han i en TV transmitteret tale sidste onsdag, at “Vi kan simpelthen ikke tillade fortsat at beregne BNP med de gamle kapitalistiske metoder,”  fordi “Det er skadeligt.”

Mr. Chávez’s kommentarer kom kort efter Venezuelas nationalbank havde offentliggjort, at bruttonationalprodukt faldt 4,5% i tredje kvartal i år i forhold til samme periode sidste år.

selv om det måske ville være fristende at tilskrive Hugo Chavez alt skidt i Venezuela, kan det hurtigt konstateres, at tingenes tilstand lod en del tilbage at ønske mange år før han kom til magten. Det fremgår af nedenstående figurer. Overordnet set har man i et halvt århundrede ikke været i stand til at skabe varig vækst (data er fra den seneste Penn World Tables).

figur 1.

Når man betraagter udviklingen i Venezuelas BNP er det meget forstålig hvis man gerne vil fokusere på noget andet. Velstanden er i dag på samme niveau som for 30 år siden og langt lavere end det var i 1970erne, hvor kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til international kredit (petrodollars) i en kort periode gjorde Venezuela til Latinamerikas rigeste nation.

Hvor katastrofal udviklingen egentlig har været gennem det seneste halve århundrede ses måske bedst ved at sammeligne levestandarden i Venezuela med USAs. Som det fremgår af figur 2 er Venezuelas levestandard i forhold til USA i dag blot sølle 30%, mens den i 1960 var helt oppe på 60%.

figur 2

Når man gennem et halvt århundrede i den grad er blevet outperformet af USA er det heller ikke underligt, at man i mangel på et opgør med sin egen økonomiske model, vælger den nemme løsning og dæmoniserer USA i stedet .Mens man med rette kan kritisere Chavez for at underminere både retsstat og demokrati (der bestemt ikke havde det for godt i forvejen) er den førte politik med nationaliseringer, brug af olieindtægter til egne formål osv. ikke usædvanligt i Venezuelas historie. Chavez selverklærede “21. århundredes socialisme” synes taget ud af en helt anden latinamerikansk tradition og minder måske primært om 50ernes Argentina under Juan Peron. Dengang ville man have talt om at det var et fascistisk regime (Perons store forbillede var Mussolini). Men forkskellen mellem facisme og socialisme er som bekendt heller ikke stor.

Hvorvidt Venezuela på sigt vil følge i fodsporene på en anden af 50ernes velstående Latinamerikanske lande, Cuba, og helt afskaffe markedsøkonomien er en anden sag. På et punkt synes man allerede at ligne Cuba i udstrakt grad, nemlig i evnen til at finde nyttige idioter i de rige lande og den energi der lægges i at fremstille Venezuela og “the supreme leader” som det nye paradis.

Jeg var i hvert fald lettere overrasket, da følgende kommentar fandt vej til denne blog i forbindelse med et tidligere indlæg om Hugo Chavez og Venezuela. Kommentaren er skrevet af en hvis Michael fra “Center for Economic and Policy Research“:

The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators

The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.

Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.

During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.

Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.

Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.

Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.

From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.

There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.

The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.

Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.

Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.

Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.

På trods af at hjemmesiden gør meget ud af at fremstille sig selv som uafhængig og videnskabelig er der næppe tvivl om hvem der står bag. Og forsøgene på at fremstille udviklingen i Venezuela i et positivt lys er til tider ufrivillig komisk. Således bruger man rigtig mange kræfter på at argumentere for at der har været hastig økonomisk vækst under Chavez regeringsperiode. For at kunne få så høje tal som muligt argumenterer man for, at man skal tage udgangspunkt i 2003 (nærmere bestemt 1. kvartal 2003), altså 5 år efter Hugo Chavez kom til magten (og efter at en lang konflikt i den statslige olieindustri). At bruge 1. kvartal 2003 som basisår er naturligvis bekvemt, da det giver en ekstra høj økonomisk vækst. Jeg kan næsten ikke vente at se hvordan dette og næste års (forventede) fald i BNP vil blive håndteret af de “uafhængige” eksperter på Venezuelanalysis.com – Skal vi gætte på en eller anden længere udredning om at det traditionelle (og internationalt anerkendte) BNP begreb er ubruglit? Måske nooget med at det er en amerikansk imperialistisk opfindelse? Sidstnævte var Hugo chavez forklaring på hvorfor Venezuela er 30 minutter forskellig fra sin tidszone. Chavez beskyldte amerikanerne for at ville bestemme hvad klokken var i Venezuela og det gik jo ikke. Tilsyneladende forvekslede han  Greenwich i England med et kendt boheme kvarter i New York.