Under overskriften “Castro – en revolutionær overlever” fortælles om de “storslåede resultater” som det kommunistiske regime har opnået, mens alt hvad der er gået galt siden 1959 enten skyldes udefrakommende begivenheder som den amerikanske embargo og Sovjetunionens fald, eller “afleveres” i form af tilforladelige vendinger der på ingen måde står mål med den brutale undertrykkelse og armod som Castros regime har været skyld i.

Castros regime er et af det 20. århundredes mest brutale latinamerikanske regimer, og har titusinder af menneskeliv på samvittigheden, mens mere end hundretusinde politiske modstandere (og homoseksuelle) har været gennem regimets koncentrationslejre og fængsler. Det opsummerer Politiken således til sidst i den stort opsatte artikel:

 I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne genration af politikere [Castro og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et uddannelsessystem- og sundhedssystem, der var unikt efter latinamerikansk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte befolkningen imidlertidig betale en høj pris for at leve i Castros “socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.

Med andre ord har undertrykkelsen været en pris som den cubanske befolkning måtte betale for at få et “unikt uddannelses- og sundhedssystem”. Kunne man mon forestille sig følgende fremstilling af Hitler?

I et land der var dybt forarmet og præget af store sociale skel, da de kom til, præsterede denne generation af politikere [Hitler og hans kumpagner] bemærkelsesværdige resultater de følgende årtier. Især i form af et øget produktionssystem- og industrialisering, der var unikt efter europæisk målestok og også fik resten af verden til at spærre øjnene op.

Samtidig måtte jøderne imidlertidig betale en høj pris for at leve i Hitlers “national-socialistiske paradis”. Undertrykkelsen af politiske modstandere har været nådesløs og mange har måtte betale prisen med livet eller lange fængelsophold.”

Nej vel. Ligeledes vil de fleste formentlig også finde det problematisk hvis man relativerede  Pinochet-regimets brutalitet ved at henvise til, at det var prisen som chilenerne måtte betale for at skabe Chiles “unikke” vækstmirakel. Chiles økonomiske udvikling siden militærkuppet mod Salvador Allende i 1973 har været unik, men at bruge dette til at relativere og dermed reelt undskylde Pincohet forbrydelser som en “nødvendig” omkostning er naturligvis helt uacceptabelt.

At man i artiklen gentager Castro regimets løgne om det “forarmede Cuba før Castro” og viderebringer dets propaganda om det cubanske sundheds- og uddannelsesystem er i bedste fald pinligt og i værste fald bevidst løgnagtigt.

Cuba var i 1950erne et relativt rigt samfund med en betydelig middelklasse. Man havde et rigt og internationalt anerkendt kulturliv og virkede som en magnet på ikke kun kunstnere og turister, men også især sydeuropæiske immigranter, som drømte om et bedre liv end de kunne få i Europa. Således lå der 200.000 ubehandlede immigrations-ansøgninger på Cubas ambassade i Rom de. 1. januar 1959, hvor Batista regimet faldt og den gamle diktator flygtede. Og selv om Batista bestemt ikke var en engel, kunne hans brutalitet  slet ikke måle med Castro’s, hverken i omfang eller metoder.

Castro og ikke mindst Che Guevara formåede i de første måneder efter det gamle regimes fald, at slå flere ihjel end Batista-regimet havde haft held med siden 1952.

Med hensyn til det kommunistiske regimes storslåede resultater indenfor sundheds- og uddannelsesektoren, er langt det meste ren og skær propaganda.

Cuba før og efter 1959

78 procent af befolkningen kunne ifølge FN læse og skrive i 1958. Ifølge officiel cubansk statistik kan 96 procent læse og skrive i dag. Rent faktisk er der tale om en mindre stigning end flere lande har præsteret i samme periode, herunder Colombia og Paraguay.

Cubansk hospitalsseng (næppe Castro's)

I modsætning til før 1959 er der dog indført streng censur og det er forbundet med risiko for fængselsstraf at læse forbudt litteratur. Ligeledes er antallet af aviser faldet drastisk fra 59 uafhængige daglige aviser i 1950erne til i dag 18 statskontrolerede af slagsen. Så er regimet sikre på hvad der skrives. Til gengæld er det måske mere tvivlsomt hvilken glæde man har ud af at kunne læse og skrive.

Det anslås at ikke over 2.000 mistede livet under Batistas regeringstid, mens op mod 17.000 er blevet skudt af regimet siden Castros magtovertagelse. Dertil skal naturligvis lægges de mange tusinder der har mistet livet i deres forsøg på at flygte og de mere end 100.000 mennesker der har været fængslet og for en stor dels vedkommen er blevet tortureret på grund af deres politiske overbevisning). Under Batista, der ifølge Politiken holdt befolkningen i et jerngreb, kunne man forlade landet uden problemer. Det var der dog ikke mange der ønskede, andet end som turister. Derimod var der som antydet en stor tilstrømning af immigranter.

I 1957 var børnedødeligheden i Cuba på 32 per 1.000 levende fødte. I Portugal var den 88 per 1.000 levende fødte. I midten af 1990erne var børnedødeligheden faldet til 10 per 1.000 levende fødte børn i Cuba (ifølge officielle tal), mens den i Portugal var faldet til 9. I japan faldt den i samme periode fra 40 til 4 per 1.000 levende fødte børn.

Cubas "unikke sundhedssystem" under Castro

Fra midten af 1950erne og til midten af 1990erne faldt det gennemsnitlige kalorieindtag per indbygger i Cuba, som det eneste latinamerikanske land. Bl.a. faldt kødforbruget med 1/3.

I slutningen af 1950erne blev Cuba kun overgået i antallet af biler i forhold til indbyggertal af Venezuela.  I dag er Cuba blandt de lande med det laveste antal biler i forhold til indbyggertallet i regionen. For en stor dels vedkommende er der som bekendt tale om de fysisk samme biler som i 1950erne.

I 1950erne blev Cuba kun overgået af Uruguay i antallet af radioer per indbygger i regionen, og lå foran f.eks. Japan. I dag er Cuba for længst blevet overhalet af lande som Bolivia og Brasilien, for slet ikke at tale om Japan naturligvis.

I 1950erne var Cuba blandt de lande i verden, hvor man havde flest TV i forhold til befolkningens størrelse – kun overgået af Monaco, USA, Canada og England. I dag er man blandt de lande i Latinamerika med færrest TV i forhold til befolkningens størrelse.

I 1958 var det kun Venezuela, Argentina, Uruguay, og Chile (med få procent) der havde et højere BNP per indbygger end Cuba. I dag er Cuba blandt Latinamerikas fattigste lande.

Før 1959 var Cuba verdens største producent af sukker, mens man i dag ikke engang er blandt de 10 største. Som det eneste af de 25 største producentlande er produktionen af sukker i dag lavere end den var i midten af det 20. århundrede

For alle landbrugsprodukter har udviklingen siden 1959 været alt andet end opløftende, og for visse produkter, bla.a. ris har man oplevet et direkte fald.

Ifølge Politiken kan den elendige økonomiske udvikling henføres til først den amerikanske handelsembargo fra 1962 (der var en reaktion på beslaglæggelsen af amerikansk ejet ejendom i Cuba og ikke på “Cuba-krisen” i 1961, udløst af de missiler, som Sovjet havde opstillet på øen, som man forledes til at tro når man læser artiklen) og senere til Sovjetunionens sammenbrud i 1989.

Om embargoen skriver Politiken kort og godt:

Embargoen har skabt alvorlige økonomiske problemer for Castro og det Cubanske folk.

Dermed fremfører man (endnu) en myte som Cubas totalitære regime har plejet med stor omhu og succes i årtier. Selv om embargoen havde en negativ betydning i en periode – se bl.a. beregninger her, er de økonomiske problemer primært selvskabte. Den førte økonomiske politik, herunder den brutale tvangskollektivisering i 1960erne, der kostede tusindevis af bønder livet og indførelsen af planøkonomi bærer langt den overvejende del af ansvaret for, at Cuba er gået fra at være et relativt velstående land til en økonomisk katastrofe. For at importere skal man som bekendt også eksportere.

Hvor resten af Latinamerika, selv om de fleste lande i regionen først indenfor de seneste 20 år har åbnet op for deres økonomier, kan opvise årlige gennemsnitlige eksport-vækstrater på 10 procent og derover siden 1959, er Cubas eksportrate kun steget med et par procent om året. Ikke på grund af den amerikanske embargo – der ingen betydning har for de fleste andre landes samhandel med Cuba – men først og fremmest fordi man ikke har nogen produktion at eksportere.

Men ved at tillægge eksterne faktorer skylden for den elendige velstandsudvikling får Politiken selvfølgelig også muligheden for at postulere, at Fidel Castro spiller en aktiv og positiv rolle i de reformer man (muligvis) er i gang med at indføre, og som – hvis de gennemføres – vil indebære en mindre drejning i retning af en markedsøkonomi. For nok er “El Comandante” gået på pension, men….

Alligevel er der næppe tvivl om, at Fidel Castro fra sin tilbagetrukne position har ydet væsentlige bidrag til de senere års reformer, måske de første skridt på vejen mod en anden styreform, når tiden render ud for revolutionens ledere…

Her formår Politiken noget, som de færreste iagtagere med bare den mindste indsigt i Cubanske forhold er i stand til. Politiken ved at Fidel Castro positivt har bidraget til en række reformer, der alene er kommet på tale, fordi man fra systemets side anser det for nødvendigt hvis man skal kunne beholde magten. Skulle der dukke en ny “sugardaddy” op efter Hugo Chavez, der har problemer nok på hjemmefronten, kan jeg forsikre både Politiken og Ritzau om, at reformerne rulles tilbage på stedet. Det gjorde man med reformerne indført i begyndelsen af 1990erne, så snart man var kommet over de værste eftervirkninger af Sovjetunionens sammenbrud nogle år senere.

Når regimet en gang er faldet og historien skal skrives om Catros totalitære regime bliver det næppe med slet skjult beundring for ham. Tværtimod vil han hurtigt ende på historiens losseplads sammen med andre af regionens brutale diktatorer gennem tiden. Og med hensyn til den Latinamerikanske antiamerikanisme, der har været drivkraften i Castros ( dalende) popularitet i resten af Latinamerika, så kan vi roligt gå ud fra, at Cubas egen befolkning er blandt latinamerikas mest pro-amerikanske.

De har jo om nogen betalt prisen for Castros “socialistiske paradis”, som det så rigtigt står i Politikens artikel. Bare synd at journalisten ikke helt har forstået, hvor høj denne pris har været og at dette “socialistiske paradis” for de fleste cubanere er svær at skelne fra helvede på jord.

Opdateret den 15.8: Det viser sig at artiklen fra Ritzau, bragt i Politiken, men ikke var at finde på Politikens hjemmesider, også blev bragt i Information, dog under en anden overskrift. – Den kan læses på Informations hjemmersider her.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

typiske levevilkår i Castrobrødrenes socialistiske "paradis"

Hermed synes alle forhåbninger om forandringer til det bedre under Raul at være knust. Som rapporten gør opmærksom på, kan det godt være at “Castro inherited a system of abusive laws and institutions” men “rather than dismantle this repressive machinery, Raúl Castro has kept it firmly in place and fully active”

Forandringerne er primært på det taktiske plan. Således er der sket en voldsom stigning i antalet kortvarige vilkårlige anholdelser fra 325 i hele 2007, til hele 532 alene i første halvår af 2009.

Human Rights Watch har lavet rapporten for at se om der er hold i den opfattelse der har været af at forholdene skulle have ændret sig til det bedre efter magtskiftet. Desværre har de måtte konstatere at det er de ikke. Påstanden om ændringer er formentlig drevet af et ønske om at bedre forholdet til EU og igen blive medlem af OAS.

Det konstateres således, at “Fear is a central part of the Cuban government’s strategy of isolation, which pressures friends and family members to sever ties with dissidents.” Nogle af de metoder der bruges er bl.a. “isolation, together with other forms of harassment, [that] takes a significant emotional and psychological toll and may lead to depression or lasting psychological problems.”

Der er også rapporter om at myndighederne har forlangt at folk skulle lade sig skille for at beholde deres job. Hvis de ikke fulgte denne opfordring blev de fyret. Ligeledes er folk blevet presset til at afbryde forbindelsen til nære familiemedlemmer i udlandet.

Det foreslås i rapporten, at USA  ophæver handelsembargoen mod Cuba, hvorefter man sammen med EU, Canada og de latinamerikanske demokratier skal danne en ny front og forlange, at Cuba inden seks måneder løslader alle politiske fanger. Følger Cuba ikke denne opfordring skal der indfres nye sanktioner.

Hele rapporten kan læses her

På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba Latinamerikas tredjerigeste land i 1950′erne. Det var en dynamisk økonomi i rivende udvikling. Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere.

Click here to view the embedded video.

I dag er Cuba et af Latinamerikas absolut fattigste lande. Som det eneste land i regionen er antallet af personbiler i forholdt til befolkningens størrelse faldet siden 1950′erne, hvor antallet af personbiler kun blev overgået af Venezuela. Ernæringsmæssigt har man ifølge statistik fra FAO oplevet et fald i det daglige kalorieindtag siden 1950′erne. I samme periode er landet gået fra at producere 80% af sit forbrug af landbrugsvarer til i dag kun at producere 20%.

Når man i et undervisningsmateriale udarbejdet af Mellemfolkeligt Samvirke og beregnet for folkeskolerne kan læse, at i “begyndelsen af 1950′erne var mange cubanere utilfredse med forholdene i deres land: Flere og flere blev fattige, mens nogle få blev meget rige. De var trætte af, at deres præsidenter hellere ville være gode venner med amerikanerne end med almindelige cubanere”, bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden der så var så mange mennesker i resten af verden, der ønskede at immigrere til Cuba?

Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950′erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950′erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950′erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950′erne.

Click here to view the embedded video.

I førnævnte undervisningsmateriale kan man ganske opbyggeligt læse, at grunden til, at man har så få biler er, at den cubanske regering hellere vil bruge pengene på uddannelse og hospitaler. Og når man skriver, at “derfor blev der bygget mange nye skoler, og undervisningen blev gratis”, kunne man jo få indtrykket af, at der ikke fandtes et offentligt skolevæsen før 1959. Men det gjorde der i høj grad. Der var ca. ti gange flere offentligt ansatte end privat ansatte lærere, tre statslige universiteter, og med lige under 25% var andelen af det offentlige forbrug, der gik til uddannelsessektoren, Latinamerikas højeste.

Cuba havde da også en af Latinamerikas laveste andele af analfabeter. Den succesfulde kampagne mod analfabetisme, som Castro-regimet gennemførte i 1960′erne, og hvis “storslåede” resultater kritikløst blev viderebragt af medier rundt om i verden, skete altså på en yderst billig baggrund. Langt de fleste cubanere kunne nemlig allerede læse og skrive, og de kunne rent faktisk bruge det til noget. Sammenlignet med forholdene efter 1959, var der før revolutionen stort set ingen censur i Cuba. Befolkningen kunne købe og læse den litteratur, den ville. Der udkom mere end 50 daglige aviser – i dag kan cubanerne vælge mellem blot 17, hvis indhold er givet på forhånd. Derudover havde Cuba 23 tv-stationer – i dag er der fem.

At der eksisterede et marked for 23 tv-stationer og mere end 50 dagblade i et land med under 7 mio. indbyggere på daværende tidspunkt passer kun dårligt på en befolkning, præget af fattigdom og usle levevilkår. Med mindre man da vil påstå, at de rige ikke lavede andet hele dagen end at zappe rundt mellem TV-kanaler og bladre i aviser – helst mens de kørte bil.

Med 45 tv-apparater per 1.000 personer, det femtehøjeste i verden på daværende tidspunkt, og 169 radioer per 1.000 indbyggere, det næsthøjeste antal i Latinamerika, var der da også en betydelig del af befolkningen, som havde mulighed for at benytte de mange tilbud. I dag har selv Bolivia flere radioer i forhold til befolkningens størrelse end Cuba.

Og når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det vel rettelig medtages, at Cuba allerede i 1950′erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Heller ikke her startede man på bar bund.

Før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse end Cuba. Det skal medtages, at de to lande også havde et højere antal end USA på dette tidspunkt. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Ligeledes var antallet af sengepladser, én per 190 indbyggere, højere end FN’s egne minimumsanbefalinger for udviklede lande på daværende tidspunkt. Det skal medgives, at Cuba i de mellemliggende år har øget antallet af læger betydeligt, og i dag er det land i verden med flest læger i forhold til indbyggertallet. Dog er effekten af dette grundet kronisk mangel på bl.a. medicin og elendige fysiske forhold på de hospitaler, almindelige cubanere kan frekventere, nok begrænset. Og medtager man de fremskridt, der er sket både regionalt og globalt indenfor sundhedsvæsnet, er den mest korrekte beskrivelse af Cuba efter 1959, at udviklingen i sundhedstilstanden har været ringere, end det måtte forventes, udgangspunktet taget i betragtning.

Der vil måske være en eller anden af læserne, der undrende vil stille sig det spørgsmål, at hvis det vitterligt er, som jeg påstår, hvorfor er det så ikke mere alment anerkendt? Dertil kan jeg kun svare, at en sådan undren så sandlig er på sin plads. Man kan måske undskylde musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere, fra Nordjyllands Niels Hausgaard til Hollywoods Oliver Stone, med at deres reelle indsigt og viden lader deres kunstneriske evner en del efter.

Men når f.eks. tidligere chefredaktør for Information og Nyhedsavisen og nuværende medarbejder på Berlingske Tidende, David Trads, for et par år siden hyldede den cubanske revolution som “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”, er det mere vanskeligt at undskylde. Selv Fidel Castro og følgesvendes efterfølgende brutale og blodige undertrykkelse ufortalt, vidner en sådan udtalelse om enten en grænseløs uvidenhed, ideologisk forblændelse eller måske blot dovenskab? Uanset grund kan det konstateres, at størstedelen af den information vi har fået gennem medier og i uddannelsessystemet om Cuba er fordrejet i en grad, der gør, at det mest af alt minder om fiktion.

Det er selvfølgelig værd at overveje, at når den journalistiske fremstilling i medierne – og undervisningsmaterialet i skolesystemet – om Cubas historiske forhold er så afgørende forkert, hvordan mon det så forholder sig med fremstillingen af de historiske forhold andre steder i verden?

Tidligere bragt som klumme i 180grader