Efter at OAS og den midlertidige regering tidligere på sommeren forgæves forsøgte at komme frem til et kompromis – OAS ønsker fortsat at den afsatte præsident Zelaya vender tilbage til Honduras som præsident, er spændingerne øget det seneste par uger. Hvis den midlertidige regering under ledelse af Micheletti havde regnet med at man kunne forhale en forhandlingsløsning frem til det planlagte præsident- og parlamentsvalg i november må de seneste udmeldinger fra OAS og dets medlemsstater være en våd klud i ansigtet.

Mens Zelayas tilhængere, der IKKE inkluderer hans eget parti eller dets præsidentkandidat til det kommende valg, men derimod primært en række fagforeninger (bl.a. lærernes) og andre ”progressive” organisationer, fortsat strejker og demonstrerer og opfordrer til boykot a det kommende valg (det kan de jo gøre med sindsro, da de ikke har en kandidat der kan vinde dette valg), har OAS og en række medlemslande spillet ud med, at de ikke vil anerkende et kommende valg, med mindre Zelaya vender tilbage inden.

Hermed vil der kunne opstå den temmelig bizarre situation at vinderen, der vil være den samme uanset om Zelaya ikke var blevet afsat ikke bliver anerkendt af omverden. At afsættelsen af Zelaya ingen rolle spiller skyldes dels at han ifølge Honduras forfatning ikke kan genopstille og dels at de to store partiers kandidater – der reelt er de eneste der kan vinde embedet og for øvrigt er tidligere vicepræsident under Zelaya, Elvin Santos, fra det liberale parti og Porfiro Lobo, der tabte knebent ved det seneste præsidentvalg til Zelaya, fra det Nationale parti. Kandidaterne vandt deres partiers primærvalg inden Zelayas afsættelse (Elvin Santos vandt for øvrigt over netop den nuværende midlertidige præsident Micheletti).

Daniel Altschuler, der blogger på Americas Quarterly skrev følgende for et par dage siden om baggrunden for OAS og også USA spiller kortet med at true ikke at ville anerkende de forestående valg ;

”Despite this potential justification for accepting the elections, governments in the Americas seem intent on defending a straight-forward principle. For these countries, so many of which experienced devastating military coups, it remains important to publicly proclaim that military intervention—even if the military does not currently hold the reins of power, as it did after previous Honduran coups—is simply unacceptable.  Latin America fought a long battle in the 1980s and 1990s to curb military power.  The region now wishes to send a strong message that military intervention in domestic politics in this part of the world will never be legitimate.”

- og fortsætter med at give en anden og ganske straightforward grund,

”The OAS countries have also rejected the upcoming elections because this is one of the only remaining modes of pressure at their disposal.  Already, the OAS has suspended Honduras’ membership, virtually all countries (the exceptions are Israel and Taiwan) have rejected the Micheletti government and recognized Zelaya and his ambassadors, and various countries, including the United States, have suspended millions of dollars of aid.  Simply put, the OAS countries are running out of sticks to force Zelaya’s return, and, with less than 100 days left before voters go to the polls, not recognizing these elections may be all they have left.” – læs yderligere her.

Det vil i den grad være en bizar situation, under forudsætning af at valgene forløber nogenlunde på samme måde som de ville være forløbet uden de seneste måneders ballade. Det indebærer, at man ved ikke at godkende valget indirekte underkender alle forudgående demokratiske valg siden Honduras overgang fra militærstyre til demokrati i begyndelsen af 1980erne. En yderligere krølle på halen, hvis Danmark følger OAS holdning (og det gør de jo nok), og i tilfælde af at den tidligere vicepræsident Elvin Santos fra det liberale parti vinder vil det indebære, at Venstre i Danmark nægter at anerkende en demokratisk valgt præsident fra et anerkendt søsterparti. Begge er (sammen med for øvrigt det radikale venstre) medlem af Liberal International .

En lille note om Venezuelas ”uofficielle talsmand Niels Lindvig og Orientering udefra på P1.

I en kommentar til et andet indlæg her på bloggen skrev ”Michael” for et par dage siden, – i anledning af at Niels Lindvig under dække af en journalistisk analyse endnu en gang først og fremmest brugte lejligheden til at delagtiggøre os andre i hans egen antiamerikansisme – under overskriften ”Off Topic”;

“Tilstræbt objektivitet” synes ikke at være en ambition, og han gør sig ingen anstrengelser for at finde kilder til sine påstande. Det lader til at være nok for ham at refere til at “mange” synes dit eller dat. Skandaløst, orker ikke engang at skrive en klage til dem.

Jeg er ganske enig med Michael og undre mig egentlig over at DR ikke blot stiller mikrofonen til rådighed for en repræsentant for Venezuelas regering. Det er imponerende hvorledes Niels Lindvig er i stand til igen og igen ikke at beskæftige sig med substansen i begivenheder der er anledningen til hans tirader. Det er nu lykkedes ham igennem fler måneder at ignorer at Honduras militær agerede under ordre fra højesteret (og ikke den anden vej rundt) – det kunne ikke være sagt bedre af en fra Hugo Chavez propagandamaskine. På den anden side havde en repræsentant for Hugo Chavez formentlig gjort det gratis, os så kunne vi jo spare Niels Lindvigs lønning. Men hør evt selv her og sammenlign evt. med ovenstående beskrivelse fra min side.

Men det er selvfølgelig ikke overraskende at Niels Lindvig gladelig igen og igen stiller sig op og fremfører sine ensidige tirader – han er jo kendt for tidligere at have forsvaret Hugo Chavez klapjagt på kritiske røster i Venezuelas medieverden.

Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mens han i et af sine tidligere indlæg har gjort en del ud af at Honduras er en af Latinamerikas mest korrupte lande – omend forholdene rent faktisk er forbedret gennem de seneste 10 år, se nedenstående figur, så har vi mig bekendt fortsat til gode at høre om hvorfor Venezuela i løbet af Hugo Chavez regeringstid har udviklet sig til at være det mest korrupte land i “the Americas” efter Haiti.

Derimod kan alt hvad USA foretager sig vendes og drejes og få en negativ spin – her i sidste omgang, at Obama administrationen konsekvent har valgt at omtale det passerede som et statskup og ikke et militærkup. Niels Lindvig kaster sig ud i en længere redegørelse der blot ikke forholder sig til den enkle kendsgerning at der slet ikke var tale om et militærkup. Militæret handlede IKKE på egen hånd, men udførte ”blot” den ordre den havde fået fra højesteret.

Det der står hen i tågerne er hvem der gav ordren om at den afsatte præsident blev sendt ud af landet i stedet for blot at blive arresteret (der er nu udstedt arrestordre på Zelaya, bl.a. med anklager om gennemgribende korruption). Om der er tale om militærkup eller statskup eller….behøver naturligvis ikke i sig selv at ændre noget ved hverken om man mener at afsættelsen af præsident Zelaya eller ej,. Men hvis der vitterligt er tale om et militærkup og at det alene er afgørende for omverdens reaktion , så må man undre sig over at en sådan reaktion ikke indfandt sig, da præsident Jamil Mahuad blev afsat i Ecuador i 2000. Nok blev den kortlevede militærjunta under Lucio Edwin Gutiérrez Borbúa, der senere var demokratisk valgt præsident fra 2003 og til 2005, hvor han blev afsat, bl.a. med pres udefra tvunget til at gå af efter få timer, hvorefter parlamentet indsatte den tidligere vice-præsident Gustavo Noboa Bejarano. Skulle der drages en parallel til dagens situation i Honduras burde man vel ret beset have krævet, at Mahuad blev genindsat dengang eller acceptere at formanden for parlamentet ledede landet frem til det planlagte valg – Den tidligere vicepræsident trådte tilbage ved årsskiftet på grund af sit kandidatur til det det kommende præsidentvalg.

Niels Lindvig

Indlægget indeholder som hovedingredienser 1 stk. propagandist forklædt som journalist (Niels Lindvig), et stk. naiv (men sikkert velmenende) IBIS medarbejder samt Orienterings aldrig svigtende evne til ensidig og konspirationsteoretisk journalistik. Her indvolverende en tidligere rådgiver for først Bill Clinton og senere Hillery, der i sin egenskab af partner i Orrick, Herrington & Sutcliffe, er blevet hyret af den honduranske del af Business Council of Latin America, for at ændre stemningen overfor Honduras i USA (hvis regering i lighed med resten af verden har fordømt afsættelsen af Zelaya og ikke vil anerkende den midlertidige regering indsat af Honduras parlament).

Selve indslaget fra (Mis)Orientering) kan man høre her, og det indledes bl.a. med en konstatering af, at “overgangsregeringen nægter stædigt at lade den folkevalgte præsident Zelaya vende tilbage til embedet” og senere at “trods det stigende pres fra det internationale samfund, siger overgangsregeringen, at den vil arrestere Manuel Zelaya, hvis han forsøger at vende tilbage til Honduras.” – se også opdatering om seneste begivenheder nederst i denne post.

Det interessante er (som ofte før) alt det der ikke siges – eller skrives. I lighed med f.eks. dækningen på modkraft (og dermed den yderste venstrefløj) nævnes hele forløbet i Honduras højesteret ikke med et eneste ord (forløbet – og links til modkraft kan findes her).

Jeg skal medgive at indslaget ikke er helt så absurd, som den beskrivelse der kan læses på Huffingtonpost.com, skrevet af en hvis Dan Kovalik , der efter at have været i Honduras i to uger i artiklen “The Urgency of Restoring Democracy to Honduras, frejdigt påstår ” that President Zelaya has broad support in his country” – hvilket alle meningsmålinger gennem det seneste år ellers har vist, at han netop hverken havde eller har.

Jeg har i forøvrigt i vid udstrækning (Mis)Orientering mistænkt for, at man i et meget selektivt valg af “kilder” primært holder sig til netop stærkt venstreorienterede blogs og webmedier som omtalte Huffington Post, der hverken kan anklages for at formidle “unbiased” information eller være karrig med hvem der skriver om hvad. F.eks. optræder der en analyse af afgørelserne i Honduras højesteret , foretaget af en forfatter og grafisk designer ved navn Jules Siegel , hvis “claim to fame” primært er, at han fra tid til anden har skrevet for Playboy.

At (Mis)Orientering konsekvent vælger at vinkle historierne ud fra en bestemt på forhånd given (stærkt venstreorienteret) opfattelse, hvilket også gør sig gældende i dækningen af udviklingen i Honduras, kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse for de fleste af os, der har hørt udsendelserne. Og da jeg ved noget om Latinamerika og ved at det er meget sjældent at (Mis)Orientering har styr på fakta i deres historier fra denne region, er det vel næppe nogen helt usandsynlig konklusion, at jeg kan gå ud fra at deres historier fra resten af verden er lige så fordrejede og ensidige.

Men der er måske et andet og mere grundlæggende problem, med mindre man tillægger Niels Lindvig og Co. at de rent faktisk godt ved hvad der foregår, og som led i en eller anden snedig konspiration vælger at forholde os virkeligheden for at fremme egne (revolutionære) mål.

Jeg kan selvføgelig ikke afvise at det forholder sig således, men det afgørede er, at det ikke behøver at gøre det. En tilpas portion uvidenhed, manglende forståelse for latinamerikansk virkelighed og naiv religiøst betinget og umoden revolutionsromantiske drømmeri er alt rigelig til at sikre en konsekvent ensidig og fordrejet fremstilling af forholdene.

Der er nemlig ikke meget i (Mis)Orienterings dækning af Latinamerika der synes at indikere at de involverede journalister ved særligt meget om denne del af verden, eller på nogen måde har fattet de kulturelle forskelle i forhold til vores del af verden. Her ligner de nok i høj grad repræsentanterne for den danske godhedsindustri, der drager ud i verden med vores skattekroner og bliver ført rundt i manegen alt mens bistandmidlerne forsvinder ud i den blå luft.

Indslaget om den seneste udvikling i Honduras indledes med at en hvis Hans Peter Dejgård fra IBIS, der har tilbragt 1 uge i Honduras, interviewes. Her kan han fortælle, han har mødt “en hel masse mennesker der er blevet forfulgt” og at IBIS er meget skuffet over den lokale ombudsmandsfunktion, der er opbygget med danske bistandsmidler, men som man nu har afbrudt samarbejdet med. Det skyldes at den nuværende ombudsmand, som det siges, at han :

“gik straks med kupmagerne [der inkluderer kongressen, militæret, højesteret og den katolske kirke, red.] fra starten af og han fortæller at der ingen problemer er med menneskerettighederne, der er ingen krænkelser af betydning, på trods af, at vi sidder her med en rapport der har navne på 700 personer som er udsat for vold og er sat i fængsel uden at der har været et retsgrundlag for det”

Jeg vil bestemt ikke afvise at der sker krænkelser (jeg aner det ganske enkelt ikke), men det er vel sigende, at man fra [betalende] dansk side først reagerer nu – det kunne jo f.eks. tænkes, at manglende sagsbehandling snarere har været reglen end undtagelsen i de 15 år man har støttet ombudsmandsfunktionen [jeg ved det ikke, men det gør man formentlig heller ikke fra officiel dansk side].

Det kunne for eksempel have været interessant at blive informeret om, hvorvidt man har behandlet de sager om forfølgelse og mord på journalister, som verserede det seneste år under præsident Zelaya, som det fremgår af “21st Century Socialism Comes to the Honduran Banana Republic” på Council on Hemispheric Affairs (COHA) hjemmesider fra den 25. maj i år.

Til gengæld kan Hans Peter Dejgård med glæde fortælle om, at det har været “rigtigt dejligt at kunne fortælle en hel masse af de forfulgte menneskerettighedsorganisationer og forfulgte sociale organisationer og kvindeorganisationer” at bistandsminister Ulla Tørnæs siger ganske klart fra overfor ombudsmanden og andre der har støttet “kuppet”.

Nu har jeg ingen grund til at tro andet end at Hans Peter Dejgård siger det han mener og fortæller det videre han har hørt efter bedste overbevisning. Men lige præcis i det sidste ligger der et centralt problem, nemlig at han tror på det der bliver ham fortalt, og det er der ingen grund til at gøre i Latinamerika.

Omgangen med sandheden i Latinamerika er en yderst relativ affære, hvilket gælder ud over hele det politiske spektrum. Uden at jeg skal forgøjle at her til lands (eller i denne del af verden) er vi altid sandruelige, så er det et gennemgående træk i Latinamerikansk kultur og daglig omgang, at man har et yderst problematisk forhold til fakta og sandhed.

Det gælder uanset om man er forretningsmand, til højre eller venstre, menneskerettighedsforkæmper, arbejder i sociale organisationer, kvindeorganisationer, militæret eller kirken for den sags skyld.

Her taler jeg ikke kun om “politikeromgang” med sandheden, men en relativitet der gennemsyrer hele den latinamerikansk virkelighed, og som mange journalister, bistandsmedarbejdere osv. vist aldrig helt har forstået betydningen af.

Hvis man har en tilbøjelighed til at tro på at folk siger sandheden til en (og denne naivitet lider en del danskere jo af), så er det bedst at erkende at der er tale om en kulturel egenskab der ikke er meget bevendt i Latinamerika. Jeg vil bestemt ikke påstå at der IKKE finder overgreb sted (hvor skulle jeg da også vide det fra), men jeg vil dog tilade mig at påstå at det er også er direkte usandsynligt at en del af de “smukke” – nu evt. forfulgte – organisationer og deres medlemmer IKKE har modtaget finansiel støtte fra den tidligere præsident, og dermed kan tillægges en række meget nære motiver for deres version af “den honduranske virkelighed” – at man køber sig til støtte ved offentlige midler er snarere reglen end undtagelsen.

Igen kunne man mene at dette også foregår i et land som Danmark, en forskel er dog at det her som regel foregår på en transparent måde, således at vi er klar over det.

Endnu mere absurd bliver det selvfølgelig, når Niels Lindvig efterfølgende fortæller om at honduranske forretningsinteresser har hyret den berømt/berygtede Lenny Davis fra Orrick, Herrington & Sutcliffe – hvor Niels Lindvig, der også tidligere har vist sig som en mester i kunsten at lave værdiladede og ensidige indslag lægger ud med at præsentere det som et faktum, at det er det er det honduranske erhvervsliv, der er “kuppets” bagmænd, hvilket vel må indikere at han mener at vide at det er selvsamme forretningsfolk der står bag det han kalde den “selvbestaltede regering” [der blev valgt og godkendt af et overvældende flertal i det demokratisk valgte parlament - det kan godt være at hele forløbet er juridisk problematisk, men ligefrem at bruge udtrykket selvbestaltet er den ikke, red].

Det er ikke fordi jeg vil afvise en sammenblandingen af økonomiske og politiske interesser – langtfra, det er igen en velkendt foreteelse både i demokratiske og ikke demokratiske lande, og er selvføgelig ikke mindst væsentlig i lande uden ordentligt fungerende markeder (hvorefter det “politiske marked” er det absolut væsentligste). Men her er der tale om en forbindelse der muligvis eksisterer (det ved Niels Lindvig lige så lidt om som mig), men ikke nødvendigvis eksisterer. Den behøver heller ikke at eksistere, da der selvføgelig er et incitament for honduranske forretningsinteresser til at forsøge at sikre, at USA ikke økonomisk “straffer” Honduras, da det jo vil gå ud over selvsamme forretningsfolks indtjening.

Men ikke nok med det. Niels Lindvig laver en længere historie ud af, at omtalte Lenny Davis tidligere har været rådgiver for præsident Clinton, og senere for Hillery Clinton under primærvalgene, samt at han i andre sammenhænge har repræsenteret “problematiske” klienter. Det er selvføgelig en ganske underlødig måde at argumentere. Et godt gæt er, at Lenny Davis er hyret, fordi han er dygtig og har de “rette” forbindelser. Samme Niels Lindvig vil måske mene at man kan afgøre for eksempel en straffesag ved blot at se på hvilke andre klienter pågældende forsvarsadvokat tidligere har haft? – og hvis man skulle følge denne usmagelige form for journalistik, ville det så indebære, at Niels Lindvig, der jo tidligere langt hen af vejen har forsvaret Castros Cuba, er falangist og dermed facist? – hvordan det? vil nogle måske spørge. Jo, af den simple grund, at Spanien under Franco fortsatte med at have helt normale forbindelser til Castros Cuba efter 1959.

Med Niels Lindvigs form for journalistisk indebærer det jo at der må gå en linie fra Franco over Castro til ham selv.

Ovenstående indebærer som sagt ikke, at jeg opfatter Niels Lindvig som en “ond” mand der bevidst forholder os sandheden – heller ikke når han åbenlyst går efter manden i stedet for bolden. Han tror formentlig selv på det sludder han fremturer med, det er jo “den troendes” privilegium at tro at han besider en guddommelig sandhed, der ofte bliver til en guddomelig ret til at gøre hvad ingen andre må.

Men selv om mange troende gerne gør krav på at vi skal have særlig respekt for dem, vil jeg i hvert fald stærkt advare mod at have det i tilfældet Niels Lindvig og Co. Vurderet på et rent fagligt og oplysningsmæssigt niveau, er det de præsenterer ofte noget makværk, der mere ender i den skønlitterære afdeling fremfor den faglitterære – men det jo selvføgelig ikke nogen nyhed.

Opdateret:

Det ser ud til at der (desværre) kan blive rigtig meget at berette om fra Honduras i de kommende dage. Således rapporter den brasilianske avis “O Globo” dags dato, at den afsatte præsident Zelaya er på vej til den Nicaraguansk-Honduranske grænse med et større følge, der bl.a. inkluderer repræsentanter fra den Venezuelanske regering og hans forældre.

Honduras militær, der har lukket grænsen, har udtalt, at den ikke kan garantere for tilhængere af Zelaya, der er på vej mod grænsens sikkerhed. Hvor ex-præsidenten (der stadig mangler ca. 150 km i at nå frem til grænsen) mere præcist vil prøve at krydse den 900 km lange grænse står stadig hen i det uvisse. Mens man vist ikke påstå at politik er kedelig i Honduras, kan man godt være lidt bekymret hvorledes situationen ender. Blodige sammenstød kan vist desværre ikke udelukkes.