Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1′s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.

Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.

Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet”".  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej.

Med den stadigt dybere krise, som vi flere gange har skrevet om her på bloggen, er Chavez popularitet ellers stærkt for nedafgående. Det indebærer dog ikke at man skal forvente et regimeskifte foreløbig. For samtidig med at Chavez regimet i lighed med tidligere tiders “stærke mænd” i sydamerikansk politik systematisk har formået at ødelægge de dele af den offentlige sektor der faktisk fungerede før han kom til magten – det statslige olieselskab blev indtil Chavez blev præsident anset for at være et af de mest veldrevne og effektive olieselskaber i regionen. Efterfølgende er både olieproduktion og effektivitet faldet drastisk. Udbredt korruption og en manglende forståelse for fundamentale økonomiske sammenhænge har yderligere medført at Venezuelas infrastruktur – ikke mindst indenfor energi i den grad mangler investeringer. De enorme olieindtægter er i stedet gået til at sikre HugoCchavez magt og indflydelse – også andre steder i regionen. Og samtidig har han knyttet Venezuela stærkere og stærkere til Cuba. Der er således stigende utilfredshed internt i Venezuela med, at Chavez placerer flere og flere cubanere i centrale positioner, bl.a. indenfor landets sikkerhedsapparat. Denne udvikling bringer ubehagelige mindelser tilbage fra udviklingen under Salvador Allende i Chile, hvor den cubanske ambassade endt med at have flere ansatte end hele det chilenske udenrigsministerium.

Og der er reelt også meget på spil for den populistisk venstrefløj i regionen. Venezuela har været helt central for, at et oprør i Santa Cruz i det østlige (velstående) Bolivia ikke lykkedes i 2007. Godt nok afviste både Bolivias og Venezuelas regering af venezuelanske tropper havde været indvolveret i nedkæmpelsen af oprøret, og Economist valgte at bringe et slags dementi af en tidligere historie, men…. gå ind og se “dementiet” her.

Skulle Chavez falde, vil det kunne få meget omfattende betydning for den interne magtkamp der foregår mellem centralregeringen og de østlige provinser i Bolivia. For Cuba vil det naturligvis også være et problem, da de næppe kan forvente den massive økonomiske støtte fra en ny regering, som de i dag modtager qua Hugo Chavez.

Opfordringen til Chavez om at træde tilbage er udsendt “For at spare dette land for flere lidelser, såsom dem, der forekommer nu”, som det hedder. Gruppen anklager samtidig Chavez regime for at være “autokratisk og totalitært” og skabe et klima af intolerance og had, med sin aggressive retorik. Derudover kritiseres Chavez og regeringen for at ligge under for udenlandsk indflydelse (Cuba).

Gruppens erklæring afsluttes med en opfordring til respekt for privat ejendomsret og politisk pluralisme.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Det betyder næppe den snarlige ende på Chavez regeringstid, dertil er oppositionen for svar og splittet til at kunne lukrere på den faldende opbakning bag Chavez. Ydermere har Chavez regeringen fået ændret valgkredse og mandattildeling op til parlamentsvalget i efteråret, således at der nu er tale om et “winner takes it all” system, hvilket naturligvis er til Chavez fordel, så længe oppositionen er splittet.

Men at Chavez føler sig presset er tydeligt. Hans seneste anslag mod medierne er et tegn, et andet har været de absurde angreb på USA, som han er kommet med i forbindelse med jordskælvet i Haiti. På et tidspunkt påstod han i en af sine timelange TV-udsendelser, at jordskælvet i Haiti var udløst af afprøvning af hemmelige avancerede amerikanske våben. Samtidig har han kritiseret den store tilstedeværelse af amerikanske soldater i Haiti, som ses som udtryk for amerikansk imperialisme og et forsøg på at kolonisere Haiti.  Kun Cuba, Nicaragua og Bolivias regeringer hoppede med på den fortolkning.

Hugo Chavez sidder fortsat sikkert på magten i Venezuela, og vil formentlig gøre det i en rum tid fremover. Men han indflydelse udenfor Venezuela har toppet, og spørgsmålet er da også hvor længe han vil eller kan opretholde en demokratisk facade indenlandsk. I det øjeblik den endelig krakelerer, ændrer spillet sig for alvor. Ikke mindst i forhold til USA, der på en og samme tid er Chavez ynglings hadeobjekt og Venezuela’s vigtigste eksportmarked.

Amerikansk kritik af Organiationen af Amerikanske Stater

I sidste uge offentliggjorde et udvalg under den amerikanske kongres en meget kritisk rapport om OAS og dets nuværende formand, den tidligere chilensk udenrigsminister,  Jose  Miguel Insulza. Blandt de mange kritikpunkter var OAS manglende evne til at forhindre demokratisk errosion i flere lande. I forbindelse med krisen i Hondutras sidste år kritiseres OAS direkte for ensidigt at have støttet den afsatte præsident Zelaya, bl.a. ved at have undladt at kritisere, at han åbentlyst tilsidesatte Honduras forfatning i forløbet op til hans afsættelse den 28. juni.

Om OAS formåen til at støtte op om en demokratisk udvikling i regionen skriver man bl.a.:

The OAS has demonstrated decisive responses to traditional coups but relative passivity towards the gradual erosion of democracy, despite the relationship between these two threats, as illustrated by recent crises. In both Venezuela and Honduras, executive defiance of other government institutions provoked the breakdown of democratic rule.

A number of comparable situations exist in the region, including the persecution of the media in Venezuela and recent electoral fraud in Nicaragua. Because military coups have been relatively rare since the democratic wave of the 1980s and 90s, the greatest danger to democracy lies with elected officials who abuse their constitutional powers. Although the Democratic Charter provided a variety of tools for the OAS to address this threat, including authority for the Secretary General to engage a government directly, in practice, neither the Secretary General nor member-state governments have been willing to take any serious steps toward developing an effective early warning mechanism that does not depend on the invitation of a member-state.

Fra de seneste protester i Venezuela

Det er værd at lægge mærke til hvem der står bag rapporten. Den er udarbejdet for “Committee  on  Foreign  Relations”, der ledes af den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Det bliver interessant at se i hvilken udstrækning denne rapport vil afspejle sig i den fremtidige amerikanske udenrigspolitik i regionen. Hvis man følger den linie der er lagt indebærer det en langt mere offensiv amerikansk politik i forhold til de anti-demokratiske strømninger der især er knyttet til udviklingen i de såkaldte ALBA lande. Et varsel om at dette skift allerede er fundet sted, kan måske ses af den amerikanske reaktion på Daniel Ortegas anslag på Nicaraguas demokrati i efteråret. Hvis der følges op på den linie, må vi forvente at USA vil indtage en mere konfrontatorisk kurs overfor Venezuela end vi har set indtil nu.

Første skridt kan være at sikre valget af en ny leder af OAS i stedet for  Jose Miguel Insulza, hvis rolle i Honduras krisen er blevet stærkt kritiseret.

Sigende for Chavez stil og Venezuelas “kommando”økonomi, kunne han samtidig fortælle, at ministeren tog fyringen “som en soldat”. Chavez og regeringens afsky og manglende forståelse for hvordan markedet fungerer er da også grundlæggende ansvarlig for den nuværende krise i elektricitetsforsyningen.

Godt nok henviser regeringen til den usædvanlig lange tørke, der indebærer at vandstanden bag Guri Dæmningen, der leverer 70% af landets elektricitet er faldet til kritisk lavt niveau. Men det er ikke hele forklaringen. Priserne på elektricitet har siden 2003 ikke fulgt med den generelle prisudvikling, hvilket har været medvirkende årsag til at forbruget er steget kraftigt. Samtidig er der langt fra foretaget de nødvendige investeringer ligesom regeringens embedsmænd erkender, at nogle af de gas-og oliedrevne elværker kun delvist er i stand til at udnytte deres kapacitet på grund af manglende vedligeholdelse.

At holde priser på elektricitet kunstigt lave har til alle tider været et almindeligt anvendt “trick” i Latinamerikanske økonomier – ud over elektricitet gælder det for Venezuelas vedkommende også priserne på benzin, der er subsidierede. Det typisk anvendte argument mod at sætte priserne op er, at det vil skade de fattige – et temmelig problematisk argument (for at få glæde af lave benzinpriser er det jo en forudæstning, at man har en bil osv.).

Ofentligt ejerskab og/eller mangel på incitament leder også typisk til manglende investeringer og alt for mange ansatte, hvilket er tydeligt i Venezuelas tilfælde, både indenfor produktionen af elektricitet og ikke mindst i forbindelse med det statsejede olieselskab, der indtil Hugo Chavez kom til magten var et af de mest vedrevne olieselskaber i regionen, men sidenhen har været plaget af faldende effektivitet og manglende investeringer.

I stedet for at lade markedsmekanismerne sikrer for ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, forsøger man altså nu at rationere elforbruget, mens man truer shoppingcentre med bøder hvis de ikke sætter deres elforbrug ned og – som Chavez gjorde i efteråret – skælder ud på “de riges frås”. Et af tiltagene til at mindske elforbruget har været at begrænse de offentligt ansattes arbejdsdag, der herefter er fra kl. 8 til kl. 13. Det er de pågældende næppe kede af, ligesom dette næppe har den store effekt på Venezuelas økonomi.

Til gengæld viser den seneste tids hændelser med samtidig rationering af elektricitet og devaluering det absurde i den førte politik. En af de anførte formål med devalueringen af den venezuelanske Bolivar har været at styrke den indelandske konkurrenceevne og øge produktionen. Man må så spørge sig selv, hvordan man har tænkt sig, at det skal ske uden at elforbruget stiger – per dekret måske?

Venezuela har igennem en række år haft Latinamerikas højeste inflation og sidste år var den over 25%. Regeringens mål for 2010 er 22%, men mange uafhængige eksperter forventer at den snarere bliver op mod 35%.

Devalueringen medførte straks hamstring blandt forbrugerne, der forventer at priserne vil stige, hvilket regeringen afviser. Chavez har i stedet beordret militæret til at kontrollere, at butikkerne ikke sætter priserne i vejret og truer samtidig med, at butiksejere der bliver taget i at “spekulere”, risikerer at få beslaglagt deres butik.

Den slags metoder er prøvet mange gange før i Latinamerika uden held. Det typiske resultat er, at jo mere myndighederne rent faktisk prøver at kontrollere varepriserne, jo færre af dem finder man i butikkerne. F.eks. prøvede det brasilianske militær i årevis i 1970erne at dæmpe inflationen ved at fastsætte prisen for en ny bil. Resultatet blev, at det var umuligt at købe en bil uden at betale en “præmie” (penge under bordet). Et andet eksempel fra Brasilien var den såkaldte Cruzadoplan i 1986, der endte med at militæret måtte tvinge bønderne til at levere kvæg til slagterierne. På det seneste har Argentina oplevet effekterne af, at man ikke respekterer markedsmekanismerne. 2010 kan blive det første år nogensinde, hvor Argentina er tvunget til at importere oksekød.

Devalueringen er gennemført i håbet om at forbedre konkurrenceevnen, der har lidt under en kraftigt overvurderet valuta i årevis. Ifølge regeringen forventes devalueringen kun at medføre prisstigninger på 3-5%, hvilket der næppe er mange der tror på. Efter devalueringen er valutakursen for de fleste importvarer (man har nu et flerstrenget valutakursystem) 4,30 Bolivar for en USD. Kursen på det sorte marked er med sine 5,60 Bolivar noget ringere.

"Run" på butikker med importvarer efter sidste uges devaluering

I det hele taget synes Hugo Chavez “socialisme for det 21. århundrede” i al væsentlighed først og fremmest at ligne det 20. århundredes (socialistisk/facistiske) økonomiske politik i mange latinamerikanske lande, hvor man også foretrak at styre økonomien med administrative tiltag, i stedet for at lade markedet klare sig selv. Resultatet kender vi. Latinamerika blev markant fattigere i forhold til resten af verden i 2. halvdel af det 20. århundrede.

Men Chavez regering står også overfor store udfordringer. Stigende kriminalitet, høj inflation og negativ økonomisk udvikling indebærer stigende utilfredshed.  Fortsætter den nuværende udvikling er der en reel risiko for at regeringens flertal er i fare ved parlamentsvalget til september – forudsat at der bliver tale om et frit og fair valg, hvilket absolut ikke er sikkert.

Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Der kan siges meget mod brugen af BNP som mål for et lands velstand, og en sammenligning mellem lande giver kun værdi, hvis man ser over relativt lange tidsperioder. Der er tale om et rent kvantitativt mål, hvilket både er BNPs styrke og svaghed. Det er en styrke fordi det ikke foregiver at måle andet end værditilvæksten i en økonomi, og dermed er værdineutral (det er værditilvæksten der skal finansiere der ønskede forbrug). På den anden side kan man angive det som en svaghed, at en stor del af aktiviteten i en økonomi ikke nødvendigvis indeholdes i officielle BNP tal (men f.eks. finder sted i den ikke registrerbare paralelle/sorte økonomi). Ligeledes spiller størrelsen af den offentlige sektor ind. Den har en tendens til at være betydeligt mindre effektiv end den private sektor og producere ydelser der reelt ingen efterspørgsel er efter.

Med tanke på den økonomiske stagnation – reelt ressesion – som har ramt Venezuela, er det vist ganske forstålig, at Chavez helst ser, at man ikke diskutererer udviklingen i BNP. Derfor erklærede han i en TV transmitteret tale sidste onsdag, at “Vi kan simpelthen ikke tillade fortsat at beregne BNP med de gamle kapitalistiske metoder,”  fordi “Det er skadeligt.”

Mr. Chávez’s kommentarer kom kort efter Venezuelas nationalbank havde offentliggjort, at bruttonationalprodukt faldt 4,5% i tredje kvartal i år i forhold til samme periode sidste år.

selv om det måske ville være fristende at tilskrive Hugo Chavez alt skidt i Venezuela, kan det hurtigt konstateres, at tingenes tilstand lod en del tilbage at ønske mange år før han kom til magten. Det fremgår af nedenstående figurer. Overordnet set har man i et halvt århundrede ikke været i stand til at skabe varig vækst (data er fra den seneste Penn World Tables).

figur 1.

Når man betraagter udviklingen i Venezuelas BNP er det meget forstålig hvis man gerne vil fokusere på noget andet. Velstanden er i dag på samme niveau som for 30 år siden og langt lavere end det var i 1970erne, hvor kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til international kredit (petrodollars) i en kort periode gjorde Venezuela til Latinamerikas rigeste nation.

Hvor katastrofal udviklingen egentlig har været gennem det seneste halve århundrede ses måske bedst ved at sammeligne levestandarden i Venezuela med USAs. Som det fremgår af figur 2 er Venezuelas levestandard i forhold til USA i dag blot sølle 30%, mens den i 1960 var helt oppe på 60%.

figur 2

Når man gennem et halvt århundrede i den grad er blevet outperformet af USA er det heller ikke underligt, at man i mangel på et opgør med sin egen økonomiske model, vælger den nemme løsning og dæmoniserer USA i stedet .Mens man med rette kan kritisere Chavez for at underminere både retsstat og demokrati (der bestemt ikke havde det for godt i forvejen) er den førte politik med nationaliseringer, brug af olieindtægter til egne formål osv. ikke usædvanligt i Venezuelas historie. Chavez selverklærede “21. århundredes socialisme” synes taget ud af en helt anden latinamerikansk tradition og minder måske primært om 50ernes Argentina under Juan Peron. Dengang ville man have talt om at det var et fascistisk regime (Perons store forbillede var Mussolini). Men forkskellen mellem facisme og socialisme er som bekendt heller ikke stor.

Hvorvidt Venezuela på sigt vil følge i fodsporene på en anden af 50ernes velstående Latinamerikanske lande, Cuba, og helt afskaffe markedsøkonomien er en anden sag. På et punkt synes man allerede at ligne Cuba i udstrakt grad, nemlig i evnen til at finde nyttige idioter i de rige lande og den energi der lægges i at fremstille Venezuela og “the supreme leader” som det nye paradis.

Jeg var i hvert fald lettere overrasket, da følgende kommentar fandt vej til denne blog i forbindelse med et tidligere indlæg om Hugo Chavez og Venezuela. Kommentaren er skrevet af en hvis Michael fra “Center for Economic and Policy Research“:

The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators

The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.

Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.

During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.

Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.

Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.

Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.

From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.

There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.

The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.

Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.

Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.

Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.

På trods af at hjemmesiden gør meget ud af at fremstille sig selv som uafhængig og videnskabelig er der næppe tvivl om hvem der står bag. Og forsøgene på at fremstille udviklingen i Venezuela i et positivt lys er til tider ufrivillig komisk. Således bruger man rigtig mange kræfter på at argumentere for at der har været hastig økonomisk vækst under Chavez regeringsperiode. For at kunne få så høje tal som muligt argumenterer man for, at man skal tage udgangspunkt i 2003 (nærmere bestemt 1. kvartal 2003), altså 5 år efter Hugo Chavez kom til magten (og efter at en lang konflikt i den statslige olieindustri). At bruge 1. kvartal 2003 som basisår er naturligvis bekvemt, da det giver en ekstra høj økonomisk vækst. Jeg kan næsten ikke vente at se hvordan dette og næste års (forventede) fald i BNP vil blive håndteret af de “uafhængige” eksperter på Venezuelanalysis.com – Skal vi gætte på en eller anden længere udredning om at det traditionelle (og internationalt anerkendte) BNP begreb er ubruglit? Måske nooget med at det er en amerikansk imperialistisk opfindelse? Sidstnævte var Hugo chavez forklaring på hvorfor Venezuela er 30 minutter forskellig fra sin tidszone. Chavez beskyldte amerikanerne for at ville bestemme hvad klokken var i Venezuela og det gik jo ikke. Tilsyneladende forvekslede han  Greenwich i England med et kendt boheme kvarter i New York.

Med tanke på udviklingen i Venezuela som vi har skrevet om før, med el- og vandmangel, faldende BNP og høj inflation, hastigt stigende voldskriminalitet og Sydamerikas højeste korruption, kan de retoriske udfald også være ledet i et forsøg på at aflede venezuelanernes opmærksomhed fra de interne problemer. Det er jo et gammelkendt trick at dyrke en fælles ydre fjende, når det står skidt til indenlands. Her findes der ingen bedre foren nationalistisk-socialistisk Caudillo som Chavez end USA.

Hermed går Chavez i fodsporene på utallige “stærke mænd” fra både højre og venstre side af det politiske spektrum i Latinamerika. Som den legendariske brasilianske økonom, Roberto Campos engang udtalte; “enhver idiot kan få stående klapsalver ved at svine USA til”

Hugo Chavez er kendt for at tale med temmelig store bogstaver, også efter latinske forhold, så forhåbentlig er der tale om endnu en omgang teaterbuldren. Venezuela under Chavez har formentlig både direkte og indirekte støttet FARC bl.a. med våben osv. Drømmen er formentlig at samle de lande Chavez store forbillede Simon Bolivar løsrev fra de spanske koloniherrer. En del af disse var i en kort periode en samlet enhed et par årtier efter spanierne var fordrevet. Mens Bolivia (opkaldt efter Bolivar) med Evo Morales er en nær allieret, er Colombia det bestemt ikke.

Under overskriften “Venezuela O desastre da estatização da economia” (Venezuela’s katastrofale “statifisering” af økonomien)  - beretter journalisterne om de “storslåede” resultater som er opnået under Hugo Chavez “socialisme for det 21. århundrede”.

De indbefatter bl.a. hyppige strømudfald, som vi har skrevet om før, et katastrofalt fald i egenproduktionen af fødevarer – godt hjulpet på vej af nationaliseringen af mere end 2,5 mio. hektar, hvor kun 2% udnyttes i dag. Virksomheder er blevet nationaliseret, og der er oprettet over 250.000 kooperativer. Produktionen i de nationaliserede virksomheder er faldet til 40% af det tidligere niveau, mens arbejdsstyrken er fordoblet. Effektivteten hos 50 store virksomheder, der er blevet nationaliseret i løbet af de sidste 5 år er faldet til under en fjerdedel af hvad den var. Det bekymrer næppe Hugo Chavez, der tidligere har udtalt, at  ”Produktivitet og rentabilitet er onde kapitalistiske og neoliberalistiske begreber”.

Samtidig er der hyppige rapporter om forfølgelse og vilkårlige fængslinger af politisk anderledestænkende og fagforeningsfolk, der ikke retter ind.

Journalisterne besøgte bl.a. en aluminimumsfabrik i Ciudad Guayana, et industrielt kompleks omkrig 500 km. fra Caracas, der blev nationaliseret og omdannet til et kooperativ i 2005. Som led i forberedelsen på at arbejdrerne overtag ledelsen af fabrikken  blev de bl.a. sendt på et kursus med titlen “Asymmetrisk krig mod imperialismen” , hvor de blev oplært i Che Guevaras ideer om guerilla krigsførelse. Ikke videre logisk hvad det har med drift af en aluminumsfabrik. Produktionen er da også mere end halveret siden 2005.

Det er måske ganske passende, at et land hvis levestandard er på niveau med hvad det var for 40-50 år siden også ledes af en mand hvis hovedinspiration synes at være de afhængighedsteroretiske og socialistiske ideer, der var populære i midten af forrige århundrede, som venstrefløjen i regionens mere succesfulde økonomier stort set har opgivet siden – mest slående i Chile, hvis centrum-venstreregeringer de sidste næsten 20 år har stået i spidsen for den hurtigst voksende økonomi, der samtidig er blevet en af verdens økonomisk frieste.

Og måske endnu mere passende, omend temmelig paradoksalt er, at Hugo Chavez i endnu højere grad end sine forgængere har gjort Venezuela til en “mono-økonomi”, fuldstændig afhængig af eksporten af et eneste produkt, nemlig olie. Paradoksalt fordi det før i tiden var en af venstrefløjens vigtigste anker mod en fri markedsbaseret samhandel med omvenden, at man blev afhængig af eksporten af et eller få produkter.  Men hvor Venezuela før Hugo Chavez kom til magten for eksemple producerede 90% af sit sukker forbrug og 76% af sit kødforbrug, står den indenlandske produktion i dag kun for henholdsvis 30% og 45%, og mangelsituationer optræder med hyppige mellemrum. Havde Venezuela ikke ikke haft sin olie var økonomien for længst brudt sammen. Det er kun i kraft af dette, at det indtil videre delvist er lykkedes at erstatte den faldende indelandske produktion med importerede varer. Hvor længe Hug o Chavez kan bevare kontrollen over Venezuela er vanskeligt at vurdere. Oppositionen er splittet og svag, og Hugo Chavez har vist sig ganske ferm til befæste og udbygge sin kontrol over statsapparatet. Og selv om hans popularitet er faldet drastisk siden 2006, har han tilsyneladende god kontrol over bl.a. militæret. Men på sigt vil han kun kunne opretholde magten ved at kaste den sidste demokratiske fernis af sig, og det gør han også , hvis det er nødvendigt for at beholde magten. At han skulle opgive den frivilligt er der ikke mange der tror på.