Orlando Silva, Partido Comunista do Brasil

Silva er blot den sidste i en lang række ministre og topembedsmænd, som gennem de seneste 8 måneder enten er blevet tvunget til at træde tilbage eller er gået selv. Først trak stabschefen, Antonio Palocci fra præsidentens eget parti, Partido Trabalhadora (PT), sig, efter at  stærkt belastende oplysninger om hans privatøkonomi var kommet frem i pressen. I den forbindelse blev præsident Rousseff stærkt kritiseret i den nationale presse for at reagere for langsomt på beskyldningerne.

Da medierne den følgende måned blev fyldt med historier om uregelmæssigheder i transportministeriet, reagerede præsidenten anderledes hurtigt, og Alfredo Nascimento, fra støttepartiet Partido da Republica, blev presset til at træde tilbage.

For et par måneder siden var det så landbrugsminister Wagner Rossi fra det største støtteparti Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB), som trak sig Officielt på grund af familiære problemer. Ifølge unavngivne kilder i ministeriet var den reelle grund mistanke om korruption og svindel. Herefter fulgte turistministeren, Pedro Novais, også fra PMDB, i midten af september. Han trak sig efter lang tids skriverier i pressen og efter flere arrestationer og fyringer af ledende medarbejdere i ministeriet.

I modsætning til sin forgænger, den uhyre populære Luiz Inácio Lula da Silva, har Dilma Rousseff valgt at agere proaktivt. Således understregede Dilma i et radiointerview i september, at hendes administration var fast besluttet på, at »hvor der er korruption, vil vi gøre det nødvendige«.

Det blev godt modtaget blandt de mere veluddannede dele af befolkningen, ligesom formanden for den regeringsnedsatte ”Kommission til Fremme af Effektivitet og God Regeringsførelse”, den respekterede forretningsmand, Jorge Gerdau Johannpeter, komplimenterede præsidenten for hendes engagement, som han var overbevist om »nyder stor opbakning hos Brasiliens tavse flertal«.

Det kan der nu godt stilles spørgsmlstegn ved. for selv om de fleste brasilianere nok i ord bakker op om kampen mod korruption, stikker forargelsen overfor politikerne næppe særligt dybt. Tværtimod viste en undersøgelse foretaget af IBOPE (Instituto Brasileiro de Opinião Pública e Estatística) for et par år siden, at de enkelte kandidaters moralske habitus ikke spillede nogen rolle for op mod 75 pct. af vælgerne. Et flertal af vælgere gav derimod udtryk for, at de selv ville udnytte muligheden for uretmæssig berigelse, hvis de fik chancen.

Hvis forgængeren Lula skal bruges som målestok, er gevinsten ved at engagere sig i kampen mod korruption begrænset. På trods af den såkaldte Mensalão-skandale i 2005, hvor regeringen mod kontakt betaling sikrede opbakning til sine forslag i parlamentet, blev Lula genvalgt med overvældende flertal året efter. Lulas populatiet led heller ikke ikke skade af fortsatte skandaler og mistanke om korruption, herunder nære familiemedlemmers påfaldende evner til at hive offentlige kontrakter hjem.

Lula forlod præsidentembedet med rekordhøj tilslutning. Og Dilma Rouseff er kun præsident, fordi forgængeren ønskede, at hun skulle være det.

På den anden side kan segmentet af vælgere, som lægger vægt på kampen mod korruption, vise sig afgørende ved kommende valg. De grønnes kandidat, tidligere miljøminister, Marina Silvas, opnåede næsten 20 pct. af stemmerne i første valgrunde ved det sidste præsidentvalg. Hendes succes var i høj grad baseret på utilfredshed blandt mere veluddannede tidligere PT-vælgere med korruptionen og skandalerne i Lulas tid. Dette segment kan blive afgørende ved præsidentvalget i 2014.

Kan det blive en gevinst for Dilma på langt sigt, indebærer det på kort sigt store problemer med at holde sammen på koalitionen af partier, som udgør dens parlamentariske grundlag. Ud over murren i krogene hos Dilams eget parti, meddelte den fratrådte transportministers parti PR efter hans fratrædelse, at de ikke længere var en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Helt galt vil det være,  hvis PMDB på et tidspunkt forlader regeringen – de har allerede raslet med sablerne flere gange. Det vil for alvor give regeringen problemer i forhold til de udfordringer, som den nuværende præsident har arvet fra sin forgænger. Således truer manglende investeringer i infrastrukturen de seneste 10 år den fortsatte økonomiske vækst, samtidig med at det er afgørende at man får de offentlige udgifter under kontrol, for at dæmpe det inflationære pres, man har oplevet siden 2010. Endelig er man langt bagefter med de nødvendige investeringer i forhold til VM i fodbold i 2014. En opgave, som Silva skulle have stået med det overordnede ansvar for.

Zelays blev afsat for 2 år siden som kulmination på et forløb, hvor han i strid med forfatningen insisterede på at afholde en folkeafsteming, hvis formål var at ændre Honduras forfatning. Zelaya fastholdt og fastholder dog at der alene var tale om en vejledende afstemning der skulle bane vejen for en egentlig afstemning senere. Som led i den aftale der er indgået, er der nu vedtaget en lov hvorefter der skal afholdes en afstemning netop om ændring af den honduranske grundlov.

En verserende højsestretssag vil indenfor de kommende uger afgøre hvorvidt der reelt var tale om et kup eller om afsættelsen skete i overensstemmelse med grundloven. Fra første færd var der en række uklarheder i forbindelse med hele forløbet, herunder hvem der reelt tog beslutningen om at sende Zelaya ud af landet. En handling der for mange latinamerikanere bragte ubehagelige mindelser tilbage om tidligere tiders militærkup. Det forventes, at højesteret vil komme frem til at der var tale om et kup – alt andet vil være en overraskelse. Hvordan man vil betegne forløbet op til afsættelsen eller kuppet (hvordan man nu ser på det) er endnu uklart. For eksempel forsøgte Zelaya få uger før han blev sat på et fly ud af landet, at afsætte den militære øverstbefaldende. Det var klart et brud på grundloven.  Det vender jeg tilbage til, når afgørelsen offentliggøres.

Et væsentligt problem var indtil sidste uge en arrestordre på Zelaya, der bl.a. anklagedes for korruption og dokumentfalsk, læs mere her. den blev i sidste uge ophævet ved ed domstolsbeslutning.

Den egentlig afsættelse, hvor militæret hev Zelaya ud af sengen en tidlig morgenen i juni 2009, og satte ham på et fly ud af landet – stadig iført pyjamas – skete på baggrund af en højesteretsafgørelse, der havde erklæret afstemningen for ulovlig. Selv om miltæret, højesteret og den efterfølgende midlertidige regering – Zelays parti beholdt regeringsmagten frem til det allerede planlagte valg i november 2009, der bragte den nuværende præsident Lobo fra Honduras konservative parti til magten – afviste at der var tale om et egentlig kup, fordømtes Honduras stort set af hele verdenssamfundet, og landet blev efterfølgende smidt ud af OAS, ligesom USA truede med økonomiske sanktioner. En beslutning man senere fortrød, se også tidligere indlæg her og her.

At den amerikanske regering meldte ud på linje med OAS afholdt ikke Zelaya fra kraftigt at kritisere USA, samtidig med at han takkede for støtten fra Hugo Chavez – og, hvilekt viser hvor meget situationen har ændret sig det seneste år – Colombias præsident Manuel Santos.

Zelays tilbagevende kom i hus efter en aftale blev underskrevet i sidste uge, der indebar at Zelaya kunne vende tilbage og danne sit eget politiske part. Det kan potentielt gøre en ende på Honduras mangeårige og problematiske de-facto to-parti system. til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive til noget, da Zelay stillede krav om, at hans nye parti umiddelbart skulle være opstillingsberettiget. Det afviste man fra honduransk side – man er nød til at indsamle de nødvendige underskrifter – og det endte efter sigende med, at Hugo Chavez hjorde det klart for Zelays, at han ikke skulle stille flere krav.

Jeg har tidligere skrevet en række indlæg om begivenhederne de seneste to år i Honduras, se f.eks. her og  her. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var modstander af den voldsomme internationale reaktion i forbindelse med afsættelsen af Zelaya i juni 2009. Og uanset højesteretsdommen i nær fremtid og hvad der ellers er indgået af politiske aftaler var frygten for Zelaya’s planer berettiget. Det indebærer dog ikke et forsvar for de der stod bag afsættelsen. Honduras, et af Latinamerikas fattigste og voldeligste samfund, står med enorme udfordringer. Journalister  har i årevis levet livet farligt, de offentlige institutioner er i en bedræøvelig forfatning, domstolene er alt andet end uafhængig af politiske og økonomiske interesser og samtidig øges de mexicanske narkotikakartellers indflydelse i landet voldsomt. Man fristes til at sige, at Honduras er tæt på at være en “failed state”.

Var det slemt før, er forholdene stort set kun blevet værre under den nuværende konservative præsident Porfirio Lobo, bl.a. er volden eskaleret yderligere de seneste to år. Der er ingen tvivl om at man står over for enorme udfordringer og at der er brug for grundlæggende reformer, hvis Honduras skal gøre sig håb om at forbedre levestandard og levevilkår.

På trods af massiv ulandsbistand (måske bl.a. på grund af) og noget der på overfladen kunne ligne en markedsøkonomi, er Honduras først og fremmest et bund korrupt samfund, hvor betydningen af “The rule of Law” desværre aldrig er gået op for landets elite.

Og ikke nok med at militæret sættes ind for at sikre ro og orden. Byens eget politi bliver samtidig underordnet den militære kommandostruktur. Forbilledet er Brasiliens fredsbevarende mission i Haiti. Og baggrunden er ikke mindst at militæret anses for at være væsentligt mindre korrupt end Rio de Janeiros politistyrker.  Når man er oppe på fuld styrke, vil der være 2000 soldater der patruljerer på gaderne hver dag.

Ideen er at uddanne nye politienheder, der kan tage over efter militæret, når det forlader de pågældende områder til oktober næste år. Man må så bare håbe, at disse nye rekrutter ikke som del af deres uddannelse også tilegner sig de mere problematiske sider af Rio’s politis “spidskompetentencer”, hvilket bl.a. indbefatter en høj grad af korruption og en til tider stor brutalitet overfor byens fattige befolkning. Det er formentlig en god ide at holde de nye politifolk på afstand af de allerede eksisterende politistyrker. Der er da også allerede fra flere sider udtrykt bekymring over at militæret skal samarbejde med lokale politifolk, grundet frygten for at det snare bliver dem der lærer af politiet, end politiet der lærer af militæret.

Siden kampene i slutningen af november, som endte med indtagelsen af Complexo Alemao, har der været rygter om at dele af Rios politi hjalp kriminelle med at flygte fra den ene ende af slumkvarteret, mens militær og specialenheder fra andre dele af politiet rykkede frem i den anden ende.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

De reformer der blev gennemført, primært i 1990erne, var da heller ikke, som det var tilfældet i Chile, drevet af positive forestillinger om at slippe markedskræfterne løs, men mindede derimod mere om et parti som det danske Socialistisk Folkepartis opfattelse af markedet, som et slags nødvendigt onde.

Når Brasilien senere i år vælger ny præsident vil den “højreorienterede” kandidat være en tidligere Troskist, der vil blive beskyldt for at være neo-liberalist. I Danmark ville han blive betegnet som socialdemokrat.

Bob Fields – eller Roberto Campos udtrykte det meget rammende, da han på et tidspunkt kommenterede den manglende økonomiske frihed i Brasilien med, at “militæret og den katolske kirke har altid foragtet markedet”. Miltærets indflydelse og tankegang har siden indførelsen af republikken og især efter man i en i 1930erne under den fascistiske diktator Getulio Vargas (der stadig den dag i dag omtales som Brasiliens fader) i den såkaldte “Estado Novo” indledte sin delvist planøkonomiske industrialisering af Brasilien været stor, baseret på lige dele teknokratisk og nationalistisk tankegods. En forestilling der blev delt med den civile administrations topembedsmænd, der i lighed med eliten i militæret har gået på den brasilianske eliteskole “Escola de Guerra”. Hvad angår den katolske kirkes ringagt af markedet har den selvføgelig en langt ældre historie, og holdningen til markedet, som den langt hen af vejen deler med Islam, forklarer en del af udviklingen i de katolske lande i Europa langt op i dette århundrede.

Det brasilianske samfunds udvikling har foregået, og foregår fortsat på statens og den politiske elites præmisser – og af hensyn til dem. Hvad der er ændret fra det tidligere militærdiktatur til i dag er primært, at indførelsen af demokrati har givet de der kan bilde den fattige del af befolkningen ind, at de gør noget for dem, har fået en fordel. På den måde fungerer indførelsen af en række sociale ydelser til landets fattigste primært som “stemmekøb”. Den grundlæggende forestilling om at præsidenten helst skal være far for alle (en forestilling den nuværende Lula til fulde har formået at leve op til), og at det er gennem statens aktiviteter at man sikrer vækst og velstand er fortsat den mest fremherskende i Brasilien.

At det fortsat er sådan i et land hvis skattetryk nærmer sig nord-europæisk niveau, mens den offentlige sektors service fortsat er stort set ikke eksisterende,  kan det være vanskeligt at forstå for en “kølig” empirisk baseret nord-europæer. På den anden side er det muligvis ikke så forskelligt fra politik i Danmark. Bortset lige fra korruptionen, skandalerne, den manglende lighed for loven osv. osv. Forhold der ikke er blevet bedre, men snarere værre under den nuværende socialistiske regering.

Efterskrift:

Rent faktisk havde Rio de Janeiro for et halvt århundrede siden et glimrende offentlig skolesystem. En væsentlig grund til at det fungerede var desværre bare, at det var forbeholdt de få. Da det offentlige skolesystem skulle bredes ud, og blive et “ægte” folkeskolesystem, brød det sammen.

Det findes faktisk “lommer” af høj effektivitet og stor professionalisme i den offentlige sektor og militæret, der fungerer side om side med korrupte og ringe fungererende sektorer. F.eks. er det brasilianske udenrigsministerium kendt for en høj grad af integritet og professionalisme, lige som det delvist statsejede energiselskab Petrobrass, der er Latinamerikas største, anses for at være relativt professionelt drevet.

De brasilianske tropper i Haiti har med rette fået stor ros for en professionel indsats på højt niveau, mens politiet (policia militar), der hører under militæret, og fungerer som almindeligt politi er kendt for at være inkompetent og korrupt.

Arturo Beltran Leyva

Men selv om Arturo Beltran Leyva’s død sikkert er god til at skabe overskrifter og vil blive fremstillet som et bevis på at kampen mod kartellerne nytter noget, vil han nok hurtigt blive erstattet af en anden (den enes død er som bekendt den andens brød). Der er reelt intet der tyder på, at regeringen har succes med sin omfattende og brutale indsats mod de (mildt sagt) endnu mere brutale narkotika karteller.

Mere end 45.000 soldater er blevet sat ind mod kartellerne siden præsident Calderons indsættelse i 2006, mens mere end 14.000 mennesker er blevet dræbt i narkotikarelateret vold i samme periode.

Eskaleringen af volden har fået en række eksperter til at tale om Mexiko som en “failed state”. Bl.a. har det ansete Foreign Policy i flere omgange behandlet dette emne og peget på at narkotikakartellerne med deres tilsyneladende enorme ressourcer har korrumperet et i forvejen korrupt politisk system yderligere. Borgmestre, anklagere, dommere, politifolk, politikere og embedsmænd er blandt der er på på kartellernes lønningsliste.

Det er nok en overdrivelse at kalde Mexicko en “failed state” og det skal formentlig ses  på baggrund af, at Mexiko traditionelt har været et relativt fredeligt land, hvis man sammenligner med andre lande i regionen (ikke mindst en række små mellemamerikanske lande). I forhold til f.eks. Brasilien, og ikke mindst Rio de Janeiro, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen er volden, selv efter den voldsomme eskalering de sidste år fortsat moderat.

Der er stor folkelig opbakning bag brugen af drastiske metoder som for eksempel at sætte hæren ind, på trods af rækken af problemer i forhold til retsstatprincipper og menneskerettigheder som dette rejser (soldater er ved flere lejligheder kommet til at dræbe uskyldige ved vejspærringer o. lign.). Men folkelig opbakning og accept af meget hårde metoder i kampen mod narko-kartellerne er ikke det samme som at det virker, målt på reducering af vold og narkotikahandel. Der er tale om ren symbolpolitik.

Volden der i første omgang udsprang af narkokartellernes indbyrdes kamp for at dominere det lukrative marked for eksport af primært kokain til USA, vil formentlig fortsætte uanfægtet. Det bedste resultat man kan opnå vil være, at man sætter nogle af kartellerne ud af spillet, hvilket dog blot gavner andre kartellers indtjeningsmuligheder.

Samtidig at ville begrænse kartellernes eksport af kokain til USA og begrænse den relaterede vold er næppe muligt. Sammenblandingen af ønsket om at begrænse narkotikahandlen og begrænse volden har andre steder vist sig at være en umulig opgave. Den vold der udspringer af rivaliseringen mellem kartellerne kan kun stoppes hvis kartellerne selv ser en fordel i dette, det vil sige, at de forventede omkostninger ved en fortsat blodig indbyrdes krig overstiger den forventede gevinst ved at vinde markedsandele.

Det vil formentlig gå i Mexiko, som det er gået andre steder hvor volds- og mordrater er steget i kølvandet på det illegale narkotikamarked, nemlig at man efterhånden vænner sig til det nye og højere voldsniveau. Også Rio de Janeiro var en gang en relativ fredelig by, og Nørrebro en bydel hvor forældre gerne så deres studerende børn boede.

Gloria i Rio de Janeiro

Der er ingen grund til at tro, at Rio de Janeiro ikke magter at afholde en olympiade med dets forventede ekstra  ca. 1 mio. turister (måske lidt optimistisk) og 14-15.000 atleter. Så set fra de besøgendes synspunkt skal det nok blive en positiv oplevelse. Der har godt nok været bekymrede stemmer fremme omkring sikkerheden, da Rio de Janero desværre er kendt for en meget høj kriminalitet. Det er der dog som turist næppe grund ti lat være specielt bekymret for, hvis man skal dømme ud fra de to årlige internationalt berømte begivenheder, der normalt forløber meget fredeligt, nemlig Rios karneval og det næsten lige så berømte nytår på Copacabana. Begge begivenheder tiltrækker hvert år 10.000vis af turister fra hele verden, og f.eks. er der hvert år ca. 2. mio. mennesker på Copacabana og Leme strandene – og det forløber normalt yderst fredeligt – langt mere fredeligt end nytårsaften normalt forløber i København.

Hemmeligheden er, at man plejer at sende 40-50.000 militærpolitifolk på gaden i de dage festlighederne står på, og mon ikke man gør det samme under olympiaden?

Der er ingen tvivl om at den glæde og stolthed som brasilianerne i almindelighed og befolkningen i Rio de Janeiro (kaldet cariocas) i særdeleshed føler i disse dage er både ægte og dybfølt. For Rio de Janeiro, der indtil midten af det 20. århundrede var Brasiliens politiske- og magtmæssige centrum (Sao Paulo overhalede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede staten Rio de Janeiro som økonomisk centrum), ser man olympiaden som muligheden for at generobre noget af fortidens gloværdighed. Godt nok er Rio de Janeiro fortsat den mest kendte by undenfor Brasilien, og dets strande og helt unikke kombination af natur og by er fortsat Brasiliens største turistattraktion. Men bortset fra det er det gået jævnt ned af bakke (relativt i forhold til resten af landet) for byen siden man flyttede hovedstaden til det nybyggede Brasilia i 1960. Særligt hårdt blev byen ramt under 1980ernes gældskrise på grund af dens afhængighed af statsejede virksomheder, samtidig med at kriminaliteten nåede absurde højder. Der findes slumkvarterer, farvelas, hvor politiet kun bevæger sig ind med tung bevæbning, og i perioder har man endda sat militæret ind. På samme måder er der i særlige områder af byen (dog ikke der hvor turisterne for det meste er) hvor man må finde sig i at blive stoppet ved vejafsæringer og blive kropsvisiteret af svært bevæbnet militærpoliti. Film som f.eks. Cidade de Deus (“City of God”) beskriver ganske præcist forholdene og kriminaliteten. En kriminalitet der er tæt forbundet med narkotika – et problem vi jo også kender til herhjemme, omend i noget mere beskedent omfang.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=a7Q1kITY168[/youtube]

Rio de Jeaneiros storhedstid var fra 1930erne og frem til 1960erne (se ovenstående vieo fra 1930erne). Det var i denne periode at byen blev kendt som Cidade Maravilhosa og i 1960erne selvføgelig synonym med Bossa Nova. Denne er en forfinet/jazzifiseret udgave af den samba der fødtes i “negerkvarterene” – og først blev almindeligt anerkendt efter Bossa Novaens succes. Det var også en meget anderledes by end i dag, med brede strøg og kun lidt trafik og store grønne områder, hvor man rent faktisk turde opholde sig også efter mørkets frembrud osv.

Byen i dag er på mange måder en nedslidt udgave af fortidens “Cidade Maravilhosa”, der er helt overtaget af en kaotisk biltrafik og et befolkningstal der er vokset fra omkring 1½ mio. i 1930erne til 6-7 mio. indbyggere i dag, uden at infrastrukturen er fulgt ordentlig med  - hvilket man kan få et lille indtryk af ved nedenstående video.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=wRFiSp2vtJY[/youtube]

Og mens meget er gået tabt har Rio de Janeiro også fortsat meget at byde på – Det er rent ud sagt fantastisk hvor meget musik der er i den by – og er der noget brasilianerne kan, så er det at lave en ordentlig lyd – det kunne kunne man lære en del af herhjemme.

De dyreste Olympiske lege nogensinde?

Nej, de betænkligheder man kan have ved at Rio de Janeiro afholder olympiaden i 2016 har ikke noget med selve afholdelsen af denne. Det kommer til at være helt forrygende, og Rio de Janeiro vil  vise sig fra sin bedste side. det bliver formentlig et helvede for de almindelige indbyggere der skal passe deres arbejde, når al trafik tilpasses turister og udøvere i de tre uger legene varer – og bagefter skal regningen betales.

Mens alle fra hotelejere over restauratører og entreprenører til de prostituerede ser frem til at tjene gode penge, så er der sikkert også en del politikere og offentlige embedsmænd der render rundt med dollartegn i øjnene. Kan erfaringerne fra de panamerikanske lege i 2007 (og stort set alle offentlige byggerier) bruges til noget, så bliver OL afsindigt dyrt for skatteyderne. Den endelig regning for afholdelsen af de panamerikanske lege endte med at koste næste 700% mere end budgetteret – ikke mindst på grund af den udprægede korruption.

Som lederen af  ”Transparência Brasil”,  Fabiano Angélico udtalte til “Terra Magazine” i fredags, så er man “meget bekymret for valget af Rio de Janeiro som vært for legende i 2016″, fordi “de panamerikanske lege i 2007 var en traumatisk oplevelse”. Godt nok har regering og ministre allerede været ude og love, at der vil blive tale om en gennemsigtelig proces i forbindelse med legende, men det er der næppe mange der tror på vil blive en realitet .

Afsluttende bemærkninger om præsident Lula og sammenligningen med Villy Søvndal

Det har været en noget broget oplevelse at følge danske mediers dækning af Rio de Janeiro og Brasilien i forbindelse med IOC-mødet i København. På den ene side skal jeg bestemt ikke brokke mig over, at et land og en by der har en stor plads i mit hjerte i den grad er blevet promoveret i danske medier, på den anden side har det ikke meget med virkeligheden at gøre – men er den slags overfladiske billeder af glade emotionelle mennesker (og en menneskemængde der går amok på strandene i Rio er jo altid guf for kameraerne) -det gælder både den lige lovligt optimistiske fremstilling af Brasiliens økonomiske udvikling (det er mange år siden man har haft vækstrater der var noget at juble over) og ikke mindst fremstillingen fa præsident Lula. Der er ingen tvivl om at han er populær i Brasilien, men det er nok først og fremmest som symbol på at man selv med en fattig baggrund kan blive præsident  - en symbolik der også før og i andre lande har været af betydning – f.eks. Hugo Chavez i Venezuela og Fulgencio Batista i Cuba. Samtidig har han været ualmindelig heldig. Selv om vækstraterne i Brasilien på ingen måde kan måle sig med hvad man oplevede i midten af det 20. århundrede og 20 år frem, har kombinationen af de reformer det trords alt lykkedes tidligere regeringer at gennemføre (på trods af stor modstand fra især Lulas parti Partido Trabalhador (PT)) og gunstig udvikling for eksportmulighederne sikret velstandsstigninger for store dele af befolkningen.

Lula i varm omfavnelse med Fernado Collor de Mello (afsat i 1992 på grund af korruption)

Når mine brasilianske venner spørger mig om hvad jeg synes om Lula, så er mit standardsvar altid, at “det bedste han har gjort er alt det han ikke har gjort”. Til gengæld har hans præsidentperiode med al tydelighed vist to ting:

1. Lula og Partido Trabalhador blev mindst lige så korrupte som alle andre, da de fik magten (ikke overraskende)

2. Det er Lula, og ikke partiet der er populært

Brasilien skal til næste år vælge ny præsident, og det bliver formentlig socialdemokraten Jose Serra, der tabte til Lula i 2002. Ikke på grund af at Lula er upopulær (tværtimod), men netop fordi man til præsidentvalgene stemmer på personen og ikke partiet. For mens Lula har været en meget populær præsident, blev PT reelt sprængt – en risiko der også eksisterer for Villy Søvndal herhjemme, hvis det skulle lykkes for oppositionen at danne regering efter næste valg. Bevægelsen fra venstre mod midten for at opnå magten er således den samme for SF, som den har været for PT. Da Lula blev valgt i 2002, efter 3 gange at have tabt præsidentvalget på en klart socialistisk retorik, var det da også som en mere midtsøgende “Lula light”. En del vil måske mene at det er denne bevægelse mod midten, der har indebåret at han og hans parti er endt med alliere sig med notorisk korrupte politikere som Jose Sarney og Fernando Collor de Mello, og selv rode sig ud i flere korruptionsskandaler. Det er det næppe, det skyldes nok primært at sådan er brasiliansk politik, for sådan er Brasilien. En undersøgelse af Ibope, et brasiliansk analyseinstitut viste således, at vælgerne kun i begrænset omfang går op i politikernes moral og etik, når de skal sætte deres kryds, samt at 3/4 af dem angiver, at de ville gøre det samme hvis de fik chancen.

Jo, OL i Rio de Janeiro skal nok blive et brag af en fest, men det bliver tømmermændene bagefter formentlig også. Indbyggerne i Montreall brugte de efterfølgende 30 år for at betale af på gælden fra OL i 1976, det bliver næppe bedre i Rio.