Hans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange at være Lula’s fortjeneste. At det så grundlæggende primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering  i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte imod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet, er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om  hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat.  Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Som det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011,  - det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra  at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Og i går sammenlignede han Cubas politiske fanger med almindelige kriminelle og forsvarede det cubanske juridiske system, som han ikke mente det tilfaldt ham eller den brasilianske regering at stille spørgsmålstegn ved. Det hænger vist ikke sammen med, at Brasilien sidste år var blandt de lande der ikke ville respektere Honduras højesterets afgørelse om at daværende præsident Zelaya skulle afsættes. Ligesom det ikke Lula og hans regering ikke havde nogle problemer med at kritisere Italien og dets juridiske system, da man for nogle år siden afviste at udlevere den italienske terrorist Cesare Battisti til retsforfølgelse i Italien.

Lulas kommentarer til en række cubanske fængslede dissidenters sultestrejke kom efter, han var blevet opfordret til at gå i forbøn for frigivelse af 20 politiske fanger i Cuba, og kun et par uger efter, at den cubanske dissident Orlando Zapata døde efter en 85 dage lang sultestrejke i protest over forholdene for de politiske fanger i de cubanske fængsler.

Blandt de systemkritikere, der fremsatte appellen er journalisten Guillermo Fariñas, der har sultestrejket i indtil videre 13 dage.

Guillermo Fariñas

Til Associated Press lagde Lula afstand til de politiske fanger og deres sultestrejke. Sammenligningen med almindelige kriminelle kom, da han udtalte, at “tænk, hvis alle de forbrydere, der er anholdt i Sao Paulo gik i sultestrejke og krævede at blive frigivet.” Så meget for Lulas demokratiske sindelag. Imponerende udtalelser fra en mand der som en del af sin “politiske kapital” har, at han selv i en periode var i fængsel under Brasiliens militærdiktatur, 1964-1985, og selv brugte sultestrejke som middel.

Nogle vil måske spørge, hvordan han så fortsat kan være så populær. Svaret er ganske enkelt, at brasilianere generelt ikke interesserer sig for, eller ved noget om hvad der foregår uden for Brasilien – og at der forøvrigt, ligesom i resten af Latinamerika, eksisterer en vis forkærlighed for “stærke mænd” og bombastiske udtalelser. Så selv om oppositionen har kritiseret hans udtalelser, så er det kun en mindre (primært veluddannet) del af befolkningen, der går op i den slags.

Kilde: Estadão

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

Nu er det at føre politik uden hensyn til “de økonomiske love” jo ikke en særlig latinamerikansk (eller marxistisk) specialitet, det kender vi bestemt også til fra vores egen del af verden, selv om det plejer at være i en mindre ekstrem grad. Men det væsentligste i denne del af “fortællingen” er da heller ikke at man nationaliserer, fifler med priserne, laver flerstrengede valutasystemer og andre tåbeligheder. Nej, det væsentligste er, hvad man tillader sig selv som magthaver. I Venezuelas tilfælde ser vi f.eks. hvorledes man fra regeringens side lukker Tv-stationer, der ikke vil sende den timelange taler af Chavez og venner. I Brasilien ser vi et skamløst skønmaleri af præsident Lula i form af en film – den dyreste nogensinde i Brasilien – der havde præmiere for få uger siden.

Click here to view the embedded video.

Nok påstår man at der ikke er offentlige penge involveret, hvilket man dog skal være ualmindelig naiv for at tro på. Flere af de firmaer der har skudt penge i filmen har tætte forbindelser til den brasilianske stat og PT har efter Lula fik magten i 2002 vist, at man ikke står tilbage for nogen når det kommer til at bruge magten, både til at berige sig selv og fastholde magten. Ikke at det har haft nogen særlig negativ effekt på Lulas popularitet, han er umådelig populær, men det skyldes, at det er hvad de brasilianske vælgere forventer af deres politikere – og at det i det hele taget ikke går op i korruption, andet end på et overfladisk plan (3/4 f dem vile ifølge undersøgelser gøre præcist det samme, hvis de fik chancen). I Argentina ser vi, hvordan den siddende regering ikke helt har forstået, at der eksisterer et folkevalgt parlament og en forfatning, som man skal tage hensyn til – lige som vi så det med Zelaya i Honduras. Evo Morales i Bolivia har udvist samme mangel på respekt for demokratiets grundlæggende spilleregler.

Historisk er det bestemt ikke en opførsel der er forbeholdt venstrefløjen (som man nu opfatter dette begreb alment). Men der er muligvis en sammenhæng mellem denne mangel på respekt overfor den grundlæggende forudsætning for et velfungerende og stabilt demokrati, hvor “konkurrencen” om magten sker ud fra et sæt spilleregler og en ide om fair play. Sidstnævnte kan formuleres som at man respekterer spillereglerne – både de skrevne og de uskrevne – overfor det kan man undre om der i visse samfund muligvis slet ikke eksisterer nogen spilleregler.

Sammenligner vi med fodbold, så accepterer vi at der spilles hårdt – og der bliver gået over stregen til tider, det er vist det der kaldes at være profesionel, javel, men der er grænser. De grænser er forskellige fra land til land.  Måske bedst illustreret med Diego Maradonna og “guds hånd” ved sejren over England i VM i Mexiko i 1986. Efter argentinsk standard var det bare helt i orden og trækker ikke fra – et VM er et VM.  Og magt er magt. Og grundlaget for det politiske spil i det meste af Latinamerika er netop, at det bygger på den franske og latinske forestilling om absolut magt. Dette i modsætning til erkendelsen af uenighed, som vi kender det fra den engelske tradition. Dete er næppe heller noget tilfælde at både korruption og sammenfiltring af offentlige og private interesser er betydelig større i de fleste latinamerikanske lande og europæiske lande som Frankrig og Italien end i Nordeuropa og -amerika.

Det handler som sagt først og fremmest om magt.  Og i den virkelighed spiller både demokratiske spilleregler og noget så irriterende som økonomisk realisme en underordnet rolle. Det handler om magten og kontrollen, og det er selvfølgelig primært derfor Hugo Chavez hader det kaotiske og anarkistiske marked, og selv om han kalder det der foregår i Venezuela for socialisme for det 21. århundrede, så er det faktisk vanskeligt at skelne fra nationalistisk, ofte militært ledet, fascisme fra det 20. århundrede.

Sammenligner vi med tidligere tiders regimer med stærke mænd i spidsen, som f.eks. Getulio Vargas i Brasilien og Juan Peron i Argentina, er der også langt flere lighedspunkter end forskelle, selv om disse to herrer bestemt ikke anså sig selv for at være socialister end sige marxister. Getulio Vargas bekæmpede indædt Brasiliens kommunister med alle midler, mens Juan Peron efter et ophold i Italien før 2. verdenskrig vendte begejstret tilbage som facist.

Og der er ikke tale om forestillinger der begrænset til diverse caudilhoer. Der eksisterer grundlæggende en meget stærk antipati overfor ideen om frie markeder og dermed økonomi. En kultur præget af katolicisme og militaristisk tankegang fornægter sig ikke.

Lula og Chavez

Det brasilianske senats udenrigskomite vedtog i forgårs, at bakke op om Venezuelas anmodning om at blive medlem det sydamerikanske handelssamrbejde, Mercosur. Afstemningen passer perfekt med præsident Lulas besøg hos Hugo Chavez i Caracas, der startede samme dag. Her skal han og Chavez skrive under på en række ordrer til brasilianske selskaber i mia. klassen. Der var dog langt fra enighed i kommiteen og  det kan få betydning på længere sigt, at medlemerne fra Brasiliens Socialdemokrati (PSDB), stemte mod optagelse af et Venezuela med Hugo Chavez i Mercosur.

Forslaget mangler at vedtages i Senatet, hvilket er en formsag. Sammen med Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB) under ledelse af den skandaleombruste præsident for senatet, José Sarney,  kontrollerer Partido Trabalhador (PT) samt en række mindre partier denne.

Præsident Lula har meget kraftigt anbefalet optagelsen af Venezuela i Mercosur, der ud over Brasilien, består af Argentina, Uruguay og Paraguay, med Chile, Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia som associerede medlemmer. Herefter mangler (givet at senatet følger udenrigsudvalgets indstilling) kun Paraguay at tage stilling til Venezuelas optagelse.

De senatorer der stemte imod optagelse af Venezuela under Hugo Chavez, peger på dennes stadig stigende diktatoriske tilbøjeligheder og manglende respekt for menneskerettighederne, herunder forfølgelse af oppositionspolitikere og undertrykkelse af regeringskritiske medier. Desuden har en række analytikere gjort opmærksom på at den førte politik i Venezuela, inkl. nationaliseringer og forkærlighed for kommandoøkonomi truer med at underminere Mercosur og hæmme potentielle handelsforhandlinger med bl.a. EU.

Med senator Arthur Virgilio fra socialdemokratiets advarende ord; “et Mercosur med en stadig mere diktatorisk Chavez, vil være på vej i graven”.

Andre har peget på, at det er mere problematisk med et Venezuela, der udfordrer Brasilien (ikke mindst egenopfattelse) som den regionale stormagt, udenfor Mercosur. Endelig er det næppe uden betydning, at Brasilien har store økonomiske interesser i Venezuela og et handelsoverskud på omkring 5 milliarder USD. Alene brasilianske entreprenører er involveret i offentlige byggeprojekter til en værdi af ca. 20 milliarder USD. Betydningen af de økonomiske interesser i forholdet til Venezuela har med andre ord stor betydning.

Socialdemokratiets modstand mod at optage Venezuela i Mercosur er af betydning, fordi der er præsidentvalg i Brasilien til næste år. På nuævrnede tidspunkt peger meningsmålingerne på, at socialdemokraten José Serra bliver valgt til ny præsident. Det største parti i kongressen og senatet, vil også efter de samtidige valg fortsat være PMDB, mens PTs kandidat, den Lula udpegede Dilma Roussef måske ikke engang overlever til 2. valgrunde.

Mens kongressen og senatet har stor indflydelse på den økonomiske politik, har præsidenten langt større autonomi i udenrigspolitikken. Det må forventes, at Brasiliens udenrigspolitik bliver væsentlig mere markant under den næste præsident. Meningerne om Lulas udenrigspolitik blandt den relativt lille del af de brasilianske vælgere, der interesserer sig for hvad der foregår udenfor landets grænser, afspejler på ingen måde den popularitet han nyder i meningsmålingerne generelt. Han opfattes af mange som både svag og til tider pinlig.

Hvor meget brasilianske økonomiske interesser i Venezuela (og de økonomiske interessers betydning for brasiliansk politik) kommer til at fungerer som en modererende faktor i forhold til en skærpelse af tonen overfor Chavez, bliver spændene at følge.  Men en fortsættelse af, hvad der for mange (også folk med tilknytning til PT) opfattes som Lulas og dermed Brasiliens underdanighed og eftergivenhed i forhold til Hugo Chavez og dennes allierede i Exuador og Bolivia bliver der ikke tale om.

Vi vil naturligvis følge valgene til næste år i Brasilien tæt her på bloggen – både direkte, men også i forhold til MSMs omtale herhjemme, der sjældent har meget med virkeligheden i Brasilien at gøre.

Gloria i Rio de Janeiro

Der er ingen grund til at tro, at Rio de Janeiro ikke magter at afholde en olympiade med dets forventede ekstra  ca. 1 mio. turister (måske lidt optimistisk) og 14-15.000 atleter. Så set fra de besøgendes synspunkt skal det nok blive en positiv oplevelse. Der har godt nok været bekymrede stemmer fremme omkring sikkerheden, da Rio de Janero desværre er kendt for en meget høj kriminalitet. Det er der dog som turist næppe grund ti lat være specielt bekymret for, hvis man skal dømme ud fra de to årlige internationalt berømte begivenheder, der normalt forløber meget fredeligt, nemlig Rios karneval og det næsten lige så berømte nytår på Copacabana. Begge begivenheder tiltrækker hvert år 10.000vis af turister fra hele verden, og f.eks. er der hvert år ca. 2. mio. mennesker på Copacabana og Leme strandene – og det forløber normalt yderst fredeligt – langt mere fredeligt end nytårsaften normalt forløber i København.

Hemmeligheden er, at man plejer at sende 40-50.000 militærpolitifolk på gaden i de dage festlighederne står på, og mon ikke man gør det samme under olympiaden?

Der er ingen tvivl om at den glæde og stolthed som brasilianerne i almindelighed og befolkningen i Rio de Janeiro (kaldet cariocas) i særdeleshed føler i disse dage er både ægte og dybfølt. For Rio de Janeiro, der indtil midten af det 20. århundrede var Brasiliens politiske- og magtmæssige centrum (Sao Paulo overhalede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede staten Rio de Janeiro som økonomisk centrum), ser man olympiaden som muligheden for at generobre noget af fortidens gloværdighed. Godt nok er Rio de Janeiro fortsat den mest kendte by undenfor Brasilien, og dets strande og helt unikke kombination af natur og by er fortsat Brasiliens største turistattraktion. Men bortset fra det er det gået jævnt ned af bakke (relativt i forhold til resten af landet) for byen siden man flyttede hovedstaden til det nybyggede Brasilia i 1960. Særligt hårdt blev byen ramt under 1980ernes gældskrise på grund af dens afhængighed af statsejede virksomheder, samtidig med at kriminaliteten nåede absurde højder. Der findes slumkvarterer, farvelas, hvor politiet kun bevæger sig ind med tung bevæbning, og i perioder har man endda sat militæret ind. På samme måder er der i særlige områder af byen (dog ikke der hvor turisterne for det meste er) hvor man må finde sig i at blive stoppet ved vejafsæringer og blive kropsvisiteret af svært bevæbnet militærpoliti. Film som f.eks. Cidade de Deus (“City of God”) beskriver ganske præcist forholdene og kriminaliteten. En kriminalitet der er tæt forbundet med narkotika – et problem vi jo også kender til herhjemme, omend i noget mere beskedent omfang.

Click here to view the embedded video.

Rio de Jeaneiros storhedstid var fra 1930erne og frem til 1960erne (se ovenstående vieo fra 1930erne). Det var i denne periode at byen blev kendt som Cidade Maravilhosa og i 1960erne selvføgelig synonym med Bossa Nova. Denne er en forfinet/jazzifiseret udgave af den samba der fødtes i “negerkvarterene” – og først blev almindeligt anerkendt efter Bossa Novaens succes. Det var også en meget anderledes by end i dag, med brede strøg og kun lidt trafik og store grønne områder, hvor man rent faktisk turde opholde sig også efter mørkets frembrud osv.

Byen i dag er på mange måder en nedslidt udgave af fortidens “Cidade Maravilhosa”, der er helt overtaget af en kaotisk biltrafik og et befolkningstal der er vokset fra omkring 1½ mio. i 1930erne til 6-7 mio. indbyggere i dag, uden at infrastrukturen er fulgt ordentlig med  - hvilket man kan få et lille indtryk af ved nedenstående video.

Click here to view the embedded video.

Og mens meget er gået tabt har Rio de Janeiro også fortsat meget at byde på – Det er rent ud sagt fantastisk hvor meget musik der er i den by – og er der noget brasilianerne kan, så er det at lave en ordentlig lyd – det kunne kunne man lære en del af herhjemme.

De dyreste Olympiske lege nogensinde?

Nej, de betænkligheder man kan have ved at Rio de Janeiro afholder olympiaden i 2016 har ikke noget med selve afholdelsen af denne. Det kommer til at være helt forrygende, og Rio de Janeiro vil  vise sig fra sin bedste side. det bliver formentlig et helvede for de almindelige indbyggere der skal passe deres arbejde, når al trafik tilpasses turister og udøvere i de tre uger legene varer – og bagefter skal regningen betales.

Mens alle fra hotelejere over restauratører og entreprenører til de prostituerede ser frem til at tjene gode penge, så er der sikkert også en del politikere og offentlige embedsmænd der render rundt med dollartegn i øjnene. Kan erfaringerne fra de panamerikanske lege i 2007 (og stort set alle offentlige byggerier) bruges til noget, så bliver OL afsindigt dyrt for skatteyderne. Den endelig regning for afholdelsen af de panamerikanske lege endte med at koste næste 700% mere end budgetteret – ikke mindst på grund af den udprægede korruption.

Som lederen af  ”Transparência Brasil”,  Fabiano Angélico udtalte til “Terra Magazine” i fredags, så er man “meget bekymret for valget af Rio de Janeiro som vært for legende i 2016″, fordi “de panamerikanske lege i 2007 var en traumatisk oplevelse”. Godt nok har regering og ministre allerede været ude og love, at der vil blive tale om en gennemsigtelig proces i forbindelse med legende, men det er der næppe mange der tror på vil blive en realitet .

Afsluttende bemærkninger om præsident Lula og sammenligningen med Villy Søvndal

Det har været en noget broget oplevelse at følge danske mediers dækning af Rio de Janeiro og Brasilien i forbindelse med IOC-mødet i København. På den ene side skal jeg bestemt ikke brokke mig over, at et land og en by der har en stor plads i mit hjerte i den grad er blevet promoveret i danske medier, på den anden side har det ikke meget med virkeligheden at gøre – men er den slags overfladiske billeder af glade emotionelle mennesker (og en menneskemængde der går amok på strandene i Rio er jo altid guf for kameraerne) -det gælder både den lige lovligt optimistiske fremstilling af Brasiliens økonomiske udvikling (det er mange år siden man har haft vækstrater der var noget at juble over) og ikke mindst fremstillingen fa præsident Lula. Der er ingen tvivl om at han er populær i Brasilien, men det er nok først og fremmest som symbol på at man selv med en fattig baggrund kan blive præsident  - en symbolik der også før og i andre lande har været af betydning – f.eks. Hugo Chavez i Venezuela og Fulgencio Batista i Cuba. Samtidig har han været ualmindelig heldig. Selv om vækstraterne i Brasilien på ingen måde kan måle sig med hvad man oplevede i midten af det 20. århundrede og 20 år frem, har kombinationen af de reformer det trords alt lykkedes tidligere regeringer at gennemføre (på trods af stor modstand fra især Lulas parti Partido Trabalhador (PT)) og gunstig udvikling for eksportmulighederne sikret velstandsstigninger for store dele af befolkningen.

Lula i varm omfavnelse med Fernado Collor de Mello (afsat i 1992 på grund af korruption)

Når mine brasilianske venner spørger mig om hvad jeg synes om Lula, så er mit standardsvar altid, at “det bedste han har gjort er alt det han ikke har gjort”. Til gengæld har hans præsidentperiode med al tydelighed vist to ting:

1. Lula og Partido Trabalhador blev mindst lige så korrupte som alle andre, da de fik magten (ikke overraskende)

2. Det er Lula, og ikke partiet der er populært

Brasilien skal til næste år vælge ny præsident, og det bliver formentlig socialdemokraten Jose Serra, der tabte til Lula i 2002. Ikke på grund af at Lula er upopulær (tværtimod), men netop fordi man til præsidentvalgene stemmer på personen og ikke partiet. For mens Lula har været en meget populær præsident, blev PT reelt sprængt – en risiko der også eksisterer for Villy Søvndal herhjemme, hvis det skulle lykkes for oppositionen at danne regering efter næste valg. Bevægelsen fra venstre mod midten for at opnå magten er således den samme for SF, som den har været for PT. Da Lula blev valgt i 2002, efter 3 gange at have tabt præsidentvalget på en klart socialistisk retorik, var det da også som en mere midtsøgende “Lula light”. En del vil måske mene at det er denne bevægelse mod midten, der har indebåret at han og hans parti er endt med alliere sig med notorisk korrupte politikere som Jose Sarney og Fernando Collor de Mello, og selv rode sig ud i flere korruptionsskandaler. Det er det næppe, det skyldes nok primært at sådan er brasiliansk politik, for sådan er Brasilien. En undersøgelse af Ibope, et brasiliansk analyseinstitut viste således, at vælgerne kun i begrænset omfang går op i politikernes moral og etik, når de skal sætte deres kryds, samt at 3/4 af dem angiver, at de ville gøre det samme hvis de fik chancen.

Jo, OL i Rio de Janeiro skal nok blive et brag af en fest, men det bliver tømmermændene bagefter formentlig også. Indbyggerne i Montreall brugte de efterfølgende 30 år for at betale af på gælden fra OL i 1976, det bliver næppe bedre i Rio.

Under overskriften “O pesadelo é nosso” (det er vores mareridt) har det velestimerede brasilianske ugeblad Veja en stor og meget kritisk artikel om Brasiliens nye rolle i konflikten i Honduras (det kræver desværre abb. at læse hele artiklen – derfor ingen link), efter den afsatte præsident Zealya, har “opslået” lejr på den Brasilianske ambassade i Tegucigalpa.

Det velrespekterede ugeblad, der for nylig havde 40 års jubileum,  har gang på gang vist at bladet, der bedst kan beskrives som borgerlig-liberal´, holder en høj standard indenfor kritisk journalistik. Veja har i flere tilfælde været i fremmeste række ved afsløring af de store problemer med korruption og magtmisbrug, der har været en fast føljesvend for det brasilianske samfund, både i perioder med diktatur og demokrati – og det har mere end en gang påkaldt sig ledende politikeres vrede. Således udtalte præsident Lula sig direkte truende mod bladet, da det for et par år siden efter Veja først havde været blandt de første til at afsløre den såkaldte “mensalao”-skandale, hvori ledende regeringsmedlemmer købte stemmer i kongressen, og derefter afslørede at Lulas nærmeste familie (hans sønner) opnåede forbavsende lukretive offentlige kontrakter . På det sidste har Veja sammen med avisen “O Estado do Sao Paulo” skrevet om den tidligere præsident og nuværende leder af senatet, Jose Sarneys, misbrug af sin politiske position til at berige sig selv og sin familie. Sarney, der har præsident Lula’s opbakning, har endda helt absurd forsøgt at stoppe O Estado’s artikler gennem det juridiske system. Med andre ord bakker den socialistiske regering op bag forsøg på at censurere pressen, når det er politisk oppotunt.

Veja spillede også en stor rolle i afdækning af den korruptionsskandale der i begyndelsen af 1990erne endte med præsident Fernando Collor de Mellos afsættelse.

Hvis man kun får sin information gennem de almindelige danske medier (MSM) kunne man måske forledes til at tro at der er almindelig konsensus i Latinaemerika (dette underlige begreb som mange både Syd- og mellemamerika, for slet ikke at tale om de protugisisk talende brailianere slet ikke anerkender, men som alligevel bruges for at dække de geografiske område fra Mexiko i nord til Chile i syd) om at fordømme afsættelsen af Zelaya i Honduras, ligesom man ofte kunne få det indtryk, at Hugo Chavez er omgøret med stor sympati. Dette er ingenlunde tilfældet. Sympatien for Hugo Chavez er i ligned med forgangne tiders sympati for Castros Cuba defineret ud fra graden af antiamerikanisme i de enkelte lande og dets befolkninger. En antiamerikanisme der nok generelt set overvurderes i MSM, ligesom Hugo Chavez popularitet. Han er bestemt ikke vellidt i store dele af Sydamerika, ligesom sympatien for Evo Morales i Bolivia kan være på et meget lille sted i Brasilien, efter Bolivias nationalisering af Petrobras sidste år. Selv Om Lula er en meget populær præsident (approval ratings er over 70%) er det ikke hans udenrigspolitik der har gjort det. Traditionelt set interesserer de færreste brasilianere sig for hvad der foregår uden for deres egen stat, og da slet ikke uden for landets grænser, men blandt de der gør anser mange Lulas udenrigspolitik for at være direkte svag og skadelig for landet (efter Bolivia slap afsted med en ganske ringe kompensation til det delvist statsejede Petrabras, gik Lulas regering for nylig med til at genforhandle kontrakten med Paraguay i forbindelse produktionen af strøm fra Itaipu på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, en genforhandling der alene var til fordel for Paraguay.

Brasilien har traditionelt set sig selv som den naturlige leder af Sydamerika, og meget skal da også forstås i sammenhæng med den rivalisering der eksisterer mellem Brasilien g Venezuela under den efterhånden meget lidt demokratiske Hugo chavez, der bestemt ikke er vellidt i Brasilien.

Det er heller ikke gået hen over hovedet på de Chavez kritiske dele i Brasilien, at Barrack Obama og den amrikanske regerings reaktion på afsættelsen af Zelaya, primært synes drevet af ønsket om at få et andet forhold til de øvrige lande i “americas” – og at det åbenbart skal ske ved i en hvis grad at føjes Hugo Chavez. Med andre ord ved at føre en blød, andre vil kalde det en svag udenrigspolitik.

For Brasilien er den seneste udvikling med Zelaya installeret på den brasilianske ambassade, og en Lula der opfordrer til fordømmelse af den midlertidige regering i Honduras i den grad et brud på tidligere tiders udenrigspolitiske tradition, hvor ikke indblandingspolitikken går mere end 100 år tilbage, hvis vi ser bort fra Brasiliens deltagelse i 2. verdenskrig på de allieredes side (og aktioner i FN regi). Efter en række grænsestridigheder i det 19. århundredede, der resulterede i at den oprindelige portugiske kolonier ekspanderede på bekostning af bl.a. Bolivia, har Brasiliansk udenrigspolitik sindenhed alene været defineret ud fra strengt nationalt sikkerhedsmæssige hensyn. At Brasilien nu spiller en aktiv rolle i en konflikt i et land, som der for de fleste brasilianere lige så godt kunne ligge på den anden side af jorden, er derfor ikke oplagt.

Man kan så med tanke på Brasiliens størrelse, både økonomisk, geografisk og befolkningsmæssigt (ca. halvdelen af Sydamerikas befolkning bor i Brasilien og op mod en trediedel af al industriproduktion i Sydamerika finder sted i staten Sao Paulo) notere sig at det bemærkelsesværdige i dette.

I forbindelse med krisen i Honduras lægger Veja ikke fingrene i mellem. Zelaya beskrives som psykisk ustabil person i Hugo Chavez sold, eller som man skriver;

“Em uma operação comandada por Chávez, Zelaya foi conduzido de volta a Honduras e se materializou com numerosa comitiva na casa onde funciona a Embaixada do Brasil em Tegucigalpa. Esse hóspede incômodo, de aparência bizarra e com sinais evidentes de distúrbios mentais – ele se diz vítima de ataques por radiação de alta frequência e gases tóxicos que ninguém mais percebe”

frit oversat til dansk;

“Chavez står bag Zelays pludselige opdukken på den brasilianske ambassade, hvor han med sin bizarre opførsel og påstande om at være blevet udsat for højffrekvent stråling og giftgasser, åbentlyst er mentalt forstyret.”

Bladet kritiserer direkte Lula for at Brasilien er blevet blandet ind i dette (deraf overskriften) og lægger i sin gennemgang vægt på, at Honduras gennem forløbet har respekteret landets grundlov (samme konklusion kom “Congressional Research Service” ifølge WSJ frem til i august måned, hvilket dog ikke har påvirket den amerikanske regerings standpunkt).

Konklusionen for Veja er klar, og deles uden tvivl af mange Brasilianere. Der er primært tale om en konflikt drevet af den “venstrefløj” der er dukket med Hugo Chavez i centrum. Som bladet skriver;

“Honduras vem de ejetar do posto e exilar um presidente, Manuel Zelaya, pela tentativa de desrespeitar a Constituição e, por meio da convocação de um plebiscito, perpetuar-se no poder.
Caso típico da contaminação ideológica patrocinada pelo venezuelano Hugo Chávez, Zelaya vendeu a Caracas seu pouco valorizado passado de latifundiário direitista. De repente, começou a se pautar pela cartilha populista chavista de miséria moral e material, supressão de liberdades individuais, desrespeito às leis, aos costumes civilizados, associação com o narcotráfico e, claro, eternização no poder – receita que estranhamente passou a ser chamada de esquerda na América Latina.”

(Frit oversat)

“Honduras sendte en præsident i eksil, der prøvede at omgå forfatningen og gennem en folkeafstemning at holde sig ved magtgen. Et typisk eksempel på “ideologisk forurening/pervatering” sponceret af Hugo chavez i Venezuela, som promoverer tidligere højreorienterede godsejer [Zelaya], der pludselig ændrede politik til en degenereret chavez-inspireret politik, der med undertrykkelse af individuelle rettigheder, mangel på repsekt for landets love og almindelig civiliseret opførsel, indvolvering i narkotikahandel og – naturligvis – uendelig fastholden af magten, er en opskrift der på forunderlig vis er synonym med det venstreorinterede Latinamerika.”

Kradse ord fra et af Brasiliens største og mest velrespekterede ugeblade.

Skulle der blandt læserne være nogen, der læser portugisisk, skal jeg her gerne henvise til de seneste 40 års “Veja”, der alle kan læses her. Set i sammenhæng giver det et unikt og på mange måder meget anderledes billede af landets nyere histostorie, end det herhjemme kendte.

Siden opdateres fortløbene med det næst-seneste nummer.