Tag Archives: Manuel Santos

Narkotikapolitik er slået fejl

Nedenstående blev bragt som kronik i Børsen d. 1. juni 2011

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Colombia som “regional stormagt”

Siden Manuel Santos vandt det colombianske præsidentvalg i 2010 og afløste den meget populære Alvaro Uribe, har Colombia indtaget en helt ny og mere betydningsfuld rolle i regionen. En række udenrigspolitiske udspil, herunder en aftale udarbejdet sammen med Venezuelas Hugo Chavez, der sikrede at Honduras kunne blive genoptaget i OAS, og en bevidst indsats for at forbedre Colombias forhold til rækken af venstrepopulistiske stater, som Colombia grænser op til, ses af en række iagttagere som udtryk for at Colombia forsøger at indtage rollen som vægtig regional spiller. Målet er at udfylde det tomrum som er efterladt efter præsidentskiftet i Brasilien og efter at luften synes at være gået ud af den kraftsyge venezuelanske præsident Hugo Chavez forsøg på at dominere Sydamerikansk politik.

Siden han overtog embedet i august 2010, har Santos nedtonet sin forgængers vægtning af det særlige forhold mellem Colombia og USA betydeligt. Ud over at normalisere forholdet til Ecuador og Venezuela, har Santos styrket Colombias position i UNASUR, hvor colombianske María Emma Mejía i dag er generalsekretær.

Ifølge politolog Carlos Medina fra Universid National de Colombia , er målet at indtage Lula’s rolle som regional leder/udfordre hans efterfølger Dilma Rousseff, der anses for at være en væsentligt mindre karismatisk og stærk personlighed. Den nye og mere offensive Colombianske udenrigspolitik skal dog ikke ses som en decideret trussel mod Brasilien. Tværtimod ønsker santos at styrke forholdet til Brasilien, der var det første land han besøgte udenfor Colombia efter hans valgsejr.

Af afgørende betydning i forholdet til de andre sydamerikanske lande er også at Colombias højesteret kort efter Santos valgsejr afgjorde at etableringen af amerikanske baser i Colombia var i strid med grundloven. Netop de tidligere planer om at oprette amerikanske baser i Colombia var et stort problem for forholdet mellem Colombia og ikke kun Venezuela, men også i forhold til andre af de betydelige regionale lande, som f.eks. Argentina og Brasilien.