For et par dage siden død Cubas vicepræsident, Juan Almeida Bosque 82 år gammel. Almeida havde været med hele vejen fra før Castros magtovertagelse, og bestred gennem sin karriere forskellige poster, uden dog reelt at have nogen særlig indflydelse. I anledning af hans død er hans betydning blevet beskrevet med følgende ord på DR’s hjemmesider:

“Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950′erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt. Hans tætte forhold til Castro har i årtier været et tegn på afrikansk-cubanernes adgang til magt og indflydelse i det kommunistiske Cuba.”

Brugen af af ordet symbol er nok meget betegnende i denne sammenhng, da det nogenlunde er det eneste Castros kommunistiske regering har været leveringsdygtig i. At det skulle være blevet nemmere at være farvet i Cuba er der til gengæld ikke mange tegn på. Med tanke på, at andelen af den cubanske befolkning der  ikke er af europæiske oprindele steg betydelig efter “revolutionen” i 1959. Det har ikke just afspejlet sig i den nye “overklasses” sammensætning efter 1959.

Eller som “The Real Cuba” skriver;

“Almeida was considered the “token black” in Cuba’s regime. In reality, he never exercised any power and his main duties consisted of welcoming foreign ambassadors to Cuba and writing songs that he would play on his guitar.”

Og når nu det væsentligste træk ved Almeida åbenbart var hans hudfarve, så er det jo et paradoks at det “racistiske” Cuba før 1959 blev ledet af en…..farvet, nemlig Fulgencio Batista. Cubas stærke mand fra 1933, demokratisk valgt præsident fra 1940 til 1944 og diktator fra 1952 til 1959.