Ifølge en nyligt offentliggjort rapport fra den amerikanske regering har de tre mellemamerikanske lande Costa Rica, Honduras og Nicaragua fået en kraftig øget betydning i transporten af kokain fra Colombia, Bolivia og Peru til USA. Herefter anses alle mellemamerikanske lande, undtagen El Salvador og Belize, for betydelige knudepunkter for den fortsatte eksport af narkortika til USA.

Costa Rica, der ud over at være et stabilt demokrati med en for regionen høj levestandard, er mest kendt for at man i midten af det 20. århundrede afskaffede hæren, erkender blankt, at man ikke har ressourcerne til at dæmme op for kartellernes indtog. Ifølge Miami Herald, udtaler lederen af Costa Ricas indsats mod narkotikakriminalitet, Mauricio Boraschi,  til amerikanske journalister at;

Our resources alone are insufficient based on the magnitude of the situation we are facing

Givet de enorme profitter der er ved narkotikahandel, og de mellemamerikanske landes lidenhed, er der for alvor grund til bekymring. Vi har tidligere set hvordan politik er blevet inficeret af narkotikapenge (f.eks. i Colombia og Mexiko), lige som retssystemet og medierne har været under voldsomt pres af samme grund flere steder (tidligere på året udkom en rapport der angav narkotikakriminalitet som en af de to væsentligste trusler mod ytringsfriheden (den anden var socialisme).

Denne udvikling er og har hele tiden været forudsigelig og forventelig. Mexikanske embedsmænd har ved flere lejligheder gjort opmærksom på at man kun kan flytte, ikke udrydde, narkortikahandlen.

Hermed følger man mønstret for selve produktionen af kokain, hvor Peru indtil 1990erne var verdens største producent, hvorefter Colombia overtog denne rolle. Og mens man kan notere en hvis succes i indsatsen mod dyrkning af coca og produktion af kokain i Colombia de senere år, er produktionen i grove træk blot flyttet tilbage til Peru, mens væksten i Bolivias coca-høst i stigende grad er ude af proportionerne med det indenlandske forbrug. Med andre ord er produktionen af kokain til eksport stigende i Bolivia.

Med tanke på de enorme økonomiske og menneskelige omkostninger der er forbundet med bekæmpelsen af narkotikakriminaliteten – uden reel succes – må man endnu en gang spørge sig selv om, hvornår USA og FN erkender at “kampen mod narko” er meningsløs. Baseret på den historiske udvikling kan det vist tage en rum tid.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

"Politiforretning" i Rio de Janeiro

Vi har tidligere skrevet de voldelige bandesammenstød i Rio de Janeiros slumkvarterer. I de sidste 3 dage har slumkvarteret Vila Kennedy været rammen om kampe mellem “Commando Vermelho”, der “ejer” kvarteret og “Terceiro Commando Puro”, der har base i den nærliggende slumkvarter”Vila Aliança”.  Der er ikke rapporter om døde, men i lørdags blev 6 beboere ramt af vildfarende kugler. Kampene kommer kun 14 dage efter at lignende kampe efterlod flere end 10 døde ud over en nedskudt politihelikopter – læs mere her. Dengang foregik det i den nordlige del af byen, denne gang er det i den østlige del (og til alle potentielle turister – det er langt fra “zona sul”) den fortsatte kamp om narkotika markedet udspiller sig.

I morges gik militær politiet ind i kvarteret og oprettede en kommandopost med 30 mand i et forsøg på at kontrollere bydelen. Formentlig er det politifolk fra BOPE (Batalhão de Operações Policiais Especiais), der har specialiseret sig i “Urban Warfare” og som på en og samme tid har kultstatus hos nogle og afskys af andre på grund af deres ret hårdhændede metoder –  hvilket vist også fremgår af nedenstående. Her skydes for at dræbe. Jeg beklager den tåbelige musik, videon er helt klart lagt ud af en “fan” af BOPE.

Click here to view the embedded video.

Måske skulle man overveje at legaliserer de produkter der kæmpes om i stedet? Jeg vil tro, at de par millioner af byens indbyggere, der bor i de kvarterer, der med mellemrum rammes af kampe ville sætte pris på dette.

At oprette og dyrke politistyrker som BOPE er næppe vejen frem. At kalde det en politistyrke er vel i sig selv en underdrivelse. Der er tale om en militærenhed og det der foregår i slumkvartererne har ikke meget med politiarbejde at gøre, men ligner umiskendelig krig (prøv også at klikke på linket til BOPES officielle hjemmeside og vurder selv).

Problemet er naturligvis at situationen er så langt ude, at man ikke kan operere med almindelige politimetoder. Så længe der ikke tages fat om det grundlæggende problem, der er eksistensen af et illegalt lukrativt  marked for narkotika, og ikke “sociale forhold” som venstrefløjen så gerne vil have det er.

For et halvt århundrede siden, før narkotika blev populært, kunne man som “almindelig” middelklasse sagtens bevæge sig rundt i slumkvartererne uden større fare for liv og førlighed. Levevilkårene var bestemt ikke bedre dengang – tværtimod. Men dengang eksisterede ikke den illegale narkotikakultur, der er karakteriseret ved sin ekstreme voldelighed og afstumpethed.

Centralt står kanpen om narkotikamarkedet mellem de 3 dominerende bander;  Comando Vermelho (Den røde kommando), Amigos dos Amigos (Vennernes venner) og Terceiro Comando Puro (Den 3. kommando). Kampene i sidste uge, der kostede 25 mennesker livet (de fortsatte kampe har indtil i går fredags kostet i alt 42 mennesker livet), heriblandt to politifolk blev denne gang udløst af kampe mellem “Den røde kommando” og “Vennernes venner”.

Click here to view the embedded video.

Ved tidligere lejligheder har militæret indsat ordinære militærenheder i hvad der kun kan betegnes som (gen)besættelse af farvellaerne, der i vid udstrækning fungerer som parallelsamfund (se et eksempel fra 2007 her – artiklen er på engelsk), hvor det bestemt ikke kan anbefales for andre at sætte deres ben, med mindre man kender beboere der har en position til at garantere ens sikkerhed. Sådan har det ikke altid været. Det er en udvikling der for alvor udartede i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne – hvor Rio de Janeiro i almindelighed og områder “med socialt boligbyggeri og farvellaer i særdeleshed oplevede en voldsspiral, der i vid udstrækning blev og bliver drevet af narkotikamarkedet, korruption og bandernes kamp for at dominere markedet.

Et problem man i lyset af at Rio de Janeiro som bekendt skal være vært for olympiaden i 2016, er sig yderst bevidst; som “Veja” skriver i sin leder i denne uge;

“den største udfordring for olympiaden i 2016 er allerede fundet, det er at bekæmper banderne, anholde de kriminelle og befri boligkvartererne fra dem”

(“A sede da Olimpíada 2016 já tem seu maior desafio: desbaratar as quadrilhas, prender os criminosos e libertar os bairros sob seu comando.”)

Sådan kommer det ikke til at gå. Den mest sandsynlige løsning bliver, at man ud over de 30-40.000 militærpolitifolk der bliver indsat i de dele af byen hvor legene foregår og turisterne opholder sig, indsætter X antal tusinde kamptropper i de værste farvellaer i de uger olympiaden foregår. Og det ved banderne godt. Når legene er overstået, kan man så gå tilbage til mere normale tilstande, hvilket indebærer kampe i lighed med dem der i sidste uge gik verden rundt, vejafspæringer i de mest problematiske områder af byen osv.

Indtil videre har man i denne omgang flyttet 10 indsatte fra de to grupper overført til et særligt sikret fængsel (presídio federal de segurança máxima de Campo Grande) et andet sted i staten, i et forsøg på at afskære dem fra at kommunikere med deres kammerater i farvellaerne. Om det lykkes må tiden vise. tidligere har bander i bl.a. Sao Paulo svaret igen, når deres ledere er blevet overflyttet til særligt sikrede fængsler ved at angribe politistationer og brænde busser af.

The Economist har en glimrende lille artikel om problemet i denne uges udgave. hvor man under overskriften “the bottom line” skriver om, hvorfor volden og kriminaliteten, sammelignet med andre større byer (ikke mindst Sao Paulo) er særlig slem i Rio de Janeiro. I modsætning til de fleste andre større byer er et kendetegn ved Rio, at der ikke er én, men tre bander der kæmper om kontrol at farvellaerne og ikke mindst narkotikamarkedet. Ifølge artiklen er det ikke fordi narkotikamarkedet (målt som forbrug per indbygger) er større i Rio end Brasilien i gennemsnit (hvor andelen af befolkningen der i det hele taget har prøvet en eller anden form for narkotika er lavere end i f.eks. Danmark og USA), der kan forklare hvorfor netop Rio de Janeiro er særligt forpestet med bandevold. Derimod spiller det faktum, at der ikke er én gruppe der dominerer markedet, en betydelig rolle (ikke alene, årtiers korruption, der selv efter brasilianske forhold er høj, og som inkluderer både politikere og politik spiller også en afgørende rolle).

En stor del af de voldsomme kampe der fra tid til anden finder sted (også den sidste) skyldes i bund og grund, at banderne prøver at udvide deres marked og få kontrol over prisfastsættelsen. Lyder det som noget man også kender fra Danmark?