Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Der kan siges meget mod brugen af BNP som mål for et lands velstand, og en sammenligning mellem lande giver kun værdi, hvis man ser over relativt lange tidsperioder. Der er tale om et rent kvantitativt mål, hvilket både er BNPs styrke og svaghed. Det er en styrke fordi det ikke foregiver at måle andet end værditilvæksten i en økonomi, og dermed er værdineutral (det er værditilvæksten der skal finansiere der ønskede forbrug). På den anden side kan man angive det som en svaghed, at en stor del af aktiviteten i en økonomi ikke nødvendigvis indeholdes i officielle BNP tal (men f.eks. finder sted i den ikke registrerbare paralelle/sorte økonomi). Ligeledes spiller størrelsen af den offentlige sektor ind. Den har en tendens til at være betydeligt mindre effektiv end den private sektor og producere ydelser der reelt ingen efterspørgsel er efter.

Med tanke på den økonomiske stagnation – reelt ressesion – som har ramt Venezuela, er det vist ganske forstålig, at Chavez helst ser, at man ikke diskutererer udviklingen i BNP. Derfor erklærede han i en TV transmitteret tale sidste onsdag, at “Vi kan simpelthen ikke tillade fortsat at beregne BNP med de gamle kapitalistiske metoder,”  fordi “Det er skadeligt.”

Mr. Chávez’s kommentarer kom kort efter Venezuelas nationalbank havde offentliggjort, at bruttonationalprodukt faldt 4,5% i tredje kvartal i år i forhold til samme periode sidste år.

selv om det måske ville være fristende at tilskrive Hugo Chavez alt skidt i Venezuela, kan det hurtigt konstateres, at tingenes tilstand lod en del tilbage at ønske mange år før han kom til magten. Det fremgår af nedenstående figurer. Overordnet set har man i et halvt århundrede ikke været i stand til at skabe varig vækst (data er fra den seneste Penn World Tables).

figur 1.

Når man betraagter udviklingen i Venezuelas BNP er det meget forstålig hvis man gerne vil fokusere på noget andet. Velstanden er i dag på samme niveau som for 30 år siden og langt lavere end det var i 1970erne, hvor kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til international kredit (petrodollars) i en kort periode gjorde Venezuela til Latinamerikas rigeste nation.

Hvor katastrofal udviklingen egentlig har været gennem det seneste halve århundrede ses måske bedst ved at sammeligne levestandarden i Venezuela med USAs. Som det fremgår af figur 2 er Venezuelas levestandard i forhold til USA i dag blot sølle 30%, mens den i 1960 var helt oppe på 60%.

figur 2

Når man gennem et halvt århundrede i den grad er blevet outperformet af USA er det heller ikke underligt, at man i mangel på et opgør med sin egen økonomiske model, vælger den nemme løsning og dæmoniserer USA i stedet .Mens man med rette kan kritisere Chavez for at underminere både retsstat og demokrati (der bestemt ikke havde det for godt i forvejen) er den førte politik med nationaliseringer, brug af olieindtægter til egne formål osv. ikke usædvanligt i Venezuelas historie. Chavez selverklærede “21. århundredes socialisme” synes taget ud af en helt anden latinamerikansk tradition og minder måske primært om 50ernes Argentina under Juan Peron. Dengang ville man have talt om at det var et fascistisk regime (Perons store forbillede var Mussolini). Men forkskellen mellem facisme og socialisme er som bekendt heller ikke stor.

Hvorvidt Venezuela på sigt vil følge i fodsporene på en anden af 50ernes velstående Latinamerikanske lande, Cuba, og helt afskaffe markedsøkonomien er en anden sag. På et punkt synes man allerede at ligne Cuba i udstrakt grad, nemlig i evnen til at finde nyttige idioter i de rige lande og den energi der lægges i at fremstille Venezuela og “the supreme leader” som det nye paradis.

Jeg var i hvert fald lettere overrasket, da følgende kommentar fandt vej til denne blog i forbindelse med et tidligere indlæg om Hugo Chavez og Venezuela. Kommentaren er skrevet af en hvis Michael fra “Center for Economic and Policy Research“:

The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators

The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.

Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.

During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.

Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.

Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.

Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.

From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.

There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.

The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.

Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.

Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.

Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.

På trods af at hjemmesiden gør meget ud af at fremstille sig selv som uafhængig og videnskabelig er der næppe tvivl om hvem der står bag. Og forsøgene på at fremstille udviklingen i Venezuela i et positivt lys er til tider ufrivillig komisk. Således bruger man rigtig mange kræfter på at argumentere for at der har været hastig økonomisk vækst under Chavez regeringsperiode. For at kunne få så høje tal som muligt argumenterer man for, at man skal tage udgangspunkt i 2003 (nærmere bestemt 1. kvartal 2003), altså 5 år efter Hugo Chavez kom til magten (og efter at en lang konflikt i den statslige olieindustri). At bruge 1. kvartal 2003 som basisår er naturligvis bekvemt, da det giver en ekstra høj økonomisk vækst. Jeg kan næsten ikke vente at se hvordan dette og næste års (forventede) fald i BNP vil blive håndteret af de “uafhængige” eksperter på Venezuelanalysis.com – Skal vi gætte på en eller anden længere udredning om at det traditionelle (og internationalt anerkendte) BNP begreb er ubruglit? Måske nooget med at det er en amerikansk imperialistisk opfindelse? Sidstnævte var Hugo chavez forklaring på hvorfor Venezuela er 30 minutter forskellig fra sin tidszone. Chavez beskyldte amerikanerne for at ville bestemme hvad klokken var i Venezuela og det gik jo ikke. Tilsyneladende forvekslede han  Greenwich i England med et kendt boheme kvarter i New York.

Med tanke på udviklingen i Venezuela som vi har skrevet om før, med el- og vandmangel, faldende BNP og høj inflation, hastigt stigende voldskriminalitet og Sydamerikas højeste korruption, kan de retoriske udfald også være ledet i et forsøg på at aflede venezuelanernes opmærksomhed fra de interne problemer. Det er jo et gammelkendt trick at dyrke en fælles ydre fjende, når det står skidt til indenlands. Her findes der ingen bedre foren nationalistisk-socialistisk Caudillo som Chavez end USA.

Hermed går Chavez i fodsporene på utallige “stærke mænd” fra både højre og venstre side af det politiske spektrum i Latinamerika. Som den legendariske brasilianske økonom, Roberto Campos engang udtalte; “enhver idiot kan få stående klapsalver ved at svine USA til”

Hugo Chavez er kendt for at tale med temmelig store bogstaver, også efter latinske forhold, så forhåbentlig er der tale om endnu en omgang teaterbuldren. Venezuela under Chavez har formentlig både direkte og indirekte støttet FARC bl.a. med våben osv. Drømmen er formentlig at samle de lande Chavez store forbillede Simon Bolivar løsrev fra de spanske koloniherrer. En del af disse var i en kort periode en samlet enhed et par årtier efter spanierne var fordrevet. Mens Bolivia (opkaldt efter Bolivar) med Evo Morales er en nær allieret, er Colombia det bestemt ikke.

Metro lukket i Caracas på grund af strømafbrydelse

Venezuela, en af verdens største olieproducenter, befinde sig midt i en akut energikrise med “blackouts” flere gange om ugen, når landets strømforsyning ikke kan følge med. Ifølge Chavez er det først og fremmest på grund af de riges forbrug og El Nino.

Problemerne har stået på i flere år, og for nylig gik 40% af landet i sort på grund af strømafbrydelse.

Mens indbyggerne I Caracas demonstrerer ved at smide el-artikler uden for Venezuelas statslige forsyningsselskab og brænde elregningerne i gaderne i protest mod de tilbagevendende strømafbrydelser, truer Hugo Chavez med at afbryde strømmen til shoppingcentre, give bøder til fok der bruger for meget strøm (hvordan det så skal afgøres) og siger at problemet først og fremmest skyldes rige venezuelaneres “absorbante” elforbrug og “El Nino”. Den får skylden for manglende nedbør, der igen medfører vandmangel, hvilket giver problemer for de hydroelektriske dæmninger, der producerer omkring tre fjerdedele af Venezuelas elektricitet.

Ifølge Chavez er vandstanden ved landets største dæmning, Guri dæmningen, omkring 30 procent under den tidligere tørkerekord, og da regntiden slutter i næste måned uden udsigt til at der kommer betydelig nedbør, før til maj eller juni, forventes der flere strømafbrydelser.

I et forsøg på at mindske problemerne indføres der nu vandrationering, således at hele distrikter afskæres fra vand én dag af gangen, mens alle venezuelanerne opfordres til at spare på vandet. Desuden distribuerer regeringen energibesparende elpærer og opretter dieseldrevne generatorer i de hårdest ramte regioner. Der er også udformet et dekret, hvorefter man som sagt kan få bøde for at bruge for meget el (hvordan det skal afgøres står hen i det uvisse).

Og problemet er stort. I de 8 værst ramte stater (ud af 24) oplever man udfald i strømmen 3-5 gange om ugen i op til 12 timer ad gangen. Blackouts på hospitaler har afbrudt igangværende operationer, og der har været flere større udfald i Caracas, som har lukket for metroen.

Lokale iagtagere har peget på,  at strømudfaldene kommer efter Chavez regeringen nationaliserede en række elselskaber i 2007 – hvilket var en konsekvens af at man ikke ville acceptere at el-priserne fulgte den almindelige prisudvikling. Før nationaliseringen havde Venezuela ikke oplevet problemer med blackouts.

Regeringen siger til gengæld at den siden 2002 har brugt svarende til mere end 16 mia. USD. på ajourføring af elnettet siden 2002. Men enten er det ikke korrekt, eller også er pengene forsvundet på grund af Venezuelas berygtede korruption, der under Hugo Chavez er blevet Latinamerikas værste. Ifølge det statsejede El-selskabs hjemmesider er der kun gennemført 2 ud af de næsten 40 projekter der skulle have været udført.

Først og fremmest er Venezuelas energikrise resulatet af dårlig planlægning og vedligeholde, samt at prisen på elektricitet ikke er steget siden 2004. Med en inflation på 30% om året, indebærer det, at der ikke er meget incitament til at spare på elforbruget, der da også er steget med rekordfart de senere år.

Da man ikke vil gøre det indlysende, nemlig at sætte prisen på el i vejret, bruger Chavez bruger derfor for tiden en stor del af hans nærmest daglige tv-taler til at opfordre venezuelanerne til at skrue ned deres klimaanlæg og opgive deres swimmingpools. Han er endda belært landet om dyderne ved et koldt, tre minutters brusebad,  mens indkøbscentrenene, der efter hans mening, bruger for meget energi, trues med at få afbrudt deres elektricitet.

Det ville jo unægtelig være noget nemmere at sætte prisen på el op. Det ville både bremse væksten i elforbruget og samtidig øge indtægterne. At holde priser på el, vand, benzin osv. kunstigt lave er set mange gange før, og har altid haft de samme konsekvenser; overforbrug, manglende investeringer og mangelfuld infrastruktur. I sidste betales en stor del af regningen igennem høj inflation, og den skat betales først og fremmest af de fattige.

Men sådan fremstilles det naturligvis ikke retorisk hos et regime hvor “den store leder” nok skal sørge for sine børn, og hvor det altid er nogle andres skyld – og der er jo masser af tage af, El Nino, de rige, de multinationale, imperialisterne i USA osv . osv.

Jo, Hugo Chavez er hastigt ved at omdanne Venezuela til et levende museum over alt det man gjorde galt i Latinamerika før i tiden.