Sebastian Piñera

Der er flere faktorer der forklarer centrum-ventre regeringens nederlag, der sker på trods af den siddende præsident, Michelle Bachelets enorme popularitet. Beskyldninger om magtfuldkommenhed, korruption og valget af en upopulær, og lidet karismatisk kandidat i Eduardo Frei, har formentlig været udslagsgivende for nederlaget. Valget af Piñera er således næppe udtryk for en grundlæggende utilfredshed med den førte politik.

Med Sydamerikas højeste vækst, hastigt faldende absolut fattigdom og en åben og dynamisk økonomi, er stabilitet og enighed om de grundlæggende træk i den økonomiske model, der blev resultatet af de økonomiske reformer fra slutningen af 1970erne og frem, det der bedst karakteriserer Chile i dag.

Der er ikke grund til at tro, at der vil ske afgørende ændringer under den nye borgerlige præsident, Sebastian Piñera. Ligesom den gamle regering var funderet på en alliance fra “midten og ud mod venstre”, er den nye regering funderet på en alliance mellem liberale og konservative kræfter, herunder grupper der aktivt støttede Pinochet og ikke kun hans reformer.

Blandt sidstnævnte gruppe er støtten til Piñera nok snare udtryk for en pragmatisk accept af, at de ikke i kraft af sig selv vil kunne vinde magten demokratisk, end det er en støtte til Piñera personligt, som de ikke har varme følelser for.

Det er næppe heller uden betydning, at Piñera, i lighed med sin storebror, der i en kort men afgørende årrække var minister under Pinochet, var aktiv i kampen for genindførelse af demokrati i 1980erne. I den desperate slutspurt prøvede venstrefløjen og Frei netop at inddrage tiden under Pinochet i et forsøg på at miskreditere Piñera, men uden held.

På et område er der dog grund til at tro, at valget af en borgerlig præsident hurtig får betydning, nemlig i forholdet til Honduras. Chile har indtil videre afvist at anerkender præsidentvalget i Honduras i november. Det vil ændre sig nu, hvor Chile ventes at slutte sig til lande som Costa Rica og Panama, der anerkender resultatet af Honduras præsidentvalg i november.

Hvorvidt Piñeras valgsejr varsler indledningen til  en længere periode med borgerlige regeringer i Chile er mere usikkert. Ifølge forfatningen er det ikke muligt for en siddende præsident at stille op igen. Det kan derfor meget vel tænkes, at centrum-venstre koalitionen med en mere fornuftig valg af kandidat næste gang, f.eks. Enríquez-Ominami, der klarede sig forbavsende godt som uafhængig kandidat i første valgrunde, genvinder præsidentposten ved næste valg. det er i hvert fald det de håber.

Imod dette taler dog, at referencer til Pinochettidens undertrykkelse mister betydning for hvert år der går – og at de kommende 4 års borgerlig regering i sig selv vil demontere en del af de mere fantasifulde skrækhistorier, som venstefløjen har udbredt om hvad en borgerlig regering ville indebære.