Obama skærper tonen overfor Cuba

I en udtalelse  (hele teksten findes længere nede i indlægget) onsdag langede Obama i stærke vendinger ud efter den cubanske regering og dens forfølgelse af anderledes tænkende. Obamas nye hårde retorik kommer efter den amerikanske regering i modsætning til den uforsonlige tone under Præsident Bush i det forgangne år har forsøgt at få en dialog i gang med det cubanske regime. De seneste måneders begivenheder som vi har skrevet om ved et par lejligheder her og her, og den hårdhændede håndtering af “kvinderne i hvidt” (pårørende til fængslede dissidenter), der også har været omtalt i den danske presse er den umiddelbare anledning til den skærpede tone.

Der er dog tale om et skifte fra en blød til en mere hård linje der reelt har været under vejs i et stykke tid. Formentlig har man erkendt i det hvide hus, at man alligevel ikke får noget ud af en mere kompromissøgende kurs. Hverken overfor Cuba, men måske lige så vigtigt overfor Cubas vigtigste allierede, Venezuela. Udviklingen har været synlig i et stykke tid. Efter man havde dannet front sammen med de latinamerikanske lande mod afsættelsen af Honduras præsident Zelaya sidste år i juni, har man efterfølgende kunne konstatere, at det ikke har bedret forholdet til de socialistiske lande i Latinamerika. Retorikken fra lande som Nicaragua, Cuba og Venezuela har stort set ikke ændret sig i forhold til USA siden Obamas magtovertagelse. Hvis USA havde eventuelle naive forestillinger om det demokratiske sindelag hos de “progressive regimer” i ALBA eller troede at det via samarbejde var muligt at skabe et tåleligt indbyrdes forhold, er disse forlængst gjort til skamme. Hugo Chavez i Venezuela har ufortrødent fortsat med at demontere demokratiet i Venezuela mens han fører en åbenlys agressiv politik overfor Colombia (og formentlig aktivt støtter terrorbevægelsen FARC). Daniel Ortega i Nicaragua viste i efteråret at han ikke har tænkt sig at respektere hverken Nicaraguas grundlov eller magtens tredeling. I Bolivia er der jævnligt forlydender om både politisering af det juridiske system og stigende forfølgelse af den frie presse. Endelig har det så vist sig, at Raul Castro i Cuba fortsætter storebrors hårde linje overfor politiske dissidenter.

Obamas udtalelser kommer også efter, at  der tidligere har været kraftig kritik af OAS rolle i krisen i Honduras og Pentagon i utvetydige vendinger har udnævnt Venezuela til at udgøre den største trussel mod stabilitet i Latinamerika.

Obamas udtalelse fæølger også EU-parlamentets skarpe fordømmelse for et par uger siden og lyder i sin korthed;

Recent events in Cuba, including the tragic death of Orlando Zapata Tamayo, the repression visited upon Las Damas de Blanco, and the intensified harassment of those who dare to give voice to the desires of their fellow Cubans, are deeply disturbing.

These events underscore that instead of embracing an opportunity to enter a new era, Cuban authorities continue to respond to the aspirations of the Cuban people with a clenched fist.

Today, I join my voice with brave individuals across Cuba and a growing chorus around the world in calling for an end to the repression, for the immediate, unconditional release of all political prisoners in Cuba, and for respect for the basic rights of the Cuban people.

During the course of the past year, I have taken steps to reach out to the Cuban people and to signal my desire to seek a new era in relations between the governments of the United States and Cuba.  I remain committed to supporting the simple desire of the Cuban people to freely determine their future and to enjoy the rights and freedoms that define the Americas, and that should be universal to all human beings.

Samtidig blev der her til aften afholdt en stor protestdemonstration i Miami, under ledelse af den cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estafan, hvor protestdeltagerne alle var klædt i hvidt i solidaritet med de protesterende “hvide damer” i Cuba – læs mere her.

Også i lande som f.eks. Brasilien, hvor præsident Lula kom i modvind – også fra venstrefløjen – protesteres der over den manglende frihed i Cuba. Og det er måske det virkeligt nye, nemlig at venstrefløjen ikke automatisk bakker op om Cuba i andre latinamerikanske, og det kan på sigt få stor betydning for et Cuba, der er fuldstændig afhængig af den økonomiske støtte fra Hugo Chavez Venezuela. Med den fortsatte energi- og økonomiske krise der, med tilbagevendende el-afbrud, faldende produktion og stigende arbejdsløshed er det ikke utænkeligt at Hugo Chavez regeringstid nærmer sig sin afslutning. Hvor hurtigt det kommer til at gå er dog usikkert. Chavez har én betydelig fordel, nemlig at oppositionen i Venezuela fortsat er fuldstændig splittet. Til gengæld er der ikke tvivl om at polariseringen af Latinamerika fortsætter med uformindsket styrke, hvilket vi før har skrevet om før på bloggen. Men det er ikke en polarisering der alene kan gøres op i den traditionelle venstre-højre akse, men determineres efter ens forhold til demokrati og de grundlæggende universelle frihedsrettigheder.