Sebastian Piñera

Der er flere faktorer der forklarer centrum-ventre regeringens nederlag, der sker på trods af den siddende præsident, Michelle Bachelets enorme popularitet. Beskyldninger om magtfuldkommenhed, korruption og valget af en upopulær, og lidet karismatisk kandidat i Eduardo Frei, har formentlig været udslagsgivende for nederlaget. Valget af Piñera er således næppe udtryk for en grundlæggende utilfredshed med den førte politik.

Med Sydamerikas højeste vækst, hastigt faldende absolut fattigdom og en åben og dynamisk økonomi, er stabilitet og enighed om de grundlæggende træk i den økonomiske model, der blev resultatet af de økonomiske reformer fra slutningen af 1970erne og frem, det der bedst karakteriserer Chile i dag.

Der er ikke grund til at tro, at der vil ske afgørende ændringer under den nye borgerlige præsident, Sebastian Piñera. Ligesom den gamle regering var funderet på en alliance fra “midten og ud mod venstre”, er den nye regering funderet på en alliance mellem liberale og konservative kræfter, herunder grupper der aktivt støttede Pinochet og ikke kun hans reformer.

Blandt sidstnævnte gruppe er støtten til Piñera nok snare udtryk for en pragmatisk accept af, at de ikke i kraft af sig selv vil kunne vinde magten demokratisk, end det er en støtte til Piñera personligt, som de ikke har varme følelser for.

Det er næppe heller uden betydning, at Piñera, i lighed med sin storebror, der i en kort men afgørende årrække var minister under Pinochet, var aktiv i kampen for genindførelse af demokrati i 1980erne. I den desperate slutspurt prøvede venstrefløjen og Frei netop at inddrage tiden under Pinochet i et forsøg på at miskreditere Piñera, men uden held.

På et område er der dog grund til at tro, at valget af en borgerlig præsident hurtig får betydning, nemlig i forholdet til Honduras. Chile har indtil videre afvist at anerkender præsidentvalget i Honduras i november. Det vil ændre sig nu, hvor Chile ventes at slutte sig til lande som Costa Rica og Panama, der anerkender resultatet af Honduras præsidentvalg i november.

Hvorvidt Piñeras valgsejr varsler indledningen til  en længere periode med borgerlige regeringer i Chile er mere usikkert. Ifølge forfatningen er det ikke muligt for en siddende præsident at stille op igen. Det kan derfor meget vel tænkes, at centrum-venstre koalitionen med en mere fornuftig valg af kandidat næste gang, f.eks. Enríquez-Ominami, der klarede sig forbavsende godt som uafhængig kandidat i første valgrunde, genvinder præsidentposten ved næste valg. det er i hvert fald det de håber.

Imod dette taler dog, at referencer til Pinochettidens undertrykkelse mister betydning for hvert år der går – og at de kommende 4 års borgerlig regering i sig selv vil demontere en del af de mere fantasifulde skrækhistorier, som venstefløjen har udbredt om hvad en borgerlig regering ville indebære.

Allende, Militærkup og Chiles dyre lærepenge.

At Chile med genindførelsen af demokratiet indførte et valgsystem med 2 valgrunder skyldes primært erfaringerne i forbindelse med Salvador Allendes tid som præsident 1970-1973, der som bekendt endte med militærkup og næsten 17 års diktatur under ledelse af general Pinochet.

I modsætning til den myte, som venstrefløjen altid har dyrket, havde Salvador Allende på intet tidspunkt flertallet af chilenerne bag sig. Havde man dengang haft et system med 2 valgrunder var han formentlig aldrig blevet valgt. Salvador Allende fik ved valget i 1970 36,6% af stemmerne, mens højrefløjens kandidat , Jorge Alessandri, med 35,3% af stemmer fik næsten lige så meget. Endelig fik Radomiro Tomic fra de Kristendemokraterne (et centrum-venstre parti) 28,1% af stemmerne.

I tilfælde af, at ingen af kandidater opnåede over 50% af  stemmerne, var der herefter op til kongressen af vælge præsidenten. Det var kotyme, at man valgte den af kandidaterne der havde fået flest stemmer uden de store sværdslag. Salvador Allende sikrede sig dog først kristendemokraternes opbakning i kongressen efter lange og besværlige forhandlinger, og startede således ud på et relativt svagt mandat og en forventning i kongressen om at man ville føre en moderat politik. Sådan gik det ikke. Det Chilenske samfund blev voldsomt polariseret under Allende og var præget af politisk vold fra begge sider, forfatningsstridige jord- og fabriksbesættelser osv. Kombineret med store nationaliseringer og en håbløs økonomisk politik var Chile i 1973 præget af både politisk og økonomisk kaos.

Der er næppe tvivl om, at der i selve Chile var stor opbakning bag militæret, da det 11. september afsatte Salvador Allende (der begik selvmord). Et flertal i kongressen havde tidligere på året forsøgt at afsætte Allende, men kunne ikke skaffe det nødvendige 60% flertal, som forfatningen krævede. I takt med militærets anvendelse af overvældende vold og det gik op for folk, at man ikke som forventet skulle regne med en hurtig tilbagevenden til demokrati kølnedes støtten til kupmagerne naturligvis betragteligt.

Men helt op til vore dage er Chile fortsat splittet over kuppet i 1973. Ved en gallup for nogle år tilbage gav 75% af de adspurgte således udtryk for at de mente at Pinochet havde været indblandet i tortur og mord på politiske modstandere. ikke desto mindre mente ca. halvdelen af de adspurgte, at militærdiktaturet havde været godt for Chile.

Selve transformationen fra en lukket statscentreret økonomi på linie med andre sydamerikanske lande til en af den vestlige halvkugles hurtigst voksende økonomier og en af verdens mest åbne og frie økonomier (Chile er gået fra at være fattigere end Brasilien i midten af 1970erne til i dag at være Sydamerikas rigeste land) ligger uden for dette indlæg. Men paragdigmeskiftet sket som benkendt på en ganske blodig baggrund (omend undertrykkelsen i Pinochets Chile aldrig nåede det omfang, som man oplevede under militærdikturet i Argentina eller har set i Castros Cuba).

Siden 1990 har en alliance (Concertación) af kristendemokrater og socialister siddet på præsidentposten. Disse har ikke grundlæggende udfordret den økonomiske model der blev resultatet af reformerne under Pinochet, men har tværtimod accepteret det nye økonomisk liberale paradigme, der ud over at bringe velstand til Chile også har indebåret, at man har en af Latinaerikas mest stabile demokratier . Til gengæld ser dette valg ud til at afslutte alliancens 19 år på præsidentposten. Højrefløjens kandidat, Sebastián Piñera,  står til at vinde første valgrunde, dog sandsynligivis med under 50% af stemmerne, hvorfor der skal en 2. valgrunde til. Skulle han vinde denne, vil det være første gang siden 1958, at chilenerne vælger en borgerlig præsident.

Ifølge de seneste meningsmlinger står Piñera til at få 44% med en opadgående trend (sammenlignet med tidligere målinger), mens Frei står til 31% og den uafhængige (socialistiske) kandidat, Marco Enríquez-Ominami, står til 18%.

I en 2. valgrunde står Piñera til en læar valgsejr over Frei, men står interesssant nok til en mindre valgsejr, hvis Marco Enríquez-Ominami gik videre til 2. valgrunde i stedet for Eduardo Frei.

De vigtigste kandidater

Valget står reelt mellem 3 kandidater, førnævnte Sebastián Piñera fra det borgerlige Renovación Nacional, Eduardo Frei og Marco Enríquez-Ominami.

Sebastián Piñera

Det er 3. gang Piñera stiller op til præsidentvalget. Idste gang tabte han i 2. valgrunde til den nuværende præsident Michelle Bachelet (Chiles valglov tillader kun en valgperiode). Han er en af Chiles mest velhavende mænd og lillebror til Jose Piñera, der mest er kendt som manden bag privatiseringen af det chilenske pensionssystem og som har været inspirations for andre pensionsreformer i verden siden da, bla. a. reformern i Sverige i begyndelsen af 1990erne.

Piñera repræsenterer som kandidat en bred vifte af højrefløspartier.

Eduardo Frei

Regeringskoalisationens kandidat Eduardo Frei har tidligere været præsident fra 1994 til 2000. Hans personlige popularitet er til at overse, og han opfattes af mange som relativt kedelig og farveløs. Samtidig er valget af ham som kandidat for for regeringspartierne, af mange blevet opfattet som mindre demokratisk. Valget indebar at Marco Enríquez-Ominami, der oprindelig var medlem af det socialistiske parti, der sammen med Frei’s Kristendemokrater som nævnt har siddet på magten i 19 år, stiller op som løsgænger.

Marco Enríquez-Ominami

Marco Enríquez-Ominami er valgets store overraskelse. Ung, han er 36 år, og med ubestridelige “star qualities” –  han er bl.a. kendt fra TV  - har han udfordret “de etablerede” i koalitionen- Efter det viste sig, at alt var tilrettelagt således at Eduardo Frei ville ende med at blive kandidat, valgte han at stille op som uafhængig kandidat, hvor han har profiteret af at mange chilenere der ellers har stemt på regeringskoalitionen, nu opfatter denne som “slidt”, præget af magtens arrogance og korrupt.

Næppe af større betydning hvem der vinder valget

Uanset hvem af de ovennævnte der ender med at blive Chile’s næste præsident, vil den faktisk førte politik på de væsentligste områder næppe ændres. En sejr til Piñera, der blandt sine støtter har mange af de der i 1980erne var med til at levere Pinochet et figenblad af demokratisk legitimitet (de to Piñera brødre arbejdede  i1980erne aktivt for genindførelsen af demokrati i Chile), vil utvivlsomt blive udlagt som en højredrejning i den internationale presse, ligesom valget af Largos i 2000 og senere Bachelet i 2006 er blevet taget til indtægt for venstredrejningen i Latinamerika. Begge dele var og vil være grundlæggende noget sludder. Afgørende var det paradigmeskifte der sket under Pinochet tiden, og som har sikret at Chile som det første (og formentlig eneste i mange år fremover) Sydamerikanske land reelt er gået fra at være et 3. verdens land til at blive en del af den 1. verden. Det ønsker ingen af kandidaterne at lave om på.