I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Lima, Peru

Den peruvianske nationalbanks nedjustering af væksten fra 7 procent til 6,5 procent (hvilket bringer forventningerne i overensstemmelse med IMF ), skyldes ifølge Julio Velarde, præsident for nationalbanken, at det offentlige forbrug og de private investeringer har været lavere end tidligere forventet.

Den gennemsnitlige vækst i Latinamerika og Caribien som helhed, forventes af IMF at blive på 4,7 procent i 2011.  De eneste andre lande med højere prognoser i Latinamerika og Caribien (ud over Peru, Argentina og Chile) er Haiti (8,6 procent) og Panama (7,4 procent).

Hvis vi ser bort fra Haiti, hvis vækst kommer på en særlig (og dyster baggrund), m.a.o. jordskælvet sidste år, er det tydeligt, at den økonomiske vækst er højst blandt Latinamerikas økonomisk frieste lande (efter Fraser Institute’s Economic Freedom Index). Chile er blandt verdens 5 frieste økonomier, mens Panama og Peru kan måle sig med europæiske nationer.

Til gengæld klarer lande omfattet af  ”det 21. århundredes socialisme” (ALBA-landene) sig generelt dårligt. Især Ecuador og ikke mindst Venezuela, der ifølge IMF kan forvente Latinamerikas laveste vækst i de kommende år. Væksten i Venezuela frem til 2016, forventes at være under 2 procent p.a., mens den i Ecuador forventes at ligge mellem 2 og 2,5 procent.

Med andre ord peger data for Latinamerika klart på, at “neo”liberale reformer sikrer vækst og velstand, mens socialisme medfører stagnation.

Keiko Fujimori og Ollanta Humala ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg skrevet om dette års valg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om den nye præsident, Ollanta Humala, – og hvor stor en risiko hans valg  udgør for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år.

Som det fremgår af nedenstående oversigt over den økonomiske vækst det seneste halve århundrede, er det først i dette årtusinde Peru’s potentiale har manifesteret sig i kraft at høj og vedvarende økonomisk vækst – 2009′s ringe vækst skyldes naturligvis finanskrisen, som alle tre lande klarede en hel del bedre end bl.a. herhjemme, og har lagt bag sig.

BNP per capita i faste priser (2005 USD.) 1951-2009 (kilde PWT 7.0)

3 forhold omkring den historiske udvikling er slående:

1. Brasilien var i midten af det 20. århundrede væsentligt fattigere end både Peru og Chile, men er i slutningen af 1970erne væsentligt mere velstående (målt i BNP per capita) end de to andre lande. Som det vist fremgå med al tydelighed har Brasilien sin højvækstperiode fra slutningen af 1960erne og frem til slutningen af 1970erne, hvorefter følger 20. års stagnation. Dette er primært resultatet af to forhold, ekspansionen i 1970erne var i stigende grad lånefinansieret (lav indenlandsk opsparing), og problemerne med at reformere en lukket statscentreret økonomi.  Selv om det på grund af BNP’s manglende evne til at måle kvalitetsforandringer underspiller den oplevede/reelle udvikling – afspejler det i grove træk udviklingen. I 1990erne gennemførte man en rækker reformer, bl.a. en delvis privatisering og åbning af økonomien – udenrigshandlen er siden fordoblet i forhold til BNP. Men det er afgørende, at den statscentrerede økonomiske model, baseret på fortsat statsligt ejerskab i centrale sektor, statens dominerendede rolle i den interne kreditgivning og forkærligheden for planøkonomiske instrumenter og teknokratisk “ingeniørtilgang” til den makroøkonomiske styring effektivt begrænser det fremtidige vækstpotentiale til 3,5- 4 procent p.a.

2. Chiles forvandling fra en lavvækst økonomi til Latinamerikas mest velstående land siden 2. halvdel af 1970erne er naturligvis også slående. I forhold til Brasilien er det værd at medtage, at på trods af, at Chile i dag er betydeligt rigere og mere avanceret økonomi, er det fremtidige vækstpotentiale en del højere, op mod 6 procent p.a. Det skyldes først og fremmest at staten spiller en langt mindre rolle i den interne ressourceallokering, der foregår på markedsvilkår. I forhold til økonomiens størrelse, er omfanget af årlige udenlandske investeringer da også langt større end i Brasilien.

3. Endelig viser ovenstående figur tydeligt Perus manglende evne til at skabe varig vækst  i 2. halvdel af det 20. århundrede. Kulminationen er den totale nedsmeltning af økonomien i 1980erne, inklusiv hyperinflation og økonomisk kollaps, der bannede vejen for de markedsorienterede reformer i 1990erne, som påbegyndtes under alberto Fujimori. Ikke fordi han havde en dybere økonomisk forståelse. Han gik faktisk til valg på ikke at ville privatisere og liberalisere. Det valgprogram stod hans modstander ved valget i 1990, Mario Vargas Llosa, for. Kort beskrevet vandt Fujimori valget og gennemførte Llosa’s reformer. Også Peru modtager i forhold til økonomiens størrelse betydeligt flere udenlandske direkte investeringer end Brasilien.

Ollanta Humala og frygten for økonomien

Kort fortalt indebar Perus økonomiske reformer fra 1990erne og frem, ud over omfattende privatiseringer af alt fra minedrift og bankvirksomhed til energi og vandforsyning, afskaffelse af restriktioner for udenlandske investeringer og ejerskab, samt etablering af en uafhængig nationalbank, at der blev indskrevet meget snævre grænser for fornyet offentlig indblanding.

Resultatet er, at hvor Peru i 1985 var et af verdens mest ufri økonomier (108 ud af 111 lande), lå det i 2008 på niveau med en række vesteuropæiske lande (nummer 32 ud af 141). Og som det fremgår af ovenstående figur har den økonomiske vækst siden årtusindeskiftet været ganske overbevisende. Og i modsætning til væksten i1970erne bygger den ikke på udenlandsk låntagning, derimod er Peru ano 2011 præget af “sound economics”, lav gæld, lavt rente niveau og styr på inflationen,

Det kan måske derfor undre en del, hvorfor dette års valg endte med at blive en kamp mellem en højrefløjs- og en venstrefløjspopulist. Det er der to forklaringer på. For det første er peruviansk politik præget af en voldsom korruption og at det traditionelle partisystem brød sammen sammen med økonomien i 1980erne. Og hvor økonomien er kommet sig, gælder det ikke det politiske system. Partierne er i dag mere eller mindre bygget op omkring enkeltpersoner, og således endte første runde af det peruvianske valg i år med at der var 3 kandidater der repræsenterede de moderate borgerligt-centrumretterede kræfter. Ved valget fik de tilsammen godt nok 45 procent af stemmerne, men slog hinanden ud.

Havde valget i 2. runde stået med mellem 1. vagrundes nummer 3 eller 4, og Ollanta Humala, havde han tabt valget klart. Nu var hans modstander Keiko Fujimori, hvem de moderate vælgere i sidste ende frygtede mere, på trods af hans nationalistiske antimarkeds-retorik og tidligere tætte tilknytning til Hugo Chavez.

Humalas baggrund

Selv om Humala har promoveret sig som de fattiges (læs de oprindelige indianeres) frelser, så er han i modsætning til den tidligere præsident Alejandro Toledo, om ikke født med en guldske i munden, så dog som del af det bedre stillede borgerskab i Lima. Begge hans forældre er uddannede advokater. Hans mor er af italiensk afstamning, og hans far, Isaac Humala, af indiansk.

Humala voksede op i et stærkt venstreorienteret og nationalistisk hjem. Hans far var aktiv kommunist i 1950erne og 1960erne. Bl.a. var han Mario Vargas Llosa’s lærer i den marxistiske celle han var medlem af som ung studerende i begyndelsen af 60erne (det var før han så lyset, og blev en af Latinamerikas varmeste fortalere for “neo-liberalistiske” ideer).

Isaac Humala er den ideologiske leder bag Movimiento Etnocacerista, som efter smag og behag kan betegnes som en nationalistisk-socialistisk eller indiansk-fascistisk organisation med racistiske træk. I lighed med Musselinis fascister og Tysklands nazister dyrkes romantiske forestillinger om fortiden. I Perus tilfælde en fortid før Inka-riget. Denne bevægelse indgår i et tæt netværk med lignende bevægelser i de to andre Andes lande, Ecuador og Bolivia, samt Hugo Chavez Veneauela og Castro-brødrernes Cuba. For en temmelig “krads” beskrivelse læs mere her.

Som militærmand var Humala formentlig indblandet i en række overgreb på civile under kampene mod terrororganisationen ”den lysende sti” i begyndelsen af 1990erne. I 2000 ledte han et mislykket kup mod præsident Alberto Fujimori, i dennes sidste dage. Efter Alberto Fujimori var flygtet ud af landet, blev Humala og de andre involverede i kupforsøget benådet. I 2005 stod Humalas bror og andre militærfolk i Movimiento Etnocacerista bag en blodig opstand, hvor de krævede daværende præsident Alejandro Toledos adgang. Revolten kostede flere mennesker livet, og Humalas bror fik en dom på 25 års fængsel. Ollanta Humala’s rolle i den forbindelse er aldrig blevet klarlagt. Men han var formentlig dybt involveret.

Perus fremtid

Med tanke på Humalas fortid kan det det muligvis undre en og anden, at jeg alligevel er fortrøstningsfuld. Det skyldes ikke, at jeg tror at Humala grundlæggende har ændret holdning, men primært følgende:

• Mens der er udbredt utilfredshed blandt befolkningen med det politiske system er et flertal tilhængere af de grundlæggende træk i den nuværende frimarkedsmodel. Havde Humala ikke modereret sit standpunkt og formået at skabe alliancer med moderate politiske kræfter op til 2. valgrunde, havde han ikke vundet valget.
• Selv om han skulle ønske at ændre grundlæggende på den økonomiske model, vil det dels kræve et flertal i parlamentet og dels skulle afgøres ved en folkeafstemning. Hans egne støtter har langt fra flertal i parlamentet, med 47 ud af 130 pladser, og han er derfor afhængig af støtte fra Alejandro Toledos centrum-højre parti, der har 21 pladser.
• Han har signaleret at han vil beholde den nuværende nationalbankdirektør, Julio Velarde, der er højt respekteret i den private sektor.
• Straks efter valgsejren tog Humala på en rundrejse til Brasilien, Paraguay, Uruguay, Argentina og Chile, hvor han ankommer i morgen onsdag [15.06.2011]. Rejsen omfatter derimod hverken Bolivia eller Venezuela. Især besøget i Chile imødeses med spænding, i det der her er mulighed for at lægge afstand til den ekstremt anti-chilenske retorik, Humala tidligere har gjort brug af. En anden af nationalistiske/facistiske og socialistiske Andes-lederes ynglingshade-objekter, nemlig USA, har Humala omtalt som en strategisk allieret (samme retorik som PT og Lula har brugt i Brasilien).

Det kan naturligvis ikke helt udelukkes at der er tale om spil for galleriet, og skulle det lykkes for Humala at udpege sin egen arvefølger og sikre sig et absolut flertal i parlamentet om 5 år, kan alt se anderledes ud. Men det kræver noget, ingen peruviansk præsident har været i stand til, nemlig at øge og fastholde sin popularitet frem til næste valg (man kan kun side en periode af gangen ifølge Perus grundlov). Selv ikke Brasiliens umådeligt populære præsident Lula var i stand til at omdanne sin personlige popularitet til et flertal i den brasilianske kongres. Hvad det ville have betydet for hans politik er ikke godt at vide, men den ville formentlig have ligget væsentligt tættere på hans retorik i 1990erne end den førte politik i 0′erne.

Men at der ikke vil blive ændret grundlæggende ved den økonomiske model er ikke ensbetydende med at der ikke vil ske forandringer. Der er grund til at tro, at Humala i højere grad vil søge at samarbejde med Mercosur end at fortsætte med integrationen af Chile’s, Colombia’s og Peru’s økonomier – eller USA for den sags skyld. Dog har han understreget, at alle indgåede handelsaftaler (som præsidenten faktisk kan ophæve uden at spørge parlamentet) vil blive honoreret, ligesom der ikke ændres ved den betydelige integration af de tre landes økonomier, der allerede er sket. I begyndelsen af måneden fusionerede de landes børser, således at det nu er den 2. største børs i Latinamerika efter Brasilien.

Hvor der formentlig vil ske forandringer er indenfor minedrift- og udnyttelse af Peru’s naturressourcer. Igennem hele den nuværende præsident Garcia’s regeringstid har der været konflikter mellem de lokale beboere (primært fattige indianere) og mineselskaberne i den sydlige del af landet, hvor Humala står stærkest. En mulighed er at man hæver afgifter/skatter på minedrift, der er lavere end i f.eks. Chile, og øremærker disse penge til sociale projekter og udvikling der skal komme den fattigstedel af befolkningen til gode. Om den så gør det er en helt anden sag. I forbindelse med Humala rundrejse, blev det næsvnt at en af de ting han ville tale om med Brasiliens præsident Dilma var den sociale indsats i Brasilien. Jeg er formentlig i opposition til den gængse opfattelse i MSM, men at den skulle have biddraget i nogen særlig grad til den positive udvikling for Brasiliens fattige, stiller jeg et stort spørgsmåltegn ved. Men det væsentlige er selvfølgelig hvad potentielle vælgere tror det betyder. Som eksempel kan nævnes Brasiliens Bolsa Familia (en socialydelse der gives til landets fattigste – Peru har også en sådan ydelse, omend den er mindre).

Beregninger har vist, at den gennemsnitlige modtager af Bolsa Familia betaler mere i indirekte skatter end vedkommende modtager i ydelse. Ligeledes viste beregninger fra IBGE (Brasiliens svar på Danmarks Statistik) for et par år siden, at kun 1/3 af det fald man har oplevet i indkomstuligheden i Brasilien (hvor uligheden fortsat er større end i Peru) kan tilskrives den førte politik under Lula, mens 2/3 skyldtes henholdsvis markedsreformerne i 1990erne og et stigende uddannelsesniveau op til indgangen af dette årtusinde.

Med tanke på at den offentlige sektor i Peru ikke just er kendt for sin effektivitet og strålende resultater, er det væsentligste i denne sammenhæng, at Humala har langt mindre råderum til at “fordele” velstanden end man har i Brasilien – hvor staten f.eks. er helt central i kreditformidlingen – det forhindrer den nuværende grundlov.

Og skulle Humala’s regeringstid indebære en (markeds)reformpause, som det reelt har været tilfældet i Brasilien siden 2002, kan man dog glæde sig over, at Peru er milevidt fra Brasiliens statscentrerede økonomi, hvis vækstpotentiale er begrænset.
For danske investorer på jagt efter nye markeder er der i hvert fald ingen grund til at afskrive Peru. Tværtimod er der grund til at holde ekstra øje med udviklingen ved Sydamerikas stillehavskyst, hvis vækstpotentiale – og dermed også potentiale for fremtidig dansk eksport og investeringer – meget vel kan vise sig at være betydeligt større end i Brasilien.

Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.

I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.

Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.

Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.

Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.

For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.

Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.

Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.

Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.

En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).

Studerende demonstrerer mod regeringens politik

Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.

Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.

Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;

Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.

Mens “Foreign Policy” konstaterer, at

Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.

For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1′s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

• To protect the interests of the press in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
• To protect the interests of the press in the Americas.
• To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
• To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
• To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
• To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

at bekende sig til liberalisme er lige så langt ude, som at dyrke sex i fuld offentlighed i Brasilien

Roberto Campos, der i 1950erne var med til at etablere Brasiliens udviklingsbank og i perioden 1964-1967, som planlægningsminister, forsøgte at reformere brasiliansk økonomi så meget i retning af en mere markedsorienteret økonomi som det nu var muligt var en af de meget få brasilianske økonomer der åbentlyst bekendte sig ikke kun til økonomisk liberale, men også politisk liberale ideer. Således forsvarede han åbentlyst sin kollega, den venstreorienterede økonom Celso Furtado, da militæret i 1968 var ude efter ham. Lige som han advarede mod militærets økonomiske politik fra dette år og frem, hvor han mente, at kortsigtet vækst ofrede mulighederne for en langsigtet økonomisk vækst, hvilket han fik fuldstændig ret i. Men ” “Bob Field” var også en fremmed fisk, med sin åbenlyse begejstring for frie markeder. Den grundlæggende forestilling i Brasilien har siden oprettelsen af republikken i 1889 været “dirigisme” – og en enorm indflydelse fra den franske positivisme. Hvis man skal forklare forskellene mellem militærets forestillinger under deres regeringstid fra 1964 til 1986 og den grundlæggende forestilling hos den nuværende regering under den umådeligt populære Lula, ligger den først og fremmest i forhold til hvilke grupper i samfundet man prøver at tilgodese – på det økonomiske plan er forskellene ubetydelige. Troen på at man kan planlægge sig til vækst og velstand overgås kun af mistroen til det frie marked.

De reformer der blev gennemført, primært i 1990erne, var da heller ikke, som det var tilfældet i Chile, drevet af positive forestillinger om at slippe markedskræfterne løs, men mindede derimod mere om et parti som det danske Socialistisk Folkepartis opfattelse af markedet, som et slags nødvendigt onde.

Når Brasilien senere i år vælger ny præsident vil den “højreorienterede” kandidat være en tidligere Troskist, der vil blive beskyldt for at være neo-liberalist. I Danmark ville han blive betegnet som socialdemokrat.

Bob Fields – eller Roberto Campos udtrykte det meget rammende, da han på et tidspunkt kommenterede den manglende økonomiske frihed i Brasilien med, at “militæret og den katolske kirke har altid foragtet markedet”. Miltærets indflydelse og tankegang har siden indførelsen af republikken og især efter man i en i 1930erne under den fascistiske diktator Getulio Vargas (der stadig den dag i dag omtales som Brasiliens fader) i den såkaldte “Estado Novo” indledte sin delvist planøkonomiske industrialisering af Brasilien været stor, baseret på lige dele teknokratisk og nationalistisk tankegods. En forestilling der blev delt med den civile administrations topembedsmænd, der i lighed med eliten i militæret har gået på den brasilianske eliteskole “Escola de Guerra”. Hvad angår den katolske kirkes ringagt af markedet har den selvføgelig en langt ældre historie, og holdningen til markedet, som den langt hen af vejen deler med Islam, forklarer en del af udviklingen i de katolske lande i Europa langt op i dette århundrede.

Det brasilianske samfunds udvikling har foregået, og foregår fortsat på statens og den politiske elites præmisser – og af hensyn til dem. Hvad der er ændret fra det tidligere militærdiktatur til i dag er primært, at indførelsen af demokrati har givet de der kan bilde den fattige del af befolkningen ind, at de gør noget for dem, har fået en fordel. På den måde fungerer indførelsen af en række sociale ydelser til landets fattigste primært som “stemmekøb”. Den grundlæggende forestilling om at præsidenten helst skal være far for alle (en forestilling den nuværende Lula til fulde har formået at leve op til), og at det er gennem statens aktiviteter at man sikrer vækst og velstand er fortsat den mest fremherskende i Brasilien.

At det fortsat er sådan i et land hvis skattetryk nærmer sig nord-europæisk niveau, mens den offentlige sektors service fortsat er stort set ikke eksisterende,  kan det være vanskeligt at forstå for en “kølig” empirisk baseret nord-europæer. På den anden side er det muligvis ikke så forskelligt fra politik i Danmark. Bortset lige fra korruptionen, skandalerne, den manglende lighed for loven osv. osv. Forhold der ikke er blevet bedre, men snarere værre under den nuværende socialistiske regering.

Efterskrift:

Rent faktisk havde Rio de Janeiro for et halvt århundrede siden et glimrende offentlig skolesystem. En væsentlig grund til at det fungerede var desværre bare, at det var forbeholdt de få. Da det offentlige skolesystem skulle bredes ud, og blive et “ægte” folkeskolesystem, brød det sammen.

Det findes faktisk “lommer” af høj effektivitet og stor professionalisme i den offentlige sektor og militæret, der fungerer side om side med korrupte og ringe fungererende sektorer. F.eks. er det brasilianske udenrigsministerium kendt for en høj grad af integritet og professionalisme, lige som det delvist statsejede energiselskab Petrobrass, der er Latinamerikas største, anses for at være relativt professionelt drevet.

De brasilianske tropper i Haiti har med rette fået stor ros for en professionel indsats på højt niveau, mens politiet (policia militar), der hører under militæret, og fungerer som almindeligt politi er kendt for at være inkompetent og korrupt.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

Det er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Som det fremgår af nedenstående figur 1, der viser udviklingen i BNP per capita siden midten af det forrige århundrede, er Bolivia karakteriseret ved stort set har samme BNP per capita nu, som i midten af det 20. århundrede. Honduras har derimod (trods alt) over den betragtede periode oplevet stigende velstand.  Begge landes udvikling i BNP er præget af voldsomme udsving i BNP – især Bolivia, der i midten af 1980erne oplevede en decideret nedsmeltning af økonomien med reel hyperinflation.

Figur 1.

Kilde: Penn world tables 6.3

det er også fælles for de to lande, at de gennemførte en række markedsliberale reformer i 2. halvdel af 1980erne (Bolivia) og op gennem 1990erne. Dette er en væsentlig del af forklaringen til de seneste årtiers fornyede vækst efter 1980ernes krise. I modsætning til Honduras, hvor reformerne er fortsat (og korruptionen rent faktisk er faldet), har man oplevet en tilbagerulning af reformer og privatiseringer i Bolivia efter 2005, med en fornyet bølge af nationaliseringer.

Mens Zelaya i Honduras blev valgt på et helt anderledes program end det han endte op med at stå for og kom i opposition til sit eget parti i kongressen, kan man som anført ikke beskylde Evo Morales for at have stået for ét før valget og så gøre noget helt andet efter. Og der er næppe belæg for det, når O’Grady stort set påstår, at han ikke har et flertal bag sig i Bolivia, med ordene;

Mr. Morales is expected to win re-election [han vandt i søndags med over 60% af stemmerne] easily, in part because in many areas that he controls voters will be escorted into polling booths to make sure they choose correctly. His party, Movement for Socialism (aka MAS for its Spanish initials), is almost certain to retain control of the lower house of congress and is likely to win the senate, which until now has been controlled by the opposition.

Derimod er det meget sandsynligt, at Mary O’Grady har ret, når hun bemærker, at Morales valsejr på sigt kommer til at betyde, at;

Mr. Morales’s rule will be almost impossible to challenge. But this should not be interpreted as a national embrace of his politics. He will pull off his power grab thanks to a policy of terror against his adversaries.

Mary O’Grady’s bekymring for demokratiet i fremtidens Boliva er bestemt berettiget. Historisk er alle socialistiske eksperimenter endt med enten et kup (f.eks. Chile) eller diktatur (f.eks. Nicaragua under Ortega i 1980erne og Cuba under Castro). Kun den mest blåøjede medarbejder i en af de utallige ulandsorganisationer med deres romantiske (og naive) forestillinger om mulige kombinationer af kultur og velstand – eller mere hardcore socialistiske ideologer – vil formentlig bestride, at der er en reel fare for at Evo Morales indiansk-socialistiske eksperiment vil ende i diktatur.

Men måske er genvalget af Evo Morales også en god grund til at se på tidligere præsidenters ansvar for den udvikling, der for 4 år første gang ledte til valget af Morales som præsident. Et valg der blev konfirmeret i søndags. Der er også god grund til at se på nogle af de forskelle der eksisterer mellem Bolivia og Honduras.

Hvor Honduras befolkning for 90% vedkommende består af mestitzo (efterkommere efter den oprindelige befolkning og kolonisatorerne), og det der betegnes som egentlige indianere kun udgør 7% af honduras befolkning, er Bolivia etniske sammensætning væsentligt anderledes. Det der betegnes som indianere udgør et stort flertal. Ifølge CIA World Fact Book, består Bolivias befolkning af 30% Quechua indianere, 5% Aymara indianere, mens  mestizo udgør 30% og den hvide del af befolkningen udgør 15%. Det skal understreges at skillelinien, ligesom i andre lande i Latinamerika med et stort indiansk islet, går – ikke mellem de hvide og resten af befolkningen – men derimod mellem de der opfatter sig selv som indianere på den ene side og resten af befolkningen, mellem det “traditionelle” (og kollektive) samfund og det “moderne” individ-orienterede samfund. Forskellene i velstand lader sig kun delvist forklare ved diskriminering/undertrykkelse af indianerne (selv om det har været en del af Bolivia historie). Det er også et resultatet af en kulturelt determineret forskel i mulig levestandard. Heri ligger tragedien ved Evo Morales higen efter en indiansk-socialistisk samfundsmodel, der i høj grad er inspireret af nogle lettere tågede forestillinger om hvordan de indianske samfund fungerede før koloniseringen,  - ikke af spanierne, men af Inkaerne! Ved promoveringen af etnisk betinget kollektiv ejendomsret på bekostning af individuel ejendomsret, fremmes et – alt andet lige – mindre effektivt og dermed mindre velstående samfund.

Den ansete engelske journalist og kender af Latinamerika, Michael Reid, der i mange år skrev  for The Economist, bemærker følgende om Bolivias første indianske præsident og selve termen “indianer” i sin bog “Forgotten Continent – The battle for Latin America’s Soul“;

The term “Indian” is of course a colonial imposition, and derives from a geographical misunderstanding to boot. But it’s embrace by some of the indigenous activists was a way of generalising their condition beyond that of each linguistic sub-group. It is also a shifting, socially defined catagory. Two decades ago, Evo Morales would have described himself as a mestizo, and in many ways he is one.”

Morales hang til indianske klædedragter er da også af nyere dato. Hans vej til toppen i Boliviansk politik gik over de “oprør” der fulgte i kølvandet på 90ernes reformer, der på en og samme gang var nødvendige, indebar øgede udenlandske investeringer og fornyet økonomisk vækst (se figur 1), men samtidig – med rette – blev genstand for kritik om korruption og svindel.

Helt central i venstrefløjens og antiglobaisternes mytologi står begivenhederne i Cochohamba i Bolivia. Cochohamba, Bolivias 3. største by, var i 1980 en lettere søvnig by med ca. 200.000 indbyggere i 1980,  man kan skylde sin stegte and ned med masser af god øl fra det lokale bryggeri, grundlagt af tyske immigranter. Denne søvnige idyl brast, da byen blev et centrum for handlen med kokain, drevet af efterspørgslen i USA. Dette kombineret med bl.a. kraftig indvandring fra det fattige Altiplano, bl.a. Evo Morales har indebåret, at Cochamba omdannedes til en kaotisk by der i løbet af 1990erne havde tredoblet indbyggertallet, (selvføgelig) uden at infrastrukturen fulgte f.eks. kunne vandforsyningen ikke følge med den hastige vækst i indbyggertallet.

Myndighederne, med borgmesteren i spidsen, ønskede at løse problemet ved at bygge en 120 meter høj dæmning ved Misicuni floden og føre vandet via en 19,5 km lang tunnel gennem bjergene til Cochohamba. fordelen ved projektet var, at man samtidig øgede elektricitetsforsyningen, til gengæld ville projektet koste omkring 1/4 mia. dollars. Verdensbanken mente at dette var for dyrt og støttede derimod et billigere projekt, hvor prisen på vand ikke ville stige de første 5 år. Den bolivianske regering støttede, efter pres fra Cochohambas borgmester den oprindelige plan, og indgik en kontrakt med “Aguas del Tunari, der overtog byens vandforsyning. For at kompensere for omkostningerne ved de nye anlæg satte man priserne op med i gennemsnit 43%, hvilket udløste voldsomme protester fra især byens fattige befolkning, hvor en mindre del brugte op mod 1/3 af deres indkomst på vand efter prisstigningerne.

Protesterne kulminerede i første omgang i begyndelsen af 2000, hvor en 17 årig demonstrant blev dræbt. Hvad der herefter skete kan kun betegnes som absurd og udtryk for fuldkommen panik hos den daværende regering under Hugo Banzer, der ophævede kontrakten med Aguas del Tunari, hvorefter Arguas del Illimani, der i forvejen stod for vandforsyningen i La Paz, overtog den. De nægtedes at sæte prisen op 8i forohld til den oprindelige), også selv om deres prisstigninger var væsentligt lavere og ville have indebåret at priserne fortsat var lavere end i de fleste andre bolivianske byer. for at kompensere for dette valgte Arguas del Illimani at hæve prisen for nye tilslutninger (inkl. skrald) til 450 USD. – svarende til ½ års løn for mange af byens fattige indbyggere. Men venstrefløjen dette som en  ”sejr” i “vandkrigen”. Sammen med en succesfulde (og voldelige) kampanger mod at Bolvia eksporterede gas til USA og Chile, der inkluderede at man tvang to præsidenter til at gå af, lykkedes det i 2005 Evo Morales at vinde præsidentposten baseret på støtte fra store dele af den indianske befolkning og en hæmningsløs nationalistisk retorik.

Selv om Bolivias økonomi har oplevet en positiv vækst i indeværende årtusinde, først og fremmest på grund af gunstige priser på mineraler samt gas og olie, er bagsiden af ovenstående udvikling at der har været et drastisk fald i nødvendige undelandske investeringer, samtidig med at de offentlige investeringer har været få og ineffektive. Bolivia er derfor yderst sårbar overfor ændringer i priserne på dets eksportprodukter, ligesom yderligere økonomisk ekspansion må forventes at falde, med mindre investeringer øges.

Til gengæld er man godt i gang med at bytte tidligere tiders diskriminering (og racisme) vendt mod den indianske del af befolkningen ud med en omvendt diskriminering. Samtidig indebærer et nyt kollektivt system for ejendomsretten, at mobiliteten mindskes, mens særlige rettigheder for den indianske del af befolkningen er at sidestille med omvendt diskriminering. Da der samtidig er betydelige forskelle i både levestandard og kultur mellem den fattige vestlige del (højlandet) og den rigere østlige del (lavlandet), hvor de fleste bolivianere af europæisk afstamning bor, er en egentlig blodig indre konflikt/borgerkrig et muligt scenarie.

Men denne grundlæggende konflikt, som Evo Morales og hans MAS har forstået at drage fordel af, har naturilgvis historiske rødder, og fortidens præsidenter og magthavere bærer naturligvis et stort ansvar for at det aldrig er lykkedes at egentlig boliviansk identitet. Dette til forskel fra Honduras, hvor indbyggerne, på trods af store sociale og økonomiske forskelle, i højere grad opfatter sig som honduranere end tilhørerne en speciel etnisk/kulturel gruppe.

Evo Morales har efter al sandsynlighed ikke vundet det 2/3 flertal i underhuset (men nok i senatet), som er nødvendigt for yderligere ændringer af forfatningen. Det er nødvendigt, hvis Evo Morales skal kunne stille op til en tredie valgperiode, uhindret sikrer sine allierede ansættelse på centrale offentlige poster samt diktere ny lovgivning, der øger bestemte indianerstammers  (kollektiv) råderet og ejerskab over store territorier. Til gengæld indebærer de allerede gennemførte ændringer, at indianere er sikret et bestemt antal pladser i de lovgivne forsamlinger og at ændringer kan gennemføres hvis blot 2/3 af de fremmdte i underhuset stemmer for. Det åbner op for at man forhindrer oppositionens medlemmer at kunne møde frem. En mulighed der måske virker absurd i vores ører, men oplagt i en boliviansk virkelighed.

Indtil videre kan Bolivia fortsat betegnes som et demokrati. Spørgsmålet er dog hvor længe. Til gengæld lever Bolivia (desværre) til fulde op til tesen om at lande rige på naturressourcer ofte ender med at være befolket af fattige mennesker. På trods af en økonomisk vækst i 2008 på 6% og en vækst på 3% i år, er der ikke meget der  tyder på, at Bolivia en gang for alle får løst sit kroniske problem med at sikre langsigtet økonomisk vækst. I 1950 var BNP 1/3 højere end Honduras, i dag er det næsten ens (og Honduras kan bestemt ikke beskrives som et “vækst-mirakel” – se figur 1. Og måler man i forhold til den regionale stormagt Brasilien (der med globale briller kun har haft en middelvækst i den pågældende periode), er Bolivias stagnation endnu mere slående . I 1950 var BNP per capita næsten det halve af Bolivias – og dermed også væsentlig lavere end Honduras. Små 60 år senere er BNP per capita i Brasilien mere end dobbelt så høj som i Honduras og Bolivia.

Udvikling i real bnp Venezuela

FN har i flere år beregnet deres eget alternativ til BNP, nemlig HDI, human development index. Det refereres vidt og bredt ganske ukorrekt som et videnskabeligt udtryk for et lands/økonomis tilstand. Problemet med disse kvalitative mål er, at de først og fremmest viser hvorledes landene scorer i forhold til preferencerne hos de der laver indexene. FNs HDI er i bund og grund en måling af, i hvor høj grad lande kommer tæt på den skandinaviske model. Det er derfor Cuba scorer højt HDI, på trods af at det er et af Latinamerikas fattigste lande  målt på BNP.

Sjovt nok synes interessen hos magthaverne for alternative målemetoder primært at være stor, når BNP udvikler sig i negativ retning. I årene 2004 til starten af 2008, hvor høje oliepriser sikrede Venezuela regionens højeste vækstrater var Hugo Chavez ikke kritisk overfor BNP – tværtimod. Efter at BNP er faldet op mod 5% det seneste år, og forventes også at falde til næste år har piben fået en anden lyd.

Tal i ovenstående figur (sakset fra WSJ) stammer fra Venezuelas nationalbank og viser udviklingen i BNP gennem det seneste år.

Der kan siges meget mod brugen af BNP som mål for et lands velstand, og en sammenligning mellem lande giver kun værdi, hvis man ser over relativt lange tidsperioder. Der er tale om et rent kvantitativt mål, hvilket både er BNPs styrke og svaghed. Det er en styrke fordi det ikke foregiver at måle andet end værditilvæksten i en økonomi, og dermed er værdineutral (det er værditilvæksten der skal finansiere der ønskede forbrug). På den anden side kan man angive det som en svaghed, at en stor del af aktiviteten i en økonomi ikke nødvendigvis indeholdes i officielle BNP tal (men f.eks. finder sted i den ikke registrerbare paralelle/sorte økonomi). Ligeledes spiller størrelsen af den offentlige sektor ind. Den har en tendens til at være betydeligt mindre effektiv end den private sektor og producere ydelser der reelt ingen efterspørgsel er efter.

Med tanke på den økonomiske stagnation – reelt ressesion – som har ramt Venezuela, er det vist ganske forstålig, at Chavez helst ser, at man ikke diskutererer udviklingen i BNP. Derfor erklærede han i en TV transmitteret tale sidste onsdag, at “Vi kan simpelthen ikke tillade fortsat at beregne BNP med de gamle kapitalistiske metoder,”  fordi “Det er skadeligt.”

Mr. Chávez’s kommentarer kom kort efter Venezuelas nationalbank havde offentliggjort, at bruttonationalprodukt faldt 4,5% i tredje kvartal i år i forhold til samme periode sidste år.

selv om det måske ville være fristende at tilskrive Hugo Chavez alt skidt i Venezuela, kan det hurtigt konstateres, at tingenes tilstand lod en del tilbage at ønske mange år før han kom til magten. Det fremgår af nedenstående figurer. Overordnet set har man i et halvt århundrede ikke været i stand til at skabe varig vækst (data er fra den seneste Penn World Tables).

figur 1.

Når man betraagter udviklingen i Venezuelas BNP er det meget forstålig hvis man gerne vil fokusere på noget andet. Velstanden er i dag på samme niveau som for 30 år siden og langt lavere end det var i 1970erne, hvor kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til international kredit (petrodollars) i en kort periode gjorde Venezuela til Latinamerikas rigeste nation.

Hvor katastrofal udviklingen egentlig har været gennem det seneste halve århundrede ses måske bedst ved at sammeligne levestandarden i Venezuela med USAs. Som det fremgår af figur 2 er Venezuelas levestandard i forhold til USA i dag blot sølle 30%, mens den i 1960 var helt oppe på 60%.

figur 2

Når man gennem et halvt århundrede i den grad er blevet outperformet af USA er det heller ikke underligt, at man i mangel på et opgør med sin egen økonomiske model, vælger den nemme løsning og dæmoniserer USA i stedet .Mens man med rette kan kritisere Chavez for at underminere både retsstat og demokrati (der bestemt ikke havde det for godt i forvejen) er den førte politik med nationaliseringer, brug af olieindtægter til egne formål osv. ikke usædvanligt i Venezuelas historie. Chavez selverklærede “21. århundredes socialisme” synes taget ud af en helt anden latinamerikansk tradition og minder måske primært om 50ernes Argentina under Juan Peron. Dengang ville man have talt om at det var et fascistisk regime (Perons store forbillede var Mussolini). Men forkskellen mellem facisme og socialisme er som bekendt heller ikke stor.

Hvorvidt Venezuela på sigt vil følge i fodsporene på en anden af 50ernes velstående Latinamerikanske lande, Cuba, og helt afskaffe markedsøkonomien er en anden sag. På et punkt synes man allerede at ligne Cuba i udstrakt grad, nemlig i evnen til at finde nyttige idioter i de rige lande og den energi der lægges i at fremstille Venezuela og “the supreme leader” som det nye paradis.

Jeg var i hvert fald lettere overrasket, da følgende kommentar fandt vej til denne blog i forbindelse med et tidligere indlæg om Hugo Chavez og Venezuela. Kommentaren er skrevet af en hvis Michael fra “Center for Economic and Policy Research“:

The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators

The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.

Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.

During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.

Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.

Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.

Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.

From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.

There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.

The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.

Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.

Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.

Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.

På trods af at hjemmesiden gør meget ud af at fremstille sig selv som uafhængig og videnskabelig er der næppe tvivl om hvem der står bag. Og forsøgene på at fremstille udviklingen i Venezuela i et positivt lys er til tider ufrivillig komisk. Således bruger man rigtig mange kræfter på at argumentere for at der har været hastig økonomisk vækst under Chavez regeringsperiode. For at kunne få så høje tal som muligt argumenterer man for, at man skal tage udgangspunkt i 2003 (nærmere bestemt 1. kvartal 2003), altså 5 år efter Hugo Chavez kom til magten (og efter at en lang konflikt i den statslige olieindustri). At bruge 1. kvartal 2003 som basisår er naturligvis bekvemt, da det giver en ekstra høj økonomisk vækst. Jeg kan næsten ikke vente at se hvordan dette og næste års (forventede) fald i BNP vil blive håndteret af de “uafhængige” eksperter på Venezuelanalysis.com – Skal vi gætte på en eller anden længere udredning om at det traditionelle (og internationalt anerkendte) BNP begreb er ubruglit? Måske nooget med at det er en amerikansk imperialistisk opfindelse? Sidstnævte var Hugo chavez forklaring på hvorfor Venezuela er 30 minutter forskellig fra sin tidszone. Chavez beskyldte amerikanerne for at ville bestemme hvad klokken var i Venezuela og det gik jo ikke. Tilsyneladende forvekslede han  Greenwich i England med et kendt boheme kvarter i New York.