Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *