Dilma og Aecio Neves går videre til 2. valgrunde

Dette års præsidentvalg i Brasilien har været en uforudsigelig affærre,  fuld af overraskelser. Først var der Marina Silva’s fremkomst som favorit til at blive præsident i august, som jeg skrev om for små 6 uger siden. Senere kollapsede hendes kampagne, mens Dilma Rousseff gik så markant frem, at der ligefrem var spekulationer om hvorvidt hun kunne vinde i 1. valgrunde – se også her – og så er der valgresultatet fra i søndags, hvor Aecio Neves kom overaskende klart ind på en andenplads, mere end 12 procentpoint foran Marina Silva på 3. pladsen.

Det endelige resultat af 1. valgrunde blev 41,6 procent til den siddende præsident, Dilma Rousseff, 33,6 procent til Aecio Neves og blot 21,3 procent til Marina Silva.

Dilma Rousseffs relativt ringe resultat ( ingen siddende præsident har opnået ringere opbakning tidligere) og Aecio Neves meget klare andenplads blev mødt med kursstigninger på aktiemarkedet og fald i dollarkursen.

Hvis det er udtryk for en forventning om at Aecio Neves får hovedparten af Marina Silva’s stemmer i 2. valgrunde, er der nok mere tale om ønsketænkning end en reel mulighed.

Marina Silva’s parti PSB’s vælgere må forventes at ligge til venstre for Aecio Neves, og Dilma Roussef kan nøjes med lidt mere end 1/3 af disse vælgere, for at sikre sig genvalg.

Valget afslørede også klart, at Brasilien er et polariseret land, med meget store regionale forskelle. Således vandt Dilma Rouseff meget klart i de relativt fattige nordøstlige og nordlige stater, mens Aecio Neves klarede sig bedst i den sydøstlige og sydlige Brasilien.

Udklip1234

For interaktiv udgave af ovenstående illustration, se her

I Brasiliens økonomiske centrum, Sao Paulo, og i Sydbrasilien opnåede Aecio Neves opbakning fra næsten dobbelt så mange vælgere, som Dilma og Marina til sammen.

Det bliver en meget spændende 2 valgrunde den 26. oktober. For Aecio Neves taler, at 30 procent af vælgerne direkte adspurgt angiver, at de aldrig kunne finde på at stemme på Dilma, mens Aecio Neves har momentum, og gennem valgkampen har formået at reducere den del af befolkningen, som angiver at de aldrig kunne finde på at stemme på ham Andelen er nu nede på ca. 10 procent.

Selv om Dilma Rousseff ikke kan beskrives som populær (for at sige det mildt), taler en del dog for at hun vil stå som den endelige vinder. Dels er det aldrig før sket at vinderen af 1. valgrunde ikke også har stået som den endelige vinder. Dels må det som nævnt formodes, at en del af Marinas vælgere ender med at stemme på Dilma. Hun skal som sagt blot have ca. hver 3. af Marinas stemmer, mens Aecio Neves skal have mindst 2 ud af 3 som stemte på Marina. Endelig har alle meningsmålinger indtil nu vist, at Dilma Rousseff vinder 2. vangrunde, hvis Aecio Neves er modkandidaten.

Men meningsmålingerne har i den grad vist sig ikke at holde i dette valg, så….

Et er dog sikkert. Det bliver spændende.

Dilma vil formentlig fortsætte skræmmekampagnen mod Aecio Neves og PSDB, der beskyldes for ikke at interessere sig for de 2/3 fattigste i landet. Det er for at sige det mildt ikke korrekt, idet netop PSDB stod fader til en lang række sociale investeringer og programmer i 90erne, som PT senere byggede videre på. Men fakta har som bekendt aldrig været en barriere, når det handler om kampen om magten. Og det uagtet om vi taler om Danmark eller Brasilien.

Aecio Neves vil til gengæld formentlig prøve at kapitalisere på den korruptionsskandale i det delvist statsejede Petrobras, et af verdens største energiselskaber, og som involverer politikere fra PT (men ikke PSDB indtil videre), samt en skandale i forbindelse med uddeling af valgmateriale i staten Minas Gerais, hvor Dilma og PT anklages for at have fået postvæsenet til kun at dele PTs materiale ud.

Derudover vil man naturligvis minde vælgerne om den brasilianske økonomis elendige forfatning. IMF har lige nedjusteret væksten i BNP til 0,3 procent i år. Med (indtil videre) fortsat lav arbejdsløshed er spørgsmålet dog i hvilken udstrækning dette bider på den fattigste (og dårligst uddannede) del af befolkningen. Der til gengæld for en stor dels vedkommende modtager offentlige sociale ydelser.

Efter flystyrtet, som ændrede alt i Brasilien – præsidentvalg 2014

Den 13. august døde kandidaten for PSB, der efter danske forhold svarer nogenlunde til Socialdemokratiet, Eduardo Campos, i et tragisk flystyrt. Det har vendt op og ned på præsidentvalgkampen. Hvor den siddende præsident, Dilma Rousseff, før var favorit til at fortsætte efter valget i oktober, står hun nu til at tabe i 2. valgrunde.

Forklaringen er, at Eduardo Campos vicepræsidentkandidat, Marina Silva, nu er PSB’s præsidentkandidat. Hvor Campos i den sidste meningsmåling før sin død blot fik 8 procent af stemmerne, og var langt efter de to førende kandidater, Aecio Neves fra PSDB og Dilma Rousseff fra PT. PSDB svarer efter danske forhold det Radikale Venstre, selv om partiet hedder “Brasiliens Socialdemokrati”, mens PT svarer nogenlunde til Socialistisk Folkeparti i den version der deltog i regeringen frem til dette forår.

Ved den seneste meningsmåling er der vendt op og ned på dette. I første valgrunde står Dilma Rousseff stadig til at få flest stemmer, men langt fra de krævede 50+ procent, som forhindrer en anden valgrunde. Mens Dilma Rousseff fører med 34 procents opbakning foran Marina Silva på andenpladsen med 29 procent og Aecio Neves med 19 procent af vælgernes opbakning på 3. pladsen. Resten af feltet er ganske ligegyldigt.

I anden valgrunde vil Marina Silva vinde klart over den siddende præsident. Gallupundersøgelsen er foretaget af det velestimerede IBOPE

Hvis Aecio Neves går videre til 2. valgrunde i stedet for Marina, vil Dilma fortsætte som præsident.

Man har også undersøgt hvor stor en del af vælgerne der føler sig sikre på hvem de stemmer på, og hvem de under ingen omstændighed vil stemme på af de tre kandidater.

Mens 65 procent af de som angiver at ville stemme på Marina Silva, også angiver at de har truffet deres endelige valg, gælder det kun for 52 procent for Dilma og 48 procent for Aecio.

Når det gælder om antipati, ligger Marina Silva klart bedre til end det to andre. Her er det slående at den siddende præsident har den største andel af vælgerne, som angiver at de under ingen omstændigheder vil stemme på hende, nemlig 36 procent, 18 procent er sikre på at de ikke under nogen omstændigheder vil stemme på Aecio Neves, mens kun 10 procent angiver, at de under ingen omstændigheder vil stemme på Marina Silva.

Hvem Stemmer på hvem? 

Det er ikke mindst interessant at se hvem som vil stemme på Marina Silva. Her viser det sig, at hun især står stærkt blandt unge, protestanter (hun tilhører selv pinsemissionen), og personer som tjener mere end 2 minimumslønninger.

Reelt er det kun blandt vælgere over 55 år, at hun klarer sig mindre godt, samt de absolut fattigste der tjener 1 minimumsløn eller derunder. Her spiller den geografiske fordeling dog også ind.

Således er det eneste område i Brasilien, hvor den siddende præsident fortsat har et (solidt) flertal, nord- og nordøstbrasilien. Præsidentens støtte er også mest udbredt i byer med under 50.000 indbyggere, mens Marina Silva står stærkest i byer over 500.000 indbyggere.

Blandt universitetsuddannede slår hun begge de andre kandidater klart.

Ingen tvivl om at det bliver et spændende valg.

Der er ingen tvivl om at Marina Silva vil køre valgkamp på at hun er “den 3. vej” og være kandidaten som tager afstand fra det eksisterende politiske system. Det vender vi tilbage til.

For de sprogkyndige kan første debat mellem præsidentkandidaterne ses her:

1. del

2. del

3. del

4. del

Yderlige info om de væsentligste kandidater, se nedenstående links, som er på engelsk (Wikipedia)

Mere om Dilma Rousseff

Mere om Marina Silva

Mere om Aecio Neves

Ps. Jeg er klar over, at jeg har forsømt denne blog på det groveste. Det vil jeg rette op på de kommende uger.