Tillykke med Ol i 2016 til Rio, Brasilien og præsident Villy Søvnd.., nej undskyld, Lula.

Så blev det afgjort, OL i 2016 finder sted i Rio de Janeiro – en af verdens smukkeste byer (primært på grund af beliggenheden). De fleste turister kender nok først og fremmest “Zona Sul” (Ipanema, Leblanc, Copacabana og Leme), mens en del muligvis også har været i den gamle bydel Santa Theresa – men også i Rios centrum er der masser af perler, og heldigvis er man i de senere år begyndt at restaurere de gamle bygninger.

Gloria i Rio de Janeiro
Gloria i Rio de Janeiro

Der er ingen grund til at tro, at Rio de Janeiro ikke magter at afholde en olympiade med dets forventede ekstra  ca. 1 mio. turister (måske lidt optimistisk) og 14-15.000 atleter. Så set fra de besøgendes synspunkt skal det nok blive en positiv oplevelse. Der har godt nok været bekymrede stemmer fremme omkring sikkerheden, da Rio de Janero desværre er kendt for en meget høj kriminalitet. Det er der dog som turist næppe grund ti lat være specielt bekymret for, hvis man skal dømme ud fra de to årlige internationalt berømte begivenheder, der normalt forløber meget fredeligt, nemlig Rios karneval og det næsten lige så berømte nytår på Copacabana. Begge begivenheder tiltrækker hvert år 10.000vis af turister fra hele verden, og f.eks. er der hvert år ca. 2. mio. mennesker på Copacabana og Leme strandene – og det forløber normalt yderst fredeligt – langt mere fredeligt end nytårsaften normalt forløber i København.

Hemmeligheden er, at man plejer at sende 40-50.000 militærpolitifolk på gaden i de dage festlighederne står på, og mon ikke man gør det samme under olympiaden?

Der er ingen tvivl om at den glæde og stolthed som brasilianerne i almindelighed og befolkningen i Rio de Janeiro (kaldet cariocas) i særdeleshed føler i disse dage er både ægte og dybfølt. For Rio de Janeiro, der indtil midten af det 20. århundrede var Brasiliens politiske- og magtmæssige centrum (Sao Paulo overhalede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede staten Rio de Janeiro som økonomisk centrum), ser man olympiaden som muligheden for at generobre noget af fortidens gloværdighed. Godt nok er Rio de Janeiro fortsat den mest kendte by undenfor Brasilien, og dets strande og helt unikke kombination af natur og by er fortsat Brasiliens største turistattraktion. Men bortset fra det er det gået jævnt ned af bakke (relativt i forhold til resten af landet) for byen siden man flyttede hovedstaden til det nybyggede Brasilia i 1960. Særligt hårdt blev byen ramt under 1980ernes gældskrise på grund af dens afhængighed af statsejede virksomheder, samtidig med at kriminaliteten nåede absurde højder. Der findes slumkvarterer, farvelas, hvor politiet kun bevæger sig ind med tung bevæbning, og i perioder har man endda sat militæret ind. På samme måder er der i særlige områder af byen (dog ikke der hvor turisterne for det meste er) hvor man må finde sig i at blive stoppet ved vejafsæringer og blive kropsvisiteret af svært bevæbnet militærpoliti. Film som f.eks. Cidade de Deus (“City of God”) beskriver ganske præcist forholdene og kriminaliteten. En kriminalitet der er tæt forbundet med narkotika – et problem vi jo også kender til herhjemme, omend i noget mere beskedent omfang.

Rio de Jeaneiros storhedstid var fra 1930erne og frem til 1960erne (se ovenstående vieo fra 1930erne). Det var i denne periode at byen blev kendt som Cidade Maravilhosa og i 1960erne selvføgelig synonym med Bossa Nova. Denne er en forfinet/jazzifiseret udgave af den samba der fødtes i “negerkvarterene” – og først blev almindeligt anerkendt efter Bossa Novaens succes. Det var også en meget anderledes by end i dag, med brede strøg og kun lidt trafik og store grønne områder, hvor man rent faktisk turde opholde sig også efter mørkets frembrud osv.

Byen i dag er på mange måder en nedslidt udgave af fortidens “Cidade Maravilhosa”, der er helt overtaget af en kaotisk biltrafik og et befolkningstal der er vokset fra omkring 1½ mio. i 1930erne til 6-7 mio. indbyggere i dag, uden at infrastrukturen er fulgt ordentlig med  – hvilket man kan få et lille indtryk af ved nedenstående video.

Og mens meget er gået tabt har Rio de Janeiro også fortsat meget at byde på – Det er rent ud sagt fantastisk hvor meget musik der er i den by – og er der noget brasilianerne kan, så er det at lave en ordentlig lyd – det kunne kunne man lære en del af herhjemme.

De dyreste Olympiske lege nogensinde?

Nej, de betænkligheder man kan have ved at Rio de Janeiro afholder olympiaden i 2016 har ikke noget med selve afholdelsen af denne. Det kommer til at være helt forrygende, og Rio de Janeiro vil  vise sig fra sin bedste side. det bliver formentlig et helvede for de almindelige indbyggere der skal passe deres arbejde, når al trafik tilpasses turister og udøvere i de tre uger legene varer – og bagefter skal regningen betales.

Mens alle fra hotelejere over restauratører og entreprenører til de prostituerede ser frem til at tjene gode penge, så er der sikkert også en del politikere og offentlige embedsmænd der render rundt med dollartegn i øjnene. Kan erfaringerne fra de panamerikanske lege i 2007 (og stort set alle offentlige byggerier) bruges til noget, så bliver OL afsindigt dyrt for skatteyderne. Den endelig regning for afholdelsen af de panamerikanske lege endte med at koste næste 700% mere end budgetteret – ikke mindst på grund af den udprægede korruption.

Som lederen af  “Transparência Brasil”,  Fabiano Angélico udtalte til “Terra Magazine” i fredags, så er man “meget bekymret for valget af Rio de Janeiro som vært for legende i 2016”, fordi “de panamerikanske lege i 2007 var en traumatisk oplevelse”. Godt nok har regering og ministre allerede været ude og love, at der vil blive tale om en gennemsigtelig proces i forbindelse med legende, men det er der næppe mange der tror på vil blive en realitet .

Afsluttende bemærkninger om præsident Lula og sammenligningen med Villy Søvndal

Det har været en noget broget oplevelse at følge danske mediers dækning af Rio de Janeiro og Brasilien i forbindelse med IOC-mødet i København. På den ene side skal jeg bestemt ikke brokke mig over, at et land og en by der har en stor plads i mit hjerte i den grad er blevet promoveret i danske medier, på den anden side har det ikke meget med virkeligheden at gøre – men er den slags overfladiske billeder af glade emotionelle mennesker (og en menneskemængde der går amok på strandene i Rio er jo altid guf for kameraerne) -det gælder både den lige lovligt optimistiske fremstilling af Brasiliens økonomiske udvikling (det er mange år siden man har haft vækstrater der var noget at juble over) og ikke mindst fremstillingen fa præsident Lula. Der er ingen tvivl om at han er populær i Brasilien, men det er nok først og fremmest som symbol på at man selv med en fattig baggrund kan blive præsident  – en symbolik der også før og i andre lande har været af betydning – f.eks. Hugo Chavez i Venezuela og Fulgencio Batista i Cuba. Samtidig har han været ualmindelig heldig. Selv om vækstraterne i Brasilien på ingen måde kan måle sig med hvad man oplevede i midten af det 20. århundrede og 20 år frem, har kombinationen af de reformer det trords alt lykkedes tidligere regeringer at gennemføre (på trods af stor modstand fra især Lulas parti Partido Trabalhador (PT)) og gunstig udvikling for eksportmulighederne sikret velstandsstigninger for store dele af befolkningen.

Lula i varm omfavnelse med Fernado Collor de Mello (afsat i 1992 på grund af korruption)
Lula i varm omfavnelse med Fernado Collor de Mello (afsat i 1992 på grund af korruption)

Når mine brasilianske venner spørger mig om hvad jeg synes om Lula, så er mit standardsvar altid, at “det bedste han har gjort er alt det han ikke har gjort”. Til gengæld har hans præsidentperiode med al tydelighed vist to ting:

1. Lula og Partido Trabalhador blev mindst lige så korrupte som alle andre, da de fik magten (ikke overraskende)

2. Det er Lula, og ikke partiet der er populært

Brasilien skal til næste år vælge ny præsident, og det bliver formentlig socialdemokraten Jose Serra, der tabte til Lula i 2002. Ikke på grund af at Lula er upopulær (tværtimod), men netop fordi man til præsidentvalgene stemmer på personen og ikke partiet. For mens Lula har været en meget populær præsident, blev PT reelt sprængt – en risiko der også eksisterer for Villy Søvndal herhjemme, hvis det skulle lykkes for oppositionen at danne regering efter næste valg. Bevægelsen fra venstre mod midten for at opnå magten er således den samme for SF, som den har været for PT. Da Lula blev valgt i 2002, efter 3 gange at have tabt præsidentvalget på en klart socialistisk retorik, var det da også som en mere midtsøgende “Lula light”. En del vil måske mene at det er denne bevægelse mod midten, der har indebåret at han og hans parti er endt med alliere sig med notorisk korrupte politikere som Jose Sarney og Fernando Collor de Mello, og selv rode sig ud i flere korruptionsskandaler. Det er det næppe, det skyldes nok primært at sådan er brasiliansk politik, for sådan er Brasilien. En undersøgelse af Ibope, et brasiliansk analyseinstitut viste således, at vælgerne kun i begrænset omfang går op i politikernes moral og etik, når de skal sætte deres kryds, samt at 3/4 af dem angiver, at de ville gøre det samme hvis de fik chancen.

Jo, OL i Rio de Janeiro skal nok blive et brag af en fest, men det bliver tømmermændene bagefter formentlig også. Indbyggerne i Montreall brugte de efterfølgende 30 år for at betale af på gælden fra OL i 1976, det bliver næppe bedre i Rio.

Published by

Niels Westy

Udlandskommentator ved Dagbladet Børsen Præsident i Akademiet for Fremtidsforskning Tidligere boet i Rio de Janeiro, Brasilien. Har gennem mere end 20 år skrevet og undervist om Latinamerika og Brasilien. Cand. polit